Nyt Apple Pages

Apple Pages 5Med lanceringen af den seneste version 5 af tekstbehandlingsprogrammet Pages har Apple endelig opdateret deres skriveprogram, efter ca. 4,5 års ventetid. En historisk begivenhed for seriøse tekstskrivere der arbejder på Mac, men desværre også en skandaløs hændelse for selvsamme.

Tekstbehandlingsprogrammer kan forekomme som noget af det mest kedelige, man kan tale om, når det angår computere. Men man kan nok med god ret sige, at det netop er programmet Word, der har holdt Microsofts dominans på computermarkedet kørende siden starten af 1990’erne. For mig personligt, har tekstbehandling altid været det primære arbejdsredskab på mine computere. Tillad mig derfor at starte med lidt historie.

Hvad de færreste ved, er at Apples nuværende tekstbehandlingsprogram, Pages startede sit liv som en del af en kontorpakke til den nu arkaiske computerplatform, BeOS.

Tidligere nøgleansatte hos Apple, som havde været de centrale figurer i udviklingen af dette firmas tidligere kontorpakke, ClarisWorks helt tilbage fra slutningen af 1980’erne, grundlagde i 1996 firmaet Gobe Productive, efter at have forladt Apple.

Formålet var at producere en revolutionerende integreret softwarepakke til BeOS.  Ideen var, ligesom i det tidligere ClarisWorks, der udkom i 1991, at bygge pakken op af en række byggeklodser af funktionalitet, som man så kunne stykke hele programmer sammen af. Det gjorde programmerne hurtige at arbejde i, og meget modulære.

I 1998 udkom den første version af “Gobe Productive”, som pakken hed, og det var nok den tids flotteste tekstbehandling, regneark og præsentationsprogrammer.  Alle forventede på daværende tidspunkt, at Apple ville købe BeOS, og så gyldne tider på denne platform, men det endte med, at Apple i stedet købte Steve Jobs’ NeXT platform, og byggede det senere styresystem, Mac OS X på dette. Det betød desværre, at Gobe aldrig blev en kommerciel succes. Men de selvsamme nøgleansatte blev i stedet ansat hos Apple omkring årtusindeskiftet, da Gobe gik nedenom og hjem. Der arbejdede de i al hemmelig videre på at bygge en ny kontorpakke for Apple, det der senere skulle blive til iWork, bestående af Pages, Numbers og Keynote. En pakke, der arbejdede med de samme principper, som ClarisWorks havde gjort.

Keynote blev allerede inden lanceringen brugt af den karismatiske Steve Jobs til hans karakteristiske Keynotes, som en del af firmaets strategi til at fastholde og fange sine fans interesse. Keynote var allerede fra lanceringen i 2003 et genialt præsentationsprogram, som virkelig havde wouv-faktor, og gav mig personligt et forspring på den grafiske front, fordi det simpelthen var så let at lave flotte præsentationer, der overgik Powerpoint med længder. Men det kunne også bruges til at lave mange andre ting, bla. vektorgrafik, flashanimationer, mv.

Resten af iWork-pakken udkom i 2005. Der kom årlige opdateringer frem til 2009, hvor Pages ’09, trods tidligere børnesygdomme, var så raffineret og integreret med andre tjenester, at også jeg gik endeligt over til at skrive breve, længere tekster, osv. i det, frem for fx Word. Jeg kunne simpelthen producere flottere dokumenter med en lettere indsats, samtidig med at det var hurtigere og meget bedre integreret med Apples Mac OS X styresystem, end de fleste andre programmer.

Noget af det geniale ved iWorks-programmerne var, at de kombinerede en enkel brugerflade, med meget avancerede funktioner, som gik på tværs af programmerne, uden at de blev langsomme af det, noget der ellers har været office-pakkernes akilleshæl generelt. Og så var Pages uendeligt mere stabilt og smukkere at arbejde i, end Microsofts Word, et program der, med tusinde nedbrud og dræbende langsomhed, har frataget mig så mange af mit livs bedste stunder i min studietid. Det mest smukke ved Pages var dog, at det tog fokus fra programmet og over på indholdet, teksten.

Derfor var det med en vis grad af begejstring, jeg (og sikkert mange andre) modtog nyheden om, at Apple for et par uger siden lancerede Pages 5, den første større opdatering siden 2009… og til min rædsel var resultatet ikke et bedre program, men en helt nyskrevet, forsimplet udgave, der manglede en række funktioner, konverterede til nyt dokumentformat og i øvrigt var inkompatibelt med tidligere versioner af programmet. Skandale! Og jeg var ikke alene om den vurdering. Thomas Bækdal skrev for eksempel:  “The new iWorks is an absolute nightmare. They have taken what was once a great app and stupefied it.”.

Det er ikke alt, der er dårligt. På den positive side har programmet nu fx dansk orddeling, som faktisk fungerer. Og på mange måder er brugerfladen gjort enklere for flertallet af brugere.

På den negative side, så kan man ikke længere markere i teksten, hvad der er dansk og engelsk tekst, med deraf forkert orddeling i den slags tekster. Sådan noget betyder noget, når man arbejder professionelt med at skrive og udgive tekster!

Listen over manglende funktionaliteter er lang (her er fx en oplistning af nogle af dem), og Apple har netop lanceret en slags undskyldning, i det de påpeger, at man stadig kan bruge den gamle ’09-version af iWork-programmerne, og at de arbejder på at forbedre dem med en række features inden for det næste halve år. Det ser jeg hermed frem til. Indtil da arbejder jeg i 09′ versionen…

Kilder:

A Brief History of Clarisworks: http://groups.csail.mit.edu/mac/users/bob/clarisworks.php

Gobe, Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Gobe_Productive

iWork: http://en.wikipedia.org/wiki/IWork

Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Bogopdagelse i Danmark

I den forløbne uge annoncerede den sociale læseplatform GoodReads, at den var blevet opkøbt af Amazon. Spekulationerne var mange i forhold til, hvad det vil betyde. I en artikel hos The Atlantic faldt jeg imidlertid over denne infografik, der viser meget enkelt, hvorfor Amazon gjorde det:

Codex_Digital_Mediaa_Breakdown-thumb-570x427-117586The Atlantic

Grafikken viser i venstre side, hvor mange procent af amerikanerne, der besøgte forskellige sociale medieplatforme. I midten er angivet , hvor mange af dem der på den pågældende platform blev inspireret eller anbefalet til at købe en bog. I højre side er de to procenter ganget med hinanden, så man kan sammenligne, hvor stor betydning de enkelte platforme har på købet af bøger. Kig et øjeblik på grafen.

Det fremgår tydeligt, at Amazon klart er den dominerende med 6,6%, mens forfatternes egne websites og blogs, trods ringe størrelse, kommer ind på en andenplads med 3,1%. De to næste er Facebook og GoodReads, der begge ligger på ca. 1,5%. Det er tydeligt, at Amazon simpelthen har købt den eneste konkurrent til bogopdagelse, det var muligt at købe.

Men ét er USA, hvor bogmarkedet er under hastig forandring. Hvad med Danmark?

Danske tal

Jeg har på helt uvidenskabelig vis leget lidt med tallene og sjusset mig frem til, hvordan jeg tror tallene ser ud i Danmark. Amazon har helt klart mindre markedsandel i Danmark, ligesom GoodReads formodentlig heller ikke fylder meget. Jeg tror også, at Facebook fylder lidt mindre. Pinterest er helt udeladt, Youtube fylder lidt mere, osv. Og så har jeg erstattet Amazon med Saxo, der er den største spiller på det marked herhjemme. Tallene for, hvor mange der opdager bøger på hvert medie, har jeg ladet være de samme. Så fremkommer denne grafik:

bogopdagelse

Resultatet er umiddelbart klart: Hvis man vil arbejde med at udbrede bøger online i Danmark, så skal man satse på at bruge Facebook og forfatternes egne websites til formålet. De øvrige platforme giver et minimalt resultat.

Dog vil jeg gerne kvalificere resultatet en smule. Jeg tror for eksempel, at der er flere, der finder gode bøger på Twitter i Danmark, end tallene antyder. Derudover, så har platforme som Twitter og GoodReads også større betydning, end tallene viser, fordi det er her alfabrugerne er. De vrimler med meningsdannere og bognørder, der er rigtigt gode til at tale om bøger. Dem der igangsætter snakken om bøgerne online. Så selvom de numerisk er meget få, så kan de have stor betydning, især tidligt i en bogs levetid, for hvor stort kendskabet til den er.

Noget helt andet er, at de ret lave tal i højre kolonne viser, at mange finder deres læsestof mange andre steder end online.. Folk opdager bøger fra rigtig mange kilder, herunder biblioteker, boghandlere og gehørensagen fra venner.

God læsning.

Bibliotekerne kan ikke redde litteraturen gennem indkøb

Der er grøde i biblioteksverdenen. Danmarks Biblioteksforening har lige holdt årsmøde under overskriften Biblioteket efter Spotify. For i en verden, hvor streamingtjenester bliver mere og mere dominerende, så er bibliotekerne naturligvis pressede på det, der før blev opfattet som en af deres kernetjenester: at stille bøger til rådighed for danskerne, så alle har lige adgang til litteraturen.
Bogrygge

Spørgsmålet er så, om bibliotekerne i en tid med begrænsede midler skal stille de bøger til rådighed, som lånerne efterspørger, eller om de skal bruge deres begrænsede midler på at have kvalitetslittteratur på hylderne. Eller sat endnu hårdere op: skal bibliotekerne udlåne så mange bøger som muligt, eller skal de koncentrere sig om at formidle litteratur og andre medieformer?

Under overskriften “Et forsvar for arrogance” gør forfatteren Bent Vinn Nielsen sig til fortaler for det sidste synspunkt. Han vil gerne have bibliotekerne til at stoppe med at købe bestsellere og i stedet købe kvalitetsbøger. Han mener, at bibliotekerne bruger deres ressourcer på at købe bestsellere hjem, fremfor at købe de smalle udgivelser hjem – fx Kafkas dagbøger i dansk oversættelse, som kun er købt af 38 biblioteker. Det mener Vinn er en perversion, fordi det peger på, at bibliotekerne har glemt deres kernemission, som i følge ham er, at “ingen skal afholdes fra at læse litteraturen af økonomiske grunde, men det har da aldrig været meningen, at der ikke skal foretages en kvalitetsvurdering, om ikke andet så af den enkle grund, at man ikke kan have alting stående.”

Færre bestsellere vil ikke betyde (særlig meget) mere kvalitetslitteratur

Lad mig indlede med en vis pessimisme: Selvom jeg udmærket kan følge Vinns forargelse over, at bibliotekerne har købt så få af Kafkas dagbøger hjem, så tror jeg desværre ikke hans forslag om at købe færre af de trykte bestsellere hjem vil have den store effekt på udvalget af kvalitetslitteratur.

Der er nemlig kun få bestsellere i forhold til hvor mange “smalle” udgivelser, der udkommer – altså alle de vidunderlige og mindre vidunderlige bøger, der ikke opnår høje salgstal. Det er måske kun hver 8. bog, der er en bestseller. Derfor følger også logisk, at et mindre indkøb af dem, ikke vil have stor effekt på indkøbet af kvalitetslitteratur, forudsat, at bibliotekernes samlede indkøbspulje er den samme. Derfor er bliver det nyttesløst at klage over, at bestsellerne er på bibliotekerne.

Fjernede man bestsellerne, ville man kun opnå meget få ekstra titler inden for det, som kan kaldes kvalitetslitteratur – særligt, da det bestemt ikke er alle de smalle titler, der kan siges at være kvalitetslitteratur. Problemet er derfor snarere, at bibliotekernes samlede indkøb af trykte bøger er faldet. Altså, at den samlede kage, der kan skæres af og kvalitetsudvælges inden for, er blevet mindre.

Hvor 38 indkøbte eksemplarer således var lidt før i tiden, så har beskæringer og effektiviseringer i forbindelse med lukning af filialer og mindre lagerføring, sammenholdt med øgede priser pr. indkøbt bog, ført til at det formodentlig i dag ikke er så lille et tal [jeg kender ikke de konkrete gennemsnitstal].

En del af problematikken ligger muligvis i den måde, bibliotekerne evalueres på. Det er nemlig nærliggende at antage, at det primært er  kvantitative mål, specielt antal udlån, som kommunerne måler effektiviten af bibliotekernes service på. Ikke for, hvor kulturelt oplyste, lånerne føler sig. Derfor har bibliotekerne heller ikke det store incitament til at fjerne bestsellerne fra hylden.

Det gælder ikke ebøger

Problemstillingen aktuelt kun gælder de trykte bøger og ikke ebøgerne. Bibliotekerne køber nemlig ikke ét eksemplar af hver ebog, som de så kan låne ud. Lånerne har adgang til alle de titler der er i ereolen, som så betaler forlag og forfattere pr. download. Ereolen udvælger ganske vist også, hvad der skal stilles til rådighed, men da det ikke koster noget at have en titel til rådighed, men omvendt er dyrt at have bestsellerne, så er det økonomiske incitament for at have bestsellerne tilgængelige det omvendte: jo færre bestsellere, der downloades, jo bedre. I hvert fald er økonomien ikke et argument for at fravælge den smalle kvalitetslitteratur, fordi den netop downloades meget lidt. Endvidere har de store bestseller-forlag, Gyldendal og L&R også frivilligt valgt at trække deres titler ud af ereolen.

Men et er, hvad der gælder aktuelt, noget andet er den lurende digitale fremtid. Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før vi ser et kommercielt alternativ til ereolen. En streamingtjeneste, hvor man betaler et løbende abonnement for fri adgang til alle de bøger, man kan ønske sig. Det er der masser af indikationer på – Gyldendal har netop valgt at lukke sin ebogshandel, baseret på styksalg af bøger, for i stedet at satse på en streamet lydbogs-tjeneste, i samarbejde med svenske Storytel. Og der antydes, at en streamingtjeneste for alle bogformer venter i fremtiden.

Der findes flere kommercielle streamingtjenester, som formodentlig rammer markedet inden for i år. Internationalt har Amazon allerede en abonnementsbaseret streamingløsning, ligesom der findes en hel del startup-virksomheder på vej. Den store udfordring har dog hidtil været at få forlagene med på ideen, som indebærer en radikalt anden forretningsmodel, end den man kender fra den traditionelle bogverden. Bogverdenen er i det perspektiv kun nået til det stadie, musikbranchen var i for 10 år siden. Og der skal man huske, at musikverdenen kun flyttede sig, da den blev presset massivt på sin indtjening. Vi ser en faldende lønsomhed for bogbranchen generelt i Danmark, men salget er endnu ikke massivt truet af pirateri, som musikbranchen var det dengang.

Indkøb løser ikke problemet

Grundliggende, så tror jeg ikke, at bibliotekerne skal redde kvalitetslitteraturen gennem deres indkøb, uanset om de køber alt hjem, eller vælger kun at købe kvalitetslitteratur.

Til gengæld har bibliotekerne mulighed for at støtte litteraturen i sin bredde på mange andre måder. Bibliotekerne løfter allerede denne opgave på mange måder rundt omkring i landet – der afholdes forfatteraftener, digtoplæsninger, litteraturfestivaler, osv. Krimimessen er fx arrangeret af Horsens-bibliotekerne, og selvom om der er mange bestseller-krimier på programmet, så er der også plads til de smalle udgivelser og anderledes arrangementer. I den digitale verden ser vi, at bibliotekerne er gået ind i egentlig bogproduktion af apps, spændende online-litteratureksperimenter og elektronisk litteratur.

Det er tid til kreativ nytænkning. Det er tid til at bibliotekerne udnytter deres kæmpe potentiale, affødt af, at de har kontakt med virkelig mange læsere af bestsellere. Hvordan kan bibliotekerne bidrage til at lånerne vælger kvalitetslitteraturen frem for bestsellerne?

Newpub.dk

Der er noget i gære på selvudgiverfronten i Danmark for tiden. Efterhånden som Saxo Publish og andre tjenester vinder frem, så bliver det tilsyneladende mere og mere populært at selvudgive.

Jeg udgiver selv snart bogen De nye fans – skab passion og loyalitet med sociale medier, rettet mod musikbranchen. Det er den første bog, hvor jeg selv er forfatter og bærer det fulde ansvar for teksten, hvor jeg tidligere har virket som redaktør, med et naturligt mere distanceret forhold til teksten. Heldigvis har jeg skrevet bogen sammen med to vanvittigt dygtige mennesker i musikbranchen, som jeg deler udgifter, glæder og forhåbentlig også indtægter med. Men mere om det senere, bogen udkommer til maj.

newpub-newlogo

I dag udgør en milepæl for danske selvudgivere, i det websitet newPub.dk åbner. NewPub (ikke at forveksle med Newpub-konferencen) startede som en facebookgruppe, blev til flere facebookgrupper og er nu endt med at blive til et website. Det er en fantastisk kilde til information til den, der vil i gang med at udgive selv, og er et initiativ der er båret alene af ønsket om at gøre noget godt for andre, så jeg kan kun anbefale det. Derfor har jeg også sagt ja til at de fleste indlæg fra denne blog kan genbruges på NewPub.dk  – så fremover vil indlæg herfra altså også være at finde på newpub, med forhåbentlig endnu flere gode læsere.

God vind til NewPub – websitet lanceres  i dag kl. 15.

Gode & dårlige ting ved ereolens kommende streamede løsning

Pr. 1. februar 2013 overgår bibliotekernes ebogs-service, eReolen til en ny streamet løsning. Til forskel fra den gamle, hvor man skulle hente bøgerne i epub-formatet, skal man nu fremover læse dem direkte i den browser, man låner bøgerne med. Jeg har haft adgang til at teste det foreløbige interface til læsning af bøger, og vil i denne artikel gennemgå, hvad jeg betragter som de væsentligste fordele og ulemper ved den kommende løsning.

Fordele

  • Kun ét interface: Lånerne slipper for at skulle håndtere to forskellige systemer, for at kunne læse  bøger. Hvor man før skulle låne ebogen via websitet ereolen.dk, hente den ned som fil, og derefter åbne den med et andet program, så foregår det hele nu i den browser, man har åben. Kæmpe fordel.
  • I forlængelse af dette, så slipper lånerne for at skulle håndtere login og kodeord til Adobe ID OG deres lånerkortnumre og adgangskoder. Fremover er det kun ét sæt koder, der skal huskes, nemlig ens låneroplysninger. I min kommune er det cpr-nummeret og et selvvalgt kodeord, som er det samme, jeg kan låne fysiske bøger med på bibliotekets eget website. Smart.
  • Bøgerne kan vise flottere typografi. Den gamle løsning var begrænset til at bruges med ganske få programmer, baseret på Adobes underliggende kode, en løsning, der gav udviklerne af ebøger meget få muligheder for at lave optimal typografi. Den nye løsning er i princippet kun begrænset af, hvad moderne browsere understøtter, og jeg skulle hilse og sige, at der faktisk er temmeligt avancerede ting mulige. Den laveste fællesnævner bliver noget højere, og det er en entydigt god udvikling.
  • At ebøgerne er online-baserede vil også betyde, at forlagene har mulighed for at opdatere dem løbende – med de gode muligheder det fx. giver for at opdatere oplysninger i lærebøger, almindelig fejlretning, osv.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover. Det er noget, især de store forlag er glade for. Hvis piratkopiering virkelig var et reelt økonomisk problem (hvad jeg mener, det kun er i grænsetilfælde), så burde det også føre til potentielt lavere priser på ebøger, fordi forlagene ikke længere må påregne tab som følge af digitalt ‘svind’. Og vigtigst af alt, det vil gøre nogle af de forlag, der hidtil har været utrygge ved ordningen, mere venligt stemte overfor biblioteksløsningen (at de største så er endt med fornyligt at trække sig fra ereolen, er en anden sag).

Ulemper

  • De fleste eink-baserede ebogslæsere har meget ringe browserunderstøttelse, eller slet ingen. Derfor vil det samlet set udelukke alle ebogslæsere, der ikke er tablets, også fx Sonys ereadere, som faktisk virkede med biblioteksløsningen, og som man glad har anbefalet til de meget bibliofile læsere. Det vil nok gøre nogle af de mest dedikerede lånere, som var glade for de lette, eink-baserede single-purpose læseplader, sure.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover, men det bliver også sværere for læsehæmmede, der før tog sagen i egen hånd og konverterede teksterne til læsbare formater. Disse er henvist til E17-ordningen, en offentlig tjeneste, der lovligt har ret til at digitalisere alle danske bøger uden at spørge om lov.
  • I det hele taget er den streamede løsning væsentligt hæmmet af at være så kopisikret, som den er. Det er således heller ikke muligt at copypaste tekst-stykker ud fra bøgerne. Det vil naturligvis være træls for de mange studerende og forskere, der gerne ville benytte sig af ebøger som studieredskaber. Men hvad værre er, så blokerer det for anvendelse af tjenester som fx. talesyntese for blinde – og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt for bibliotekerne at lancere en løsning uden dette. Problemet medfører formodentlig også, at en række andre tjenester, som fx. noteredskaber som Diigo, ikke vil virke med ereolen.
  • Løsningen vil uvægerligt være et skridt bagefter de store internationale giganters løsninger. Et firma som Apple har umådeligt mange flere ressourcer at smide efter udviklingen af iBooks end den samlede bogbrance i Danmark har. Det er derfor ikke sikkert, at streaming rent teknisk vil være en fordel for lånerne i det lange løb.

Man kan indvende til det sidste, at det formodentlig kan blive ‘godt nok’, og det er jeg da tilbøjelig til at være enig med. Der er et niveau, hvor vi nok kan sige, at vi opfylder folkeoplysningsformålene.

Det jeg har set indtil videre er en meget rudimentær løsning, med et foreløbigt brugerinterface. Funktioner som noter, osv. er svære at se for sig blive realiseret på en god måde. På den anden side, så virker Publizon relativt opsatte på at løse de børnesygdomme, der er på platformen lige nu, inden den bliver offentlig tilgængelig. Løsningen er endnu ikke færdig, og man skal ikke altid skue hunden på hårene.

Jeg har testet alle Replikants ebøger, og kan fortælle, at de virker ganske glimrende med den streamede løsning 🙂