Digital udvikling

I disse dage raser en langstrakt debat på nettet mellem de, der for­sva­rer ophavs­ret­ten kontra de, der søger at nedbryde den. Debatten bliver let mudret til, for eksempel som i følgende indlæg fra en medie-​​repræsentant:

»Ophavsretslobbyen«? Hvad hedder folk med den modsatte holdning så? »Tyverilobbyen«?«

Al ære og respekt for syns­punk­tet, men den slags unødige pola­ri­se­rin­ger kommer vi ingen vegne med. Og slet ikke fra en repræ­sen­tant fra medierne.

Derfor er her mit per­son­lige bud på en mel­lemvej at gå, der ville løse mange af de pro­ble­mer, der i dag er med ophavs­ret­ten. Jeg er ikke jurist, og aner ikke, hvordan mine forslag kan rea­li­se­res, men hermed er bolden i hvert fald givet op til en kon­struk­tiv debat om emnet.

Men først lidt mere baggrund.

En basal ret

Ophavsretten er baseret på det enkle princip, at man, i et indu­stri­sam­fund, hvor det er muligt at seri­e­frem­stille pro­duk­ter, altid ejer det værk, man har frem­stil­let. Og dermed ejer man også brugs­ret­ten til det, herunder retten til at bestemme, hvem der må eksem­plar­frem­stille værket og under hvilke betin­gel­ser. Denne ret er upro­ble­ma­tisk, hvad angår de vel­kendte, fysiske produkter.

Ophavsretten har imid­ler­tid vist sig svær at håndtere, hvad angår imma­te­ri­elle, digitale repro­duk­tio­ner af værkerne. Der er nemlig ikke tale om, at man »stjæler« i tra­di­tio­nel forstand, men om at man »eksem­plar­frem­stil­ler«, dvs. kopierer produktet.

For at bruge et lidt slidt metafor: hvis nogen stjæler en bog fra hylden i en boglade, så er bogen væk og bog­hand­le­ren har mistet en indtægt. Hvis nogen stjæler en bog fra den digitale boghylde, dvs. kopierer den, jamen så er den ori­gi­nale bog stadig på hylden og bog­hand­le­ren kan stadig sælge den. Når man »stjæler« digitale pro­duk­ter, popper der på magisk vis en ny op på den gamle plads. Sagt på en anden måde, så er der tale om kopi­e­ring, men ikke om tyveri i straf­fe­ret­lig forstand, da ingen har mistet noget i transaktionen.

Piratkopiering og den ny virkelighed

Den normale ind­ven­ding mod dette syns­punkt er, at når kopien først er taget, så mister den, der har ophavs­ret­ten en indtægt, da den der kopierer ellers ville have købt en auto­ri­se­ret kopi af værket. Denne påstand har imid­ler­tid ringe, eller slet ingen empirisk belæg: ingen under­sø­gel­ser har mig bekendt vist en kor­re­la­tion mellem antal pirat­ko­pi­e­rin­ger og faldende salg af et værk (Jeg vil gerne udfordre nogen til at komme med sådanne data). Omvendt findes der under­sø­gel­ser, der har peget på en positiv eller neutral sam­men­hæng mellem pirat­ko­pi­e­ring og øget salg, for eksempel af ebøger.

Der er meget der taler for, at det for­hol­der det sig således, at en kopi­e­ring skaber et øget salg. Ved første øjekast kan dette virke besyn­der­ligt og selv­mod­si­gende, men der er en for­kla­ring. Det er en effekt, som har at gøre med, at i et over­flod­s­sam­fund som vores, er det største problem for et værk ikke at det bliver kopieret, men at ingen nogen­sinde opdager dets eksi­stens. Kopieringen har dermed den kon­se­kvens, at i og med at værket spredes i sam­fun­det, øges kend­ska­bet til det. Og dermed øges salget. Enten fordi de, der kopierer, er de såkaldte first movers, kul­tu­rens avant­garde, som er med til at sprede viden generelt i sam­fun­det, eller fordi det kopi­e­rede værk anvendes som en slags smags­prøve, der fører til et senere køb. Har man læst en god bog, får man måske lyst til at anskaffe sig papir­ud­ga­ven, eller at give bogen i gave til en anden.

Så selv om kunst­ne­ren således fratages den eks­klu­sive eksemplar-​​fremstilling ved en ulovlig kopi­e­ring, så stjæles der ikke noget fra hende. Derimod opstår mulig­he­den for en øget indtægt. Og jeg skal selv­føl­ge­lig under­strege, at der er tale om en mulighed. Er det for eksempel slet ikke muligt at købe en lovlig kopi af pro­duk­tet, eller er det et væsent­ligt ringere produkt end det ulovligt kopi­e­rede, for eksempel fordi kunst­ne­ren har valgt kun at sælge en ned­gra­de­ret version af ori­gi­na­len, så rea­li­se­res denne mulighed selv­føl­ge­lig ikke.

Mit ynd­lings­ek­sem­pel er Monty Python, der lagde hele sit bag­ka­ta­log af sketches online på Youtube – med links til en masse mulig­he­der for at købe pro­duk­tet i en bedre version og med ekstra­ma­te­ri­ale. Dette førte til en massiv stigning i salget af dvd’er med Monty Pythons mate­ri­ale, og altså ikke til deres øko­no­mi­ske ruin.

Det er så banalt, at man næsten ikke kan få sig selv til at skrive det, men det er altså ret simpelt: hvis du vil leve af digitale værker, så er du også nødt til at forholde dig til, hvordan man i denne nye vir­ke­lig­hed sælger dem. Man kunne endda spids­for­mu­lere det således: stiller du ikke selv et digitalt produkt til rådighed, af bedste kvalitet, så kan du ikke leve af at være kunstner, for før eller senere vil dit værk blive digi­ta­li­se­ret, hvis det på nogen måde har en chance for at gøre sig i mængden af kul­tur­til­bud. Hvis ikke, er dit produkt uin­ter­es­sant, og så ville du nok alli­ge­vel ikke kunne leve af det, uden andre støtteordninger.

Det positive budskab er, at hvis dit værk er godt, jamen så kan du også leve af det. Og det skal ophavs­ret­ten selv­føl­ge­lig understøtte.

Derfor har jeg fire konkrete forslag der kan forbedre den nuvæ­rende ophavsretslovgivning.

Forslag 1: afkri­mi­na­li­ser ophavs­ret­ten for private

Lad dette være skåret ud i pap: Ingen skal tjene penge på digitale bøger, musik, video, kunst, osv., uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Enhver kom­merciel brug af et hvilket som helst kunst­værk, som er frem­stil­let af en kunstner, der er i live, skal derfor honorere ved­kom­mende! Intet forlag skal for eksempel kunne udgive en bil­led­bog uden at illu­stra­to­ren tjener på det. Du skal have penge for at sælge din musik på iTunes.

Hr og Fru Hansen, der viser et foto fra en hjem­meside, på deres Facebook– eller Pinterest-​​profil bør imid­ler­tid ikke være at betragte som kriminel.

Det er direkte forkert at rets­for­følge almin­de­lige borgere med ikke-​​kommercielle inter­es­ser for brud på ophavs­ret­ten. Kunst og ideer og infor­ma­tion er goder, som kommer læsere, lyttere og seere i almin­de­lig­hed til bedste og er derfor godt for sam­fun­det og kulturen som sådan. Og da ophavs­ret­ten bør være en lov­giv­ning for sam­fun­dets bedste, skal den som følge heraf afba­lan­ce­res med hensynet til dette.

Derfor bør det kun være muligt at straffe private virk­som­he­der, for­e­nin­ger og offent­lige insti­tu­tio­ner for lovbrud, samt i enkelte tilfælde pri­vat­per­so­ner, der bevis­ligt har haft profit for øje med deres eksem­plar­frem­stil­ling. Den sidste til­fø­jelse har natur­lig­vis til sigte at ramme de rigtigt slemme pirater, nemlig dem, der ude­luk­kende kopierer værket med henblik på at tjene penge på det, fx. via rek­la­me­fi­nan­ci­e­rede websites, på brændte dvd’er, osv. Der er altså ikke tale om, som nogle røster har udtrykt det, at man lader en de facto kriminel adfærd være lovlig, fordi »alle gør det«.

Forslag 2: Kortere varighed af ophavsretten

Af hensyn til arvinger bør der være en rimelig periode efter ved­kom­men­des død, hvor denne ret fortsat gælder. Det kan for eksempel være de 25 år, vi normalt regner en gene­ra­tion for. Jeg mangler virkelig at høre det gode argument for, at nogen har et rimeligt krav på ind­tæg­ter fra sin afdøde far eller mor i en længere periode end dette, og da slet ikke 70 år, som reglerne er nu.

Tilføjet: Jeg skal præ­ci­sere, at jeg foreslår, at ophavs­ret­ten skal have gyl­dig­hed i hele kunst­ne­rens levetid og dertil 25 år efter dødsdagen.

Forslag 3: opret et ankenævn for ophavs­ret­lige spørgsmål

Vi har brug for KODA, Rettighedsalliancen og andre orga­ni­sa­tio­ner, der vare­ta­ger og admi­ni­stre­rer denne ophavs­ret på vegne af kunst­nerne. Samfundet og den tek­no­lo­gi­ske udvik­ling er alt for kompleks til, at man med rime­lig­hed kan forvente, at enkel­tin­di­vi­der kan overskue dette.

Når det er sagt, så kunne man også ønske, at der fandtes et over­ord­net kla­ge­nævn, som regu­le­rede disse orga­ni­sa­tio­ners arbejde, således at borgerne til enhver tid havde en anke­mu­lig­hed. Det ville give orga­ni­sa­tio­nerne en legi­ti­mi­tet i bredere kredse end hos dem, hvis inter­es­ser de varetager.

Forslag 4: Standardiser til­fø­jel­ser til ophavsretten

Når det er sagt, så er det også vigtigt, at den basale ide i creative commons–begrebet stan­dar­di­se­res i lov­giv­nin­gen eller det regelsæt, de der vare­ta­ger ophavs­ret­tig­he­derne følger, således at enhver kunstner, der ønsker det, kan tillade en for­ma­li­se­ret og gen­nem­sku­e­lig slæk­kelse af ret­tig­he­derne på konkrete værker. Jeg kunne fore­stille mig en model, hvor kunst­ne­ren regi­stre­rer sit værk hos fx KODA, som i dag – blot skal ved­kom­mende også samtidig angive et ønsket ret­tig­heds­ni­veau for værket. Det gør det let for alle parter at forstå, hvilken ret der knytter sig til det enkelte værk, og giver ret­tig­heds­or­ga­ni­sa­tio­nen enkle ret­tig­heds­linjer at følge.

Med håbet om en kon­struk­tiv debat: kom­men­tar­fel­tet er åbent!