Derfor er bogbranchen ikke i krise: det handler om læsning, ikke oplagstal

Kaare Kristensen modgår min udlægning af udviklingen for bøgerne “bogbranchen i krise?” i et indlæg på sin blog, hvor han blandt andet skriver, at der kun trykkes halvt så mange bøger, målt på oplagstal, og lånes halvt så mange bøger ud, som for 20 år siden. Det har han ret i og tak for det korrektiv, men alligevel mener jeg ikke at der er grund at dæmpe optimismen, for det er ikke relevante tal for mit argument.

Det er således korrekt, at mængden af bøger der trykkes i Danmark er mindre. De gennemsnitlige oplag er mindre pr. udgivelse. Til gengæld køber og læser danskerne betydeligt mere udenlandsk litteratur end tidligere, fx via Amazon. Og der udgives altså stadig stabilt ca. 10.000 udgivelser om året i lille Danmark, et tal der  formodentlig er betydeligt højere end for 20 år siden. Dette muliggøres blandt andet af den ny teknologi, der tillader forlagene at printe i mere passende oplagsstørrelser, og dermed undgå makulering af restoplag, som praksis hidtil har været.

Et er, hvor mange bøger, der trykkes, noget andet er, hvor meget, der rent faktisk læses, dvs. enten købes, eller lånes, på biblioteket eller fra venner. Og min påstand er, at dette forhold er betydeligt forbedret de sidste 20 år. Danskerne læser på MANGE andre medier end for 20 år siden. Den angst, der i 1970’erne og 80’erne blev formuleret i forhold til, om de visuelle medier ville tage overhånd i forhold til de skriftlige, må siges at være manet i jorden med et medie som Internet, hvor 90% af alt indhold er tekst. Danskerne læser og læser, ikke alene i deres bøger, men også på deres tv (hvor tekst nu scroller konstant under enhver nyhedsudsendelse), på deres pc og deres mobil. Opgaven for forlagene er, at finde ud af dette, og finde måder, hvorpå de kan udbygge deres virksomhed, så den litterære oplevelse fortsat har gode vilkår i Danmark.

Jeg har haft svært ved at finde en sammenhængende statistik for udlån over de sidste 20 år, så derfor har jeg ikke udtalt mig om det, men der er i hvert fald ikke tale om en halvering over de sidste 10 år, nærmere en svagt faldende tendens. Det sker selvfølgelig samtidig med en kraftig stigning i udlånet på andre medietyper, fx lydbøger.

Det kan jeg, som forbruger af læseoplevelser, ikke bøger i sig selv, ikke begræde. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så elsker jeg den trykte bog og de oplevelser, den giver, men jeg er samtidig også bevidst om, at læseoplevelsen som sådan også kan finde sted i og med andre medier end den velkendte gutenbergske variant.

Undersøgelse peger på iPhone/iPod som den mest populære ebogslæser

6a00d83452242969e201156f30b197970b-piI medierne er det absolut de ‘rigtige’ ebogslæsere, Amazons Kindle og Sonys eReader der får mest opmærksomhed. En undersøgelse fra det amerikanske computerbogsforlag O’Reilly tyder på at det i virkeligheden er Apples iPhone/iPod touch platform som benyttes mest til at læse ebøger.

O’Reillys undersøgelse, der bygger på 2000 respondenter, peger således på at sammenlagt 41% bruger iPhone/iPods til at læse ebøger med, mens Kindlen og eReaderen kun anvendes af 25% af læserne. Det må give stof til eftertanke i forhold til, hvor forlagene skal satse fremover – og understøtter også mit argument om at den ideelle ebogslæser skal kunne andre ting end lige til at læse bøger med.

Tallene skal selvfølgelig som altid tages med et gran salt, for O’Reillys ebøger sælger til en speciel målgruppe (‘edbnørder’) og de sælger endvidere bøger uden kopisikring og i flere formater (PDF, ePub, mobipocket), hvilket heller ikke er repræsentativt for det store udbud af ebøger. Der er altså ikke nogle tekniske hindringer i fht. at benytte bøger man har købt på mange forskellige platforme.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at O’Reilly overhovedet kan sælge deres bøger uden kopisikring, men de har altså også analyser og statistik der peger på, at det ingen betydning har for deres salg. Ikke alene sælger de nu dobbelt så mange ebøger som trykte bøger. Deres trykte bøger sælger lige så godt som øvrige trykte bøger på markedet. Der kan altså ikke spores nogen negativ effekt af, at deres materialer kan piratkopieres i rigelige mænger  og til mange platforme – og herunder altså den mest udbredte, Apples iPhone/iPod.