Apples iPad som studieredskab

Den gang Apples første iPad (2010) kom frem, skrev jeg et indlæg, hvor jeg oplistede 20 problemer med iPadden. Mange af mine kritikpunkter kan i dag forekomme noget bedagede, ikke mindst fordi denne særlige tablet viste sig at få en enorm succes, og i den mellemliggende periode stort set har udkonkurreret alt andet end de billigste noname-tablets. I mellemtiden er Chromebooks og Microsoft Surface kommet til som vægtige konkurrenter.

Jeg kunne i de første mange år på ingen måde anbefale iPads som erstatning for pc’en, hverken i klasseværelset eller i auditoriet. Der var store problemer med multitasking, dårlige skærme, manglende programmer, osv. Læs med, når jeg her argumenterer for, hvorfor jeg er godt på vej til at skifte mening: iPads er både gode at læse og skrive på, og derfor i stigende grad egnede som skole- og studieredskaber.

Gode grunde til at bruge iPad i dag

I dag er meget forbedret:

  • Der findes der relativt gode tastaturer, man kan skrive på, og skærmens softwaretastaturer er væsentligt bedre at skrive på – ligesom man kan installere en masse forskellige tastaturer, udføre automatisk teksterstatning og meget mere. Det er mao. blevet lettere at skrive på en iPad.
  • Apple’s Pencil og andre digitale penne, fx fra Logitech, kombineret med mere sensitive skærme, gør det desuden let at tegne og skrive håndskrift på skærmene, programmer som Evernote, OneNote og andre kan lave tekstgenkendelse.
  • iPad-skærmene er i dag alle højopløselige Retina-skærme og funktionen Night Shift skruer ned for det blå lys, så man ikke får ondt i øjnene af at læse på dem og kan sove om aftenen. Skærmenes farvegengivelse konkurrerer med eller overgår trykte magasiner i farvegenkendelse.
  • Siden iOS11 har man kunnet multitaske, med flere programmer vist samtidig og drag and drop, og meget andet, således at man reelt kan lave studiearbejde, i form at notetagning, overstregninger, klippeklistring af tekst, mm. på skærmen.
  • Handoff, iCloud sync og andre 3. parts-synkroniserings-tjenester gør det let at kombinere iPad, iPhone og almindelig Mac, så man sømløst kan skifte mellem arbejde på dem. Jeg kan fx sidde og arbejde i en Keynote-præsentation på min Mac, tage et billede på min iPhone og hente det direkte ind i Keynote. Jeg kan kopiere et stykke tekst på iPhone og sætte det ind i Word på Mac.
  • I stigende grad er de mange programmer på App Store en af de helt store styrker ved platformen. Programmerne bliver mere og mere avancerede, efterhånden som tiden går. Og der er bare vildt mange programmer, senest er Adobe Photoshop på vej i fuld version.

Jeg vil derfor ikke tøve med at fremhæve Apples iPad som et efterhånden meget kapabelt studieredskab. Alt er dog ikke lyserødt.

Mangler

Nogle af de ting, iPad-ejere stadig lider under er:

  • Adaptere, adaptere, adaptere – maskinen er utroligt simpel, til gengæld kræver alt adapter for at kunne tilsluttes til iPadden. Omvendt, så kører rigtig meget trådløst.
  • Det lukkede Apple-økosystem: du kan kun køre Apple-godkendte programmer på den. Det har dog vist sig at have den fordel, at man med stor sikkerhed ikke får virus eller andet skidt på sin iPad.
  • Batterilevetid – iPadden kører ca. 10 timer før den dør, afhængig af model, hvilket er rigtig fint, men det blegner stadig i sammenligning med Kindlen der har en uges levetid.

Jeg vil sige, at de her ting er noget, man vænner sig til. Er de fleste ikke godt tilfredse med at hente ting i App storen og vænnet til konstant at lade alt andet elektronisk udstyr i mellemtiden? Og hvad angår adaptere, så er det trods alt sjældent man har brug for dem i hverdagen – selvom det selvfølgelig er træls, hvis man står til en fremlæggelse i et auditorium og ens adapter ikke virker.

Endelig fremstår hele min oprindelige øvelse, hvor jeg sammenlignede iPadden med ebogslæsere som totalt bedaget – Den gang sammenlignede jeg med eInk-ebogslæsere, særligt Kindlen, i dag forekommer sådan en sammenligning urimelig, fordi der næsten ikke sælges nogle eink-ebogslæsere af betydning.

Farvel til computeren?

Nuvel, siden jeg er så positiv, vil jeg så anbefale, at man køber iPads til alle skoler eller at man smider sin computer ud? Nej! Eller, måske..

Sagen er, at intet tyder på, at man, alene gennem anskaffelse af ny teknologi, kan gøre noget positivt ved undervisningen i skolen. Tværtimod kan man ødelægge meget af det gode, der kendetegner det gode skole-rum, hvad angår koncentration, fælles indlæring, social kontakt, mm. Der findes med andre ord ikke noget “teknologi-fiks”, der løser skolens udfordringer. Man skal i hvert fald begynde omvendt med at se på, hvad problemerne og styrkerne ved den måde, det pædagogiske rum kører på, før man stiller spørgsmålet, hvilken teknologi der kan løse dem. Det har jeg tidligere forsøgt at give nogle tips til (10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen). Desværre er det tilsyneladende ikke det, der har karakteriseret den massive udrulning af iPads i danske skoler.

Når det er sagt, så kan iPads mange smarte ting – og på mange måder kan de ses som betydeligt bedre investeringer end de dyre Smartboards, som også har fyldt danske skolelokaler op. iPads har nemlig den fordel,  at de er en teknologi, som børnene kender hjemme fra, enten fra familiens iPads eller fra deres øvrige smartphones – i hvert fald i et land som Danmark, hvor langt langt de fleste hjem, uanset social status, har dem. Det vil sige, at man, i modsætning til alle mulige andre “smarte”, men for eleverne ukendte teknologier, må formode en høj fortrolighed med dimsen.

Hvad angår studerende på universitetsniveau, så er vi faktisk der, hvor mange studerende rent faktisk vil kunne studere udelukkende med en iPad som redskab, kombineret med et godt tastatur, evt. en digital pen. Jeg er ikke selv klar til at sige farvel, fordi jeg alligevel godt kan lide den større skærm, muligheden for at “rode” med indstillingerne og specialtilpasse alting, men for mange vil disse ting være irrelevante. Men jeg er jo også gammel 🙂

Toke Riis Ebbesen | Digital udvikling

Det er ret let at tage notat i en PDF på en iPad.

Lidt om at læse og skrive på iPad

Et niveau dybere er spørgsmålet, om vi ikke gør kognitiv skade på os selv ved at bruge de her skærme over alt. Min holdning, baseret på læsning af faglitteraturen om emnet, er nej – skærme er fine at læse og skrive på. Forskningen er bestemt ikke færdig med at studere dette emne (hvordan kan den være det efter 8 år?), men alligevel kan vi sige nogle få ting om det. For det første, peger meget på, at vi husker tingene bedre, når vi læser ting i trykte bøger, frem for i ebogsformat på en skærm. Men meget tyder på, at disse resultater primært stammer fra at man har lavet forsøg med studerende på enten PC-skærme eller Kindler, eller at den digitale læsning er foretaget på meget forenklede læseprogrammer, som naturligt nok gør det svært at læse på dem, i sammenligning med papiret. Som et studie af læsning fra 2016 konkluderer, “is not the materiality of the presentation medium that influences reading outcomes, rather it is the extent to which the text presentation facilitates, or impedes, the reader’s ability to construct a cognitive map that influences the reading process” (Hou, Rashid & Lee, 2017).

Med andre ord, det er ikke egenskaber ved det digitale medie, eller skærmens hardware, der er afgørende for læsning. iPads kan med andre ord være gode at læse på, hvis interfacet i det program, man læser teksten er godt nok til at danne overblik over, hvor man er i teksten. Og der er vi bare så tidligt i udviklingen af de her digitale dimser i vores liv – iPadden har faktisk kun eksisteret i 8 år!  – at softwaren overordnet set ikke har været god nok til det, den hævdede. Men det er på vej i den rigtige retning – programmer som LiquidText viser allerede vejen. Andre, mere syrede fremtidsorienterede eksperimenter med AR og 3d-læse-programmer er også på vej, for eksempel så jeg en præsentation af et større internationalt forlags eksperimenter med læsning i 3 dimensioner på en konference fornyligt.

Dertil kommer, at noget nyere forskning peger på, at håndskrift på tablets, måske på grund af den glatte skærm, faktisk er bedre at skrive på (for voksne) end papir (Mueller & Oppenheimer, 2014). Og dertil kommer de mange muligheder for at gennem, dele og manipulere med ens noter efterfølgende, som efterlader papiret i støvet.

Dog gælder dette kun for mennesker, der allerede har lært at skrive helt, dvs. man skal være 15 år eller ældre før det er en god ide at droppe papiret som skrive-medie. For børn, der skal lære at skrive, er papiret derfor stadig det bedste, og iPads kan potentielt skade indlæringen af håndskrift, som for mig at se stadig er central at lære, p.gr.a. de positive effekter af den hånd/øje/hjerne-koordination, der finder sted, og som kan overføres til andre områder af livet!

Kilder

Hou, J., Rashid, J., & Lee, K. M. (2017). Cognitive map or medium materiality? Reading on paper and screen. Computers in Human Behavior, 67, 84–94. https://doi.org/10.1016/j.chb.2016.10.014
Mueller, P. A., & Oppenheimer, D. M. (2014). The Pen Is Mightier Than the Keyboard: Advantages of Longhand Over Laptop Note Taking. Psychological Science, 25(6), 1159–1168. https://doi.org/10.1177/0956797614524581

Kan digital litteratur og dannelse designes?

På torsdag er jeg indbudt til at diskutere digital litteratur og dannelse på et såkaldt advisory board-møde, som nogle af de danske biblioteker holder. Problemet er den digitale eller elektroniske litteratur, som er udviklet først og fremmest på de digitale mediers præmisser. For hvad stiller bibliotekerne op med sms-noveller, med fanfiktion, der udvikler sig i kommentarfelterne og hvad har vi?

På mødet skal jeg – og andre– diskutere, hvad bibliotekernes rolle skal være. Man kan begynde med at spørge sig selv, hvad den digitale litteratur skal kunne i forhold til det dannelsesprojekt, bibliotekerne bygger på. Der er i den aktuelle debat flere positioner på, hvad en digital dannelse i det hele taget spiller, ligesom synet på, hvad den digitale litteraturs natur og rolle i den henseende er, varierer.

Så her et par hurtige skud fra hoften.

Dannelsen

Digital dannelse kunne fx være:

  • En række konkrete, og først og fremmest operationaliserbare digitale værktøjskundskaber – at kunne håndtere en 3d-printer, at kunne hacke et wordpress-tema, at kunne beherske Words standardtypografier, osv.
  • At begå sig på nettet og andre digitale platforme på en på en tryg og tillidsvækkende måde – herunder at have kendskab til korrekt citationspraksis, regler for god adfærd, kildekritik i fht. “fake news”, osv.
  • At have kendskab til digitale udviklinger inden for  litteraturen og andre finkulturelle felter – dvs. en digital fremskrivning af den klassiske dannelse gennem kendskab til de store navne, som så i en digital tidsalder er mere end bare Rifbjerg og Strunge, men måske også nogle af de nye kunstnere, der eksperimenterer med medierne.

Men spørgsmålet rækker også videre, nemlig til hvad bibliotekernes dannelsesformål egentlig er i dag. Der er basalt to veje at gå:

  • Er det at formidle litteratur “bredt”, dvs. uden en bestemt modtager for øje og uden en kriterier for rangordning, genrevalg, mm.? Skal vi bygge bibliotekernes arbejde med digital litteratur på det udvidede (social-) demokratiske ideal, hvor alle klasser, livsstile og flygtige samfundsbevægelsers efterspørgsel efter litteratur tilgodeses. Altså, skal bibliotekerne ikke alene udlåne krimier og Young Adult-bøger, men også populære spil, som har en eller anden form for litterær dimension (eller det, der er vildere)? Det er basalt en videreførsel af Julius Bomholts oprindelige kulturpolitik, der havde som formål (ligesom anden socialdemokratisk politik) at fastholde sociale fremskridt for alle ved at tækkes middelklassens behov for tryghed og velstandssikring gennem kulturtilbud.
  • Eller er det snarere, i en tid, hvor det fælles projekt er svært at få øje på, og der skal prioriteres (måske for at få råd til skattelettelser, ja, men…), at leve op til det oprindelige formål med bibliotekerne her i Danmark og andre lignende lande – de første biblioteker havde oftest til formål at oplyse arbejderne, for derved at vække deres interesse for det politiske arbejde, eller for den kristne sag. Dvs. skal der arbejdes langt mere målrettet på moralske og sociale reformer gennem den digitale litteratur? Skal indvandrere og socialt udsatte virkelig hjælpes ud af den sociale sump, der fastholder dem i gentagelsesmønstre over generationer, så skal der helt andre boller på suppen, og så nytter det ikke noget at holde fast i at tækkes middelklassen gennem almene velfærdstilbud. Hvem ved, hvilket litterært potentiale indvandrerbefolkningen og de hjemløse romaer kunne udfolde, hvis de blev frisat gennem en digital indsats og litteraturformidling rettet direkte mod dem?

Et vigtigt spørgsmål må derfor være, når vi taler litteratur, om al form for tekst (med fiktive elementer) tæller med? Eller om vi taler mere restriktivt om litteratur, som tekster der af nogle (fx lektører) bedømmes til at have en kunstnerisk eller intellektuel værdi, for eksempel fordi de anvender sprog eller andre udtryksmidler, der afviger fra den normale brug.  Altså: mener vi med digital litteratur den meget lidt udbredte litteratur, som meget få danskere læser (og meget få skriver), eller mener vi det noget bredere tekstbegreb (altså fx fanfiktion).

Men, og det er endnu mere vigtigt, grundlæggende må vi spørge os selv, hvilke grupper og individers litterære produktion og “produktion” skal der understøttes? Og dermed, hvilke sociale og politiske projekter vi egentlig finder nyttige at fremelske.

Hvad er digital litteratur?

For at kunne besvare de spørgsmål, kan det være interessant at se på, hvad digital eller “elektronisk” litteratur er. Den internationale Electronic Literature Organization definerer det som “værker med vigtige litterære aspekter, der drager fordel af de evner og kontekster som den enkeltstående eller netværkede computer stiller til rådighed”, eller værker der er “født digitale”, som N.K. Hayles betegner den her litteratur. Lise Kloster Gram fra Litteratursiden.dk definerer det som ” litteratur, der gør brug af det digitale medies muligheder. Det kan være hypertekst, flash-digte eller litteratur i apps, sms-fortællinger og på sociale medier”. Digital litteratur spreder sig altså væk fra det almindelige velkendte papir samlet af en bogryg og et omslag-format, og også væk fra de i medierne meget omtalte ebogsformater, fx epub og Kindle.

Samtidig med at vi ser flere og flere af den slags rent digitale litteraturformer, lever vi i også i en post-digital tidsalder, som Florian Cramer kalder det. Det er således kendetegnende, at vinylplader, kasettebånd, analoge synthesizere og andre “gammeldags” medier i stigende grad finder indpas og får revivals som niche-medier, der ser ud til at trives fint, sammen med nutidige medier og teknologier som smartphones. At de er “post” betyder ikke at digitale teknologier og medier er erstattet af noget andet, men at vi har bevæget os forbi den umiddelbare fascination af de “nye medier”, og indoptaget det digitale som noget naturligt. Nu kan det digitale spille en rolle både i forgrunden og baggrunden af vores opmærksomhed.

Vi ser derfor i stigende grad en række post-digitale  “hybride” litteraturformer, hvor værket eksisterer på tværs af medier, eller på den ene side findes digitalt og på den anden side analogt, men ikke kan forstås fuldstændigt uden at skele til den anden platform. Et eksempel kunne være Matrix af Erik Scherz, som er et parallelt værk, både foldet af papir og udhugget i html i en online-udgave. Digital og post-digital litteratur udfolder sig altså med udtryksmidler som er kendetegnet ved at overskride grænsen mellem digital og print, uden nøkker.

Hvis jeg derfor skal pege på nogle af de overordnede spørgsmål, jeg kan stille til den digitale litteratur, så må det i skitseform være disse:

  • Hvordan er litteraturen formet, dvs. hvordan er den designet som mere end bare tekst? Hvordan er det digitale, særlige udtryk manifesteret i materialle egenskaber og sammensætning af det digitale objekt?
  • Hvad er det for nogle betydningspotentialer det digitale værk rummer i sit design?
    • Hvilke betydninger er der muligheder og begrænsninger i, i brugen af litteratur? Det vil sige, hvad er det handlingsmæssige potentiale, inklusive de mulige, vanvittige måder, værket kan misbruges på, eller som har stor betydning for dele af samfundet, og ikke for andre?
    • Og hvilke diskursive associationer kan den digitale litteratur særligt lukke op for? Altså, hvilke kulturelle og sociale rammer kan den spille med og imod, når den ikke bare bliver brugt, læst, men også spiller en rolle for brugernes identitetsprojekter og værdimæssige orienteringer? Hvilken rolle kan den antage, når man ser på den inden for forskellige kulturelle fællesskaber? Hvordan opfattes ejerskabet til digital litteratur, i en tid, hvor Netflix og Spotify i stigende grad dominerer mediebilledet.

Post-digital litteratur er således kendetegnet ved at være designet med en masse træk, som er typisk digitale: Den er baseret på kode, hvilket giver en mere fri relation mellem form og indhold; den er hyper-tekstuel, dvs den kræver en ikke-triviel indsats at læse;  Den er generativ, dvs. programmeret til at udtrykke sig forskelligt, efter brugerens valg, eller efter tilfældigt valgte algoritmer og indlagte betingelser; og endelig er den performativ, dvs. at værket ofte fremstår helt forskelligt efter, hvordan det bliver taget i brug af “brugeren” eller læseren. Den digitale litteratur er altså på radikal vis ikke bare værker, som forfatteren kan fastfryse, men lever i den grad som performative, flydende objekter. Selv den mest simple ebog kan se helt forskellig ud, efter hvilke hvilke valg mht. indstillinger af lysstyrke, skriftstørrelse, størrelse på skærmen, der læses på, osv. De analoge værker spiller i stigende grad enten på at efterligne eller forstærke digitale effekter, eller på at forsimple læsningen, så den fremstår binær eller eller netop meget analog. Altsammen med interessante diskursive potentialer.

Bibliotekernes rolle

Et sidste spørgsmål, vi helt sikkert skal omkring på torsdag, er hvad i herrens navn bibliotekerne skal stille op med alt dette – performativ litteratur, som ikke lader sig fastfryse, litteratur, som rent praktisk “dør”, når der skiftes medie, enten fordi det simpelthen ikke lader sig gøre at remediere, fordi så meget af dets betydning ligger i handlingen, eller fordi dets fremvisningsteknologi bliver umoderne og pludseligt er “inkompatibelt” med moderne styresystemer. Og så videre. Det er umuligt at give et kort svar i denne form, særligt fordi så meget beror på et tydeligt svar på spørgsmålet om, hvad dannelse er, og for hvem den er til for.

Men her er et par bud på, hvad bibliotekerne kunne foretage sig, både hvad angår klassiske opgaver som opbevaring og arkivering til eftertidens brugere og historikere og hvad angår aktuelle formidlingsopgaver.

Opbevaring & arkivering til eftertiden

  • Selektion af udvalgte værker (a la http://collection.eliterature.org)
  • Opbevaring i flere eksemplarer og digitale formater
  • opbevaring og vedligeholdelse af den hurtigt forældede hardware til digital læsning og performance.
  • Arbejde for at forfattere og firmaer og projektmagere pligtafleverer.

Formidling

  • Stille fysiske rammer for performances til rådighed for “forfattere”, “producenter” og “brugere” (både aktuelle og historiske værker)
  • Være aktivt tilstede på de scener, hvor litteraturen konsumeres i dag, som formidlere, kuratorer, producenter og meget mere (Instagram, FaceBook, Pinterest, Twitter, Reddit, Medium, osv. men også på de nye litterære performative platforme, som fx Poetry Slam)
  • Snige digitalt født litteratur ind i udbredte platforme som eReolen.
  • Gøre det let for andre bibliotekarer at integrere digitale litterære værker i deres øvrige aktiviteter, fx gennem lektørudtalelser, vejledninger og andre initiative (a la DIGIrum).

Produktion

Det er lidt vildt, men bibliotekernes rolle kunne også være langt mere produktiv og igangsættende. Så for at forlænge bibliotekernes arbejde med læsekredse, forfatter-kurser, osv, kunne man:

  • Stille produktionsmidler og performance-udstyr til rådighed
  • Undervise i litterær produktion og selektion på tværs af medier

Ja, det var som sagt kun et hurtigt skud fra hoften, uden en egentlig konklusion, men med en masse spørgsmål og muligheder.
/ Toke

Mit digitale skriveworkflow

Som universitetsansat forsker er en af mine primære opgaver at bedrive forskning og dermed at skrive artikler, papers, konferenceoplæg og anden tekst (den anden er undervisning, selvom møder, vejledning, udviklingsprojekter, mm. de facto tager meget tid). I dette indlæg vil jeg, til inspiration, give dig indsigt i, hvilke værktøjer, jeg typisk arbejder med, og hvordan jeg bruger dem.

Min computer

Jeg arbejder på en MacBook Pro 13″ – det er for mig den perfekte kombination af holdbarhed, bærbarhed og en god skærm og keyboard og pegeplade. Samtidig er jeg efterhånden så meget superbruger på Mac, at jeg altid føler mig decideret stækket, når jeg i ny og næ må arbejde på Windows/Linux-maskiner. Dermed ikke sagt, at det er en one-size-fits-all, men jeg er altså Mac-bruger. Skulle det blive nødvendigt, så findes næsten alle de programmer, jeg bruger, dog også til Windows.

Mit skrive-workflow til artikler

Research, noter, mm.

Jeg bruger Evernote/Alternote til stort set  alt mit daglige arbejde. Alternote er en klient til note-programmet Evernote. Den kan stort set det samme, men har et langt bedre interface end Endnote.

Jeg har som regel oprettet en notesbog i Alternote, hvor jeg samler materiale, billeder, noter og andet, som jeg finder undervejs i processen.

Jeg befinder mig i research- og skriveprocessen rigtig meget på nettet – blandt andet fordi jeg er storforbruger af sociale medier, også i professionelt øjemed. Men jeg finder også litteratur på Google Scholar, WorldCat, Syddansk Universitets Summon, Bibliotek.dk og andre steder på nettet. Safari er en hurtig browser, som kan udvides med funktioner gennem forskellige udvidelser, og med den kan jeg let synkronisere med Safari på iPhone. Hver gang jeg finder en artikel på nettet, jeg vil gemme, så bruger jeg Evernotes Web Clipper til at gemme en kopi af den, som jeg kan tilgå i Alternote. Jeg gemmer også billeder og andet relateret til specifikke projekter i Evernote, selvom jeg normalt også holder styr på den slags i mapper.

Skriveprocessen

Jeg skriver de første udkast til en artikel i Alternote. Her er min tekst en note blandt andre i notesbogen, der hører til det aktuelle skriveprojekt.

Jeg holder styr på mine litteraturhenvisninger vha. programmet Zotero. Når jeg skal bruge en henvisning, finder jeg den i Zotero (hvis den ikke er i Zotero, er den som regel i Google Scholar eller WorldCat, hvorfra jeg med det samme kan importere den direkte til Zotero vha. Zoteros Safari-plugin), og copypaster den ind i dokumentet, formateret som “Scannable cite” (I Zotero > Indstillinger > Eksport > Standardformat for output). Jeg kunne også bruge alternativer til Zotero, for eksempel Mendeley eller Endnote, men Zotero er gratis, ret hurtigt og har er godt supportforum, hvis man løber ind i problemer.

Når jeg er i tvivl om ord, eller mangler variation, bruger jeg fx programmet Ordbogen.com (typisk dansk-engelsk) eller Nisus Thesaurus (engelsk-engelsk).

Færdigskrivning

Når jeg mener at være færdig med første udkast, copypaster jeg derefter al teksten ind i tekstbehandlingsprogrammet Libreoffice. Her scanner derefter dokumentet vha. Zoteros RTF/ODF-plugin. Det finder alle kildehenvisninger, formaterer dem i det ønskede format (fx APA eller Harvard) og opretter en litteraturliste.

Når det er gjort, redigerer jeg artiklen færdig. Teksten bliver gennemskrevet, afsnit måske rykket rundt, overskrifter og tekst bliver opmarkeret vha. standardtypografier, hvis de ikke allerede er det. Hvis jeg evt. finder nogle flere litteraturhenvisninger, indsætter jeg dem vha. Zoteros LibreOffice-plugin, som også automatisk opdaterer litteraturlisten. Jeg skifter evt. litteraturhenvisningsformat, hvis jeg vælger at sende til et andet tidsskrift med andre krav, og det er også et tryk på en knap.

Finpudsning

Når teksten er skrevet, er det tid til at finpudse. Keywords, abstract, billeder, m.m. bliver indsat og billedtekster, og tabeller bliver korrekt formateret i forhold til tidsskrifts-kravene.

Når jeg mener at være helt færdig, bruger jeg programmet ProwritingAid til at tjekke for grammatiske fejl, sprogstil, synonymer, diktion, sprogtone, mm. Det erstatter ikke at man selv læser dokumentet igennem – der skal stadig læses slutkorrektur på det af et menneske – men det er alligevel et genialt program, der fanger mange dumme fejl, sprogblomster og decideret dårligt sprog, jeg sagtens selv kan overse. Ikke mindst, må jeg tilstå, at det er bedre til engelsk kommatering, end jeg er. Det er en guldgrube af hjælp, og jeg har investeret i et livstidsabonnement (der findes en gratis web-version til mindre tekster).

Endelig eksporterer jeg det færdige dokument til det format, tidsskriftet ønsker, typisk Word (docx), så jeg kan sende det til review.

Øvrige småtterier

Endelig har jeg også en række små programmer installeret, som gør livet lidt længere.

  • ClipMenu – gemmer en historik over tekst, billeder, mm., jeg kopierer, så jeg kan fx. indsætte den forrige tekst-bid, jeg kopierede ud af et dokument.
  • Devon WordServices – installerer en række funktioner i menuen på tværs af alle programmer (Programnavn > Tjenester), som konverterer tekst. Fx tekst “Hvor Alting Er Skrevet Med Store Begyndelsesbogstaver” til “Hvor alting er skrevet med store begyndelsesbogstaver. Der er også en statistik-funktion, så jeg let kan tjekke antal ord, tegn, mm. i ethvert program.
  • Alfred – er en søgefunktion, der erstatter det indbyggede Spotlight. Det kan alt muligt, Spotlight ikke kan, bl.a. har jeg installeret et Zotero-søgeplugin, så jeg ikke behøver åbne Zotero for at finde en litteraturhenvisning.
  • F.lux – skruer ned for det blå lys ved solnedgang, så det biologiske ur ikke bliver forstyrret op til sengetid, hvis jeg arbejder sent. I øvrigt skal jeg helst slutte et par timer før sengetid, så sover jeg bedre. Med den næste version af Mac OS X er den funktion indbygget i systemet.
  • SelfControl – slukker for udvalgte websites, fx facebook og Twitter, i et tidsrum, jeg selv bestemmer. Praktisk, hvis man når jeg har tendens til digitale overspringshandlinger og SKAL skrive noget færdigt.
  • Derudover er jeg heftig bruger af Apples Keynote til præsentationer, og bruger også tit Apple Pages til at skrive mindre tekster.

Det var en kort oversigt over, hvordan jeg arbejder. Naturligvis går det ikke altid sådan. Nogle gange skriver jeg bare i Word, fx hvis jeg arbejder videre på et dokument, jeg modtager fra andre.

– Hvordan arbejder du?

Evernote

EvernoteHer følger endnu en produktanmeldelse i genren “produktivitetsværktøjer”. Jeg har det seneste halve år brugt Evernote til at skrive alle mine tekster og noter, og som noget nyt også til at holde styr på mine pdf-filer, word-dokumenter, klip fra nettet, osv. Og det er ret genialt.

Disclaimer: Jeg ved normalt godt, at det er et dårligt tegn, når man begynder at fokusere på, hvilke værktøjer man arbejder med, hvilke fonte, man bruger, osv.

I dette tilfælde kan jeg med stor fornøjelse sige, at redskabet faktisk har vist sig at være meget produktivitetsforbedrende. Det er fordi Evernote tager fokus fra strukturere og ordne sine data, og over på at fylde dem ind, så let som muligt, og på så mange måder som muligt. Det sikrer, at man får det gjort. Svagheden ved langt de fleste note og projektstyringsprogrammer – For eksempel Devonthink, Tinkertool, Scrivener, for at tage nogle af de mest avancerede – er, at de har for høj en læringskurve. Man bruger for meget tid på at sætte sig ind i dem, før de virker. Jeg siger ikke, at de ikke kan være meget nyttige, men tro mig, jeg har spildt meget tid på den slags. Evernote virker bare.

Evernotes programvindue

Jeg smider  alle mine filer ind i programmet, så er de der. Jeg kan så vælge at lægge dem i mapper og undermapper og eventuelt tagge dem på tværs af mapper med mærkater. Programmets avancerede  søgefunktion gør det let at finde dem igen, eller vise nye veje ind i mit personlige arkiv.

Dernæst laver Evernote tekstgenkendelse på mine billeder og pdf’er, så de er fuldt søgbare, hvis de indeholder tekst. Det er smart med indscannede whiteboard- eller tavlenoter, for eksempel.

Input via alle platforme

Noget af det helt geniale er, at Evernote hele tiden synkroniserer med deres cloudbaserede server. Det betyder, at der bliver taget backup løbende. Men det betyder også, at jeg kan tilgå alle mine dokumenter på Evernotes iPhone app, når jeg er på farten, sålænge der er internetforbindelse. Det betyder også, at jeg arbejder gnidningsløst videre på min arbejds-computer, selvom jeg har skrevet på min egen Mac aftenen før. Evernote har også lavet en meget lækker iPad-app, Penultimate, som jeg dog ikke bruger i det daglige.

Integration med browseren

Udover Evernote og Pages eller Word, er browseren det vigtigste program, jeg arbejder i. Søgning i Google fylder helt klart mest  i den henseende. Og netop her har Evernote en anden styrke. Programmet integrerer nemlig, ved hjælp af flere plugins, med de mest udbredte browsere. I mit tilfælde anvender jeg for tiden Safari, men det virker de fleste browsere.

google-evernote integrationEn Google-søgning, der viser resultater fra Evernote ved siden af internetkilder.

En sidste smart ting er, at man kan arbejde sammen med andre på ens noter. Det har jeg indtil videre haft begrænset succes med, da måden, Evernote gør det på, slet ikke er lige så avanceret som for eksempel Google docs eller Pages.

Jeg bør også nævne, at Evernote integrerer med en enorm mængde cloudbaserede tjenester og smartphone apps. Det gør det muligt at bruge programmet til næsten alt, og det vil jeg derfor ikke gå nærmere ind på, da mit hovedbudskab er, at programmet i sig selv er meget let at gå til og komme i gang med.

Afsluttende kritiske bemærkninger

Selv om denne omtale af Evernote kan virke jubelglad, så er selvfølgelig også muligt at finde negative sider ved det. Der er for eksempel nogle funktioner, der mangler i den gratis version af programmet, som for lidt mere avancerede brugere gør det nødvendigt at opgradere til premium-abonnementet, som koster ca. 325 kr pr. år. Jeg er personligt glad for at betale de penge, programmet er bestemt det værd.

Af mere principiel karakter er der det forhold, at man ved at synkronisere sine data med Evernotes server, gladeligt afleverer al sin information til et amerikansk firma. Et firma som muligvis (formodentlig) udleverer dine data til NSA på den mindste formodning. Det kan jeg så i dette tilfælde leve med. Man kan beskytte sensitive filer, kodeord og anden privat information ved at slå den automatiske synkronisering fra for dem specfikt.

En anden indvending er, at Evernote er en silo, du lukker dine data ind i – du skal åbne programmet for at få adgang til dem. På sin vis er det korrekt. Omvendt er det muligt at eksportere alle data fra Evernote, ligesom mange af de tjenester, der er muligt at integrere med, giver god adgang til ens data, hvis man ønsker det.

Så alt i alt, en anbefaling her fra.

Nyt Apple Pages

Apple Pages 5Med lanceringen af den seneste version 5 af tekstbehandlingsprogrammet Pages har Apple endelig opdateret deres skriveprogram, efter ca. 4,5 års ventetid. En historisk begivenhed for seriøse tekstskrivere der arbejder på Mac, men desværre også en skandaløs hændelse for selvsamme.

Tekstbehandlingsprogrammer kan forekomme som noget af det mest kedelige, man kan tale om, når det angår computere. Men man kan nok med god ret sige, at det netop er programmet Word, der har holdt Microsofts dominans på computermarkedet kørende siden starten af 1990’erne. For mig personligt, har tekstbehandling altid været det primære arbejdsredskab på mine computere. Tillad mig derfor at starte med lidt historie.

Hvad de færreste ved, er at Apples nuværende tekstbehandlingsprogram, Pages startede sit liv som en del af en kontorpakke til den nu arkaiske computerplatform, BeOS.

Tidligere nøgleansatte hos Apple, som havde været de centrale figurer i udviklingen af dette firmas tidligere kontorpakke, ClarisWorks helt tilbage fra slutningen af 1980’erne, grundlagde i 1996 firmaet Gobe Productive, efter at have forladt Apple.

Formålet var at producere en revolutionerende integreret softwarepakke til BeOS.  Ideen var, ligesom i det tidligere ClarisWorks, der udkom i 1991, at bygge pakken op af en række byggeklodser af funktionalitet, som man så kunne stykke hele programmer sammen af. Det gjorde programmerne hurtige at arbejde i, og meget modulære.

I 1998 udkom den første version af “Gobe Productive”, som pakken hed, og det var nok den tids flotteste tekstbehandling, regneark og præsentationsprogrammer.  Alle forventede på daværende tidspunkt, at Apple ville købe BeOS, og så gyldne tider på denne platform, men det endte med, at Apple i stedet købte Steve Jobs’ NeXT platform, og byggede det senere styresystem, Mac OS X på dette. Det betød desværre, at Gobe aldrig blev en kommerciel succes. Men de selvsamme nøgleansatte blev i stedet ansat hos Apple omkring årtusindeskiftet, da Gobe gik nedenom og hjem. Der arbejdede de i al hemmelig videre på at bygge en ny kontorpakke for Apple, det der senere skulle blive til iWork, bestående af Pages, Numbers og Keynote. En pakke, der arbejdede med de samme principper, som ClarisWorks havde gjort.

Keynote blev allerede inden lanceringen brugt af den karismatiske Steve Jobs til hans karakteristiske Keynotes, som en del af firmaets strategi til at fastholde og fange sine fans interesse. Keynote var allerede fra lanceringen i 2003 et genialt præsentationsprogram, som virkelig havde wouv-faktor, og gav mig personligt et forspring på den grafiske front, fordi det simpelthen var så let at lave flotte præsentationer, der overgik Powerpoint med længder. Men det kunne også bruges til at lave mange andre ting, bla. vektorgrafik, flashanimationer, mv.

Resten af iWork-pakken udkom i 2005. Der kom årlige opdateringer frem til 2009, hvor Pages ’09, trods tidligere børnesygdomme, var så raffineret og integreret med andre tjenester, at også jeg gik endeligt over til at skrive breve, længere tekster, osv. i det, frem for fx Word. Jeg kunne simpelthen producere flottere dokumenter med en lettere indsats, samtidig med at det var hurtigere og meget bedre integreret med Apples Mac OS X styresystem, end de fleste andre programmer.

Noget af det geniale ved iWorks-programmerne var, at de kombinerede en enkel brugerflade, med meget avancerede funktioner, som gik på tværs af programmerne, uden at de blev langsomme af det, noget der ellers har været office-pakkernes akilleshæl generelt. Og så var Pages uendeligt mere stabilt og smukkere at arbejde i, end Microsofts Word, et program der, med tusinde nedbrud og dræbende langsomhed, har frataget mig så mange af mit livs bedste stunder i min studietid. Det mest smukke ved Pages var dog, at det tog fokus fra programmet og over på indholdet, teksten.

Derfor var det med en vis grad af begejstring, jeg (og sikkert mange andre) modtog nyheden om, at Apple for et par uger siden lancerede Pages 5, den første større opdatering siden 2009… og til min rædsel var resultatet ikke et bedre program, men en helt nyskrevet, forsimplet udgave, der manglede en række funktioner, konverterede til nyt dokumentformat og i øvrigt var inkompatibelt med tidligere versioner af programmet. Skandale! Og jeg var ikke alene om den vurdering. Thomas Bækdal skrev for eksempel:  “The new iWorks is an absolute nightmare. They have taken what was once a great app and stupefied it.”.

Det er ikke alt, der er dårligt. På den positive side har programmet nu fx dansk orddeling, som faktisk fungerer. Og på mange måder er brugerfladen gjort enklere for flertallet af brugere.

På den negative side, så kan man ikke længere markere i teksten, hvad der er dansk og engelsk tekst, med deraf forkert orddeling i den slags tekster. Sådan noget betyder noget, når man arbejder professionelt med at skrive og udgive tekster!

Listen over manglende funktionaliteter er lang (her er fx en oplistning af nogle af dem), og Apple har netop lanceret en slags undskyldning, i det de påpeger, at man stadig kan bruge den gamle ’09-version af iWork-programmerne, og at de arbejder på at forbedre dem med en række features inden for det næste halve år. Det ser jeg hermed frem til. Indtil da arbejder jeg i 09′ versionen…

Kilder:

A Brief History of Clarisworks: http://groups.csail.mit.edu/mac/users/bob/clarisworks.php

Gobe, Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Gobe_Productive

iWork: http://en.wikipedia.org/wiki/IWork

Digitaludvikling i hi…

Som det meget hurtigt vil fremgå, hvis man bladrer gennem siderne her på bloggen, så er det efterhånden længe siden, jeg har opdateret den med nye indlæg. Det tager jeg konsekvensen af nu ved at lægge digitaludvikling.dk i hi… indtil videre.

Grundene er de sædvanlige: jeg har haft travlt med at arbejde, med min familie, med mit privatliv, osv. – med at have et liv. Den nyeste større begivenhed er, at jeg er begyndt som postdoc på Institut for Design og kommunikation på Syddansk universitet i Kolding (mine kontaktoplysninger). Her skal jeg beskæftige mig med at forske og undervise i designkommunikation og designkultur, i designsemiotik og – tadaaa – også i digital publicering. Så det glæder jeg mig til. I den anledning påtænker jeg på et eller andet tidspunkt at relancere denne blog som en semi-åben platform til at dele mine forskningsrelaterede noter, tanker, udkast, referencer, præsentationer, interesser, mm. Mere herom, når det sker.

Mit engagement i Replikant fortsætter, men på lavere blus, med få eller ingen nyudgivelser, enkelte ebogsprojekter, og så det videre arbejde på et større Svend Åge Madsen-projekt, som vi arbejder på at skaffe midler til. Men det er et langtidsprojekt, der kræver tålmodighed, men alt godt kommer til den, der kan vente 🙂

Bedste hilsner, og tak for nu,

Toke Riis Ebbesen