Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Derfor er bogbranchen ikke i krise: det handler om læsning, ikke oplagstal

Kaare Kristensen modgår min udlægning af udviklingen for bøgerne “bogbranchen i krise?” i et indlæg på sin blog, hvor han blandt andet skriver, at der kun trykkes halvt så mange bøger, målt på oplagstal, og lånes halvt så mange bøger ud, som for 20 år siden. Det har han ret i og tak for det korrektiv, men alligevel mener jeg ikke at der er grund at dæmpe optimismen, for det er ikke relevante tal for mit argument.

Det er således korrekt, at mængden af bøger der trykkes i Danmark er mindre. De gennemsnitlige oplag er mindre pr. udgivelse. Til gengæld køber og læser danskerne betydeligt mere udenlandsk litteratur end tidligere, fx via Amazon. Og der udgives altså stadig stabilt ca. 10.000 udgivelser om året i lille Danmark, et tal der  formodentlig er betydeligt højere end for 20 år siden. Dette muliggøres blandt andet af den ny teknologi, der tillader forlagene at printe i mere passende oplagsstørrelser, og dermed undgå makulering af restoplag, som praksis hidtil har været.

Et er, hvor mange bøger, der trykkes, noget andet er, hvor meget, der rent faktisk læses, dvs. enten købes, eller lånes, på biblioteket eller fra venner. Og min påstand er, at dette forhold er betydeligt forbedret de sidste 20 år. Danskerne læser på MANGE andre medier end for 20 år siden. Den angst, der i 1970’erne og 80’erne blev formuleret i forhold til, om de visuelle medier ville tage overhånd i forhold til de skriftlige, må siges at være manet i jorden med et medie som Internet, hvor 90% af alt indhold er tekst. Danskerne læser og læser, ikke alene i deres bøger, men også på deres tv (hvor tekst nu scroller konstant under enhver nyhedsudsendelse), på deres pc og deres mobil. Opgaven for forlagene er, at finde ud af dette, og finde måder, hvorpå de kan udbygge deres virksomhed, så den litterære oplevelse fortsat har gode vilkår i Danmark.

Jeg har haft svært ved at finde en sammenhængende statistik for udlån over de sidste 20 år, så derfor har jeg ikke udtalt mig om det, men der er i hvert fald ikke tale om en halvering over de sidste 10 år, nærmere en svagt faldende tendens. Det sker selvfølgelig samtidig med en kraftig stigning i udlånet på andre medietyper, fx lydbøger.

Det kan jeg, som forbruger af læseoplevelser, ikke bøger i sig selv, ikke begræde. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så elsker jeg den trykte bog og de oplevelser, den giver, men jeg er samtidig også bevidst om, at læseoplevelsen som sådan også kan finde sted i og med andre medier end den velkendte gutenbergske variant.

Bogbranchen i krise?

Der lurer i den danske bogbranche, både hos forlagene, bibliotekerne og boghandlerne, en stemning af undergang: Branchen er i krise!! Truet udefra af store amerikanske kommercielle virksomheder, inde fra af digitaliseringen og de troløse danskere, der piratkopierer… jeg kan blive ved. Spørgsmålet er, om bogbranchen virkelig er i krise, eller om det er noget andet, der foregår?

Fakta om læsning i Danmark

Fakta for Danmark er, at siden Internettet for alvor kom på banen i midt-90’erne, er det kun gået frem for bogbranchen.

For ikke at tale om, at vi læser og skriver mere og mere på alle mulige “uformelle” medier som Facebook, da stort set alle danskere efterhånden er erfarne netbrugere. Man kan mene hvad man vil, men mindst 90% af alle websites og blogs er tekstbaserede, omend den læsning der finder sted naturligvis har en anden karakter (mindre fordybelse) end med den klassiske roman.. Alle er på sin vis forfattere i en eller anden forstand, selvom mange nok vil mene at værkhøjden er alt alt for lav – det er langt fra alle der er den nye Jacob Ejersboe eller Helle Merete Pryds.

På den baggrund vil jeg konstatere, at læsning og skrivning, og dermed det der udgør grundlaget for alt der har med bøger at gøre, har det så godt som aldrig før, på godt og ondt. Accepterer man den præmis, ligger problemet et andet sted.

Den egentlige krise: de facto monopolet

Således tør jeg godt stå frem og melde ud, at ikke læsningen som sådan, men bogbranchen som den har eksisteret i mange år, er i en form for ‘krise’.

For at tage forlagene isoleret set, så er det ikke et sundhedstegn, at stort set ingen forlag er i stand til seriøst at udfordre Gyldendals massive markedsandele. Det er ikke et sundhedstegn, at stort set alle forfattere med ambitioner først sender deres manuskript ind til Gyldendal.

Ikke at jeg ikke under Gyldendal denne succes, for koncernen gør det virkelig godt på mange måder, og jeg er ikke i tvivl om de gode intentioner hos de mange søde mennesker der er ansat. Og Gyldendals mange penge tjener i sidste ende gode formål hos Louisianafonden, ligesom foretagendet udgiver en del såkaldt ‘smal’ litteratur, som ingen andre har råd til at satse på. Et godt eksempel er i den henseende Rosinantes understøttelse af Hvedekorn-tidsskriftet, en institution i dansk lyrik, der ikke kan leve på de traditionelle markedsbetingelser, som er forbundet med det hidtidige anerkendelses-system i den litterære verden (men det er en helt anden historie). Til trods for gode humanistiske gerninger er det alligevel ikke forkert at betegne Gyldendal som et de facto monopol. Hvilket aldrig er godt for en branche, på langt sigt.

Samtidig ser vi andre forlag, især skønlitterære mainstream-rettede, have problemer med at klare finanskrisen, til trods for gode julesalg. Den eneste reelle konkurrent, Lindhardt & Ringhof, har fornyligt måttet opgive sin tidligere strategi om at udgøre et sådant alternativ (eller i det mindste ændre den). Efter at være kommet ud af 2010 med et underskud på bundlinjen på 13 mio kroner er direktøren og senest 21 andre medarbejdere fyret.

På samme måde, så lader boghandlere og biblioteker til at være lige så meget i vildrede med hensyn til, hvad deres fremtidige virke skal bestå i – til trods for enkeltpersoner og enkelte virksomheder og organisationers gode ideer, står begge parter med betydelige investeringer i reelt forældede lager- og distributionssystemer (i bred forstand).

Omstrukturering

Når alt dette er sagt,  mener jeg alligevel ikke, at denne såkaldte krise skal ses med negative briller, overordnet set. Som jeg ser det, så har bogmarkedet i Danmark for længe levet i en fortid, hvor faste priser var dagsordenen, hvor trykte bøger og veletablerede distributionssystemer var på på plads, og hvor ikke mindst velkendte forretningsmodeller etablerede en form for status quo. Det der sker nu er, i den optik, simpelthen, at bogbranchen er i gang med en omstrukturering, der er nødvendig for at tackle den digitale nutid, hvor læsningen og læsernes forventninger har ændret karakter. I den forbindelse er det jo ikke sikkert, at man har den rette medarbejderstab til de opgaver, der er behov for at løse. For vi ser jo fx medarbejdere gå fra Gyldendal til L&R, mens der rent faktisk også starter en række mindre forlag, som samler handsken op i kampen for at lave gode bøger til danskerne. Nye markeder udforskes og etableres. Små boghandlere med alternative koncepter til Bog&Ide’s merchandise-butikker skyder op af mulden rundt omkring. Bibliotekerne udforsker muligheder for at være digitale og fysisk tilstede i lokalområderne.

Der er håb for fremtiden, en fremtid hvor forlag, biblioteker og boghandlere finder nye roller som formidlere og konsulenter i økosystemet af læsning og skrivning, der har det så godt som aldrig før.

Se artikel i forlængelse af denneDerfor er bogbranchen ikke i krise: det handler om læsning, ikke oplagstal

29.04.11: Artiklen er opdateret lidt for stavekontrol, og mindre tilføjelser der tydeliggør det overordnede argument.
05.05.11: tilføjet link til uddybende artikel om læsning.