Bibliotekerne kan ikke redde litteraturen gennem indkøb

Der er grøde i biblioteksverdenen. Danmarks Biblioteksforening har lige holdt årsmøde under overskriften Biblioteket efter Spotify. For i en verden, hvor streamingtjenester bliver mere og mere dominerende, så er bibliotekerne naturligvis pressede på det, der før blev opfattet som en af deres kernetjenester: at stille bøger til rådighed for danskerne, så alle har lige adgang til litteraturen.
Bogrygge

Spørgsmålet er så, om bibliotekerne i en tid med begrænsede midler skal stille de bøger til rådighed, som lånerne efterspørger, eller om de skal bruge deres begrænsede midler på at have kvalitetslittteratur på hylderne. Eller sat endnu hårdere op: skal bibliotekerne udlåne så mange bøger som muligt, eller skal de koncentrere sig om at formidle litteratur og andre medieformer?

Under overskriften “Et forsvar for arrogance” gør forfatteren Bent Vinn Nielsen sig til fortaler for det sidste synspunkt. Han vil gerne have bibliotekerne til at stoppe med at købe bestsellere og i stedet købe kvalitetsbøger. Han mener, at bibliotekerne bruger deres ressourcer på at købe bestsellere hjem, fremfor at købe de smalle udgivelser hjem – fx Kafkas dagbøger i dansk oversættelse, som kun er købt af 38 biblioteker. Det mener Vinn er en perversion, fordi det peger på, at bibliotekerne har glemt deres kernemission, som i følge ham er, at “ingen skal afholdes fra at læse litteraturen af økonomiske grunde, men det har da aldrig været meningen, at der ikke skal foretages en kvalitetsvurdering, om ikke andet så af den enkle grund, at man ikke kan have alting stående.”

Færre bestsellere vil ikke betyde (særlig meget) mere kvalitetslitteratur

Lad mig indlede med en vis pessimisme: Selvom jeg udmærket kan følge Vinns forargelse over, at bibliotekerne har købt så få af Kafkas dagbøger hjem, så tror jeg desværre ikke hans forslag om at købe færre af de trykte bestsellere hjem vil have den store effekt på udvalget af kvalitetslitteratur.

Der er nemlig kun få bestsellere i forhold til hvor mange “smalle” udgivelser, der udkommer – altså alle de vidunderlige og mindre vidunderlige bøger, der ikke opnår høje salgstal. Det er måske kun hver 8. bog, der er en bestseller. Derfor følger også logisk, at et mindre indkøb af dem, ikke vil have stor effekt på indkøbet af kvalitetslitteratur, forudsat, at bibliotekernes samlede indkøbspulje er den samme. Derfor er bliver det nyttesløst at klage over, at bestsellerne er på bibliotekerne.

Fjernede man bestsellerne, ville man kun opnå meget få ekstra titler inden for det, som kan kaldes kvalitetslitteratur – særligt, da det bestemt ikke er alle de smalle titler, der kan siges at være kvalitetslitteratur. Problemet er derfor snarere, at bibliotekernes samlede indkøb af trykte bøger er faldet. Altså, at den samlede kage, der kan skæres af og kvalitetsudvælges inden for, er blevet mindre.

Hvor 38 indkøbte eksemplarer således var lidt før i tiden, så har beskæringer og effektiviseringer i forbindelse med lukning af filialer og mindre lagerføring, sammenholdt med øgede priser pr. indkøbt bog, ført til at det formodentlig i dag ikke er så lille et tal [jeg kender ikke de konkrete gennemsnitstal].

En del af problematikken ligger muligvis i den måde, bibliotekerne evalueres på. Det er nemlig nærliggende at antage, at det primært er  kvantitative mål, specielt antal udlån, som kommunerne måler effektiviten af bibliotekernes service på. Ikke for, hvor kulturelt oplyste, lånerne føler sig. Derfor har bibliotekerne heller ikke det store incitament til at fjerne bestsellerne fra hylden.

Det gælder ikke ebøger

Problemstillingen aktuelt kun gælder de trykte bøger og ikke ebøgerne. Bibliotekerne køber nemlig ikke ét eksemplar af hver ebog, som de så kan låne ud. Lånerne har adgang til alle de titler der er i ereolen, som så betaler forlag og forfattere pr. download. Ereolen udvælger ganske vist også, hvad der skal stilles til rådighed, men da det ikke koster noget at have en titel til rådighed, men omvendt er dyrt at have bestsellerne, så er det økonomiske incitament for at have bestsellerne tilgængelige det omvendte: jo færre bestsellere, der downloades, jo bedre. I hvert fald er økonomien ikke et argument for at fravælge den smalle kvalitetslitteratur, fordi den netop downloades meget lidt. Endvidere har de store bestseller-forlag, Gyldendal og L&R også frivilligt valgt at trække deres titler ud af ereolen.

Men et er, hvad der gælder aktuelt, noget andet er den lurende digitale fremtid. Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før vi ser et kommercielt alternativ til ereolen. En streamingtjeneste, hvor man betaler et løbende abonnement for fri adgang til alle de bøger, man kan ønske sig. Det er der masser af indikationer på – Gyldendal har netop valgt at lukke sin ebogshandel, baseret på styksalg af bøger, for i stedet at satse på en streamet lydbogs-tjeneste, i samarbejde med svenske Storytel. Og der antydes, at en streamingtjeneste for alle bogformer venter i fremtiden.

Der findes flere kommercielle streamingtjenester, som formodentlig rammer markedet inden for i år. Internationalt har Amazon allerede en abonnementsbaseret streamingløsning, ligesom der findes en hel del startup-virksomheder på vej. Den store udfordring har dog hidtil været at få forlagene med på ideen, som indebærer en radikalt anden forretningsmodel, end den man kender fra den traditionelle bogverden. Bogverdenen er i det perspektiv kun nået til det stadie, musikbranchen var i for 10 år siden. Og der skal man huske, at musikverdenen kun flyttede sig, da den blev presset massivt på sin indtjening. Vi ser en faldende lønsomhed for bogbranchen generelt i Danmark, men salget er endnu ikke massivt truet af pirateri, som musikbranchen var det dengang.

Indkøb løser ikke problemet

Grundliggende, så tror jeg ikke, at bibliotekerne skal redde kvalitetslitteraturen gennem deres indkøb, uanset om de køber alt hjem, eller vælger kun at købe kvalitetslitteratur.

Til gengæld har bibliotekerne mulighed for at støtte litteraturen i sin bredde på mange andre måder. Bibliotekerne løfter allerede denne opgave på mange måder rundt omkring i landet – der afholdes forfatteraftener, digtoplæsninger, litteraturfestivaler, osv. Krimimessen er fx arrangeret af Horsens-bibliotekerne, og selvom om der er mange bestseller-krimier på programmet, så er der også plads til de smalle udgivelser og anderledes arrangementer. I den digitale verden ser vi, at bibliotekerne er gået ind i egentlig bogproduktion af apps, spændende online-litteratureksperimenter og elektronisk litteratur.

Det er tid til kreativ nytænkning. Det er tid til at bibliotekerne udnytter deres kæmpe potentiale, affødt af, at de har kontakt med virkelig mange læsere af bestsellere. Hvordan kan bibliotekerne bidrage til at lånerne vælger kvalitetslitteraturen frem for bestsellerne?

Ereolen og det 20. århundredes logik

I et skarpt blogindlæg i dag, på Politiken og hans egen blog, gør Jon Lund sig klog på forholdene i forlagsbranchen – og opfordrer til at forlagene helhjertet går med på en fortsættelse af bibliotekernes gratis ebogsservice, eReolen. Det gør han i indlægget “Derfor burde forlagene omfavne eReolen“. Han peger på de lærepenge, musikbranchen har betalt gennem årene, og på den succes, musikselskaberne fornylig har oplevet med de mange streamede musiktjenester – Spotify, Wimp, osv.

Jeg er overvejende enig i Jon Lunds kritik.

Men vil også gerne nuancere den lidt ved at sætte forlagenes mulige motiver lidt i perspektiv, samt komme med et forslag til, hvordan ereolen kan komme videre på en måde, der modsvarer den digitale økonomis udfordringer.

Forlagenes vinkel

Det er nemlig svært for forlagene at vinke farvel til, hvad de ser som en gylden mulighed for at sige farvel til branchens mellemhandlere, der traditionelt har grabset op til halvdelen af fortjenesten til sig. Således har supermarkederne herhjemme efter bogliberaliseringen kun kunnet sælge bøger med voldsomt lave priser, fordi de har kunnet forhandle enorme mængderabatter hjem. Og de traditionelle boghandlere har man også skullet give 25-40% i rabat for den gode tjeneste at sætte forlagets bøger på hylderne, således at der blev solgt bøger. Det forekommer derfor indlysende fra forlagenes side, at kunne de sælge direkte til kunderne, så kunne de, selv med en væsentlig prisreduktion, stadig tjene en god sum penge, samtidig med at de fik adgang til direkte salgsstatistikker, noget der ville gøre det endnu lettere at målrette produktionen af bøgerne efter kundernes ønsker og behov.

Med en tjeneste udbudt af en mellemhandler, det vil sige bibliotekerne i dette tilfælde, mister forlagene et vigtigt instrument i markedsdannelsen, nemlig den frie prissættelse af deres varer – på ereolen koster det det samme, nemlig gratis, at sælge en bestseller, som det koster at sælge en ukendt forfatter. Og det forekommer klart, at en abonnementstjeneste, der skulle fungere som et alternativ til en statsstøttet gratis platform, måtte have nogle rigtigt gode argumenter for at hamle op med dette. Derfor kan eReolen ikke fortsætte i al evighed i den form, den har nu.

Jeg holder af eReolen, og mener faktisk, at den er en nødvendighed i et lille kulturområde som det danske, hvor bogbranchen er meget afhængig af en vis statsstøtte, og hvor vi har en stolt folkeoplysningstradition formidlet gennem bibliotekerne.

En forslag til en løsning

Mit forslag til en løsning er derfor meget enkel. For det første skal det på ereolen stadig være gratis at låne bøger for danske borgere. Det der skal ændres, er den måde, bibliotekerne afregner med forlagene. Det skal simpelthen være således, at en stigende efterspørgsel udløser en højere pris og ikke en lavere pris, som det gør i den nuværende ordning. Dette vil simulere en velfungerende markedsmekanisme, hvor en højere efterspørgsel giver mulighed for at udbyderen af varen betaler en højere pris, mens en lavere efterspørgsel medfører en lavere pris.

Så vidt jeg kan vurdere, så har alle forslag, der har været luftet i offentligheden, været baseret på den modsatte ide, nemlig at man ved på forskellig vis at mindske udbuddet skaber en mere realistisk pris. For eksempel ved en øvre grænse for udlån af bestsellere. Der er bare det problem med det, at i den digitale verden giver det ingen mening at begrænse udbuddet af en vare. Alternativet er blot, at man enten sender brugerne, læserne, eller hvad man skal kalde det, hen på illegale alternativer, såsom diverse fildelingstjenester, eller som nu, ikke giver forlagene noget særligt motiv for at digitalisere varerne (jeg tænker her på det enorme bagkatalog der aldrig bliver sat på digital form, som det ser ud lige nu). Med streamingtjenester gør man, som Jon Lund fremhæver, netop det modsatte: man stiller indholdet til rådighed, gør det let og bekvemt og sætter en pris, der svarer til markedets efterspørgsel.

Det 20. århundredes logik virker ikke digitalt

Jeg er klar over, at dette forslag vil kunne opfattes som sært eller urealistisk. Det modstrider nemlig alle de erfaringer, bogbranchen har gjort sig i løbet af det 20. århundrede, hvor stigende udbud har ført til faldende priser, fordi man har kunnet lave masseoplag og trykke i billige paperback-versioner. Men det er en logik, der hører til den analoge teknologi, hvor der var økonomi i at skalere. For den digitale økonomi gælder det modsatte stort set. Det koster stort set det samme at lave én ebog, som det koster at lave 100.000.  Der er naturligvis en transaktionsomkostning, men denne er stort set den samme pr. fil og kun svagt dalende, når de først initielle investeringer i infrastruktur er foretaget. Det er på tide, at bogbranchen tilpasser sin økonomiske tænkning efter dette, hvis den vil leve af at lave bøger fremover.

Alternativet er ikke, at den nuværende papirbaserede økonomi fortsætter som hidtil, men at forfattere i stigende grad går udenom de etablerede forlag og går direkte til internationale udbydere. Amazon og Apple vil hellere end gerne hjælpe med at udgive bøger, som på den måde forsvinder ind i deres mere eller mindre lukkede økosystemer for bøger.

Så lad mig gentage. En stigende omkostning per download af ebøger på ereolen vil give en sundere markedsmekanisme. Det vil samtidig også motivere bibliotekerne til at fremelske de mange små udgivelser, frem for, som tendensen har været de sidste mange år, et stadigt stigende fokus på bestsellerne, med 14-dages lån, “mest læste”-lister, og så videre. Det vil på længere sigt skabe en mere pluralistisk udgivelsestendens, hvor det i højere grad vil være muligt for forlagene at udgive kvalitetslitteratur og ikke kun løbe efter tilfældige modegriller. Det vil gøre det sjovere at være bibliotekar, fordi det igen vil komme til at handle om at formidle den gode litteratur til lånerne. Og det vil gøre det mere realistisk, at en dansk bogbranche eksisterer om 10 år.

Jeg siger ikke, at det er let eller enkelt, eller måske ligefrem ønskværdigt. Men det er realistisk, fordi det forholder sig til de aktuelle problemer, forlag og biblioteker står overfor.

En analyse af ereolen som bibliotekstilbud

En hurtig analyse af ereolen som bibliotekernes nye online-platform, ereolen, “folkebibliotekernes nye ebogsservice”. I denne analyse foretager jeg en bestemmelse af, hvad et bibliotek er, analyserer ereolen på basis af de opstillede kriterier og kommer frem til en oplagt konklusion.

Hvad er et bibliotek?

For at analysere ereolen, er det værd at overveje ganske kort, hvad et bibliotek egentlig er. Der er formodentlig mange bud på det, og jeg har ikke en grad i biblioteksvidenskab. Men her er alligevel mine ideer om, hvad bibliotekerne er og skal kunne. De følgende fire dimensioner tegner et billede af biblioteket fra cirka 1980, siden den personlige computer, internettet og de sociale medier for alvor kom på banen. Siden da har bibliotekerne kæmpet med at finde fodfæste, særligt fordi underholdningsindustrien er en hård partner at danse med.

1. Arkivering

Biblioteket gemmer bøger for eftertiden.

2. Tilgængelighed

Bøgerne opstilles eller kan gøres tilgængelige, fx ved bestilling, for de brugere, der ønsker at benytte dem. Bøger i et lukket arkiv er ikke et bibliotek, højst en samling.

3. Formidling

Der er så mange bøger, at udvalg og præsentation af dem også er nødvendigt.

4. Folkeoplysning

Formidlingen er nødt til at ske efter nogle principper eller værdier – en begrundelse, et hvorfor for formidlingens eksistens –  i Danmark er nøgleordet folkeoplysning.

Særligt om folkeoplysning og underholdning

I størstedelen af bogens historie var grundprincippet for bibliotekerne overlevering af de kristne principper, der var at læse om i den vigtigste bog, Bibelen. I vore dages Danmark har bibliotekernes principper traditionelt været grundet i folkeoplysningstraditionerne, men i stigende grad har bibliotekerne også beskæftiget sig med underholdning.

Rent praktisk har det betydet, at bibliotekerne har anvendt sine rammer til foredrag, til udstillinger, teater, undervisning, osv. med alle mulige emner som fokus, men også i udbredelsen af viden om samfundet i bredere forstand. Underholdningsfokus med spille-konsoller, pc-terminaler, legeområder, osv. har sat nye dagsordener. Nogle vil mene at målet har været at smugle klassisk “oplysning” ind af bagvejen, mens andre har omfavnet den nye dagsorden mere helhjertet – opgaven har med andre ord været at tilpasse sig den kommercielle kulturelle virkelighed og spille med på dens præmisser. Jeg vil ikke tage stilling for eller i mod det ene eller andet, blot konstatere, at det underholdende aspekt er en mulig vej for et bibliotekstiltag, omend det aldrig kan stå alene, men må være integreret, således at det spiller sammen med tilgængeligheds- og arkivopgaverne.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at der antydes et hierarki i disse funktioner: 1 er vigtigere end 2, som er vigtigere end 3 og så fremdeles. Jeg har en ide om, at bibliotekarer kalder arkivering og tilgængelighed for “kernefunktioner”, mens eksistensen af formidling og folkeoplysning altid kan debateres, især i sparetider. Jeg vil dog argumentere for, at at alle fire dimensioner, i forskellige mix, konstituerer bibliotekets essens: uden grundlæggende værdier er resten egentlig ligegyldigt eller i hvert fald yderst fattigt.

Analyse

Arkiv

Ereolen gemmer ikke selv de bøger, der leveres, men er udelukkende et interface til det arkiv, som forlagene stiller til rådighed gennem Publizon. Og hvorfor skulle det også være anderledes i en digital virkelighed – hvis det ikke lige var fordi de nye problemer, der så opstår med versionering af ebøger, backup, osv. Arkivfunktionen er til gengæld dækket ind af pligtafleveringen til det nationale arkiv på Det kongelige bibliotek.

Tilgængelighed

Denne funktion løser ereolen på smukkeste vis – og man kan sige, at det dermed er basisopgaven for folkebibliotekerne, der løses. Ikke underligt, i det platformen ikke er en national løsning, men en konstruktion mellem nogle enkelte folkebiblioteker og Publizon. Løsningen lider dog under det problem, at kopibeskyttelsen, der benyttes, gør det svært for brugerne at benytte tilbuddet, medmindre de er relativt teknologiske kyndige. I den henseende er der problemer med tilgængeligheden. Ebøgerne løser på mange måder problemet med tilgængelighed for handicappede, men der er lang vej til en løsning der gør det let at benytte adgangen til dem gennem ereolen for disse grupper.

Formidling

Ereolen formidler kun i ringe grad sit stof – sammenlignet med de mange innovative læseplatforme, som er trenden i 2011. Small demons, Amazon, goodreads, osv. laver alle meget bedre formidling og vejledning ind til stoffet. Ereolen linker til litteratursiden.dk og viser Mest læste bøger samt har en roterende række af udvalgte bøger på siden. Ja, og så formidler ereolen kontroversielt adgangen til at købe bøgerne gennem en ret prominent “køb”-knap som figurerer tydeligt på forsiden af websitet.

Folkeoplysning

Når der kun i ringe grad formidles, så skyldes det nok at siden ikke rummer nogle eksplicitte folkeoplysende aspekter, whatsoever. Medmindre man mener, at et ratingsystem med “5 stjerner” tæller som dette. Det argumenteres ikke, hvorfor ereolen skal eksistere.

Konklusioner

Ikke overraskende kan jeg konkludere, at ereolens væsentligste svaghed er selve begrundelsen for, at den skal eksistere. Med fraværet af en begrundelse, markeret tydeligt ved, at den ikke er et statsligt eller på anden måde neutralt initiativ, er det op til læseren eller brugeren selv at vurdere motivet bag.

Tilstedeværelsen af en købsknap bliver derfor, uanset de gode intentioner der måtte være, omsat til en mistanke om, at begrundelsen for ereolens eksistens egentlig er mere grundet i kommercielle interesser end i en velovervejet oplysnings- eller underholdningsinteresse. Der er ingen tvivl om, at ereolen kun kan eksistere gennem et samarbejde mellem indholdsproducenterne (= forlagene og de selvpublicerende forfattere). Og forlagene vil naturligvis gerne kompenseres for at stille materialet gratis til rådighed, ligesom de hidtil er blevet. Det er derfor ekstremt vigtigt for projektet, hvis det skal fortsætte, at skære en meget klar linje i forhold til det kommercielle aspekt.

En anden mulig tolkning er, at ereolens mål er ren underholdning. Bibliotekerne giver folket let, friktionsfri adgang til ny litteratur, som de kan læse og hygge sig med. Der er ikke noget galt med underholdning i sig selv, men, som tidligere skrevet, så må det ske i samspil med bibliotekets øvrige formål, og kan ikke stå alene, i hvert fald, hvis vi fortsat skal tale om det som et biblioteksprojekt.

Hvad angår formidlingsdimensionen, så er ereolen et projekt, der er hurtigt skruet sammen, formodentlig for relativt få midler. Jeg er ikke i tvivl om, at forbedringer venter, særligt hvis “eksperimentet” fortsætter i en eller anden form.

Notabene:

Jeg må tilføje, at dette indlæg er skrevet udfra en grænseløs kærlighed til biblioteksvæsenet, og med en taknemmelighed over, at nogen arbejder på at udvikle bibliotekssystemet i den digitale virkelighed. Jeg synes som borger, at det er ekstremt vigtigt, at der er sikret adgang til litteraturen for alle, der hvor “folket” er. Omvendt repræsenterer jeg også et forlags synsvinkel – et perspektiv hvorfra folkebibliotekerne først og fremmest er et fantastisk markedsføringsværktøj – en måde at skabe vedvarende og vidtspredt opmærksomhed om de bøger og forfattere, jeg er med til at udgive. Og de sikrer ovenikøbet et godt lille minimumssalg af bøger i Danmark gennem deres indkøb. Men det skal ikke ske for enhver pris.

(29. nov 2011: tilføjet lidt om min motivation + smårettelser)

Mere om ereolen:

Sådan låner du ebøger på ereolen.dk

OBS 6.12.2013: Dette indlæg er forældet – ereolen er i dag baseret på en helt anden teknologi, end der er beskrevet i artiklen her. Du bedes derfor se bort fra indholdet og gå direkte til ereolen.dk 

I dette indlæg vil jeg kort gennemgå, hvordan du låner og læser ebøger fra bibliotekernes online tjeneste Ereolen.dk.

Kopibeskyttelse

Men først en advarsel:

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en sort/hvid Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på ereolens bøger, hvilket besværliggør processen med at læse dem.

Amazons Kindle er således den mest udbredte ebogslæser af alle. Problemet er, at de fleste Kindles (Kindle Fire undtaget) desværre slet ikke læser bibliotekernes ebøger på grund af den anvendte kopibeskyttelse.

Efter dansk lovgivning har du i princippet mulighed for at bryde den, for at kunne læse ebogen på din Kindle – hvilket en fiffig søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let – men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under, og som er forudsætningen for erolen eksisterer. Du er altså i en juridisk og moralsk gråzone, hvis du gør det.

Men nok om det – hvordan fungerer ordningen så?

Hvad er Ereolen?

Kort sagt er det en forsøgsordning der med start i efteråret 2011 stiller ebøger til rådighed for udlån til danskerne, kvit og frit for lånerne. Du kan låne hver bog 30 dage, og et begrænset antal af gangen, afhængigt af, hvilken kommune du bor i. I min kommune er det 5 bøger. Når lånetiden udløber bliver ebogen ubrugelig, så du skal ikke tænke på for sent afleverede ebøger, bøder og den slags.

Der er talt og skrevet i blogosfæren om aftalen, og nogle er kritiske overfor den, mig selv inklusive, men set fra et lånersynspunkt, er der ikke noget at udsætte på ordningen, der for alvor gør ebøgerne tilgængelige for danskerne.

iPad, Kindle Fire, Androidtablets, iPhone, andre smartphones & gadgets

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, iPhone eller iPod, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige for øjeblikket anbefaler jeg Bluefire Reader til formålet. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx en Kindle Fire (som er en androidbaseret tablet) anbefaler jeg, at du anvender Aldiko. Det er lidt sværere at installere Aldiko og andre ebogsapps på din Fire, end på andre Androidtablets, fordi Amazon har skjult dem i deres egen app store. Men det er muligt, fx ved bare at hente dem fra en anden webbaseret app store, som fx. Freeware lovers.

Der kommer hele tiden nye enheder og apps til,  hvorfor denne anbefaling hurtigt kan blive forældet. Du kan se den fulde liste over Adobe-understøttede enheder og apps her på Adobes website.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger på din computer. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Anvender du en iPad eller anden gadget, skal du herefter hente fx Aldiko eller Bluefire Reader, og her sørge for at indtaste dit Adobe ID og password.
  3. Så åbner du en webbrowser (fx. Safari på iPad eller Firefox på PC) ind på ereolen.dk, og henter den bog, du vil låne. Se ereolens hjælpesider for hjælp til at komme i gang med det.
  4. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den til din computer, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions. Henter du den til en iPad eller anden gadget, skal du vælge et program at åbne filen i – fx BlueFire Reader. Bum, så kører det. Se en videovejledning til Bluefire Reader.

Det er besværligt at komme i gang, især når man sammenligner med oplevelsen, når du køber en ebog hos Apple eller Amazon, men sidder du for eksempel en søndag aften og får lyst til at læse en dansksproget bog, så er det absolut besværet værd. Og når arbejdet med at få Adobes ID til at køre først er gjort, er forskellen meget lille.