Derfor skal du ikke bruge Design Thinking

“Thinking like a designer can transform the way organizations develop products, services, processes, and strategy. This approach, which IDEO calls design thinking, brings together what is desirable from a human point of view with what is technologically feasible and economically viable. It also allows people who aren’t trained as designers to use creative tools to address a vast range of challenges.” (Ideo)

Et af de mere moderne ord for tiden, når man taler ledelse, organisering eller innovation er, at man skal bruge design thinking. Ja, faktisk kan det nogle gange virke, som om design thinking er en magisk pille, man kan tage, så bliver alting meget bedre. Således også i citatet fra en af ordets bannerførere, Ideo.

Problemet er bare, at det altsammen er en forestilling om, hvad design er. En forestilling, som dels ikke svarer til virkeligheden, dels bygger på en bestemt forståelse af, hvad design er, som mange designere faktisk ikke deler. Endvidere er der en række vigtige forudsætninger i den her model, som man let og elegant springer henover, fx ud fra hvilke kriterier, man vælger de bedste løsninger, og hvem der vælger. Endelig kan vi nok også tillade os at være skeptiske over for ideen om, at metoden løser alle problemer, særligt de mange organisatoriske og sociale problemer, man rent faktisk ser metoden anvendt på. Design thinking er dybt problematisk, både som begreb og som praksis.

Postits – et af de foretrukne design thinking-redskaber.

Postits – et af de foretrukne design thinking-redskaber.

Jeg skal uddybe min kritik, men først må vi have på plads, hvad design thinking er. Eller rettere: Hvad siger fortalerne for design thinking, at det er? Jeg vil her først og fremmest fokusere på, hvad de største formidlere af ideen om design thinking siger om det, snarere end teorierne bag.

Design thinking er…

FastCompany, “verdens førende progressive virksomhedsmedie“,  som de kalder sig selv, betegner Design Thinking som en velprøvet metodologi, der består af fire delprocesser:

  1. Definer problemet
  2. Skab og overvej mange løsninger med så bred en variation som muligt.
  3. Raffiner og arbejd videre med en håndfuld udvalgte løsninger. Her er så indskudt trin 3,5, som er at gentage trin 2 og 3.
  4. Vælg den bedste løsning og før den ud i livet (FastCompany, min oversættelse)

Det afgørende her er punkt to, nemlig at man laver visuelle eller fysiske løsningsforslag til det konkrete problem, enten iterativt eller parallelt, hvorudfra man så udvælger de mest lovende ideer, som man giver en change og videreudvikler, inden man lægger sig fast på det endelige produkt. Underforstået, at virksomheder alt for ofte springer direkte fra problemet til den første løsning, de kommer på. Så langt så godt. Som FastCompany skriver,

“it all comes from the same place a proven method that always delivers. And it doesn’t matter what opportunity or problem is put into the front end of the process.

The end result of this simple yet highly effective protocol can be a better mousetrap, symphony, or dry cleaning service. Implied in design thinking is an objective view and a warm embrace of risk and new ideas.”(fastCompany)

Påstanden er altså, at vi her har at gøre med en universel metodologi, som “altid” giver gode resultater, for alle slags udfordringer, man definerer som et problem. Men der er store vanskeligheder forbundet med begrebet. For det første er definitionen af design problematisk.

Vi er alle designere?

Som der står på websitet for en af de mest omtalte bøger om Design Thinking, Crane for Creativity: “You don’t have to be a designer to think like one” (Crane for Creativity, cit. Barry Katz). Umiddelbart lyder den demokratiske intention jo appellerende. Her er en fremgangsmåde, enhver kan drage nytte af, ikke? Men holder ideen vand?

Blandt designhistorikere har man mindst siden 1970’erne diskuteret, hvorvidt man kunne afgrænse “design” til at være en aktivitet udført af nogle særligt navngivne personer, som kalder sig selv det. En af de tidlige fortalere for en udvidelse af designbegrebet har således været Victor Papanek, som, udover at have igangsat den social design-bevægelse, vi ser i øjeblikket, også var en varm fortaler for, at alt er design (Papanek, 1975). Design er med det udvidede designbegreb en betegnelse for det, at forandre sit miljø eller sine omgivelser. Derfor er ideen om, at alle mulige andre end designere også kan arbejde med design (produkt), og med at designe (proces) heller ikke specielt kontroversiel.

Problemet er blot, at når alt er design, så er intet jo design. Man kan også omformulere det til, at hvis alle kan arbejde med design, så er det svært at identificere, hvad det præcist er, vi kan lære fra designerne. Og dermed bliver det også svært at pege på, at der findes en bestemt måde at gøre det på. Og her kommer vi til et yderligere problem med ideen om designtænkning. For selv blandt professionelle designere er der forskellige måder at gå til det på.

Designere tænker og arbejder på mange forskellige måder

I det engelske wikipedia-opslag om design thinking er det primært Brian Lawsons og Nigel Cross’, der citeres, og hos disse to er den centrale ide, at designfaget og dermed designere, adskiller sig ved, at de producerer viden på en anden måde end de øvrige videnskaber (naturvidenskab og humaniora). Designere har, i følge denne tankegang, en tendens til at syntetisere, dvs. at søge mod helhedsløsningerne, fremfor at arbejde analytisk eller fortolkende, som naturvidenskaberne eller de humanistiske fag gør det. I et ofte citeret forsøg, gik en gruppe arkitekter (altså ikke designere) direkte i gang med at samle klodser ud fra æstetiske, helhedsprægede hensyn, og prøve igen, indtil de fandt den bedste måde at samle klodserne på. I modsætning hertil var en gruppe naturvidenskabsfolk i samme forsøg, der, i stedet for at starte med at bygge, først forsøgte at analysere de selvsamme klodsers kombinationsmuligheder, for derefter at udtænke én universel løsning. ‘Designtænkerne’ handlede altså i forsøget syntetiserende, mens de iterativt og parallelt udviklede løsningsforslag. Senere er den påstand blevet modificeret til, at designere både arbejder analytisk og syntetiserede, fordi man må kunne adskille (analysere) for at kunne tænke i helheder (syntetisere). Det er netop det, som IDEO’s metode har indbygget i trin 2 og 3 i deres fremgangsmåde.

Men det at analysere, er jo også det, som de øvrige videnskabelige metoder dybest set gør og derfor ikke et tilstrækkeligt kriterie for at forstå, hvad design er. Omvendt er syntesetænkning ikke en bemærkelsesværdig anderledes måde at arbejde på, end alle mennesker arbejder på i hverdagen. Vi prøver os oftest frem, fremfor at gennemtænke alle logiske muligheder inden vi går i gang.

Min påstand er derfor, at ideen om, at design er en særlig vidensform, “designerly knowledge”, repræsenterer en velment hensigt, men bygger på en stræben hos (nogle) designere efter at legitimere deres aktiviteter som videnskab, for på den måde at underbygge fagets status i samfundet. Det er der som sådan ikke noget galt i. Det er det, man med et finere ord kalder professionalisering: alle de fag, der har størst status i samfundet bygger etableringen af en bestemt systematiseret viden, som andre anerkender som særlig for faget, og tildeler privilegier og beskyttede titler. Det gælder fx advokater og læger. Efter min mening er det bedste, man kan gøre, at gå den anden vej og acceptere, at designere rent faktisk ikke udgør sådan en samlet profession. Når vi taler om design, er det langt mere korrekt at tale om en løst forbundet samling af uddannelser og fag, som på den ene side har mange fællesstræk, men på den anden siden også adskiller sig meget fra hinanden.

Det væsentligste er her, at designere arbejder med ikke kun med at udtænke, men at lave modeller, udkast og prototyper af ting, som har en helt konkret fysisk form. Det afgørende er, at det gør de ved hjælp af en række, meget forskellige teknologier, ligesom de udtrykker sig i mange forskellige materialer og gennem varierende æstetiske udtryk. Igennem deres uddannelse og igennem deres arbejdsliv øver de sig, og bliver bedre og bedre til dette. Netop her i ligger forskellen mellem professionelle designere og alle os andre: Designere er meget bedre til at anvende de teknikker og materialer, de har til rådighed. Det er de, fordi de har en uddannelse bag sig, et netværk af personer, der kan hjælpe dem, og fordi det er deres hovedbeskæftigelse og passion. Altsammen noget, der giver dem et afgørende forspring i forhold til de fleste andre i forståelsen af netop den specialisering i “materialisering”, deres fag rummer.

Det afgørende for at forstå design, er altså ikke at lægge sig fast på ideen om design som en bestemt abstrakt proces, men at fokusere på de konkrete produkter, der fremkommer som resultat af den. Og derfor er design thinking ikke noget, der bare kan bruges af alle og enhver. For alle er ikke lige gode til at bruge redskaber og alle har ikke lige god forståelse for materialernes egenskaber.

Den sidste pointe i denne sammenhæng er, at alle designere arbejder forskelligt. Dels individuelt, men også inden for de del-professioner, der findes inden for designområdet. En grafisk designer tænker og arbejder under meget anderledes vilkår og med anderledes processer, end for eksempel en keramiker, en illustrator, en modedesigner eller en møbeldesigner. At ville generalisere de forskelle til en abstrakt proces i fire led, er direkte forkert, og burde være dybt fornærmende for  mange designere med faglig stolthed.

Design thinking er ikke et match til alle problemer

Design thinking er endnu et af de mange hypede begreber, virksomheder og organisationer hele tiden løber efter i forsøget på at løse ledelsesmæssige problemer. Det er dejligt at have noget mellem hænderne, mens man træffer beslutninger.

Jeg vil hævde, at ideen om, at der findes en bestemt formular, blot er endnu et ledelsesredskab til tiden, som passer godt ind i tidens tendens til at ville tænke holistisk omkring virksomheder og organisering. Det passer således fint ind i forestillingen om systemisk ledelse, som Rambøll og andre har arbejdet med igennem en del år efterhånden. I denne forestillingsverden hænger virksomheden sammen som ét sammenhængende system, hvor processer kan optimeres. Meget af tankegodset bag design thinking skriver sig da også tilbage til systemteoretikeren og designeren Herbert Simon, som forklarede design systemisk på samme måde, altså som organismers evolutionære tilpasning til miljøet med henblik på selvopretholdelse. Hans definition af design var således, at design er “transformation of existing conditions into preferred ones” (Simon, 1969: 55). Udover, at der ligger en særlig forestilling om design som en evolutionær, fremtidsrettet aktivitet, som arbejder frem mod stadigt optimerede løsninger, så er Simons definition også et klassisk eksempel på den særligt moderne forestilling om, at der findes nogle “problemer”, som designere arbejder med at at løse, og at design derfor handler om målrettet at skabe en ny og, som det ofte er blevet tolket, bedre fremtid. Ideen om design som fremtidsarbejde har jeg tidligere skrevet om. Kort sagt, handler design ikke altid om at skabe en bedre fremtid gennem problemløsning, men lige så ofte om at lære af de bedste eksempler fra fortiden. Kigger man for stift ind i fremtiden og for snævertsynet på at arbejde med prototyper, så gør man måske sin virksomhed en bjørnetjeneste.

Hvad designerne selv angår, så kan jeg godt forstå, hvorfor man slutter op omkring begrebet. I en tid, hvor designere har meget svært ved at få arbejde, giver det mening, at man forsøger at sælge sine kompetencer på jobmarkedet på nye måder. Kan man italesætte sine kompetencer som en særlig ydelse, som alle andre kan have godt af, så opnår man en taktisk fordel på et i den grad flydende og kompetitivt arbejdsmarked

Jeg siger ikke, at de processer, som fortalerne for design thinking anvender, er direkte ubrugelige. Som Ideo skriver, så er det en “proven method”, der helt sikkert kan hjælpe virksomheder til at arbejde mere struktureret, i hvert fald i nogle situationer. Det er med andre ord ikke min mening at underkende ethvert potentiale for metoden. Det er bare hverken fair eller korrekt at kalde det “design”-tænkning. Og det er ikke en universel løsning, som virker på alle problemer, en virksomhed eller organisation kan have. Og man bør kvalificere, hvad man mener med design i den givne kontekst.

Endelig bekymrer det mig, at man på danske designskoler i stigende grad inddrager design thinking som en del af uddannelserne. Hermed risikerer man at smide babyen ud med badevandet, så at sige. Alle de mange vidunderlige kompetencer, der knytter sig til at have forskellige designuddannelser under samme tag, risikerer at gå tabt, hvis de skal underordnes en bestemt og unødigt generaliserende forestilling om, hvad man foretager sig. Hvad design er.

Kilder

Yderligere læsning

Kimbell, Lucy, 2011: Rethinking Design Thinking: Part I. Design and Culture 3(3): 285–306.

Kimbell har skrevet en mere fyldig gennemgang af de teoretiske grundlag og varierende positioner omkring design thinking, end jeg har valgt at gøre her.

Ingen kommentarer

Skriv et svar