Infografik: traditionel vs ny bogudgivelse

Infografik er på mode for tiden.

Jeg har hygget mig lidt med at lave en lille grafik, der skal illustrere forskellen på den ‘gamle’ måde at kvalitetssikre bøger og den nye måde at gøre det på. Grafikken skal, hvor rustne mine tegnekundskaber end er, illustrere, at der er langt flere gatekeepers, når en bog bliver udgivet på et traditionelt forlag, end hvis man vælger at udgive sin bog på den måde, forfattere i stigende grad gør.

For det første vil forfatteren ofte vende ideer og manuskripter med venner, familie og bekendte eller kolleger, inden de henvender sig til forlaget. Her beslutter en redaktør sig for, om det er en god ide. Hun tager forfatterens materiale med til et redaktionsmøde, hvor det bliver besluttet, om bogen skal udgives eller ej. I mange tilfælde skal bogforslaget dog først godkendes af marketing-afdelingen i forhold til dets markedspotentiale. Når bogen udkommer, har boghandlerne en rolle at spille i forhold til, om bogen bliver taget hjem på hylden, og dermed er tilgængelig for kunderne.

Anmeldere spiller en rolle i forhold til en kvalitetsvurdering af bogen, men endnu større rolle spiller venner og bekendte, der gennem “word of mouth” betyder rigtig meget i forhold til, hvor populær en bog bliver. Først nu, efter en kraftig sortering, finder bogen frem til sine læsere.

I det nye scenarie, som fx Apple og Amazon lægger op til, så går forfatteren uden om forlaget, og udgiver direkte. Der er således i de fleste tilfælde ikke nogen redaktør, redaktion, marketingfolk eller anmeldere involveret, før bogen når sin læser. Til gengæld indgår forfatteren ofte i en direkte og løbende dialog med sine venner og forbindelser på webmediets forskellige sociale netværk, netværk der som regel er sammenfaldende med læsernes netværk:

Gatekeepers in traditional publishing vs. new publishing

© 2010 Toke Riis Ebbesen. This picture is part of the Creative commons: Feel free to share if you mention the source and link to this post.

NB: der er naturligvis flere led og aktører involveret i produktionen af en bog, som ikke er medtaget her. Denne infografik handler udelukkende om de, der er involveret i at fremme eller hæmme, om en bog når frem til læserne. Og forfattere der selvpublicerer har selvfølgelig også mulighed for at inddrage flere personer, der udfylder de samme roller, som forlag traditionelt har gjort. Forskellen er bare at de ikke er gatekeepers længere.

Godt eller skidt?

Der er delte meninger om, hvorvidt det er godt eller skidt at der ikke længere “kvalitetsfiltreres” i forlagene. Der udgives over 10000 bøger årligt i Danmark allerede i dag, og med en situation, hvor enhver kan udgive sine erindringer om den gade barndom med hunden i parcelhuskvarteret, ser det for nogen sort ud. Andre ser en ny rennæssance for fx digtekunsten, fordi det nu er muligt at få udgivet alt, også selvom det ikke nødvendigvis er comme il faut i kritikerkredse.

Helt sikkert er det, at der stadig vil være behov for en filtrering, så læserne kan finde rundt i den jungle af bøger der vokser og vokser. Sorteringen må nødvendigvis blive automatiseret og brugerstyret i langt højere grad end i dag.