Vi lever i en tid med udgivelsespluralisme. Alle kan selvudgive en bog, hvis de vil. På en række forskellige medier, hvoraf den trykte bog kun er en af mange, ovenikøbet en af de mere eksotiske, når man sammenligner med internettets babylon af tekster. Det er, som den tidligere formand for forfatterforeningen, Lotte Garbers, skriver på sin blog, et klik væk. Man trykker bare “publish”, så er man udgivet.
Dermed kan alle også være forfattere, i betydningen at de står bag, og har ophavsret til en publiceret tekst. Og dermed bliver det relevant, at skelne mellem forskellige typer forfattere, snarere end om man er det eller ej. Og helt konkret betyder det en diskussion om, hvem der er inde og hvem der er ude. Lotte Garbers skelner for eksempel klart mellem selvudgivere og “rigtige” forfattere.
Mit ærinde her, er ikke at tage stilling til hvem, der er hvad, men at stille spørgsmålet fra en anden vinkel: om ikke udgivelsespluralismen skaber et nyt litterært system? Og hvordan ser sådan et ud?
Man kan, med den franske kultursociolog Bourdieu, se sådan en kamp på det kulturelle felt som en positionering omkring, hvem der rangerer højest inden for den litterære verden, og i det hele taget kan værdisættes. Det er ikke anderledes inden for den litterære verden, end så mange andre steder. Det ligger så at sige i kulturens dna, at den udpeger vindere og tabere, og peger på kvalitet, men også på, hvem der overhovedet kan regnes for rigtige kunstnere. Der er således noget på spil for de etablerede forfattere, som er vokset op inden for det, vi kan kalde for det traditionelle litterære system, skabt i en tid præget af meget lav udgivelsespluralisme. De føler sig, hvis man ser på det med Bourdieuske briller, truet af det nye udgivelsessystem, fordi det vender hele den eksisterende orden på hovedet.
Hvis alle kan publicere og blive forfattere, så er det med andre ord ikke de tidligere eksklusions- og inklusionsmekanismer, der virker. Det er ikke længere vigtigt, om man er med i forfatterforeningen. Det er ikke vigtigt, at man har fået det kvalitetsstempel, som forlagenes selektion, når de antager manuskripter og navne til udgivelse, repræsenter. Det er heller ikke vigtigt, om man modtager priser og anden anerkendelse, som er knyttet til det traditionelle system.
Det ligger derfor i den litterære verdens selvopretholdende logik, at selvudgiverbølgens trussel forsøges imødegået. Man skriver, som Lotte Garbers og Klaus Rothstein, kronikker, der kritiserer selvudgiverne for manglende kvalitet. Man peger på slette motiver hos de, der forsøger at fremme selvudgivelsen. Man skriver, som Garbers: ”Det er “1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort”-logikken.” Selvudgiverne beskrives som “klynkende reaktionære” eller de bruger “konspirationsteoretiske argumenter”, der enten er ligeglade med litterær kvalitet eller tror sig forbigået af skumle indspiste, københavnske eliter.
Argumenter, som dette, der her fremstilles, bliver måske endda forstået som misundelighed over den position, de etablerede forfattere indtager. Men sagen er, at de mest højtrøstede selvudgivere, som for eksempel Nis Jakob, faktisk ikke ønsker den anerkendelse. Nuvel, de ønsker formodentlig, at mange læser deres tekster, eller at de rigtige personer gør det – de, der kan værdsætte lige netop deres skriverier for den kvalitet, de måtte have. Man har også i USA set at nogle af de mest succerige selvudgivere, som for eksempel Amanda Hockey, på et tidspunkt har solgt deres udgivelseportefølje til etablerede forlag for at kunne koncentrere sig om at skrive. Men dette annullerer ikke den kraft, der ligger i selvudgiveriet: valget af forlag kommer efter successen og anerkendelsen, ikke før. Pointen er, at selvudgiveriet ikke alene truer de allerede etablerede forfatteres status, det truer hele det system, denne status bygger på.
Hvis nu denne diagnose faktisk er rigtig, at det eksisterende litterære system ikke længere kan opretholdes? Hvad kan så erstatte det etablerede litterære system? Det er ikke opgaven at besvare definitivt her. Men jeg vil dog godt pege på et træk i udviklingen, som formodentlig vil blive forlænget: at den stigende kommercialisering fjerner mellemmændene på det litterære marked. Man kan se, at hvis litteraturen i stigende grad bliver gjort til en letomsættelig vare, så bliver den også i stigende grad forbrugerstyret. Magten rykker gradvist over på websites som Amazon, Saxo og Goodreads, hvor brugerne kan give stjerner, skrive kommentarer og på andre måder direkte bedømme varerne på hylden. Dermed bliver det et system, hvor man som forbruger stoler mere på de masse-genererede bedømmelser, end på de officielle anerkendelser fra prisuddelinger, anmeldere og andre aktører fra det eksisterende smagsdannende system. For eksempel er over en tredjedel af Amazons titler på top-50 i skrivende stund selvudgivne værker. Alt kan udgives i dette system, men det er ikke alt, der når til tops på listerne. De store internationale forlagskoncerner lægger massive reklamekampagner bag deres bøger. Alligevel er så stor en del af de populære bøger selvudgivne. Ikke fordi de har formået at få fremragende anmeldelser, men fordi de har været gode til at få en masse fans og forbrugere i tale.
Et sådant system er selvfølgelig også kritisabelt, fordi det ikke nødvendigvis formår at udpege den litterære kvalitet midt i alt det populære. Det vil derfor fremstå som en rædsel for mange. Men det er vel at mærke ikke et mere kommercielt system, end det nuværende litterære system, som jo også kan forstås som en benhård kapitalistisk verden. Det er i hvert fald, sådan de stærke forlag ser på det. Og det er også sådan forfatterne ofte ser på det. De vil jo netop gerne kunne leve af deres kunst og ikke kun betragtes som kunstneriske skønånder. Det etablerede litterære kredsløbs repræsentanter taler naturligvis om mangel på kvalitet, når de skal differentiere selvudgiverne fra sig selv. Men sandheden er nok nærmere, at kvalitet opstår lige så godt hos kunstnere, der udgiver og sælger selv, som hos kunstnere, der er udgivet på de etablerede selekterende forlag.
Forskellene må findes andre steder i det nye litterære billede.
Det er også klart, at forfatterforeningerne ikke længere kan have som eneste kriterie, at publikation af en bog alene konstituerer et medlemsskab. Det er et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt kriterie. Derfor vil jeg spå, at de inden for få år enten opgiver at være eksklusive foreninger, hvis mål er anerkendelse, og i stedet bliver bredere masse-serviceorganisationer for skrivende mennesker. Eller de går i den modsatte retning og indfører yderligere kriterier for kvalitet, for eksempel med komiteer, der bedømmer ansøgninger om optagelse, eller ligefrem ved at man gør sig selv-supplerende, det vil sige, peger på, hvem der kan optages.
