Kan digital litteratur og dannelse designes?

På torsdag er jeg indbudt til at diskutere digital litteratur og dannelse på et såkaldt advisory board-møde, som nogle af de danske biblioteker holder. Problemet er den digitale eller elektroniske litteratur, som er udviklet først og fremmest på de digitale mediers præmisser. For hvad stiller bibliotekerne op med sms-noveller, med fanfiktion, der udvikler sig i kommentarfelterne og hvad har vi?

På mødet skal jeg – og andre– diskutere, hvad bibliotekernes rolle skal være. Man kan begynde med at spørge sig selv, hvad den digitale litteratur skal kunne i forhold til det dannelsesprojekt, bibliotekerne bygger på. Der er i den aktuelle debat flere positioner på, hvad en digital dannelse i det hele taget spiller, ligesom synet på, hvad den digitale litteraturs natur og rolle i den henseende er, varierer.

Så her et par hurtige skud fra hoften.

Dannelsen

Digital dannelse kunne fx være:

  • En række konkrete, og først og fremmest operationaliserbare digitale værktøjskundskaber – at kunne håndtere en 3d-printer, at kunne hacke et wordpress-tema, at kunne beherske Words standardtypografier, osv.
  • At begå sig på nettet og andre digitale platforme på en på en tryg og tillidsvækkende måde – herunder at have kendskab til korrekt citationspraksis, regler for god adfærd, kildekritik i fht. “fake news”, osv.
  • At have kendskab til digitale udviklinger inden for  litteraturen og andre finkulturelle felter – dvs. en digital fremskrivning af den klassiske dannelse gennem kendskab til de store navne, som så i en digital tidsalder er mere end bare Rifbjerg og Strunge, men måske også nogle af de nye kunstnere, der eksperimenterer med medierne.

Men spørgsmålet rækker også videre, nemlig til hvad bibliotekernes dannelsesformål egentlig er i dag. Der er basalt to veje at gå:

  • Er det at formidle litteratur “bredt”, dvs. uden en bestemt modtager for øje og uden en kriterier for rangordning, genrevalg, mm.? Skal vi bygge bibliotekernes arbejde med digital litteratur på det udvidede (social-) demokratiske ideal, hvor alle klasser, livsstile og flygtige samfundsbevægelsers efterspørgsel efter litteratur tilgodeses. Altså, skal bibliotekerne ikke alene udlåne krimier og Young Adult-bøger, men også populære spil, som har en eller anden form for litterær dimension (eller det, der er vildere)? Det er basalt en videreførsel af Julius Bomholts oprindelige kulturpolitik, der havde som formål (ligesom anden socialdemokratisk politik) at fastholde sociale fremskridt for alle ved at tækkes middelklassens behov for tryghed og velstandssikring gennem kulturtilbud.
  • Eller er det snarere, i en tid, hvor det fælles projekt er svært at få øje på, og der skal prioriteres (måske for at få råd til skattelettelser, ja, men…), at leve op til det oprindelige formål med bibliotekerne her i Danmark og andre lignende lande – de første biblioteker havde oftest til formål at oplyse arbejderne, for derved at vække deres interesse for det politiske arbejde, eller for den kristne sag. Dvs. skal der arbejdes langt mere målrettet på moralske og sociale reformer gennem den digitale litteratur? Skal indvandrere og socialt udsatte virkelig hjælpes ud af den sociale sump, der fastholder dem i gentagelsesmønstre over generationer, så skal der helt andre boller på suppen, og så nytter det ikke noget at holde fast i at tækkes middelklassen gennem almene velfærdstilbud. Hvem ved, hvilket litterært potentiale indvandrerbefolkningen og de hjemløse romaer kunne udfolde, hvis de blev frisat gennem en digital indsats og litteraturformidling rettet direkte mod dem?

Et vigtigt spørgsmål må derfor være, når vi taler litteratur, om al form for tekst (med fiktive elementer) tæller med? Eller om vi taler mere restriktivt om litteratur, som tekster der af nogle (fx lektører) bedømmes til at have en kunstnerisk eller intellektuel værdi, for eksempel fordi de anvender sprog eller andre udtryksmidler, der afviger fra den normale brug.  Altså: mener vi med digital litteratur den meget lidt udbredte litteratur, som meget få danskere læser (og meget få skriver), eller mener vi det noget bredere tekstbegreb (altså fx fanfiktion).

Men, og det er endnu mere vigtigt, grundlæggende må vi spørge os selv, hvilke grupper og individers litterære produktion og “produktion” skal der understøttes? Og dermed, hvilke sociale og politiske projekter vi egentlig finder nyttige at fremelske.

Hvad er digital litteratur?

For at kunne besvare de spørgsmål, kan det være interessant at se på, hvad digital eller “elektronisk” litteratur er. Den internationale Electronic Literature Organization definerer det som “værker med vigtige litterære aspekter, der drager fordel af de evner og kontekster som den enkeltstående eller netværkede computer stiller til rådighed”, eller værker der er “født digitale”, som N.K. Hayles betegner den her litteratur. Lise Kloster Gram fra Litteratursiden.dk definerer det som ” litteratur, der gør brug af det digitale medies muligheder. Det kan være hypertekst, flash-digte eller litteratur i apps, sms-fortællinger og på sociale medier”. Digital litteratur spreder sig altså væk fra det almindelige velkendte papir samlet af en bogryg og et omslag-format, og også væk fra de i medierne meget omtalte ebogsformater, fx epub og Kindle.

Samtidig med at vi ser flere og flere af den slags rent digitale litteraturformer, lever vi i også i en post-digital tidsalder, som Florian Cramer kalder det. Det er således kendetegnende, at vinylplader, kasettebånd, analoge synthesizere og andre “gammeldags” medier i stigende grad finder indpas og får revivals som niche-medier, der ser ud til at trives fint, sammen med nutidige medier og teknologier som smartphones. At de er “post” betyder ikke at digitale teknologier og medier er erstattet af noget andet, men at vi har bevæget os forbi den umiddelbare fascination af de “nye medier”, og indoptaget det digitale som noget naturligt. Nu kan det digitale spille en rolle både i forgrunden og baggrunden af vores opmærksomhed.

Vi ser derfor i stigende grad en række post-digitale  “hybride” litteraturformer, hvor værket eksisterer på tværs af medier, eller på den ene side findes digitalt og på den anden side analogt, men ikke kan forstås fuldstændigt uden at skele til den anden platform. Et eksempel kunne være Matrix af Erik Scherz, som er et parallelt værk, både foldet af papir og udhugget i html i en online-udgave. Digital og post-digital litteratur udfolder sig altså med udtryksmidler som er kendetegnet ved at overskride grænsen mellem digital og print, uden nøkker.

Hvis jeg derfor skal pege på nogle af de overordnede spørgsmål, jeg kan stille til den digitale litteratur, så må det i skitseform være disse:

  • Hvordan er litteraturen formet, dvs. hvordan er den designet som mere end bare tekst? Hvordan er det digitale, særlige udtryk manifesteret i materialle egenskaber og sammensætning af det digitale objekt?
  • Hvad er det for nogle betydningspotentialer det digitale værk rummer i sit design?
    • Hvilke betydninger er der muligheder og begrænsninger i, i brugen af litteratur? Det vil sige, hvad er det handlingsmæssige potentiale, inklusive de mulige, vanvittige måder, værket kan misbruges på, eller som har stor betydning for dele af samfundet, og ikke for andre?
    • Og hvilke diskursive associationer kan den digitale litteratur særligt lukke op for? Altså, hvilke kulturelle og sociale rammer kan den spille med og imod, når den ikke bare bliver brugt, læst, men også spiller en rolle for brugernes identitetsprojekter og værdimæssige orienteringer? Hvilken rolle kan den antage, når man ser på den inden for forskellige kulturelle fællesskaber? Hvordan opfattes ejerskabet til digital litteratur, i en tid, hvor Netflix og Spotify i stigende grad dominerer mediebilledet.

Post-digital litteratur er således kendetegnet ved at være designet med en masse træk, som er typisk digitale: Den er baseret på kode, hvilket giver en mere fri relation mellem form og indhold; den er hyper-tekstuel, dvs den kræver en ikke-triviel indsats at læse;  Den er generativ, dvs. programmeret til at udtrykke sig forskelligt, efter brugerens valg, eller efter tilfældigt valgte algoritmer og indlagte betingelser; og endelig er den performativ, dvs. at værket ofte fremstår helt forskelligt efter, hvordan det bliver taget i brug af “brugeren” eller læseren. Den digitale litteratur er altså på radikal vis ikke bare værker, som forfatteren kan fastfryse, men lever i den grad som performative, flydende objekter. Selv den mest simple ebog kan se helt forskellig ud, efter hvilke hvilke valg mht. indstillinger af lysstyrke, skriftstørrelse, størrelse på skærmen, der læses på, osv. De analoge værker spiller i stigende grad enten på at efterligne eller forstærke digitale effekter, eller på at forsimple læsningen, så den fremstår binær eller eller netop meget analog. Altsammen med interessante diskursive potentialer.

Bibliotekernes rolle

Et sidste spørgsmål, vi helt sikkert skal omkring på torsdag, er hvad i herrens navn bibliotekerne skal stille op med alt dette – performativ litteratur, som ikke lader sig fastfryse, litteratur, som rent praktisk “dør”, når der skiftes medie, enten fordi det simpelthen ikke lader sig gøre at remediere, fordi så meget af dets betydning ligger i handlingen, eller fordi dets fremvisningsteknologi bliver umoderne og pludseligt er “inkompatibelt” med moderne styresystemer. Og så videre. Det er umuligt at give et kort svar i denne form, særligt fordi så meget beror på et tydeligt svar på spørgsmålet om, hvad dannelse er, og for hvem den er til for.

Men her er et par bud på, hvad bibliotekerne kunne foretage sig, både hvad angår klassiske opgaver som opbevaring og arkivering til eftertidens brugere og historikere og hvad angår aktuelle formidlingsopgaver.

Opbevaring & arkivering til eftertiden

  • Selektion af udvalgte værker (a la http://collection.eliterature.org)
  • Opbevaring i flere eksemplarer og digitale formater
  • opbevaring og vedligeholdelse af den hurtigt forældede hardware til digital læsning og performance.
  • Arbejde for at forfattere og firmaer og projektmagere pligtafleverer.

Formidling

  • Stille fysiske rammer for performances til rådighed for “forfattere”, “producenter” og “brugere” (både aktuelle og historiske værker)
  • Være aktivt tilstede på de scener, hvor litteraturen konsumeres i dag, som formidlere, kuratorer, producenter og meget mere (Instagram, FaceBook, Pinterest, Twitter, Reddit, Medium, osv. men også på de nye litterære performative platforme, som fx Poetry Slam)
  • Snige digitalt født litteratur ind i udbredte platforme som eReolen.
  • Gøre det let for andre bibliotekarer at integrere digitale litterære værker i deres øvrige aktiviteter, fx gennem lektørudtalelser, vejledninger og andre initiative (a la DIGIrum).

Produktion

Det er lidt vildt, men bibliotekernes rolle kunne også være langt mere produktiv og igangsættende. Så for at forlænge bibliotekernes arbejde med læsekredse, forfatter-kurser, osv, kunne man:

  • Stille produktionsmidler og performance-udstyr til rådighed
  • Undervise i litterær produktion og selektion på tværs af medier

Ja, det var som sagt kun et hurtigt skud fra hoften, uden en egentlig konklusion, men med en masse spørgsmål og muligheder.
/ Toke

Skriv et svar