Sådan låner du ebøger på ereolen.dk

OBS 6.12.2013: Dette indlæg er forældet – ereolen er i dag baseret på en helt anden teknologi, end der er beskrevet i artiklen her. Du bedes derfor se bort fra indholdet og gå direkte til ereolen.dk 

I dette indlæg vil jeg kort gennemgå, hvordan du låner og læser ebøger fra bibliotekernes online tjeneste Ereolen.dk.

Kopibeskyttelse

Men først en advarsel:

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en sort/hvid Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på ereolens bøger, hvilket besværliggør processen med at læse dem.

Amazons Kindle er således den mest udbredte ebogslæser af alle. Problemet er, at de fleste Kindles (Kindle Fire undtaget) desværre slet ikke læser bibliotekernes ebøger på grund af den anvendte kopibeskyttelse.

Efter dansk lovgivning har du i princippet mulighed for at bryde den, for at kunne læse ebogen på din Kindle – hvilket en fiffig søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let – men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under, og som er forudsætningen for erolen eksisterer. Du er altså i en juridisk og moralsk gråzone, hvis du gør det.

Men nok om det – hvordan fungerer ordningen så?

Hvad er Ereolen?

Kort sagt er det en forsøgsordning der med start i efteråret 2011 stiller ebøger til rådighed for udlån til danskerne, kvit og frit for lånerne. Du kan låne hver bog 30 dage, og et begrænset antal af gangen, afhængigt af, hvilken kommune du bor i. I min kommune er det 5 bøger. Når lånetiden udløber bliver ebogen ubrugelig, så du skal ikke tænke på for sent afleverede ebøger, bøder og den slags.

Der er talt og skrevet i blogosfæren om aftalen, og nogle er kritiske overfor den, mig selv inklusive, men set fra et lånersynspunkt, er der ikke noget at udsætte på ordningen, der for alvor gør ebøgerne tilgængelige for danskerne.

iPad, Kindle Fire, Androidtablets, iPhone, andre smartphones & gadgets

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, iPhone eller iPod, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige for øjeblikket anbefaler jeg Bluefire Reader til formålet. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx en Kindle Fire (som er en androidbaseret tablet) anbefaler jeg, at du anvender Aldiko. Det er lidt sværere at installere Aldiko og andre ebogsapps på din Fire, end på andre Androidtablets, fordi Amazon har skjult dem i deres egen app store. Men det er muligt, fx ved bare at hente dem fra en anden webbaseret app store, som fx. Freeware lovers.

Der kommer hele tiden nye enheder og apps til,  hvorfor denne anbefaling hurtigt kan blive forældet. Du kan se den fulde liste over Adobe-understøttede enheder og apps her på Adobes website.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger på din computer. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Anvender du en iPad eller anden gadget, skal du herefter hente fx Aldiko eller Bluefire Reader, og her sørge for at indtaste dit Adobe ID og password.
  3. Så åbner du en webbrowser (fx. Safari på iPad eller Firefox på PC) ind på ereolen.dk, og henter den bog, du vil låne. Se ereolens hjælpesider for hjælp til at komme i gang med det.
  4. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den til din computer, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions. Henter du den til en iPad eller anden gadget, skal du vælge et program at åbne filen i – fx BlueFire Reader. Bum, så kører det. Se en videovejledning til Bluefire Reader.

Det er besværligt at komme i gang, især når man sammenligner med oplevelsen, når du køber en ebog hos Apple eller Amazon, men sidder du for eksempel en søndag aften og får lyst til at læse en dansksproget bog, så er det absolut besværet værd. Og når arbejdet med at få Adobes ID til at køre først er gjort, er forskellen meget lille.

Biblioteksbøger på din ebogslæser

Lad mig sige det kort.

OBS: Informationen i dette indlæg er forældet – det er her udelukkende af historiske årsager. Se i stedet dette opdaterede indlæg]

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på, hvilket besværliggør processen med at læse ebøger lidt. Jeg vil her gennemgå mulighederne og kort forklare, hvordan du gør.

Kindle og andre eInk-ebogslæsere

Kun nogle af de eInk-baserede ebogslæsere har overhovedet mulighed for at læse ebøger baseret på den kopibeskyttelse, bibliotekerne anvender. Amazons Kindle kan for eksempel slet ikke læse bibliotekernes ebøger, det til trods for at den er den mest udbredte ebogslæser af alle. Det er estimeret at der blev solgt otte milioner Kindles i 2010, hvilket kan ses i sammenligning med Apples iPad der i samme år solgte omkring fire millioner. Kindlen læser kun bøger der er kopisikret med Amazons egen kopibeskyttelsessystem, som kun omfatter bøger solgt fra deres egen onlineboghandel.

Efter dansk lovgivning har du mulighed for at bryde kopisikringen for at læse den på din Kindle, hvilket en søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let, men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under.

En række andre ebogslæsere, fx. Sonys linje af readere, kan umiddelbart læse de kopibeskyttede filer.

iPad, iPhones og andre smartphones

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige nu kan du vælge mellem to mindre kendte programmer, nemlig Bluefire Reader eller Txtr. Tag det med forbehold: Bluefire var klart den bedste af de to, sidst jeg kiggede, men tingene kan ændre sig. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne. Det er skuffende.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx. en HTC Gratia, er din eneste mulighed et program, der hedder Aldiko.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Så går du enten direkte ind på dit biblioteks hjemmeside og søger efter ebøger, eller ind på ebib.dk eller ebogsbibliotek.dk. På begge er det første du skal gøre at vælge dit eget bibliotek og logge ind med dit eget biblioteks brugeroplysninger, så dit udlån kan registreres.
  3. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions, hvor du kan læse den i en uge, hvorefter den bliver ulæselig.
  4. Sidste skridt er at synkronisere ebogen til din ebogslæser. Det foregår på forskellig vis, afhængig af hvilken platform du anvender og hvilken app du benytter. Jeg må derfor henvise til brugervejledningen for den enkelte enhed eller app. Generelt er det dog meget let, og kræver at du på ebogslæseren eller i app’en taster dit Adobe ID ind.

Bemærk: ebib.dk er en eksperimentel ordning for ebøger, og den vil med sikkerhed blive opdateret, da forlagene i løbet af 2010 har indført et helt nyt distributionssystem for ebøger, som i løbet af 2011 formodentlig også vil medføre forandringer i måden, bibliotekerne vil kunne levere ebøger på. Derfor skal disse oplysninger tages med et gran salt, og formentlig med begrænset varighed.

Men nyd det, sålænge det varer.

Update 19:32 29/12/2010 (opdateret med link 2.1.2011): Esben Fjord har i kommentar gjort opmærksom på, at man på iPad eller iPhone (og formodentlig også på Android) kan hente ebøger direkte fra ebogsbibliotek.dk, så man helt slipper for at blande sin computer ind i sagen. Man skal dog stadig have et Adobe ID for at kunne åbne de lånte ebøger. Se hans gode indlæg på eklumme.dk for en vejledning.

Jeg skylder også at nævne, at der udelukkende er tale om kopibeskyttede bøger i pdf-format, som altså ikke er særlig godt egnet til mobil-brug.

Hvorfor Amazon ikke får succes i Danmark

Danske forlag er i gang med, eller overvejer, i disse dage hvordan de skal levere ebøger til danskerne (herunder mit eget). De fleste danskere ønsker at læse populære bøger, dvs. bestsellere a la Pigen der legede med ilden. Og de skal helst være på dansk. Det skaber en interessant kontrast til den enorme succes, Amazon har haft med at sælge deres Kindle i USA, hvor den reelt er den eneste ebogslæser med nogen succes – kun B&N’s Nook sælger i bare nogenlunde sammenlignelige mængder (600.000 stk er også en slat), men Amazon sidder på op mod 80% af markedet i USA.

Der er ingen tvivl om, at Kindlen umiddelbart forekommer som en attraktiv hardwareplatform, også fordi der efterhånden findes en Kindle app til alle platforme, således at forbrugerne ikke risikerer at blive fanget på en forældet platform, hvis de investerer i ebøger købt hos Amazon. Så umiddelbart skulle man tro at alt var godt. Men nej, something is rotten in the State of Denmark.

Ingen danske ebøger på Kindle

Problemet er, at det i øjeblikket ikke er muligt at købe danske bøger i Amazons Kindle store.  Derfor er der god grund til at antage, at de fleste danskere vil vælge at købe deres ebøger hos de danske netboghandlere. Bøgerne levereres her ganske vist i epub-formatet som ikke kan læses på Kindlen. Men det er ikke noget problem vil mange hævde. Det er nemlig i dag muligt at konvertere epub uden DRM til Amazons Kindle-format, fx vha Calibreprogrammet (se Booksnob.dk’s guide til dette).

Det er fortsat langt fra Amazons gnidningsløse købsproces, hvor man på under 60 sekunder kan købe en ebog trådløst fra sin seng, hvis man får lyst til det. Noget der, som jeg tidligere har skrevet, har været essentielt for Amazons succes. Men ok, det gør det trods alt muligt, omend ikke nær så attraktivt, at købe danske ebøger.

Kopisikring

Men alligevel er det min vurdering, at Amazon og Kindleplatformen i den nærmeste tid ikke får et ben til jorden på det danske marked, i hvert fald ikke som en bred folkefornøjelse.

Dette skyldes grundlæggende problemet med kopisikring. En del ebøger leveres nemlig med kopisikring, fordi  forlagene (med rette, mener jeg) er bekymret for at nogle brugere vil piratkopiere dem og dermed underminere deres forretning på et i forvejen usikkert digitalt marked. Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange forlag der vil benytte sig af kopisikring, hvor stort problemet bliver, men i dag drejer det sig overvejende om alle biblioteksbøger (sic!) og, lyder meldingen, fag- og lærebøger. Hvorfor er det et problem?

Bibliotekerne og uddannelsesmarkedet

Det skyldes for det første, at bibliotekerne leverer ebøger til prisen “gratis”. Og med danskernes vanlige prisbevidsthed og forlagenes generelt høje prissætning (set fra forbrugernes sysnsvinkel) in mente,  så vil muligheden for at låne ebøger på biblioteket komme til at betyde meget for ebogsmarkedet herhjemme. Undervisningsmarkedet har for det andet betydet så meget for forlagenes indtjening herhjemme de senere år, at man også vil værne om sin indtjening her: udgivelse af ebøger på det marked vil blive foretaget så konservativt som muligt, dvs. med kopisikring hellere end potentielt at tabe alt på piratkopiering.

Med disse to logikker, vil det derfor være det mest fornuftige for de danskere, der ikke er hackermindede (= langt, langt de fleste) og derfor ikke bruger deres energi på at bryde kopisikringen, at investere i en ebogslæser der understøtter Adobe DRM, hvis de ikke skal blive skuffet over oplevelsen. Det vil sige, stort set alle andre ebogslæsere end Kindlen.

Og der vil jeg godt tillade mig at begræde situationen, for det er alt andet lige en meget ringere løsning end Amazons. Man kan sige meget om Amazon, men de har gjort ebogslæsning til en simpel ting, ikke en uoverskuelig jungle af formater, kabler, konverteringsprogrammer, supportopkald, osv. Den løsning må danskerne vente på, som det ser ud lige nu.

Amazon og det danske marked

Nu vil jeg tillade mig at drømme lidt, ved at spørge:  hvad skulle der til for at Amazons løsning virkede for danskerne?

Mine svar er:

a) Enten skulle Amazon begynde at sælge ebøger på dansk, dvs. indgå reelle samarbejder med de danske forlag og/eller publizon om dette.

b) eller gøre det muligt at læse epub+Adobe adept DRM på Kindle-platformen – dvs. på deres Kindle ebogslæsere og deres Kindle apps.

Hvad angår den første model, så er situationen lige nu den, at forlagene, efter hvad jeg har hørt, ikke føler sig specielt godt behandlet af Amazon. For det første er Amazon ikke i nærheden af at tilbyde realistiske afregningsmodeller for forlag i små sprogområder som det danske, med heraf følgende små oplag. For det andet “tager Amazon ikke telefonen”, så at sige – interessen for det i international sammenhæng meget lille danske marked er ret ensidig. Hvad angår selvpublicering, så har Amazon jo været ude med tilbud om 70% avancer til forfatterne. Det gælder bare ikke for forfattere uden for USA. De må nøjes med 35%, hvilket gør forretningen væsentligt mindre interessant.

2 Forslag til amazon

Hvis Amazon virkelig ville ind på det danske marked– eller mere realistisk i fht. markedsstørrelse: EU som helhed, hvor problematikken er den samme som den danske – så ville de lave en mulighed for at “konvertere” DRM-pålagte dokumenter til Kindle-formatet, så kopisikringen fortsat fungerer. Det ville være en fantastisk løsning, men ville kræve at Amazon indgik et samarbejde med Adobe om dette, og det virker egentlig tvivlsomt, for netop Amazons egen kopisikring er nok i virkeligheden vigtigere for dem end selve fil-formatet (AZW).

Alternativt kunne Amazon vælge at sælge deres Kindle-bøger i epub-formatet fremover, men med deres egen kopisikring, for ikke at forvirre deres læsere yderligere. Altså, at det de sælger som “Kindle-bøger” var baseret på epub fremfor AZW/mobi-formatet. Det ville være en interessant mulighed, der ville gøre det muligt at læse ikke-kopisikrede epub-filer uden konvertering.

Det stemmer desværre dårligt overens med de meldinger, Amazons chef Jeff Bezos har meldt ud på det seneste, som meget tydeligt går på at de vil fortsætte med at benytte deres gamle Kindle-filformat. Kindle-formatet er reelt et redskab som Amazon bruger som løftestang til at styrke Kindle-platformen. Og det ville ikke løse problemet med at alle andre anvender Adobes DRM.

Åh ja, der er også Apple og deres iPad / iBooks. Det er en helt anden historie 🙂

Indlægget er opdateret 23.8.2010 kl. 22:46 for de værste stave- og forståelsesfejl kl.

Kopisikring af Bøger i Danmark

Stort set alle andre end Amazon sælger, eller planlægger at sælge ebøger i ePub-formatet, der således ser ud til at blive den faktiske standard for ebøger. Det er en stor fordel for forlagene, der kun behøver at levere ét format til distributører og boghandlere.

Problemet er, at forlagene i stor udstrækning ikke vil sælge deres bøger uden kopisikring (DRM), hvilket desværre skaber problemer for læserne, fordi distributører og boghandlere anvender konkurrerende ebogsformater.

Internationale løsninger

  • Amazon bruger deres eget Mobipocket format, med deres egen kopisikring. Amazon har ingen danske bøger i deres boghandel, så verdens største boghandel er paradoksalt nok irrelevant i en dansk ebogsssammenhæng. Det er dog fortsat attraktivt at købe engelsksprogede bøger hos Amazon, som fx kan læses på en Kindle App på en iPad.
  • Amazons største internationale konkurrent, Barnes & Noble anvender ePub med deres egen DRM i deres eReader apps til Kindle og Android. Deres egen ebogslæser Nook understøtter ePub med Adobes DRM. Danske læsere kan dog slet ikke købe ebøger med danske kreditkort, så det kan vi også se helt bort fra i denne sammenhæng.
  • Googles kommende online boghandel, Google Editions benytter ePub, men læserne får kun adgang til købte bøger online, i en krypteret version. Forlagene har igen mulighed for at anvende Adobe DRM til at kopibeskytte adgangen, men det fremstår uklart, hvordan det vil virke. Løsningen kræver en webbrowser, hvilket udelukker de billigste ebogslæsere uden internetforbindelse.
  • Apple sælger ebøger i ePub-formatet med deres egen Fairplay DRM, men understøtter ikke Adobes DRM. Nogle danske forlag, som Libris vil formodentlig sælge ebøger gennem iBookstore. Andre forlag, som Gyldendal og Politiken har lanceret ordbøger og rejsebøger som iPad apps, men de anvender ikke ePub-standarden.

Hvad den internationale markedssituation angår, så er læserne altså relativt ilde stedt. Hvis man køber hos én boghandel, så er man generelt låst til dennes kopisikring og softwareløsning. Som iPad eller Android-ejer kan man selvfølgelig bare installere alle boghandlernes apps og så læse bøgerne købt i de forskellige boghandler, hvilket er fint nok, men ikke en optimal løsning for læseren. Hvilken app var det nu min bog lå i?

Den danske løsning: PubHub

Den danske distributionsløsning, som forlagene i år går ud og understøtter bredt, og som derfor formodentlig vil blive benyttet af de danske boghandlere, er Pubhub fra Publizon. Forlagene leverer bøgerne i ePub-format, og har valget mellem at levere med eller uden Adobes DRM. De fleste eInk-baserede ebogslæsere i dag understøtter ePub kopisikret med Adobe DRM. Det gælder fx CyBook, som Gyldendal sælger.

Umiddelbart forekommer Pubhub derfor som den bedst mulige løsning for alle parter, når vi aktuelt taler om det danske marked.

Der er dog to tilbageværende problemer: platformsafhængighed og online, øjeblikkelig adgang.

Platformsafhængighed

Når man køber en ebog med Adobes DRM, så er den kun mulig at læse og overføre til sin ebogslæser vha. programmet Adobe Digital Editions. Man kan også kun have bogen på 5 enheder, og man kan ikke dele bogen med andre. Man kan heller ikke læse filen på en iPad eller Kindle, hvis man skulle have lyst til det. Eller for den sags skyld, andre fremtidige tekniske platforme, der måtte komme. Bogen er simpelthen låst inde, så man må genanskaffe eller piratkopiere den, hvis man skifter (det samme gælder selvfølgelig også for bøger købt i iBookstore). Den oplagte løsning ville være at forlagene opgav at kopisikre deres bøger, men det forekommer som en utopisk mulighed, som indstillingen er lige nu. Man kan også håbe, at Adobe vil levere apps til iPad, Android og andre ebogslæser-platforme, som gør det muligt at læse bøgerne der. Med Apple og Adobes nuværende rivalisering, så fremkommer også det som en umulighed, i hvert fald på Apples platforme.

Online, øjeblikkelig adgang

Pubhubløsningen giver ikke, i dens nuværende inkarnation, mulighed for trådløs synkronisering og køb af ebøger fra den ebogslæser man benytter. Man skal købe ebogen, downloade den, hente den ind i Adobe Digital Editions, tilslutte ebogslæseren med kabel og synkronisere. Det at man kan sidde på terassen, i sengen eller i toget og hente en bog inden for 60 sekunder, betragter jeg som den væsentligste forudsætning for Kindlens store succes. Det er også grunden til, at de fleste eInk-baserede ebogslæsere efter min mening ikke vil forblive andet end nicheprodukter.

Den bedste løsning ville være, hvis Pubhub, som supplement til kopibeskyttet ePub, leverede en webbaseret løsning der svarer til den, Google har på vej med Google Editions. Den ville kunne leveres på alle platforme med en browser og være tilgængelig altid.

Links

Læs mere om de konkurrende platforme..

Pubhub

Kindles DRM cracket

Ak ja, så skal bogbranchen til at lære den samme lektie som musikbranchen. En Israelsk hacker har meddelt, at han har brudt den kopisikring, som boghandlergiganten Amazon lægger på sine ebøger til deres Kindle, og det må få bogbranchen til at overveje, om de nu også gør det rigtige.

Ifølge BoyGeniusreport har den israelske hacker, der går under navnet  “Labba”, brudt den kode, der gør det umuligt for folk der har købt ebøger på Amazon at anvende deres bøger på andre platforme uden Kindle-understøttelse. Her taler vi især om andre ebogslæsere, fx. Androidbaserede. Samtidig gør koden det naturligvis også muligt at piratkopiere filerne, og det må give stof til eftertanke for de forlag, onlineboghandlere og bibliotekstjenester der i dag udbyder ebøger med kopisikring.

Pointen er ikke svær at forstå, men for at stave det tydeligt, så er ebøger digitale, og entreprenante hackere finder altid en vej uden om de rent digitale kopisikringssystemer, der udtænkes. Den eneste måde at undgå ‘digitale indbrud’ er ved at lade fysiske genstande indgå i kredsløbet et sted. Det er fx sådan min netbank, Jyske Bank med et fysisk nøglekort med brug og smid væk-nøglekoder, sikrer sig mod ubudne gæster. Det kommende digitale signatur er, så vidt jeg forstår, baseret på en lignende løsning. I modsætning hertil er alle kendte kopisikringsløsninger for musik og ebøger rent digitale, og de er alle derfor principielt usikre.

Det er derfor ikke svært at gå bare lidt tilbage i historien og se på musikbranchen, der i dag overvejende leverer musik, som ikke er beskyttet af ‘hård’ kopisikring, der gør det umuligt at dele og åbne musikfiler uden kryptering. Apples iTunes leverer musikfiler med ‘social DRM’, dvs. filer der er stemplet med brugerens oplysninger, herunder emailadressen. Amazon selv leverer MP3-filer uden nogen form for kopisikring (det understøtter MP3-formatet ikke). Det gør de fordi alle erfaringer har været at brugerne omgår denne beskyttelse med hackeres hjælp, eller simpelthen køber andre steder, hvor der ikke er denne kopibeskyttelse. Eller de kopierer musikken ind direkte fra CD’en. Læren fra musikbranchen – i hvert fald i forhold til det generelle musikmarked – er at man skal satse på tilgængelighed, snarere end på at sætte barrierer for brugen op for brugerne. Alle undersøgelser peger da også på at åbent tilgængelige filer ikke skader salget, men tværtimod fastholder eller styrker det.

For bogbranchens vedkommende er der formodentlig mange motiver, som kører – herunder de, jeg har redegjort for gør sig gældende inden for undervisningslitteraturen. Der er formodentlig en del nicher, som ikke har gavn af manglende kopisikring, præcis ligesom der formodentlig er inden for musikbranchen, fx hvad angår lydbøger, specielle muskprodukter, osv. Bogbranchen har formodentlig også satset på at det indtil videre ikke har været så let at digitalisere de trykte bøger med en scanner derhjemme, man har i hvert fald kun set det for de allerstørste bestselleres vedkommende (i Harry Potter-klassen). Men den tid er nok ved at være slut, for bogscannerne kommer stadigt længere ned i pris. I 2009 er flere indiske baggyde-digitaliseringsvirksomheder blevet afsløret, og der er sikkert endnu flere derude.

Men vi skal nok, ligesom musikbranchen, bruge nogle år før de store spillere indser, hvor det bærer hen..

Uddannelsesforlag uden kopibeskyttelse -not

Liza Daly fra Threepress har samlet en liste over (primært engelsksprogede) forlag der udgiver ebøger uden kopibeskyttelse (DRM). Listen er relativt lang, men afslører også at det drejer sig om enten mindre forlag eller forlag der udgiver teknologi og programmeringsbøger.

Det jeg finder mest interessant er imidlertid at der stort set ingen uddannelsesforlag er på denne liste. Det særligt interessant, taget i betragtning, at disse forlag internationalt sidder på 2/3 af det samlede marked for ebøger. De er massivt fraværende, hvis man fraregner teknologi-forlagene. Er det på grund af de særlige problemer for uddannelsesforlagene, jeg har skitseret i et tidligere indlæg? Eller findes der andre grunde?

Nærstudér Lizas liste over DRM-fri forlag..