Fra bauhaus til Penguin og den moderne paperback

I den sædvanlige fortælling om  typografien i det 20. århundrede er man enten på den ene side traditionalist eller på den anden side  modernist. I den grundfortælling har typografien udviklet sig i en klassisk frigørelseshistorie fra en ustruktureret eller tilbageskuende tilgang i starten af århundredet og henimod en stadigt mere moderne brug af typografi. Som denne sidehistorie om den modernistiske pionerbevægelse, Bauhaus’ tilgang til typografi viser, så går historien nogle gange på kryds og tværs, og nogle gange slår den ring om sig selv. I denne anden artikel ser jeg på, hvordan en af den moderne typografis mest radikale tænkere og praktikere til sidst endte med at tage den klassiske typografi til nåde.

Jan Tschichold i eksil

For Jan Tschichold, den typografiske ideolog i bauhaus, havde historien om Bauhaus og nazismen en særlig krølle.

I forlængelse af stadigt værre arbejdsbetingelser i løbet af 30’erne, der kulminerede med hans arrestation og anklager for “kulturbolchevisme”, flygtede Tschichold således til Basel, Schweitz i 1933. Her holdt han lav profil i forhold til nazisterne frem til krigsafslutningen i 1945 og brugte blandt andet tiden på at arbejde for lokale forlag og skrive om typografi.

I Basel kom Tschichold således igen i kontakt med den klasiske typografiske tradition, særligt som den var raffineret og videreudviklet af de engelske forlag i de foregående 100 år. Tschitold arbejdede blandt andet for forlagene Benno Schwabe & Co og Birkhaüser Verlag, som han tilrettelagde en række klassikerudgaver for. Han skrev her flere tekster omkring opsætning af bøger i 1945, hvor han, i tråd med sine tidligere bestræbelser hos bauhaus, forsøgte at karakterisere en række historiske standarder eller typer inden for typografien – og her endte han med at hylde de selvsamme klassiske typografer fra gotikken (Jenson m. fl.), som Morris var inspireret af, og som Bauhaus-grafikerne tidligere havde taget afstand fra.

6Eksempel på Jan Tschicholds Birkhäuser-typografi.

Som det fremgår af ovenstående eksempel, så anvendte Tschichold i sine nye arbejder ikke alene både illustrative borter og gotiske og klassiske skrifttyper, men, tilsyneladende mere besynderligt, brugte han også en symmetrisk opsætning af sidens elementer. Hans pointe var nu, at typografien måtte tilpasse sig indholdet, snarere end omvendt – og han mente for eksempel, at korte titler gjorde symmetri mere egnet på titelblade.  Tilbage var kun en ekspressiv brug af mellemrum, og altså en meget pragmatisk tilgang til typografi.

Cirklen slutter endeligt med Penguin

Netop den pragmatiske tilgang er det, der forbinder Tschichold til det, jeg vil kalde en af de største succeser for Bauhaus-skolens ideer. I 1946 inviterede lederen af det engelske paperback-forlag, Allen Lane, en række af de bedste kunstnere til forlaget for at de kunne være med til at hæve standarden for dets allerede populære bøger.

Vi tager i dag paperback-formatet for givet, som det mest naturlige format, en bog kan udkomme i. Men paperbacken var på den tid noget ganske nyt – i starten af 30’erne blev der set med stor skepsis på det, da Penguin ville udgive bøger uden stift omslag – man anså det for utænkeligt, at folk ville købe det. Men Penguin billigbøger blev, som bekendt, en kæmpe succes. Hver bog kunne dog se meget forskellig ud, og udvalget af titler var præget af uensartethed og mangelfuld tekniske standarder.

Tschichold tog mod invitationen, og kom til at præge Penguins udtryk gennemgribende. Han designede en 5 siders designmanual og kastede sig i tre år nidkært over en transformation, der førte til Penguin-bøgernes velkendte standardiserede udseende, med en gennemført typografi, præget både af den klasiske engelske typografi og af den modernistiske stringens.

I nedenstående eksempel er Tschichold forside fra 1945 (til højre) symmetrisk, og bygger videre på designet i  originalen fra 1935 (krediteret Edward Young), men anvender aktivt luft på siden og balancerede mellemrum mellem bogstaver i titlen. Derudover er pingvin-logoet forenklet og der er anvendt moderne skrifttyper, som placerer titel, forfatternavn, forlagsnavn og serietitel i et tydeligt informationshierarki. Indvendig i bogen er der anvendt en stringent, klassisk engelsk typografi, for eksempel med anvendelse af skrifter som Caslon.

4989859887_8bd4435952© Oliver Tomas. http://www.olivertomas.com/books/penguin-books-horizontal-grid-and-tschicholds-reforms/
Det er ikke en overdrivelse, at Penguin med det nye look  definerede paperbacken, som vi kender den i dag: En mindre bog, hvis sider ikke skal sprættes op, med bøjeligt papiromslag, trykt på tyndt papir og med ensartet og konsistent typografi indvendig og udvendigt, på tværs af de enkelte titler.

Og dermed var cirklen sluttet gennem Tschicholds personlige bevægelse fra avantgarde til mainstream. Oprøret mod en gammeldags typografi 20 år tidligere havde ført til gennembrudet for  den moderne typografi i et af den tids mest udbredte massemedier, paperback-billigbogen. Og det var sket i en form, der forenede den mest moderne produktionsteknik med Bauhaus-ideologiens ideer og en yderst traditionel, eller om man vil, konservativ typografisk tilgang.

Yderligere læsning

For en mere detaljeret historie om Tschicholds redesign af Penguin, se: Richard B. Doubleday (2006): Jan Tschichold, Designer: The Penguin Years, New Castle, Delaware: Oak Knoll Press and Aldershot, Hampshire: Lund Humphries. Richard B. Doubleday: “Jan Tschichold at Penguin Books: A Resurgence of Classical Book Design”, Chinese Journal of Design, 2013-09-27, http://en.izhsh.com.cn/doc/10/195.html

Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Gode & dårlige ting ved ereolens kommende streamede løsning

Pr. 1. februar 2013 overgår bibliotekernes ebogs-service, eReolen til en ny streamet løsning. Til forskel fra den gamle, hvor man skulle hente bøgerne i epub-formatet, skal man nu fremover læse dem direkte i den browser, man låner bøgerne med. Jeg har haft adgang til at teste det foreløbige interface til læsning af bøger, og vil i denne artikel gennemgå, hvad jeg betragter som de væsentligste fordele og ulemper ved den kommende løsning.

Fordele

  • Kun ét interface: Lånerne slipper for at skulle håndtere to forskellige systemer, for at kunne læse  bøger. Hvor man før skulle låne ebogen via websitet ereolen.dk, hente den ned som fil, og derefter åbne den med et andet program, så foregår det hele nu i den browser, man har åben. Kæmpe fordel.
  • I forlængelse af dette, så slipper lånerne for at skulle håndtere login og kodeord til Adobe ID OG deres lånerkortnumre og adgangskoder. Fremover er det kun ét sæt koder, der skal huskes, nemlig ens låneroplysninger. I min kommune er det cpr-nummeret og et selvvalgt kodeord, som er det samme, jeg kan låne fysiske bøger med på bibliotekets eget website. Smart.
  • Bøgerne kan vise flottere typografi. Den gamle løsning var begrænset til at bruges med ganske få programmer, baseret på Adobes underliggende kode, en løsning, der gav udviklerne af ebøger meget få muligheder for at lave optimal typografi. Den nye løsning er i princippet kun begrænset af, hvad moderne browsere understøtter, og jeg skulle hilse og sige, at der faktisk er temmeligt avancerede ting mulige. Den laveste fællesnævner bliver noget højere, og det er en entydigt god udvikling.
  • At ebøgerne er online-baserede vil også betyde, at forlagene har mulighed for at opdatere dem løbende – med de gode muligheder det fx. giver for at opdatere oplysninger i lærebøger, almindelig fejlretning, osv.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover. Det er noget, især de store forlag er glade for. Hvis piratkopiering virkelig var et reelt økonomisk problem (hvad jeg mener, det kun er i grænsetilfælde), så burde det også føre til potentielt lavere priser på ebøger, fordi forlagene ikke længere må påregne tab som følge af digitalt ’svind’. Og vigtigst af alt, det vil gøre nogle af de forlag, der hidtil har været utrygge ved ordningen, mere venligt stemte overfor biblioteksløsningen (at de største så er endt med fornyligt at trække sig fra ereolen, er en anden sag).

Ulemper

  • De fleste eink-baserede ebogslæsere har meget ringe browserunderstøttelse, eller slet ingen. Derfor vil det samlet set udelukke alle ebogslæsere, der ikke er tablets, også fx Sonys ereadere, som faktisk virkede med biblioteksløsningen, og som man glad har anbefalet til de meget bibliofile læsere. Det vil nok gøre nogle af de mest dedikerede lånere, som var glade for de lette, eink-baserede single-purpose læseplader, sure.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover, men det bliver også sværere for læsehæmmede, der før tog sagen i egen hånd og konverterede teksterne til læsbare formater. Disse er henvist til E17-ordningen, en offentlig tjeneste, der lovligt har ret til at digitalisere alle danske bøger uden at spørge om lov.
  • I det hele taget er den streamede løsning væsentligt hæmmet af at være så kopisikret, som den er. Det er således heller ikke muligt at copypaste tekst-stykker ud fra bøgerne. Det vil naturligvis være træls for de mange studerende og forskere, der gerne ville benytte sig af ebøger som studieredskaber. Men hvad værre er, så blokerer det for anvendelse af tjenester som fx. talesyntese for blinde – og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt for bibliotekerne at lancere en løsning uden dette. Problemet medfører formodentlig også, at en række andre tjenester, som fx. noteredskaber som Diigo, ikke vil virke med ereolen.
  • Løsningen vil uvægerligt være et skridt bagefter de store internationale giganters løsninger. Et firma som Apple har umådeligt mange flere ressourcer at smide efter udviklingen af iBooks end den samlede bogbrance i Danmark har. Det er derfor ikke sikkert, at streaming rent teknisk vil være en fordel for lånerne i det lange løb.

Man kan indvende til det sidste, at det formodentlig kan blive ‘godt nok’, og det er jeg da tilbøjelig til at være enig med. Der er et niveau, hvor vi nok kan sige, at vi opfylder folkeoplysningsformålene.

Det jeg har set indtil videre er en meget rudimentær løsning, med et foreløbigt brugerinterface. Funktioner som noter, osv. er svære at se for sig blive realiseret på en god måde. På den anden side, så virker Publizon relativt opsatte på at løse de børnesygdomme, der er på platformen lige nu, inden den bliver offentlig tilgængelig. Løsningen er endnu ikke færdig, og man skal ikke altid skue hunden på hårene.

Jeg har testet alle Replikants ebøger, og kan fortælle, at de virker ganske glimrende med den streamede løsning 🙂