Newpub.dk

Der er noget i gære på selvudgiverfronten i Danmark for tiden. Efterhånden som Saxo Publish og andre tjenester vinder frem, så bliver det tilsyneladende mere og mere populært at selvudgive.

Jeg udgiver selv snart bogen De nye fans – skab passion og loyalitet med sociale medier, rettet mod musikbranchen. Det er den første bog, hvor jeg selv er forfatter og bærer det fulde ansvar for teksten, hvor jeg tidligere har virket som redaktør, med et naturligt mere distanceret forhold til teksten. Heldigvis har jeg skrevet bogen sammen med to vanvittigt dygtige mennesker i musikbranchen, som jeg deler udgifter, glæder og forhåbentlig også indtægter med. Men mere om det senere, bogen udkommer til maj.

newpub-newlogo

I dag udgør en milepæl for danske selvudgivere, i det websitet newPub.dk åbner. NewPub (ikke at forveksle med Newpub-konferencen) startede som en facebookgruppe, blev til flere facebookgrupper og er nu endt med at blive til et website. Det er en fantastisk kilde til information til den, der vil i gang med at udgive selv, og er et initiativ der er båret alene af ønsket om at gøre noget godt for andre, så jeg kan kun anbefale det. Derfor har jeg også sagt ja til at de fleste indlæg fra denne blog kan genbruges på NewPub.dk  – så fremover vil indlæg herfra altså også være at finde på newpub, med forhåbentlig endnu flere gode læsere.

God vind til NewPub – websitet lanceres  i dag kl. 15.

Gode & dårlige ting ved ereolens kommende streamede løsning

Pr. 1. februar 2013 overgår bibliotekernes ebogs-service, eReolen til en ny streamet løsning. Til forskel fra den gamle, hvor man skulle hente bøgerne i epub-formatet, skal man nu fremover læse dem direkte i den browser, man låner bøgerne med. Jeg har haft adgang til at teste det foreløbige interface til læsning af bøger, og vil i denne artikel gennemgå, hvad jeg betragter som de væsentligste fordele og ulemper ved den kommende løsning.

Fordele

  • Kun ét interface: Lånerne slipper for at skulle håndtere to forskellige systemer, for at kunne læse  bøger. Hvor man før skulle låne ebogen via websitet ereolen.dk, hente den ned som fil, og derefter åbne den med et andet program, så foregår det hele nu i den browser, man har åben. Kæmpe fordel.
  • I forlængelse af dette, så slipper lånerne for at skulle håndtere login og kodeord til Adobe ID OG deres lånerkortnumre og adgangskoder. Fremover er det kun ét sæt koder, der skal huskes, nemlig ens låneroplysninger. I min kommune er det cpr-nummeret og et selvvalgt kodeord, som er det samme, jeg kan låne fysiske bøger med på bibliotekets eget website. Smart.
  • Bøgerne kan vise flottere typografi. Den gamle løsning var begrænset til at bruges med ganske få programmer, baseret på Adobes underliggende kode, en løsning, der gav udviklerne af ebøger meget få muligheder for at lave optimal typografi. Den nye løsning er i princippet kun begrænset af, hvad moderne browsere understøtter, og jeg skulle hilse og sige, at der faktisk er temmeligt avancerede ting mulige. Den laveste fællesnævner bliver noget højere, og det er en entydigt god udvikling.
  • At ebøgerne er online-baserede vil også betyde, at forlagene har mulighed for at opdatere dem løbende – med de gode muligheder det fx. giver for at opdatere oplysninger i lærebøger, almindelig fejlretning, osv.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover. Det er noget, især de store forlag er glade for. Hvis piratkopiering virkelig var et reelt økonomisk problem (hvad jeg mener, det kun er i grænsetilfælde), så burde det også føre til potentielt lavere priser på ebøger, fordi forlagene ikke længere må påregne tab som følge af digitalt ’svind’. Og vigtigst af alt, det vil gøre nogle af de forlag, der hidtil har været utrygge ved ordningen, mere venligt stemte overfor biblioteksløsningen (at de største så er endt med fornyligt at trække sig fra ereolen, er en anden sag).

Ulemper

  • De fleste eink-baserede ebogslæsere har meget ringe browserunderstøttelse, eller slet ingen. Derfor vil det samlet set udelukke alle ebogslæsere, der ikke er tablets, også fx Sonys ereadere, som faktisk virkede med biblioteksløsningen, og som man glad har anbefalet til de meget bibliofile læsere. Det vil nok gøre nogle af de mest dedikerede lånere, som var glade for de lette, eink-baserede single-purpose læseplader, sure.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover, men det bliver også sværere for læsehæmmede, der før tog sagen i egen hånd og konverterede teksterne til læsbare formater. Disse er henvist til E17-ordningen, en offentlig tjeneste, der lovligt har ret til at digitalisere alle danske bøger uden at spørge om lov.
  • I det hele taget er den streamede løsning væsentligt hæmmet af at være så kopisikret, som den er. Det er således heller ikke muligt at copypaste tekst-stykker ud fra bøgerne. Det vil naturligvis være træls for de mange studerende og forskere, der gerne ville benytte sig af ebøger som studieredskaber. Men hvad værre er, så blokerer det for anvendelse af tjenester som fx. talesyntese for blinde – og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt for bibliotekerne at lancere en løsning uden dette. Problemet medfører formodentlig også, at en række andre tjenester, som fx. noteredskaber som Diigo, ikke vil virke med ereolen.
  • Løsningen vil uvægerligt være et skridt bagefter de store internationale giganters løsninger. Et firma som Apple har umådeligt mange flere ressourcer at smide efter udviklingen af iBooks end den samlede bogbrance i Danmark har. Det er derfor ikke sikkert, at streaming rent teknisk vil være en fordel for lånerne i det lange løb.

Man kan indvende til det sidste, at det formodentlig kan blive ‘godt nok’, og det er jeg da tilbøjelig til at være enig med. Der er et niveau, hvor vi nok kan sige, at vi opfylder folkeoplysningsformålene.

Det jeg har set indtil videre er en meget rudimentær løsning, med et foreløbigt brugerinterface. Funktioner som noter, osv. er svære at se for sig blive realiseret på en god måde. På den anden side, så virker Publizon relativt opsatte på at løse de børnesygdomme, der er på platformen lige nu, inden den bliver offentlig tilgængelig. Løsningen er endnu ikke færdig, og man skal ikke altid skue hunden på hårene.

Jeg har testet alle Replikants ebøger, og kan fortælle, at de virker ganske glimrende med den streamede løsning 🙂

Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Der har gennem tiden været nogen debat om, hvad det er, der gør vores øjne så trætte, når vi sidder længe og arbejder/leger med vores digitale dimser med skærme, samt hvordan det nu lige er med læsehastigheden på de her digitale teknologier. I takt med at der læses flere og flere ebøger på skærme, må dette være et relevant spørgsmål at stille. Jeg har derfor spurgt mig selv, hvilken skærm, der mon egentlig er bedst at læse på i den henseende

Serif kontra Sans-serif

Tidligere er meget diskussion gået på, hvorvidt skrift med serif1, som fx. Times New Roman, eller uden serif, fx Arial eller Verdana var bedst egnet til skærmlæsning. Mens der har hersket udbredt enighed om at serif-skrift var velegnet til længere tekster på tryk, har tidlige studier vist, at skrifter uden serif var bedst egnet til skærmlæsning.

Meget tyder på, at disse studier ikke længere holder stik, og at de i stedet for at kvalificere brugen af den ene eller anden type skrift, sagde noget om den ringe opløsning på de skærme, testpersonerne arbejdede med dengang. I dag er det således muligt at lave meget flottere typografi på højopløsningsskærme, som fx. Kindle Fire HD, som står lige så skarpt som mange tryksager, og dertil har bedre kontrast og farvegengivelse.

Der er i virkeligheden en række faktorer i spil; udover skærmenes farvegengivelse og kontrast  er faktorer som skærmopløsning, baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens også vigtige. Lad os begynde med at se på opløsningen, som nok er den vigtigste.

Det menneskelige øjes opløsning vs. skærmens

Det menneskelige øje har typisk en opløsning svarende til ca. 240ppi((pixels per inch ≈ et mål for tætheden af skærmpixels)) ved den afstand, vi normalt benytter de her dimser ved, altså ca. 30-40 cm fra ansigtet.2 Det vil sige, at skærmen skal have højere ppi end dette for at vi ikke længere kan skelne individuelle pixels, og teksten bliver ‘hakket’ at se på.

Mange vil indvende, at de da arbejder mange timer om dagen ved en computerskærm og fint kan læse teksten der. Sådan har jeg det selv. Men sagen er, at du snyder dig krop på den måde. Det kan således sagtens være, at du ikke bevidst synes det er et problem at læse på din computerskærm, men din hjerne bliver under alle omstændigheder udsat for et stykke trættende afkodningsarbejde, således at du præsenteres for den optiske illusion, der får skærmen til at se fin ud.

Skærmopløsninger

Her er nogle udvalgte skærmopløsninger på populære computere, tablets og smartphones.


  • iPhone 5se: 326ppi
  • Samsung Galaxy S III, 4.8″: 306ppi
  • iPad 4. generation, 10″: 264ppi
  • Kindle Fire HD, 8.9″: 254ppi
  • Nexus 7 tablet, 7″: 216ppi
  • MacBook Pro 15″ Retina: 220ppi
  • Kindle Paperwhite: 212ppi
  • Sony Vaio Z128 laptop: 168ppi
  • iPad mini 7.9″: 163ppi
  • iPad 2, 10″: 133ppi

Kilde: Wikipedia.


Baseret på ovenstående liste, er det let at afgøre, hvilke af dem, der er bedst for øjet, hvis man ser alene på pixelttætheden. På denne liste har kun de fire øverste på listen, iPhone 5se, Samsung Galaxy SIII, Kindle Fire HD 8.9″ og den seneste iPad 10″ så gode skærme, at de overgår det normale menneskelige øjes evne til at skelne detaljer. De øvrige skærme rummer omvendt potentielle problemer, alene på grund af deres opløsning.

Her er et eksempel på, hvor stor forskellen faktisk er. Anandtech har sammenlignet tekstgengivelsen på en iPad 10″ af 3. generation3 med 264ppi kontra en iPad 2 med 133ppi.

iPad 2:

©Anandtech 2012 

iPad 3:

©Anandtech 2012 

Det er helt tydeligt i dette eksempel, at teksten er meget meget skarpere defineret og mere rolig at se på.

Hvor det således anstrenger øjnene at læse skrifter med serif på skærme med dårlig opløsning, så er det ikke sandsynligvis ikke tilfældet på nutidens gode skærme.

Der er imidlertid også andre faktorer der afgør, hvor god en skærm er at læse på.

Opdateringsfrekvens

Udover pixeltætheden på skærmen, er baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens på skærmen således vigtige elementer, og det er derfor, ebogslæsere baseret på eInk-teknologien har vist sig relativt populære. De anvender nemlig ikke egentlige LCD-skærme, men en skærm baseret på en slags ‘korn’, der skifter mellem grader af sort og hvid, men kun når de magnetiseres, fx ved sideskift! Ligesom de magnettavler, børn leger med. Det betyder, at eink-skærme ikke har en opdateringsfrekvens! Billedet står fuldstændig fast og roligt.

TIl lcd-skærmens forsvar skal siges, at nutidige lcd-skærme har opløsningsfrekvenser på 200Hz eller højere, så forskellen er langt hen ad vejen ikke stor. Til sammenligning kørte de gamle CRT-monitorer med 40-60Hz-frekvenser. Jo højere, jo bedre. Jeg husker selv, hvordan et skift til 50 fra 40Hz gav en mærkbar forbedring i billedet. Det er derfor ikke min vurdering, at det er opdateringsfrekvensen, der er den afgørende faktor for den gode læsning på skærmen…

Baggrundsbelysning skader søvn

Dermed er vi ved, hvad jeg personligt betragter som skærmenes største problem aktuelt: når man sidder ved en iPad får man reelt kastet en projektør i hovedet, vel at mærke med lys der breder sig ud over det fulde spektrum. Det er uhensigtsmæssigt, fordi kroppen tilpasser sine naturlige træthedsniveauer efter det lys, den modtager gennem øjnene. Det er mere specifikt sådan, at aften- og nattelys har væsentligt mindre lys i den blå ende af farvespektret, hvilket normalt er et godnatsignal til hjernen. Sidder man derfor med en skærm foran sig om aftenen, er det ikke nok  at justere ned for lysstyrken4, man vil stadig modtage blåt lys, og dermed få forstyrret sit naturlige søvnmønster. Så selvom man måske får trætte “skærmøjne”, så kan man ikke sove.

Jeg mistænker manges søvnproblemer (herunder mine egne) for at være relateret til dette, både fra tv-kigning og smartphone med i sengen. Det er formodentlig forskelligt, hvor tolerante vi hver især er overfor dette, så det kan jo være du sover fint 🙂

Hvis man er plaget, er der dog råd for det – man kan installere software, der justerer ned på det blå lys-niveau. På mange fjernsyn er der en “biograf”-indstilling med mere blødt, varmt lys. Og et er efterhånden standard på smartphones og styresystemer med sådan en indstilling.

eInk-skærmene har i den henseende den store fordel, at de ikke er baggrundsbelyste, så derfor undgår man helt problemet. Dertil har de den fordel, at de er lavet primært til én ting, nemlig at læse, og det er formodentlig et godt sove-tip at læse en god (og ikke for spændende ) bog inden sengetid, som sender fantasien på tur mod drømmeland.

Omvendt, så lider eInk-skærmene af problemer med, hvad jeg formoder er mindre vigtige faktorer, særligt kontrast og farvegengivelse. Der findes endnu ikke særligt mange farvede eink-enheder i almindelig handel. De der er, har en elendig farvegengivelse og kontrasten er ikke på niveau hverken med almindeligt hvidt papir eller de nyere lcd-skærme.

Anbefalinger

Skal man anvende skærm sent på aftenen, må det være anbefalingen herfra, at man benytter en af de mest højopløste skærme og justerer ned for det blå lyst på dem. Eller at man anskaffer en eInk-baseret skærm til godnatlæsningen.

For læsning generelt kan der ikke gives nogen bestemt anbefaling i forhold til at sikre den gode skærmlæsning, udover at gå efter en så høj pixelttæthed som muligt, helst over de famøse 240ppi. Men det er, som med tv og telefoni, i stigende grad uoverskueligt, hvad der er det bedste valg. Man er nødt til at se på, hvilke konkrete læsemønstre der er tale om, hvilken slags læsning, der er tale om, og i hvilken sammenhæng, der læses. For eksempel ville jeg ikke selv vælge at købe en iPad mini, hvis jeg vidste, jeg skulle bruge den til at læse meget på. Er formålet bredere, så kan en lavopløst skærm være ganske glimrende, i det fx visning af billeder, video og animationer ikke beror så meget på opløsning, som på de øvrige ovennævnte faktorer.

Myten om at skrifttypevalget i selve teksten skulle være afgørende holder i hvert fald ikke. De nye skærme giver mulighed for, at smuk og læsevenlig typografi, som vi kender den fra den trykte bogs verden, virkelig kan folde sig ud.

Tilhører du det lille mindretal af mennesker, der stadig kan skelne pixels på en iPhone-skærm, så må du væbne dig med tålmodighed – skærmene skal op på 5-600ppi før de med sikkerhed kan matche dit øje. iPhonen er det bedste, du kan købe for penge.

Men én ting er sikkert: en del af de nye skærme har potentialet for at slå den gammeldags bog på læsevenlighed. Og den trykte bog bliver ét alternativ blandt flere andre at vælge imellem (ja, den har også sine fordele).

  1. Serif: med kanter på skrifttypen []
  2. Nogle mennesker ser væsentligt bedre end dette, de kan have supersyn, helt op til 400ppi. For dem er ingen skærm aktuelt helt skarp. Særligt trænede mennesker, fx. grafikere, der dagligt arbejder med at skelne detaljer, se farver, osv, har også andre forudsætninger end gennemsnittet af danskere. For begge disse grupper må denne artikel ses som pegende på det bedst mulige, men ikke perfektion. Andre har dårligere syn end normalen og for dem er forskellene opridset her til at overse.

    Og for nu at imødekomme den indvending: ja, vi holder telefoner og computerskærme i forskellig afstand, vores armlængde er forskellig, osv. En typisk skærm på en bærbar står længere væk end man holder en iPhone, så derfor behøver skærmen ikke være helt så højopløst på en bærbar. Alligevel kan vi godt tale om nogle tilnærmede praktiske mål. []

  3. iPad 3. generation svarer i pixeltæthed til en iPad 4. generation, men har lavere kontrast og dårligere farvegengivelse []
  4. Hvilket mange skærme kan stilles til at gøre automatisk, med varierende held []

10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen

Jeg har en løbende debat med en god lærer-ven om, hvorvidt det er et gode eller et onde, at de danske skoler i stor stil er begyndt at indkøbe iPads. Han er lærer og mener entydigt, at skolerne begår en kæmpefejl ved kun at investere i iPads. “Det forvandler klasserummet til en spillehal”, har han vist sagt.

Men er det nu altid sandt?

Jeg har egentlig selv en positiv vinkel på den nye teknologis muligheder, for  jeg mener, at den, ligesom al anden teknologi, både kan anvendes til godt og “ondt”. Med det sidste mener jeg, at den kan skade undervisningen, hvis den ikke anvendes under iagttagelse af de sædvanlige pædagogiske overvejelser, som enhver lærer bør tage i brug.

Desværre så har jeg også en fornemmelse af, at læreruddannelsen ikke forbereder de nye lærere ordentligt på de nye teknologiers udfordring, og at de erfarne lærere slet ikke har forudsætningerne for at tilrettelægge undervisningen. Med det resultat, at “den nye lille” bringer mere gavn, end den skader. Min lærer-ven medgiver også, at problemet, som han har oplevet det, er at lærerne får den ny teknologi stillet til rådighed, men at meget lidt i øvrigt ændres. Med andre ord, at man stoler for blindt på, at teknologien og ikke læreren løser de udfordringer, skolen har.

Der er mange ting, man som skole bør tage stilling til. Hvad koster de? Hvordan styrer man, hvilke apps, der kører på dem. Kan skolens netværk klare, at der pludselig er en mængde enheder på trådløst, osv, osv. Men det er endnu vigtigere, at læreren er helt klar over, hvordan iPadden fungerer i klasseværelsets kontekst.

Derfor kan man som lærer med fordel stille sig selv (mindst) 10 spørgsmål.

“10 spørgsmål til professoren”

  1. Hvad er målene med at anvende iPad? Er det at give adgang til digitale læremidler? Er målet at eleverne skal producere på dem? Eller er de blot tænkt som en digital bog, der kan læses, spilles og ses video på, kort sagt konsumption? Et valg mellem disse (eller et mix) giver to meget forskellige ambitionsniveauer for anvendelsen.
  2. Hvad gør en iPad muligt, som ellers ikke kunne lade sig gøre uden? Er der noget, vi kunne tænke os at realisere, som den faktisk kan gøre lettere? Hvis ikke, så kan det være svært at se en motivation i det. Og hvordan ser det ud fra elevernes synsvinkel?
  3. Hvilke læringsstile skal den understøtte?  Og hvilken undervisningstil anvender du, eller kunne du tænke dig at bruge den i? Arbejder du projektbaseret, så findes der fx redskaber til det.
  4. Hvordan skal din timeplanlægning ændres med den ny teknologi? Kan og vil du ændre måden, du gennemfører undervisning på?  Kræver det, at du ændrer noget ved måden, du normalt arbejder på, og er komfortabel ved? Tænk på, at en iPad er et stykke teknologi, ligesom tavlekridt, overheadprojektor, video, osv. er det. Med endnu et værktøj i paletten, har du nye udfordringer at forholde dig til.
  5. Har du tænkt på, hvordan du gennemfører undervisning på de dage, hvor teknologien strejker? Vi kender alle til den klassiske situation, hvor overheadprojektoren eller tv’et ikke virker. Og de dage, hvor en underviser eller kursusholder har stået og fumlet med powerpoint og er endt med at tage tavlen i brug. Har du backupmulighed og er der nogen, der kan træde til og hjælpe hurtigt?
  6. Kan du selv håndtere den ny teknologi? Har du sat dig ind i, hvordan du anvender og installerer nye apps? Og hvordan du fejlfinder? Hvor fortrolig er du med teknologien?
  7. Hvordan vil du inddrage dine elever i brugen af den iPad, de får stillet til rådighed. Må de selv installere nye apps som løser deres problemer, og som måske kan bringe deres læring i nye og uventede retninger, eller er det noget skolen styrer? Er det lærerstyret eller elevstyret, eller et mix? I nogle situationer kan det være en fordel at lade eleverne udforske, mens lærerstyring i andre er en nødvendighed for at samle fokus.
  8. Tænk over, hvordan du kan anvende nye metoder  i undervisningen, når du nu har en række mobile computere. Behøver I at blive i klasseværelset og foretage jer de aktiviteter, I foretager jer? Hvordan kan teknologien anvendes til at organisere i grupper og hvordan kan den styrke differentieret undervisning? Og hvordan kan den anvendes til at variere tempo og fordybelse undervejs i en almindelig time?
  9. Har du tænkt over, hvordan forældrene involveres i brugen? Som med den bærbare computer, så er der en helt klar udfordring i, at teknologien anvendes uden for skolens kontrol, og at eleverne, ligesom i andre af livets forhold og har brug for vejledning her  – og også har brug for at udforske på egen hånd. Er der indgået klare aftaler med dig og blandt forældrene selv om, hvad der er ok?
  10. Endelig, hvordan vil du selv definere en “god” anvendelse af iPads når det skal evalueres, hvad den har tilført undervisningen? Er det muligt at kvantificere? Er målet at øge kreativitet og selvstændig tænkning eller gruppeorienteret samarbejde? Er målet at styrke sociale sammenhænge, som ikke nødvendigvis er faglige. Det er vigtigt, når I skal diskutere, hvad resultatet har været. Og husker I overhovedet at planlægge en evaluering inden der investeres?
Denne artikel er kraftigt inspireret af dette indlæg af Terry Heick, som jeg hermed takker ydmygst.