Hvorfor designhistorie?

Design som fremtidsarbejde

En af de byrder, der til stadighed har præget designeres opfattelse af, hvad de foretager sig, er den udbredte opfattelse, at design i bred forstand handler om “futuring”, at se ind i fremtiden. Det giver sig for eksempel udslag i at man opfatter designhistorien som en bunke gamle billeder og støvede facts, man som designer ikke kan bruge til så meget. Det handler jo om at få en god ide til det nye, “se mulighederne i materialet”, ideudvikle, og hvad der ellers knytter sig af buzzwords til den måde, designere arbejder på. Og selvom der er meget common sense i at forstå design som nært knyttet med begreber som nyudvikling og innovation – for hvad skulle design ellers handle om, hvis ikke forandre den måde, ting virker og ser ud på– så er det netop dette, som nogle gange gør det svært for mig at forklare, hvorfor designhistorie er så vigtigt. Både for designere under uddannelse, for professionelle designere, for folk der forstår det de laver som design eller som ‘making’, som det ofte hedder, og for og alle os andre, som interesserer os for design.

Ser man med historiske briller på det, så knytter netop opfattelsen af design som fremtidsarbejde sig meget specifikt til en modernistisk opfattelse af målet med design. Det er en ide, vi kan spore tilbage til de tidlige moderne designpionerer, der i starten af det tyvende århundrede arbejdede målrettet mod at skabe en ny og bedre fremtid – den ide finder vi både hos russiske konstruktivister, i det tyske bauhaus og hos danske Poul Henningsen. Hos dem gjaldt det om at bortkaste traditionerne, for i stedet at opdyrke det radikalt nye formsprog, der skulle befri mennesket fra dets trældom i enhver forstand. EN prisværdig tanke. Men sandheden er, at selvom designere hele tiden arbejder med at designe nye ting, så kender de bedste designere indgående deres designhistorie. Eller de sætter sig godt ind i den.

Et godt eksempel er den danske møbeldesigntraditions grundlægger, Kaare Klint, hvis arbejde med at skabe gode stole, byggede på et intenst arbejde med at analysere og videreudvikle på historiske møbeltyper. Eller Klints elever, Børge Mogensen og Hans Wegner, som var inspireret af bonde- og shakermøbler, ligeså meget, som de var fascineret af den moderne bevægelses former og farver. Jonathan Ives er skolet i en bestemt minimalistisk designtradition, der har tilladt ham at skabe moderne designikoner for Apple. Det handler ikke bare om at forstå, hvordan bestemte designere, stilarter eller bevægelser har arbejdet med design, men også om at forstå det, der ligger bag de designmæssige udtryk, altså den teori, filosofi og praktiske tilgang, såvel som de organisatoriske og produktionsmæssige forhold, samt distributions- og afsætningsmulighederne i samtiden, der har informeret designernes arbejde. For den slags forhold spiller jo også ind på det vi laver i dag.

Hertil kommer, at selvom den moderne ide om design som rettet mod fremtiden ser ud til at fylde meget i dag, så har den bestemt ikke har stået uantastet gennem tiden. Det ved man, hvis man har læst på sin designhistorie. Det bedst kendte eksempel er eksempelvis 1980’ernes postmodernisme, som på mange måder var en direkte afvisning af modernismens historiesyn og formudtryk. I stedet “klippe-klistrede” man lystigt i denne periode fra tidligere tidsaldres stil-elementer. Romerske søjler fik plads ved siden af ståltag, marmor kom ind i badeværelserne igen og det ternede linoleum fik en plads på køkkengulvnen. Og postmodernismen er bare et eksempel. Design har historisk set handlet om meget andet en blot at skabe det ‘nye’ nye, men også om at give fortiden plads, at skabe relationer i samtiden, at arbejde med netværk, at bekræfte traditioner og samhørsforhold og meget meget mere.

Så hvorfor så studere designhistorie?

Alvalyn Lundgren har givet ti grunde til at studere designhistorie. Rådene er rettet mod grafiske designere, men de gælder for alle, der arbejder med design i en eller anden form. Målet med at studere designhistorien er således i følge Lundgren:

  1. at opbygge et visuelt vokabularium, så man kan genkende, hvordan designelementer bruges og organiseres.
  2. at lære at se, snarere end blot at kigge
  3. at opnå en god smag.
  4. at styrke sine kommunikative evner
  5. at blive en bedre designer
  6. at påskønne fortiden, blive inspireret i nuet og forudse fremtiden.
  7. at modgå det faktum, at andre designere kender historien og de er konkurrenter
  8. at kultivere sin egen nysgerrighed
  9. at anerkende, at design er en af de ældste menneskelige bestræbelser, og ikke resultatet af ny (digital) teknologi
  10. at forstå, hvad godt design er og hvorfor det er vigtigt.

Jeg elsker punkt 2, der handler om, at jo mere man ser analytisk og historisk begrundet på ting, jo mere ser man, der ikke bare knytter sig til den umiddelbare overflade. Farven kongeblå bliver aldrig blive den samme igen, hvis man har læst om, hvordan den farve gennem tusinder af år har været politisk sprængstof!

Selv om der er mange gode elementer i ovenstående liste, så rummer den dog også nogle problemer. Særligt finder jeg punkt 3 og 10 problematiske.

Den gode smag

At have en god smag (pkt 3) er således ikke et designfagligt spørgsmål, men et spørgsmål om at positionere sig på en måde, der falder i god jord hos toneangivende smagselite, eller i tiden. Og man kan sagtens være en god designer uden at have en god smag – og skulle man enten følge argumentet om, at design handler om at skabe fremtiden, ja så må netop evnen til at sætte sig ud over den dominerende gode smag give de bedste forudsætninger for at skabe det nye, epokegørende.

Men når det er sagt, hvem siger så, at designere i det hele taget skal understøtte den gode smag? At have en god smag bygger jo netop på, at nogle ikke har en god smag, og hvem siger, at der ikke er brug for designere til at designe til alle de andre, dem med den dårlige smag? Selve ideen om god smag bærer altså både på en uheldig social slagside, og afskærer også designeren fra potentielle kunder. Der er ingen grund til at begrænse sit udsyn af hensyn til en bestemt smag.

Det samme gælder i samme åndedrag ideen om godt design (pkt. 10). Og hermed mener jeg ikke, at man som designer ikke skal bestræbe sig på at lave sit arbejde ordentligt, eller at der ikke er forskel på den måde, ting er designet på. Rejsekortets design, for eksempel check-ind/ud-standerne i busser og på tog-perronerne, kunne sagtens havde været designet bedre, hvis det skulle understøtte de mål, der fra starten var sat med det. Så selvfølgelig kan vi i den forstand udpege godt og dårligt design i henhold til nogle bestemte parametre, firmaet eller designerne selv har ønsket at ville opnå, eller som brugerne forventer. Men fristelsen ligger i, at vi, i forlængelse af dette, ophøjer nogle genstande til at være ‘godt design’, som der ikke kan stilles spørgsmål til, og som i en eller anden grad så ender med at blive udtryk for en bestemt god smag. Gør vi det, ender vi med at reducere forståelsen af design til ren connaisseur-virksomhed. For designere er det en hindring for at løse den givne opgave, og for alle andre slører det blikket for designhistorien. Mens vi med lethed kan opstille en designkanon over det bedste design, så ser man med sådan en øvelse også bort fra alt det andet spændende, som findes derude, og stiller sig unødigt til dommer over historien. Det handler om at forstå historien bag designet, og kunne omsætte den viden til noget aktivt i dag.

Historie som en refleksiv dimension i designfaget

Noget helt andet er, at et af de stærkeste trends i design for øjeblikket er det, vi forskere kalder historisering. Altså, at man bygger “instant history” ind i designgenstandene og i iscenesættelsen og kommunikationen af dem. Et eksempel er firmaet Kähler, som, til trods for, at det i dets nuværende inkarnation ikke er mere end 5 år gammelt, har haft stor succes med at fremtræde som en del af det 20.århundredes danske designtradition. Det har de gjort med jubilæumsvasen, gennem deres butikkers aktive brug af historiske billeder og mange flere strategier1. Gode designere forstår at tappe ind i sådan en trend, og det kræver mere, end blot en viden om, hvad der var godt tidligere i historien. Det kræver også en aktiv evne til at arbejde med historien som en dimension i sin designproces.

Her vil jeg til slut tilføje, at det ikke udelukkende handler om at fange en flygtig trend, men om en grundlæggende bevidsthed i designarbejdet. Historie handler ikke om at huske årstal og navne, men om at forstå de sammenhænge der har præget for- og nutid, og hvordan tingene er kommet til at se ud, som de gør i dag. Det er faktisk en enormt spændende historie

  1. det har min kollega, Niels Peter Skou, skrevet en artikel om, i en antologi, vi har på vej senere på året []

Ingen kommentarer

Skriv et svar