Lost symbols: Dan Browns nye bog piratkopieret på dag 1

lostsymbolDan Browns nye 784 sider lange bog “The lost symbol” blev allerede gjort tilgængeligt og piratkopieret på dag 1, den var ude i handlen. Det skriver Teleread i dag. Det tog således ikke de entreprenante copyrightbrydere nogen tid at bryde den kopisikring der var lagt på den ePub-fil man kunne købe online. Piraterne har samtidig været så flinke at fremstille flere udgaver i forskellige formater, så bogen kan læses på forskellige ebogslæsere.

Samme dag kunne udgiveren, Random House, annoncere at de havde solgt over en million hardcover eksemplarer af bogen worldwide. Det er rekord for voksenfiktion. Bogen ligger også på toppen for ebogssalget. Der er således ingen tegn på at piratkopieringen har nået at skade salget – det skal nok blive en bestseller, ligesom de øvrige af forfatterens værker. Forlaget har da også et første optryk på 5 millioner, som de har skyndt sig at supplere op med 600000 ekstra eksemplarer i trykken.

Det virkelige spørgsmål er således om piratkopieringen vil være til skade eller til gavn for salget bogen fremover – skillelinjen står imellem om man tror på at øget kendskab til bogen vil øge salget af den trykte bog, eller om man tror på at det tværtimod får folk til at glemme at købe den hos deres boghandler.

Ebogen og det digitale bibliotek

automatEbogssalget stiger for tiden eksplosivt i USA. I løbet af de næste to år vil salget af ebøger udgøre 25% af det samlede salg for en bog, hvis kurverne fortsætter med samme tempo – det vil formodentlig gå endnu hurtigere, når ebogslæserne for alvor får momentum. Herhjemme er det så som så med den eksplosive stigning, men Gyldendal har da erklæret at de vil sælge 800 titler som ebøger i 2009. Det vil formodentlig komme til lille Danmark med tiden, også selvom om bogelskere (herunder jeg selv) fastholder at bogen vil blive ved med at eksistere. Jeg vil med dette dette indlæg fokusere på en fremtid hvor vi alle læser ebøger som standard, og hvor bibliotekerne derfor for alvor bliver digitale. I den forbindelse er opstår der efter min mening 3 kritiske områder som biblioteker og forlag skal tage stilling til.

Modellen for indkøb og udlån af ebøger.

For det første vil bibliotekerne og forlagene få nogle omkostningsproblemer. Hvis bibliotekerne skal operere med en model, hvor de skal købe lige så mange ebøger som de låner ud af gangen, så vil de spare en del penge, fordi de med trykte bøger jo er nødt til at købe erstatningseksemplarer, når bøgerne slides op af de flittige læsere. Lige nu er der en veletableret samarbejde mellem ebib.dk og ebog.dk om udlån, men den økonomiske aftale er ikke offentligt tilgængelig, og skal formodentlig alligevel laves om i en situation hvor det er ebogen der pludselig dominerer.

Den sociale slagside

En anden problematik er den sociale slagside som ebogen må forudses at have når vi taler bibliotekslån. Ebogslæsning forudsætter at man enten har en ebogslæser (en Kindle, en Sony eReader, en iPhone) eller kan holde ud at læse sine bøger på en computer. De der ikke har adgang til sådan noget, eller som ikke kan læse lange bøger på en skærm, de vil komme i klemme i en fremtid hvor ebøgerne hersker. Skal bibliotekerne i stor stil udlåne ebogslæsere til lånerne? Eller skal de insistere på trykte bøger, selvom de også selv ville kunne spare på lager og magasinomkostninger ved at gå rent efter elektroniske bøger. Eller skal man kunne udprinte sine ebøger med f.eks. en Espresso print-on-demand maskine?

Bibliotekerne og piratproblematikken

I dag går man ned på biblioteket for at låne en bog og tilbage for at aflevere den. Når det drejer sig om ebøger går man hen på et website for at købe en ebog, f.eks. systime.dk eller g.dk, men hen på et andet website hvor man kan hente den gratis- nemlig bibliotekernes. Det er ikke særlig svært for forlagenes kunder at bemærke denne forskel. I en tid hvor forlag worldwide jagter piratkopister og insisterer på at bibeholde drakoniske kopibeskyttelsesforanstaltninger, hvordan vil man så egentlig løse dette paradoks?

Hvad mener i bibliotekarer derude – er det de rigtige problematikker at fokusere på. Har jeg overset vigtigere problematikker?