Newpub.dk

Der er noget i gære på selvudgiverfronten i Danmark for tiden. Efterhånden som Saxo Publish og andre tjenester vinder frem, så bliver det tilsyneladende mere og mere populært at selvudgive.

Jeg udgiver selv snart bogen De nye fans – skab passion og loyalitet med sociale medier, rettet mod musikbranchen. Det er den første bog, hvor jeg selv er forfatter og bærer det fulde ansvar for teksten, hvor jeg tidligere har virket som redaktør, med et naturligt mere distanceret forhold til teksten. Heldigvis har jeg skrevet bogen sammen med to vanvittigt dygtige mennesker i musikbranchen, som jeg deler udgifter, glæder og forhåbentlig også indtægter med. Men mere om det senere, bogen udkommer til maj.

newpub-newlogo

I dag udgør en milepæl for danske selvudgivere, i det websitet newPub.dk åbner. NewPub (ikke at forveksle med Newpub-konferencen) startede som en facebookgruppe, blev til flere facebookgrupper og er nu endt med at blive til et website. Det er en fantastisk kilde til information til den, der vil i gang med at udgive selv, og er et initiativ der er båret alene af ønsket om at gøre noget godt for andre, så jeg kan kun anbefale det. Derfor har jeg også sagt ja til at de fleste indlæg fra denne blog kan genbruges på NewPub.dk  – så fremover vil indlæg herfra altså også være at finde på newpub, med forhåbentlig endnu flere gode læsere.

God vind til NewPub – websitet lanceres  i dag kl. 15.

Derfor er bestselleren problematisk for bogbranchen

I en artikel i Berlingske i dag kan man finde den ildevarslende overskrift “Billige bøger truer bogbranchen“. Finanskrisen har således også ramt bogbranchen, der har oplevet et samlet omsætningsfald på 9% på blot ét år.1 Det giver mig anledning til at reflektere over nogle af de problemer, der angiveligt er årsag til det, i denne artikel med fokus på bestselleren.

Branchen i krise?

Gyldendals i øvrigt meget fornuftige koncerndirektør, Stig Andersen  opridser i artiklen tre hovedårsager til den faldende omsætning: 1) Mangel på storsælgende titler, 2) den teknologiske konkurrence fra bl.a. e-bøger og digitale opslagsværker og 3) »et strukturelt problem«, altså evnen til at tjene penge under forandrede omstændigheder..

Mens det er muligt, at verden ser sådan ud for Gyldendal, mener jeg, at tingene ikke nødvendigvis ser så skidt ud for bogbranchen som helhed.2

Jeg kan blive opfattet som en uforbederlig optimist, det ved jeg. Men jeg tror på, at udviklingen fører til flere, små forlag med slankere økonomi, mere fokus på flere titler, samt til  flere selvudgivere. Og måske i sidste ende bedre og billigere bøger.

Lad mig forklare, hvorfor, i det jeg i første omgang tager fat på problem nummer 1, nemlig manglen på storsælgende titler, også kaldet bestsellere.

Færre bestsellere

Bogmarkedet har i årevis været plaget af en uheldig tendens, når man ser det fra forlagenes synsvinkel. Det har nemlig været sådan, at kun hver 5. eller 8. titel har kunnet sælge nok til at tjene sig selv hjem for forlagene. Disse få bestsellere har skullet trække læsset for hele virksomheden.

Samtidig har det været umuligt at forudsige, hvilke bøger, der blev bestsellere, og det  har derfor i høj grad været komplekse forhold i markedet, dvs. læsernes uforudsigelige interesser, der har været afgørende for forlagenes økonomiske succes, end det har været forlagenes evne til at kvalitetssikre det indhold, de udgiver. Dette står i stærk kontrast til forlagenes ofte fremførte eksistensberettigelse, nemlig at de har virket som connaisseurs, filtre eller gatekeepers for det gode indhold. Det har også etableret nogle uhensigtsmæssige strukturelle problemer for forlagsvirksomheder og forfattere.

De stores fordele

For det første, så har det haft den negative effekt, at forlagsvirksomhed har været en højrisiko-investeringsvirksomhed, snarere end en virksomhed, der har været fokuseret på at producere indhold. Det er eksempelvis mit indtryk, at der har været en tendens til, at marketingovervejelser har fyldt mere og mere i forlagenes beslutninger i forhold til, hvilke bøger der har skullet antages til udgivelse. Ikke kvalitet.

Det har også betydet, at de større forlag og medievirksomheder med en betydelig egenkapital at investere, har haft væsentlige fordele fremfor de mindre forlag. Omvendt har en bestseller kunne bringe et lille forlag ind i stjernehimmelen – som vi har set fx med Modtryk, som har haft held med at storsælge krimier, da krimibølgen satte ind. Jeg vil bestemt ikke forklejne Modtryks arbejde for at nå til hvor de er i år, men de har også været heldige allerede at have kontrakter med de gode krimiforfattere, gode kontakter og netværk, da krimien blev hot. Noget de i dag bygger videre på. De fleste mindre forlag er bare ikke så heldige.

Igen, dette er ikke skrevet i misundelse over andres succes, for jeg mener faktisk også at de små forlag og selvudgiverne har gode muligheder for, i en fremtidig teknologisk verden, at kunne få økonomisk succes, men det kræver, ligesom alt andet her i livet, oftest mere end bare held: Succes kræver almindeligt hårdt arbejde, og en udviklet sans for, hvordan man laver gode produkter til det marked, man retter sig mod..

Fokus på flere titler

En sidste negativ effekt af bestsellermarkedets måde at fungere på, at har været, at forlagenes interesse naturligt har samlet sig om at videreudvikle og nurse udgivelser og forfattere, som allerede har etableret sig som succeer. Det betyder selvfølgelig et selvforstærkende mindre fokus, og dermed endnu mindre salg, på de øvrige udgivelser, kvalitet eller ej.

Det skal ikke være min hensigt at nedgøre eller undervurdere bestselleren som sådan, for nogle bøger er jo åbenlyst bedre end andre, og fortjener at blive fremhævet og ophøjet. Jeg vil med ovenstående overvejelser blot pege på, at færre bestsellere i forlagenes portefølje ikke nødvendigvis har negative konsekvenser – for alle de andre gode bøger kan det vise sig at være en kæmpe fordel. Og samtidig gør udviklingen det lettere for de mindre økonomisk stærke aktører, dvs. de små forlag og selvudgiverne, at komme ind på markedet. Hvilket i sidste ende må være en fordel for diversiteten i udbuddet på markedet, og dermed i sidste ende for kvalitet og prisdannelse.

Altså kan det betyde bedre, billige bøger i en fremtid hvor forlagene spreder deres energi over langt flere titler.

Fortsættes i næste artikel “Ebøger giver ikke lavere fortjeneste for forlagene“… i næste uge.

  1. Dejligt at få solide tal på bordet, det har jeg tidligere efterspurgt []
  2. og i øvrigt dækker tallene over meget store forskelle fra forlag til forlag, og fra genre til genre, fiktion og fagbøger, men det springer vi let henover i dette indlæg []

Ereolen og det 20. århundredes logik

I et skarpt blogindlæg i dag, på Politiken og hans egen blog, gør Jon Lund sig klog på forholdene i forlagsbranchen – og opfordrer til at forlagene helhjertet går med på en fortsættelse af bibliotekernes gratis ebogsservice, eReolen. Det gør han i indlægget “Derfor burde forlagene omfavne eReolen“. Han peger på de lærepenge, musikbranchen har betalt gennem årene, og på den succes, musikselskaberne fornylig har oplevet med de mange streamede musiktjenester – Spotify, Wimp, osv.

Jeg er overvejende enig i Jon Lunds kritik.

Men vil også gerne nuancere den lidt ved at sætte forlagenes mulige motiver lidt i perspektiv, samt komme med et forslag til, hvordan ereolen kan komme videre på en måde, der modsvarer den digitale økonomis udfordringer.

Forlagenes vinkel

Det er nemlig svært for forlagene at vinke farvel til, hvad de ser som en gylden mulighed for at sige farvel til branchens mellemhandlere, der traditionelt har grabset op til halvdelen af fortjenesten til sig. Således har supermarkederne herhjemme efter bogliberaliseringen kun kunnet sælge bøger med voldsomt lave priser, fordi de har kunnet forhandle enorme mængderabatter hjem. Og de traditionelle boghandlere har man også skullet give 25-40% i rabat for den gode tjeneste at sætte forlagets bøger på hylderne, således at der blev solgt bøger. Det forekommer derfor indlysende fra forlagenes side, at kunne de sælge direkte til kunderne, så kunne de, selv med en væsentlig prisreduktion, stadig tjene en god sum penge, samtidig med at de fik adgang til direkte salgsstatistikker, noget der ville gøre det endnu lettere at målrette produktionen af bøgerne efter kundernes ønsker og behov.

Med en tjeneste udbudt af en mellemhandler, det vil sige bibliotekerne i dette tilfælde, mister forlagene et vigtigt instrument i markedsdannelsen, nemlig den frie prissættelse af deres varer – på ereolen koster det det samme, nemlig gratis, at sælge en bestseller, som det koster at sælge en ukendt forfatter. Og det forekommer klart, at en abonnementstjeneste, der skulle fungere som et alternativ til en statsstøttet gratis platform, måtte have nogle rigtigt gode argumenter for at hamle op med dette. Derfor kan eReolen ikke fortsætte i al evighed i den form, den har nu.

Jeg holder af eReolen, og mener faktisk, at den er en nødvendighed i et lille kulturområde som det danske, hvor bogbranchen er meget afhængig af en vis statsstøtte, og hvor vi har en stolt folkeoplysningstradition formidlet gennem bibliotekerne.

En forslag til en løsning

Mit forslag til en løsning er derfor meget enkel. For det første skal det på ereolen stadig være gratis at låne bøger for danske borgere. Det der skal ændres, er den måde, bibliotekerne afregner med forlagene. Det skal simpelthen være således, at en stigende efterspørgsel udløser en højere pris og ikke en lavere pris, som det gør i den nuværende ordning. Dette vil simulere en velfungerende markedsmekanisme, hvor en højere efterspørgsel giver mulighed for at udbyderen af varen betaler en højere pris, mens en lavere efterspørgsel medfører en lavere pris.

Så vidt jeg kan vurdere, så har alle forslag, der har været luftet i offentligheden, været baseret på den modsatte ide, nemlig at man ved på forskellig vis at mindske udbuddet skaber en mere realistisk pris. For eksempel ved en øvre grænse for udlån af bestsellere. Der er bare det problem med det, at i den digitale verden giver det ingen mening at begrænse udbuddet af en vare. Alternativet er blot, at man enten sender brugerne, læserne, eller hvad man skal kalde det, hen på illegale alternativer, såsom diverse fildelingstjenester, eller som nu, ikke giver forlagene noget særligt motiv for at digitalisere varerne (jeg tænker her på det enorme bagkatalog der aldrig bliver sat på digital form, som det ser ud lige nu). Med streamingtjenester gør man, som Jon Lund fremhæver, netop det modsatte: man stiller indholdet til rådighed, gør det let og bekvemt og sætter en pris, der svarer til markedets efterspørgsel.

Det 20. århundredes logik virker ikke digitalt

Jeg er klar over, at dette forslag vil kunne opfattes som sært eller urealistisk. Det modstrider nemlig alle de erfaringer, bogbranchen har gjort sig i løbet af det 20. århundrede, hvor stigende udbud har ført til faldende priser, fordi man har kunnet lave masseoplag og trykke i billige paperback-versioner. Men det er en logik, der hører til den analoge teknologi, hvor der var økonomi i at skalere. For den digitale økonomi gælder det modsatte stort set. Det koster stort set det samme at lave én ebog, som det koster at lave 100.000.  Der er naturligvis en transaktionsomkostning, men denne er stort set den samme pr. fil og kun svagt dalende, når de først initielle investeringer i infrastruktur er foretaget. Det er på tide, at bogbranchen tilpasser sin økonomiske tænkning efter dette, hvis den vil leve af at lave bøger fremover.

Alternativet er ikke, at den nuværende papirbaserede økonomi fortsætter som hidtil, men at forfattere i stigende grad går udenom de etablerede forlag og går direkte til internationale udbydere. Amazon og Apple vil hellere end gerne hjælpe med at udgive bøger, som på den måde forsvinder ind i deres mere eller mindre lukkede økosystemer for bøger.

Så lad mig gentage. En stigende omkostning per download af ebøger på ereolen vil give en sundere markedsmekanisme. Det vil samtidig også motivere bibliotekerne til at fremelske de mange små udgivelser, frem for, som tendensen har været de sidste mange år, et stadigt stigende fokus på bestsellerne, med 14-dages lån, “mest læste”-lister, og så videre. Det vil på længere sigt skabe en mere pluralistisk udgivelsestendens, hvor det i højere grad vil være muligt for forlagene at udgive kvalitetslitteratur og ikke kun løbe efter tilfældige modegriller. Det vil gøre det sjovere at være bibliotekar, fordi det igen vil komme til at handle om at formidle den gode litteratur til lånerne. Og det vil gøre det mere realistisk, at en dansk bogbranche eksisterer om 10 år.

Jeg siger ikke, at det er let eller enkelt, eller måske ligefrem ønskværdigt. Men det er realistisk, fordi det forholder sig til de aktuelle problemer, forlag og biblioteker står overfor.

Ebøger på biblioteket – den ny aftale

I weekenden blev en ny aftale om distribution af ebøger på bibliotekerne i Danmark indgået mellem på den ene side Publizons ejere, Lindhart & Ringhof og Gyldendal, og de danske biblioteker. Det betyder, at fra 1. november vil det være muligt at hjemlåne mange af de ebøger, Publizon stiller til rådighed. Det er for mig at se glædeligt, at der endelig sker noget på dette område, da det i et land som Danmark er en ekstremt vigtig del af “bøgernes økosystem”, at en bog er at finde til udlån på bibliotekerne. At ordningen ikke er optimal på alle områder må komme an på en prøve.

Her er de vigtigste træk i den aftale, der er indgået.

Aftalen i store træk

  • Formatet er epub med Adobes kopibeskyttelse.
  • Aftalen varer et år, hvorefter den kan genforhandles, evt. i forbindelse med at der er nye tekniske muligheder, fx “streaming” af bøger a la Amazons Cloud reader.
  • Lånetiden er 30 dage, ligesom med netlydbog.dk.
  • Der laves dog forsøg på tre udvalgte biblioteker med 15-dages hjemlån.
  • Derudover er det frivilligt for bibliotekerne, om de vil begrænse antallet af udlån pr. bruger eller om de opererer med en samlet ramme for udlån i perioden fx.
  • Aftalen er indgået med Publizon, hvorfor alle forlag, der distribuerer via denne platform, kan tilslutte sig ordningen.
  • Forlagene skal tillade biblioteksudlån af hver enkelt bog. Det er altså ikke alle ebøger, som Publizon distribuerer til boghandlerne, der nødvendigvis bliver frigivet til udlån.

Jeg vil ikke gå i dybden med afregningsmodellen, men kort nævne, at den er klikbaseret, med en indbygget lavere afregning til forlagene, jo større efterspørgsel der er på en bog. Det forekommer som en rimelig løsning. Bibliotekarforbundet mener at afregningsprisen er for høj.

Jeg vil i stedet pege på to andre problematiske forhold ved aftalen.

Adobes DRM

Det kan for nogen forekomme pedantisk og træls at nævne det, men den kopisikringsløsning, aftalen bygger på, hviler på, at man anvender kopisikring fra Adobe. Den valgte løsning er understøttet af Adobes eget (temmeligt ringe) program Adobe Digital Editions på Mac og Windows-computere, samt af Aldiko og Bluefire Reader / txtr på Android- og iOS-platformene. Men den er  ikke understøttet af Amazons Kindle, da det ville kræve en integration mellem Publizons distribution og Amazons ebogslæser, som mig bekendt ikke findes i dag. Det betyder, at markedets mest innovative og dominerende ebogslæserplatform ikke (lovligt) kan anvendes til danske biblioteksbøger. Det er ærgerligt.

I følge Publizon, må en sådan platformsuafhængighed afvente en streamet løsning, som tidligst kan forventes ved aftalens genforhandling om et års tid. Selv da vil det formodentlig udelukke den nuværende generation af Kindles.

Aftalens parter

Det andet og mere principielle grundlag for bekymring er aftalens parter. På den ene side er det bibliotekerne. På den anden side er det landets to største forlag, der i fællesskab ejer Publizon. Man kan med rette spørge sig selv, om det er en fornuftig konstruktion.

Hvad angår forlagene, er det blevet luftet, bla af blogger og forfatter og aktiv ebogsudgiver Kenneth Krabat, at aftalen er lukket og og snæver: det er kun de to store forlag, der har indgået aftalen, mens de små ebogsforlag ikke er inviteret med i forhandlingerne. Ligeledes udelukker hele Publizon-konstruktionen de små selvpublicerende forfattere uden momsregistrering. Påstanden er med andre ord, at der er bedrevet powerplay mellem de store drenge i branchen.

Min egen holdning til dette er tvedelt. I og for sig havde jeg gerne set en mere demokratisk proces omkring denne her aftale. Omvendt er Publizon jo privat ejet af de to forlag, og den eneste eksisterende platform for dansk litteratur. Eneste andet alternativ var en aftale med en endnu større udenlandsk distributør. Der er med andre ord ikke andre at indgå en aftale med, og havde Publizon ikke eksisteret, ville ebogsmarkedet aldrig være kommet det lidt i gang, det trods alt er, de små salgstal til trods.

Hvad angår bibliotekerne, så er aftalen indgået af det konsortie, der i forvejen samarbejder med Publizon omkring Netlydbog.dk, altså et begrænset antal folkebiblioteker, herunder Gentofte, Århus, København og Frederiksberg. Kritikken går her bla. på, at aftalen burde være indgået centralt af Styrelsen for Biblioteker og Medier, så den ville have bredere opbakning og udbredelse. Igen må man igen fremhæve, at der er tale om foregangsbiblioteker, som gør en indsats på området.

Hvor er forhandlerne?

Skulle man endelig stille spørgsmål til aftaleparterne, så kunne man gå lidt videre og spørge til, hvorfor det ikke er ebogsforhandlerne, der har forhandlet med bibliotekerne? Eller i det mindste, hvorfor de ikke har været inddraget. “Bøgernes økosystem” inkluderer jo også forhandlerne.

I USA er det Amazon der har lavet en aftale med Overdrive, der distribuerer til bibliotekerne derovre. Det sikrer Amazons amerikanske Kindlebrugere muligheden for at låne de ebøger, Overdrive ellers udlåner til andre platforme. Amazon vinder omvendt brugere over på sin platform ved at kunne betjene bibliotekerne, samtidig med at de får muligheden for at sælge bogen til brugeren efter udlånets udløb, samt, naturligvis, adgang til en masse brugerdata, de sikkert kan udnytte på længere sigt.

I sidste ende må den manglende inddragelse af forhandlerne herhjemme give dem et incitament til selv at oprette alternative udgivelsesplatforme, der giver dem nogle fordele i kampen med de store forlag. Fra et konkurrencesynspunkt måske på længere sigt en sund ting. For brugerne i et lille sprogområde fremstår det derimod som en (endnu mere) mudret fremtid.