Debat

Apples iPad som studieredskab

Toke Riis Ebbesen Debat, Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere , , , , , , , ,

Den gang Apples første iPad (2010) kom frem, skrev jeg et indlæg, hvor jeg oplistede 20 problemer med iPadden. Mange af mine kritikpunkter kan i dag forekomme noget bedagede, ikke mindst fordi denne særlige tablet viste sig at få en enorm succes, og i den mellemliggende periode stort set har udkonkurreret alt andet end de billigste noname-tablets. I mellemtiden er Chromebooks og Microsoft Surface kommet til som vægtige konkurrenter.

Jeg kunne i de første mange år på ingen måde anbefale iPads som erstatning for pc’en, hverken i klasseværelset eller i auditoriet. Der var store problemer med multitasking, dårlige skærme, manglende programmer, osv. Læs med, når jeg her argumenterer for, hvorfor jeg er godt på vej til at skifte mening: iPads er både gode at læse og skrive på, og derfor i stigende grad egnede som skole- og studieredskaber.

Gode grunde til at bruge iPad i dag

I dag er meget forbedret:

  • Der findes der relativt gode tastaturer, man kan skrive på, og skærmens softwaretastaturer er væsentligt bedre at skrive på – ligesom man kan installere en masse forskellige tastaturer, udføre automatisk teksterstatning og meget mere. Det er mao. blevet lettere at skrive på en iPad.
  • Apple’s Pencil og andre digitale penne, fx fra Logitech, kombineret med mere sensitive skærme, gør det desuden let at tegne og skrive håndskrift på skærmene, programmer som Evernote, OneNote og andre kan lave tekstgenkendelse.
  • iPad-skærmene er i dag alle højopløselige Retina-skærme og funktionen Night Shift skruer ned for det blå lys, så man ikke får ondt i øjnene af at læse på dem og kan sove om aftenen. Skærmenes farvegengivelse konkurrerer med eller overgår trykte magasiner i farvegenkendelse.
  • Siden iOS11 har man kunnet multitaske, med flere programmer vist samtidig og drag and drop, og meget andet, således at man reelt kan lave studiearbejde, i form at notetagning, overstregninger, klippeklistring af tekst, mm. på skærmen.
  • Handoff, iCloud sync og andre 3. parts-synkroniserings-tjenester gør det let at kombinere iPad, iPhone og almindelig Mac, så man sømløst kan skifte mellem arbejde på dem. Jeg kan fx sidde og arbejde i en Keynote-præsentation på min Mac, tage et billede på min iPhone og hente det direkte ind i Keynote. Jeg kan kopiere et stykke tekst på iPhone og sætte det ind i Word på Mac.
  • I stigende grad er de mange programmer på App Store en af de helt store styrker ved platformen. Programmerne bliver mere og mere avancerede, efterhånden som tiden går. Og der er bare vildt mange programmer, senest er Adobe Photoshop på vej i fuld version.

Jeg vil derfor ikke tøve med at fremhæve Apples iPad som et efterhånden meget kapabelt studieredskab. Alt er dog ikke lyserødt.

Mangler

Nogle af de ting, iPad-ejere stadig lider under er:

  • Adaptere, adaptere, adaptere – maskinen er utroligt simpel, til gengæld kræver alt adapter for at kunne tilsluttes til iPadden. Omvendt, så kører rigtig meget trådløst.
  • Det lukkede Apple-økosystem: du kan kun køre Apple-godkendte programmer på den. Det har dog vist sig at have den fordel, at man med stor sikkerhed ikke får virus eller andet skidt på sin iPad.
  • Batterilevetid – iPadden kører ca. 10 timer før den dør, afhængig af model, hvilket er rigtig fint, men det blegner stadig i sammenligning med Kindlen der har en uges levetid.

Jeg vil sige, at de her ting er noget, man vænner sig til. Er de fleste ikke godt tilfredse med at hente ting i App storen og vænnet til konstant at lade alt andet elektronisk udstyr i mellemtiden? Og hvad angår adaptere, så er det trods alt sjældent man har brug for dem i hverdagen – selvom det selvfølgelig er træls, hvis man står til en fremlæggelse i et auditorium og ens adapter ikke virker.

Endelig fremstår hele min oprindelige øvelse, hvor jeg sammenlignede iPadden med ebogslæsere som totalt bedaget – Den gang sammenlignede jeg med eInk-ebogslæsere, særligt Kindlen, i dag forekommer sådan en sammenligning urimelig, fordi der næsten ikke sælges nogle eink-ebogslæsere af betydning.

Farvel til computeren?

Nuvel, siden jeg er så positiv, vil jeg så anbefale, at man køber iPads til alle skoler eller at man smider sin computer ud? Nej! Eller, måske..

Sagen er, at intet tyder på, at man, alene gennem anskaffelse af ny teknologi, kan gøre noget positivt ved undervisningen i skolen. Tværtimod kan man ødelægge meget af det gode, der kendetegner det gode skole-rum, hvad angår koncentration, fælles indlæring, social kontakt, mm. Der findes med andre ord ikke noget “teknologi-fiks”, der løser skolens udfordringer. Man skal i hvert fald begynde omvendt med at se på, hvad problemerne og styrkerne ved den måde, det pædagogiske rum kører på, før man stiller spørgsmålet, hvilken teknologi der kan løse dem. Det har jeg tidligere forsøgt at give nogle tips til (10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen). Desværre er det tilsyneladende ikke det, der har karakteriseret den massive udrulning af iPads i danske skoler.

Når det er sagt, så kan iPads mange smarte ting – og på mange måder kan de ses som betydeligt bedre investeringer end de dyre Smartboards, som også har fyldt danske skolelokaler op. iPads har nemlig den fordel,  at de er en teknologi, som børnene kender hjemme fra, enten fra familiens iPads eller fra deres øvrige smartphones – i hvert fald i et land som Danmark, hvor langt langt de fleste hjem, uanset social status, har dem. Det vil sige, at man, i modsætning til alle mulige andre “smarte”, men for eleverne ukendte teknologier, må formode en høj fortrolighed med dimsen.

Hvad angår studerende på universitetsniveau, så er vi faktisk der, hvor mange studerende rent faktisk vil kunne studere udelukkende med en iPad som redskab, kombineret med et godt tastatur, evt. en digital pen. Jeg er ikke selv klar til at sige farvel, fordi jeg alligevel godt kan lide den større skærm, muligheden for at “rode” med indstillingerne og specialtilpasse alting, men for mange vil disse ting være irrelevante. Men jeg er jo også gammel 🙂

Toke Riis Ebbesen | Digital udvikling

Det er ret let at tage notat i en PDF på en iPad.

Lidt om at læse og skrive på iPad

Et niveau dybere er spørgsmålet, om vi ikke gør kognitiv skade på os selv ved at bruge de her skærme over alt. Min holdning, baseret på læsning af faglitteraturen om emnet, er nej – skærme er fine at læse og skrive på. Forskningen er bestemt ikke færdig med at studere dette emne (hvordan kan den være det efter 8 år?), men alligevel kan vi sige nogle få ting om det. For det første, peger meget på, at vi husker tingene bedre, når vi læser ting i trykte bøger, frem for i ebogsformat på en skærm. Men meget tyder på, at disse resultater primært stammer fra at man har lavet forsøg med studerende på enten PC-skærme eller Kindler, eller at den digitale læsning er foretaget på meget forenklede læseprogrammer, som naturligt nok gør det svært at læse på dem, i sammenligning med papiret. Som et studie af læsning fra 2016 konkluderer, “is not the materiality of the presentation medium that influences reading outcomes, rather it is the extent to which the text presentation facilitates, or impedes, the reader’s ability to construct a cognitive map that influences the reading process” (Hou, Rashid & Lee, 2017).

Med andre ord, det er ikke egenskaber ved det digitale medie, eller skærmens hardware, der er afgørende for læsning. iPads kan med andre ord være gode at læse på, hvis interfacet i det program, man læser teksten er godt nok til at danne overblik over, hvor man er i teksten. Og der er vi bare så tidligt i udviklingen af de her digitale dimser i vores liv – iPadden har faktisk kun eksisteret i 8 år!  – at softwaren overordnet set ikke har været god nok til det, den hævdede. Men det er på vej i den rigtige retning – programmer som LiquidText viser allerede vejen. Andre, mere syrede fremtidsorienterede eksperimenter med AR og 3d-læse-programmer er også på vej, for eksempel så jeg en præsentation af et større internationalt forlags eksperimenter med læsning i 3 dimensioner på en konference fornyligt.

Dertil kommer, at noget nyere forskning peger på, at håndskrift på tablets, måske på grund af den glatte skærm, faktisk er bedre at skrive på (for voksne) end papir (Mueller & Oppenheimer, 2014). Og dertil kommer de mange muligheder for at gennem, dele og manipulere med ens noter efterfølgende, som efterlader papiret i støvet.

Dog gælder dette kun for mennesker, der allerede har lært at skrive helt, dvs. man skal være 15 år eller ældre før det er en god ide at droppe papiret som skrive-medie. For børn, der skal lære at skrive, er papiret derfor stadig det bedste, og iPads kan potentielt skade indlæringen af håndskrift, som for mig at se stadig er central at lære, p.gr.a. de positive effekter af den hånd/øje/hjerne-koordination, der finder sted, og som kan overføres til andre områder af livet!

Kilder

Hou, J., Rashid, J., & Lee, K. M. (2017). Cognitive map or medium materiality? Reading on paper and screen. Computers in Human Behavior, 67, 84–94. https://doi.org/10.1016/j.chb.2016.10.014
Mueller, P. A., & Oppenheimer, D. M. (2014). The Pen Is Mightier Than the Keyboard: Advantages of Longhand Over Laptop Note Taking. Psychological Science, 25(6), 1159–1168. https://doi.org/10.1177/0956797614524581

Kan digital litteratur og dannelse designes?

Toke Riis Ebbesen Debat, Design, Digitale kuriosa

På torsdag er jeg indbudt til at diskutere digital litteratur og dannelse på et såkaldt advisory board-møde, som nogle af de danske biblioteker holder. Problemet er den digitale eller elektroniske litteratur, som er udviklet først og fremmest på de digitale mediers præmisser. For hvad stiller bibliotekerne op med sms-noveller, med fanfiktion, der udvikler sig i kommentarfelterne og hvad har vi?

På mødet skal jeg – og andre– diskutere, hvad bibliotekernes rolle skal være. Man kan begynde med at spørge sig selv, hvad den digitale litteratur skal kunne i forhold til det dannelsesprojekt, bibliotekerne bygger på. Der er i den aktuelle debat flere positioner på, hvad en digital dannelse i det hele taget spiller, ligesom synet på, hvad den digitale litteraturs natur og rolle i den henseende er, varierer.

Så her et par hurtige skud fra hoften.

Dannelsen

Digital dannelse kunne fx være:

  • En række konkrete, og først og fremmest operationaliserbare digitale værktøjskundskaber – at kunne håndtere en 3d-printer, at kunne hacke et wordpress-tema, at kunne beherske Words standardtypografier, osv.
  • At begå sig på nettet og andre digitale platforme på en på en tryg og tillidsvækkende måde – herunder at have kendskab til korrekt citationspraksis, regler for god adfærd, kildekritik i fht. “fake news”, osv.
  • At have kendskab til digitale udviklinger inden for  litteraturen og andre finkulturelle felter – dvs. en digital fremskrivning af den klassiske dannelse gennem kendskab til de store navne, som så i en digital tidsalder er mere end bare Rifbjerg og Strunge, men måske også nogle af de nye kunstnere, der eksperimenterer med medierne.

Men spørgsmålet rækker også videre, nemlig til hvad bibliotekernes dannelsesformål egentlig er i dag. Der er basalt to veje at gå:

  • Er det at formidle litteratur “bredt”, dvs. uden en bestemt modtager for øje og uden en kriterier for rangordning, genrevalg, mm.? Skal vi bygge bibliotekernes arbejde med digital litteratur på det udvidede (social-) demokratiske ideal, hvor alle klasser, livsstile og flygtige samfundsbevægelsers efterspørgsel efter litteratur tilgodeses. Altså, skal bibliotekerne ikke alene udlåne krimier og Young Adult-bøger, men også populære spil, som har en eller anden form for litterær dimension (eller det, der er vildere)? Det er basalt en videreførsel af Julius Bomholts oprindelige kulturpolitik, der havde som formål (ligesom anden socialdemokratisk politik) at fastholde sociale fremskridt for alle ved at tækkes middelklassens behov for tryghed og velstandssikring gennem kulturtilbud.
  • Eller er det snarere, i en tid, hvor det fælles projekt er svært at få øje på, og der skal prioriteres (måske for at få råd til skattelettelser, ja, men…), at leve op til det oprindelige formål med bibliotekerne her i Danmark og andre lignende lande – de første biblioteker havde oftest til formål at oplyse arbejderne, for derved at vække deres interesse for det politiske arbejde, eller for den kristne sag. Dvs. skal der arbejdes langt mere målrettet på moralske og sociale reformer gennem den digitale litteratur? Skal indvandrere og socialt udsatte virkelig hjælpes ud af den sociale sump, der fastholder dem i gentagelsesmønstre over generationer, så skal der helt andre boller på suppen, og så nytter det ikke noget at holde fast i at tækkes middelklassen gennem almene velfærdstilbud. Hvem ved, hvilket litterært potentiale indvandrerbefolkningen og de hjemløse romaer kunne udfolde, hvis de blev frisat gennem en digital indsats og litteraturformidling rettet direkte mod dem?

Et vigtigt spørgsmål må derfor være, når vi taler litteratur, om al form for tekst (med fiktive elementer) tæller med? Eller om vi taler mere restriktivt om litteratur, som tekster der af nogle (fx lektører) bedømmes til at have en kunstnerisk eller intellektuel værdi, for eksempel fordi de anvender sprog eller andre udtryksmidler, der afviger fra den normale brug.  Altså: mener vi med digital litteratur den meget lidt udbredte litteratur, som meget få danskere læser (og meget få skriver), eller mener vi det noget bredere tekstbegreb (altså fx fanfiktion).

Men, og det er endnu mere vigtigt, grundlæggende må vi spørge os selv, hvilke grupper og individers litterære produktion og “produktion” skal der understøttes? Og dermed, hvilke sociale og politiske projekter vi egentlig finder nyttige at fremelske.

Hvad er digital litteratur?

For at kunne besvare de spørgsmål, kan det være interessant at se på, hvad digital eller “elektronisk” litteratur er. Den internationale Electronic Literature Organization definerer det som “værker med vigtige litterære aspekter, der drager fordel af de evner og kontekster som den enkeltstående eller netværkede computer stiller til rådighed”, eller værker der er “født digitale”, som N.K. Hayles betegner den her litteratur. Lise Kloster Gram fra Litteratursiden.dk definerer det som ” litteratur, der gør brug af det digitale medies muligheder. Det kan være hypertekst, flash-digte eller litteratur i apps, sms-fortællinger og på sociale medier”. Digital litteratur spreder sig altså væk fra det almindelige velkendte papir samlet af en bogryg og et omslag-format, og også væk fra de i medierne meget omtalte ebogsformater, fx epub og Kindle.

Samtidig med at vi ser flere og flere af den slags rent digitale litteraturformer, lever vi i også i en post-digital tidsalder, som Florian Cramer kalder det. Det er således kendetegnende, at vinylplader, kasettebånd, analoge synthesizere og andre “gammeldags” medier i stigende grad finder indpas og får revivals som niche-medier, der ser ud til at trives fint, sammen med nutidige medier og teknologier som smartphones. At de er “post” betyder ikke at digitale teknologier og medier er erstattet af noget andet, men at vi har bevæget os forbi den umiddelbare fascination af de “nye medier”, og indoptaget det digitale som noget naturligt. Nu kan det digitale spille en rolle både i forgrunden og baggrunden af vores opmærksomhed.

Vi ser derfor i stigende grad en række post-digitale  “hybride” litteraturformer, hvor værket eksisterer på tværs af medier, eller på den ene side findes digitalt og på den anden side analogt, men ikke kan forstås fuldstændigt uden at skele til den anden platform. Et eksempel kunne være Matrix af Erik Scherz, som er et parallelt værk, både foldet af papir og udhugget i html i en online-udgave. Digital og post-digital litteratur udfolder sig altså med udtryksmidler som er kendetegnet ved at overskride grænsen mellem digital og print, uden nøkker.

Hvis jeg derfor skal pege på nogle af de overordnede spørgsmål, jeg kan stille til den digitale litteratur, så må det i skitseform være disse:

  • Hvordan er litteraturen formet, dvs. hvordan er den designet som mere end bare tekst? Hvordan er det digitale, særlige udtryk manifesteret i materialle egenskaber og sammensætning af det digitale objekt?
  • Hvad er det for nogle betydningspotentialer det digitale værk rummer i sit design?
    • Hvilke betydninger er der muligheder og begrænsninger i, i brugen af litteratur? Det vil sige, hvad er det handlingsmæssige potentiale, inklusive de mulige, vanvittige måder, værket kan misbruges på, eller som har stor betydning for dele af samfundet, og ikke for andre?
    • Og hvilke diskursive associationer kan den digitale litteratur særligt lukke op for? Altså, hvilke kulturelle og sociale rammer kan den spille med og imod, når den ikke bare bliver brugt, læst, men også spiller en rolle for brugernes identitetsprojekter og værdimæssige orienteringer? Hvilken rolle kan den antage, når man ser på den inden for forskellige kulturelle fællesskaber? Hvordan opfattes ejerskabet til digital litteratur, i en tid, hvor Netflix og Spotify i stigende grad dominerer mediebilledet.

Post-digital litteratur er således kendetegnet ved at være designet med en masse træk, som er typisk digitale: Den er baseret på kode, hvilket giver en mere fri relation mellem form og indhold; den er hyper-tekstuel, dvs den kræver en ikke-triviel indsats at læse;  Den er generativ, dvs. programmeret til at udtrykke sig forskelligt, efter brugerens valg, eller efter tilfældigt valgte algoritmer og indlagte betingelser; og endelig er den performativ, dvs. at værket ofte fremstår helt forskelligt efter, hvordan det bliver taget i brug af “brugeren” eller læseren. Den digitale litteratur er altså på radikal vis ikke bare værker, som forfatteren kan fastfryse, men lever i den grad som performative, flydende objekter. Selv den mest simple ebog kan se helt forskellig ud, efter hvilke hvilke valg mht. indstillinger af lysstyrke, skriftstørrelse, størrelse på skærmen, der læses på, osv. De analoge værker spiller i stigende grad enten på at efterligne eller forstærke digitale effekter, eller på at forsimple læsningen, så den fremstår binær eller eller netop meget analog. Altsammen med interessante diskursive potentialer.

Bibliotekernes rolle

Et sidste spørgsmål, vi helt sikkert skal omkring på torsdag, er hvad i herrens navn bibliotekerne skal stille op med alt dette – performativ litteratur, som ikke lader sig fastfryse, litteratur, som rent praktisk “dør”, når der skiftes medie, enten fordi det simpelthen ikke lader sig gøre at remediere, fordi så meget af dets betydning ligger i handlingen, eller fordi dets fremvisningsteknologi bliver umoderne og pludseligt er “inkompatibelt” med moderne styresystemer. Og så videre. Det er umuligt at give et kort svar i denne form, særligt fordi så meget beror på et tydeligt svar på spørgsmålet om, hvad dannelse er, og for hvem den er til for.

Men her er et par bud på, hvad bibliotekerne kunne foretage sig, både hvad angår klassiske opgaver som opbevaring og arkivering til eftertidens brugere og historikere og hvad angår aktuelle formidlingsopgaver.

Opbevaring & arkivering til eftertiden

  • Selektion af udvalgte værker (a la http://collection.eliterature.org)
  • Opbevaring i flere eksemplarer og digitale formater
  • opbevaring og vedligeholdelse af den hurtigt forældede hardware til digital læsning og performance.
  • Arbejde for at forfattere og firmaer og projektmagere pligtafleverer.

Formidling

  • Stille fysiske rammer for performances til rådighed for “forfattere”, “producenter” og “brugere” (både aktuelle og historiske værker)
  • Være aktivt tilstede på de scener, hvor litteraturen konsumeres i dag, som formidlere, kuratorer, producenter og meget mere (Instagram, FaceBook, Pinterest, Twitter, Reddit, Medium, osv. men også på de nye litterære performative platforme, som fx Poetry Slam)
  • Snige digitalt født litteratur ind i udbredte platforme som eReolen.
  • Gøre det let for andre bibliotekarer at integrere digitale litterære værker i deres øvrige aktiviteter, fx gennem lektørudtalelser, vejledninger og andre initiative (a la DIGIrum).

Produktion

Det er lidt vildt, men bibliotekernes rolle kunne også være langt mere produktiv og igangsættende. Så for at forlænge bibliotekernes arbejde med læsekredse, forfatter-kurser, osv, kunne man:

  • Stille produktionsmidler og performance-udstyr til rådighed
  • Undervise i litterær produktion og selektion på tværs af medier

Ja, det var som sagt kun et hurtigt skud fra hoften, uden en egentlig konklusion, men med en masse spørgsmål og muligheder.
/ Toke

Skaber udgivelsespluralismen et nyt litterært system?

Toke Riis Ebbesen Debat ,

Vi lever i en tid med udgivelsespluralisme. Alle kan selvudgive en bog, hvis de vil. På en række forskellige medier, hvoraf den trykte bog kun er en af mange, ovenikøbet en af de mere eksotiske, når man sammenligner med internettets babylon af tekster. Det er, som den tidligere formand for forfatterforeningen, Lotte Garbers, skriver på sin blog, et klik væk. Man trykker bare “publish”, så er man udgivet.

Dermed kan alle også være forfattere, i betydningen at de står bag, og har ophavsret til en publiceret tekst. Og dermed bliver det relevant, at skelne mellem forskellige typer forfattere, snarere end om man er det eller ej. Og helt konkret betyder det en diskussion om, hvem der er inde og hvem der er ude. Lotte Garbers skelner for eksempel klart mellem selvudgivere og “rigtige” forfattere.

Mit ærinde her, er ikke at tage stilling til hvem, der er hvad, men at stille spørgsmålet fra en anden vinkel: om ikke udgivelsespluralismen skaber et nyt litterært system? Og hvordan ser sådan et ud?

Man kan, med den franske kultursociolog Bourdieu, se sådan en kamp på det kulturelle felt som en positionering omkring, hvem der rangerer højest inden for den litterære verden, og i det hele taget kan værdisættes. Det er ikke anderledes inden for den litterære verden, end så mange andre steder. Det ligger så at sige i kulturens dna, at den udpeger vindere og tabere, og peger på kvalitet, men også på, hvem der overhovedet kan regnes for rigtige kunstnere. Der er således noget på spil for de etablerede forfattere, som er vokset op inden for det, vi kan kalde for det traditionelle litterære system, skabt i en tid præget af meget lav udgivelsespluralisme. De føler sig, hvis man ser på det med Bourdieuske briller, truet af det nye udgivelsessystem, fordi det vender hele den eksisterende orden på hovedet.

Hvis alle kan publicere og blive forfattere, så er det med andre ord ikke de tidligere eksklusions- og inklusionsmekanismer, der virker. Det er ikke længere vigtigt, om man er med i forfatterforeningen. Det er ikke vigtigt, at man har fået det kvalitetsstempel, som forlagenes selektion, når de antager manuskripter og navne til udgivelse, repræsenter. Det er heller ikke vigtigt, om man modtager priser og anden anerkendelse, som er knyttet til det traditionelle system.

Det ligger derfor i den litterære verdens selvopretholdende  logik, at selvudgiverbølgens trussel forsøges imødegået. Man skriver, som Lotte Garbers og Klaus Rothstein, kronikker, der kritiserer selvudgiverne for manglende kvalitet. Man peger på slette motiver hos de, der forsøger at fremme selvudgivelsen. Man skriver, som Garbers: ”Det er “1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort”-logikken.” Selvudgiverne beskrives som “klynkende reaktionære” eller de bruger “konspirationsteoretiske argumenter”, der enten er ligeglade med litterær kvalitet eller tror sig forbigået af skumle indspiste, københavnske eliter.

Argumenter, som dette, der her fremstilles, bliver måske endda forstået som misundelighed over den position, de etablerede forfattere indtager. Men sagen er, at de mest højtrøstede selvudgivere, som for eksempel Nis Jakob, faktisk ikke ønsker den anerkendelse. Nuvel, de ønsker formodentlig, at mange læser deres tekster, eller at de rigtige personer gør det – de, der kan værdsætte lige netop deres skriverier for den kvalitet, de måtte have.  Man har også i USA set at nogle af de mest succerige selvudgivere, som for eksempel Amanda Hockey, på et tidspunkt har solgt deres udgivelseportefølje til etablerede forlag for at kunne koncentrere sig om at skrive. Men dette annullerer ikke den kraft, der ligger i selvudgiveriet: valget af forlag kommer efter successen og anerkendelsen, ikke før. Pointen er, at selvudgiveriet ikke alene truer de allerede etablerede forfatteres status, det truer hele det system, denne status bygger på.

Hvis nu denne diagnose faktisk er rigtig, at det eksisterende litterære system ikke længere kan opretholdes? Hvad kan så erstatte det etablerede litterære system? Det er ikke opgaven at besvare definitivt her. Men jeg vil dog godt pege på et træk i udviklingen, som formodentlig vil blive forlænget: at den stigende kommercialisering fjerner mellemmændene på det litterære marked. Man kan se, at hvis litteraturen i stigende grad bliver gjort til en letomsættelig vare, så bliver den også i stigende grad forbrugerstyret. Magten rykker gradvist over på websites som Amazon, Saxo og Goodreads, hvor brugerne kan give stjerner, skrive kommentarer og på andre måder direkte bedømme varerne på hylden. Dermed bliver det et system, hvor man som forbruger stoler mere på de masse-genererede bedømmelser, end på de officielle anerkendelser fra prisuddelinger, anmeldere  og andre aktører fra det eksisterende smagsdannende system. For eksempel er over en tredjedel af Amazons titler på top-50 i skrivende stund selvudgivne værker. Alt kan udgives i dette system, men det er ikke alt, der når til tops på listerne. De store internationale forlagskoncerner lægger massive reklamekampagner bag deres bøger. Alligevel er så stor en del af de populære bøger selvudgivne. Ikke fordi de har formået at få fremragende anmeldelser, men fordi de har været gode til at få en masse fans og forbrugere i tale.

Et sådant system er selvfølgelig også kritisabelt, fordi det ikke nødvendigvis formår at udpege den litterære kvalitet midt i alt det populære. Det vil derfor fremstå som en rædsel for mange. Men det er vel at mærke ikke et mere kommercielt system, end det nuværende litterære system, som jo også kan forstås som en benhård kapitalistisk verden. Det er i hvert fald, sådan de stærke forlag ser på det. Og det er også sådan forfatterne ofte ser på det. De vil jo netop gerne kunne leve af deres kunst og ikke kun betragtes som kunstneriske skønånder. Det etablerede litterære kredsløbs repræsentanter taler naturligvis om mangel på kvalitet, når de skal differentiere selvudgiverne fra sig selv. Men sandheden er nok nærmere, at kvalitet opstår lige så godt hos kunstnere, der udgiver og sælger selv, som hos kunstnere, der er udgivet på de etablerede selekterende forlag.

Forskellene må findes andre steder i det nye litterære billede.

Det er også klart, at forfatterforeningerne ikke længere kan have som eneste kriterie, at publikation af en bog alene konstituerer et medlemsskab. Det er et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt kriterie. Derfor vil jeg spå, at de inden for få år enten opgiver at være eksklusive foreninger, hvis mål er anerkendelse, og i stedet bliver bredere masse-serviceorganisationer for skrivende mennesker. Eller de går i den modsatte retning og indfører yderligere kriterier for kvalitet, for eksempel med komiteer, der bedømmer ansøgninger om optagelse, eller ligefrem ved at man gør sig selv-supplerende, det vil sige, peger på, hvem der kan optages.

Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Toke Riis Ebbesen Debat, Ebøger & ebogslæsere , , , ,

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Bibliotekerne kan ikke redde litteraturen gennem indkøb

Toke Riis Ebbesen Debat , , ,

Der er grøde i biblioteksverdenen. Danmarks Biblioteksforening har lige holdt årsmøde under overskriften Biblioteket efter Spotify. For i en verden, hvor streamingtjenester bliver mere og mere dominerende, så er bibliotekerne naturligvis pressede på det, der før blev opfattet som en af deres kernetjenester: at stille bøger til rådighed for danskerne, så alle har lige adgang til litteraturen.
Bogrygge

Spørgsmålet er så, om bibliotekerne i en tid med begrænsede midler skal stille de bøger til rådighed, som lånerne efterspørger, eller om de skal bruge deres begrænsede midler på at have kvalitetslittteratur på hylderne. Eller sat endnu hårdere op: skal bibliotekerne udlåne så mange bøger som muligt, eller skal de koncentrere sig om at formidle litteratur og andre medieformer?

Under overskriften “Et forsvar for arrogance” gør forfatteren Bent Vinn Nielsen sig til fortaler for det sidste synspunkt. Han vil gerne have bibliotekerne til at stoppe med at købe bestsellere og i stedet købe kvalitetsbøger. Han mener, at bibliotekerne bruger deres ressourcer på at købe bestsellere hjem, fremfor at købe de smalle udgivelser hjem – fx Kafkas dagbøger i dansk oversættelse, som kun er købt af 38 biblioteker. Det mener Vinn er en perversion, fordi det peger på, at bibliotekerne har glemt deres kernemission, som i følge ham er, at “ingen skal afholdes fra at læse litteraturen af økonomiske grunde, men det har da aldrig været meningen, at der ikke skal foretages en kvalitetsvurdering, om ikke andet så af den enkle grund, at man ikke kan have alting stående.”

Færre bestsellere vil ikke betyde (særlig meget) mere kvalitetslitteratur

Lad mig indlede med en vis pessimisme: Selvom jeg udmærket kan følge Vinns forargelse over, at bibliotekerne har købt så få af Kafkas dagbøger hjem, så tror jeg desværre ikke hans forslag om at købe færre af de trykte bestsellere hjem vil have den store effekt på udvalget af kvalitetslitteratur.

Der er nemlig kun få bestsellere i forhold til hvor mange “smalle” udgivelser, der udkommer – altså alle de vidunderlige og mindre vidunderlige bøger, der ikke opnår høje salgstal. Det er måske kun hver 8. bog, der er en bestseller. Derfor følger også logisk, at et mindre indkøb af dem, ikke vil have stor effekt på indkøbet af kvalitetslitteratur, forudsat, at bibliotekernes samlede indkøbspulje er den samme. Derfor er bliver det nyttesløst at klage over, at bestsellerne er på bibliotekerne.

Fjernede man bestsellerne, ville man kun opnå meget få ekstra titler inden for det, som kan kaldes kvalitetslitteratur – særligt, da det bestemt ikke er alle de smalle titler, der kan siges at være kvalitetslitteratur. Problemet er derfor snarere, at bibliotekernes samlede indkøb af trykte bøger er faldet. Altså, at den samlede kage, der kan skæres af og kvalitetsudvælges inden for, er blevet mindre.

Hvor 38 indkøbte eksemplarer således var lidt før i tiden, så har beskæringer og effektiviseringer i forbindelse med lukning af filialer og mindre lagerføring, sammenholdt med øgede priser pr. indkøbt bog, ført til at det formodentlig i dag ikke er så lille et tal [jeg kender ikke de konkrete gennemsnitstal].

En del af problematikken ligger muligvis i den måde, bibliotekerne evalueres på. Det er nemlig nærliggende at antage, at det primært er  kvantitative mål, specielt antal udlån, som kommunerne måler effektiviten af bibliotekernes service på. Ikke for, hvor kulturelt oplyste, lånerne føler sig. Derfor har bibliotekerne heller ikke det store incitament til at fjerne bestsellerne fra hylden.

Det gælder ikke ebøger

Problemstillingen aktuelt kun gælder de trykte bøger og ikke ebøgerne. Bibliotekerne køber nemlig ikke ét eksemplar af hver ebog, som de så kan låne ud. Lånerne har adgang til alle de titler der er i ereolen, som så betaler forlag og forfattere pr. download. Ereolen udvælger ganske vist også, hvad der skal stilles til rådighed, men da det ikke koster noget at have en titel til rådighed, men omvendt er dyrt at have bestsellerne, så er det økonomiske incitament for at have bestsellerne tilgængelige det omvendte: jo færre bestsellere, der downloades, jo bedre. I hvert fald er økonomien ikke et argument for at fravælge den smalle kvalitetslitteratur, fordi den netop downloades meget lidt. Endvidere har de store bestseller-forlag, Gyldendal og L&R også frivilligt valgt at trække deres titler ud af ereolen.

Men et er, hvad der gælder aktuelt, noget andet er den lurende digitale fremtid. Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før vi ser et kommercielt alternativ til ereolen. En streamingtjeneste, hvor man betaler et løbende abonnement for fri adgang til alle de bøger, man kan ønske sig. Det er der masser af indikationer på – Gyldendal har netop valgt at lukke sin ebogshandel, baseret på styksalg af bøger, for i stedet at satse på en streamet lydbogs-tjeneste, i samarbejde med svenske Storytel. Og der antydes, at en streamingtjeneste for alle bogformer venter i fremtiden.

Der findes flere kommercielle streamingtjenester, som formodentlig rammer markedet inden for i år. Internationalt har Amazon allerede en abonnementsbaseret streamingløsning, ligesom der findes en hel del startup-virksomheder på vej. Den store udfordring har dog hidtil været at få forlagene med på ideen, som indebærer en radikalt anden forretningsmodel, end den man kender fra den traditionelle bogverden. Bogverdenen er i det perspektiv kun nået til det stadie, musikbranchen var i for 10 år siden. Og der skal man huske, at musikverdenen kun flyttede sig, da den blev presset massivt på sin indtjening. Vi ser en faldende lønsomhed for bogbranchen generelt i Danmark, men salget er endnu ikke massivt truet af pirateri, som musikbranchen var det dengang.

Indkøb løser ikke problemet

Grundliggende, så tror jeg ikke, at bibliotekerne skal redde kvalitetslitteraturen gennem deres indkøb, uanset om de køber alt hjem, eller vælger kun at købe kvalitetslitteratur.

Til gengæld har bibliotekerne mulighed for at støtte litteraturen i sin bredde på mange andre måder. Bibliotekerne løfter allerede denne opgave på mange måder rundt omkring i landet – der afholdes forfatteraftener, digtoplæsninger, litteraturfestivaler, osv. Krimimessen er fx arrangeret af Horsens-bibliotekerne, og selvom om der er mange bestseller-krimier på programmet, så er der også plads til de smalle udgivelser og anderledes arrangementer. I den digitale verden ser vi, at bibliotekerne er gået ind i egentlig bogproduktion af apps, spændende online-litteratureksperimenter og elektronisk litteratur.

Det er tid til kreativ nytænkning. Det er tid til at bibliotekerne udnytter deres kæmpe potentiale, affødt af, at de har kontakt med virkelig mange læsere af bestsellere. Hvordan kan bibliotekerne bidrage til at lånerne vælger kvalitetslitteraturen frem for bestsellerne?

Lad Staten hjælpe litteraturen uden at genskabe monopoler

Toke Riis Ebbesen Debat

Der er en krise for den danske bogbranche i disse år. Hele vejen rundt oplever forlag og distributører og forhandlere af bøger, at der er problemer med at tjene penge på bøger. I dette indlæg ser jeg på, hvad der er galt, og hvad der kan gøres for at hjælpe bogbranchen politisk, uden at vende tilbage til tidligere tiders bogmonopolisme.

Men inden da imødegår jeg boghandlere og forlæggeres ønsker om at regeringen skal hjælpe bogbranchen ved at afregulere og monopolisere bogmarkedet på forskellig vis.

Standardløsningen: regulering af bogmarkedet

Der er tale om varierende forslag, blandt andet om at indføre faste bogpriser, eventuelt i en kortere periode. Der er også tale om at sænke momsen på bøger og andre tiltag, der primært har til formål at styrke boghandlerleddet direkte, og indirekte forlagene og forfatterne. Der har også været forslag fremme om at gøre det obligatorisk for bibliotekerne at købe et eksemplar af alle de 7-800 skønlitterære bøger, der udgives i Danmark hvert år, til alle filialer. Som for eksempel Søren Møller Christensen fra forlæggerforeningens bestyrelse skriver i Information, eller Gyldendal, der går ud og opfordrer til af-liberalisering af bogmarkedet. Jeg mener, ligesom Jan Østergaard Bertelsen, at de basalt set anbefaler en forkert medicin til de problemer, der forårsager lidelsen.

Der er således ingen tvivl om, at der er en slags krise for bogbranchen i Danmark.

Aktuelt oplevede forlagene en 15% omsætningsnedgang sidste år, hvilket blandt andet har ramt mit nystartede forlagsprojekt, Replikant hårdt. Jeg benægter altså ikke, at der er ikke er problemer. Samtidig oplever forlagene at bibliotekerne rationaliserer og køber færre bøger hjem end tidligere. Den smalle litteratur har det svært. Den sælger, som altid, ikke meget, fordi den netop er smal, men den bliver heller ikke eksponeret som tidligere. Supermarkederne og boghandlerkæderne fokuserer for meget på bestsellerne og er for styret af de store forlags reklamekampagner, fremfor af den gode litteratur, kunne man fristes til at tro.

Den aktuelle lønsomhed er imidlertid kun relativ i forhold til en større problemkreds end den aktuelle økonomiske krise. Grundlæggende, så er bogbranchen i gang med en omstrukturering, der er stærkt forandrende  i forhold til hvordan man producerer, distribuerer og forbruger bøger og indgår i nye internationale netværk, hvor markedskræfterne basalt set ikke interesserer sig for dansk sprog og værdier.

Faktorer der reelt truer bogbranchen

Der er tre overordnede forhold, der gør sig gældende.

  1. Vi skal ruste os til en internationaliseret fremtid, hvor udenlandske boghandlere og digitale aktører generelt kommer til at fylde endnu mere end i dag.
  2. Vi skal også ruste os til en fremtid, hvor paperbacks, der i dag udgør størstedelen af de udgivne bøger, i stigende grad vil blive erstattet af ebøger. En digital fremtid, hvor distributionen også i høj grad er styret af udenlandske aktører, men hvor også selvudgivere i stigende grad får en større rolle, fordi de kan udgive direkte til deres læsere, uden om både forlag og boghandlere.
  3. Endelig, så er problemet mere generelt, end at vi skal beskytte danske forlag og boghandlere, især hvis de opfattes som institutioner, der skal bevare eksisterende måder at læse, forhandle, distribuere og producere bøger på. Det primære samfundsproblem er at understøtte det danske sprogområde, samt at sikre at den danske befolkning opretholder et højt litterært niveau. En belæsthed, der kan give os internationalt udsyn og kompetencer i livet, som går ud over det curriculære, skolesystemet formidler. Det, der i gamle dage blev kaldt dannelse og som er grundlaget for det moderne, produktive samfund.

Det der er behov for, er således primært kulturstøtte, ikke erhvervsstøtte. Vi skal støtte boghandlerne, ikke for deres egen skyld, eller fordi det er rart at være i dem, men fordi de er, eller kan være, en del af det system, hvormed danskerne opnår dannelse. Og den erhvervsstøtte, der skal gives, skal fokusere på at understøtte dannelsen af et marked, der fungerer på de nye vilkår.

Afliberalisering forstærker den eksisterende udvikling

Afliberalisering vil efter min mening kun forstærke den udvikling, der er i gang, fordi den danske regering ganske enkelt ikke kan undgå den digitale udvikling, hvilket den formodentlig heller ikke ønsker. Faste priser vil reelt blot gøre boghandlerne konkurrencedygtige og ikke løse de strukturelle problemer, og i værste fald vil de være en kæmpe prismæssig støtte til supermarkederne, ikke den lokale boghandler.

Sidst men ikke mindst, vil en afliberalisering hæmme innovationen i bogbranchen. Det er dumt at genindføre et defacto boghandler-monopol på salg af bøger, heller ikke blot i en begrænset periode. Lad dog i stedet de, der er bedst til at sælge bøger, gøre det, og bland staten udenom det. Vi skal i stedet tænke i støtteordninger, der støtter salget af den gode litteratur, uanset, om det foregår i Netto eller i Vangsgaards boghandel.

Bogmoms er en død sild

En mindre bogmoms kan virke fristende, men forekommer bestemt ikke som en realistisk politisk mulighed at gå efter. Hvis momsen skal nedsættes for bøger, hvorfor så ikke også for andre trængte brancher?

Er det overhovedet en god ide at lege med momsen? Man har i Danmark tidligere forsøgt sig med momsnedsættelse. Det var et eksperiment under S-regeringen i 70’erne og det gik ret hurtigt i sig selv igen. Derfor tror jeg, at momsnedsættelse mere er udtryk for ønsketænkning, end det er tegn på realisme.

Ebøger sælger anderledes

Hvad angår ebøger, så er det kendetegnende for digitale produkter, at værdien af det enkelte digitale produkt går mod nul. En fil har meget lidt værdi i sig selv. I en digital fremtid kan man derfor primært sælge digitale produkter som tjenester, eller som led i pakker af oplevelser, som læserne føler har en reel værdi for dem. Det er derfor oplagt for mig, at bibliotekernes nuværende ebogsprojekt, ereolen.dk, hvor der er fri adgang til lån af ebøger under visse begrænsninger, er det vigtigste aktuelle projekt at støtte. Det er nemlig reelt en kæmpe og direkte støtte til forlagene og forfatterne. Det er klart, at bibliotekerne ikke skal være den eneste indtægtskilde for forlag og forfattere. Forlag og forfattere må derfor samtidig fokusere på, at de skal finde en hel række forskellige måder at tjene penge på, end blot at sælge dem som enkeltstående produkter. De må, som musikbranchen, fokusere på salg af fysiske oplevelser og på indtægtsstrømme fra mange forskellige digitale tjenester, der for eksempel har karakter af abonnementsordninger. De må investere i den digitale verdens måde at gøre tingene på.

Som det fremgår, så støtter jeg på ingen måde ideen om at fylde bibliotekerne med fysiske bøger. De skal selvfølgelig stadig købes hjem og med tjenester som bib.dk er de tilgængelige overalt i landet på bestilling. Langt de fleste vil, bognostalgi til trods, være glade for at kunne låne en ebog inden for få sekunder. Så kan bibliotekerne spare på magasinplads og fokusere på den fysiske formidling af litteraturen på biblioteker, skoler, arbejdspladser, osv.

Der mangler forslag i debatten til, hvad man så kan gøre. Her er derfor tre mere eller mindre konkrete forslag til, hvad man også kan gøre.

Forslag: Nytænkning af boghandlen

Boghandlerne skal ændre profil, og skal opmuntres til tænke i, hvordan de kan klare sig i kampen mod de store onlineboghandlere, uden at de forbliver dårligere direkte konkurrenter til dem. Mit bud er, ligesom Lise Vandborg, at de skal tænke i nicher. Her tænker jeg både på, at der findes uudnyttede muligheder inden for nogle af genrerne, men også på, at forhandlerne kan gå mere direkte efter bestemte kundesegmenter. Rejseboghandlen i København er et godt eksempel. Og så skal vi se på, hvordan bøger kan formidles kommercielt bedre andre steder end blot i boghandlere, defineret som steder, hvor bogsalg er den primære forretning. Som det er lige nu, så er det nok de facto ikke bøger, der udgør mange provinsboghandleres fortjeneste. I stedet skal vi støtte op om initiativer, hvor bøger har en fremtrædende plads, men ikke nødvendigvis er det vigtigste produkt.

Jeg taler ikke om, at der skal være flere postkortsælgende Bog & Ide-koncepter, men om steder, hvor bogen sælges sammen med produkter, der “passer sammen”. Her er et godt eksempel Løvens Bog og Vincafe i Århus. Det er en cafe, hvis salg åbenlyst primært ligger inden for kaffe, vin og mad, men hvor bøgerne fylder hylderne, og hvor bogarrangementer trækker en bestemt type kunder til. Bøgerne devalueres dermed ikke, og det er ret sikkert, at der sælges mere kvalitetslitteratur her, end på nogen supermarkedshylde.

Meget af dette er op til det private initiativ. At nogen simpelthen får den gode ide og realiserer den selv.  Men der kan også gøres noget i forhold til at gøre det lettere. Hvorfor ikke øremærke en del af iværksætterstøtten til at sikre dansk litteraturs formidling? Der er utroligt mange steder og begivenheder, hvor bøger “passer ind”, hvis man er lidt kreativ.

Forslag: Nyt støttesystem

Der skal ses på at modificere det nuværende støttesystem, så det primært støtter læsning og produktion af dansksproget litteratur (og oversat udenlandsk litteratur) direkte. Der bliver allerede givet en del støtte til forfatterne, så målet må være at støtte de øvrige led yderligere. Det vil altså sige forlag – eller mere generelt støttetjenester for forfattere – samt distributører og sælgere – eller mere generelt formidlere, af bøger. Og hvorfor ikke tænke nyt her? Stil krav om nytænkning, ikke alene på indholdssiden, men også i forhold til, hvordan der formidles, og hvordan produkterne udformes.

Forslag: Bedre lånemuligheder

Endelig foreslår jeg, at man indfører likviditetsfremmende tiltag, der støtter alle led i bogbranchen. Bogbranchen lider nemlig under samme problem, som mange andre brancher, nemlig at det er svært at låne penge, og dermed svært at investere i nye tiltag. Dette gør det svært for de mange mindre, potentielt set nytænkende aktører og nye tværgående initiativer at operere på markedsvilkår. Det kunne for eksempel være en statslig garanti, der gjorde muligt for både forlag, selvpublicerende forfattere, boghandlere og innovative it-baserede tjenester at låne kapital til en bedre rente, og dermed fremmede risikovilligheden i bogbranchen.

Jeg er klar over, at disse tre forslag på ingen måde løser alle problemer, men jeg vil mene, at de kan give en retning i forhold til, hvordan man kan støtte bogbranchen, og dermed litteraturen, uden at kvæle den unødigt i bagudskuende monopolisme.