Ebøger & ebogslæsere

Apples iPad som studieredskab

Toke Riis Ebbesen Debat, Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere , , , , , , , ,

Den gang Apples første iPad (2010) kom frem, skrev jeg et indlæg, hvor jeg oplistede 20 problemer med iPadden. Mange af mine kritikpunkter kan i dag forekomme noget bedagede, ikke mindst fordi denne særlige tablet viste sig at få en enorm succes, og i den mellemliggende periode stort set har udkonkurreret alt andet end de billigste noname-tablets. I mellemtiden er Chromebooks og Microsoft Surface kommet til som vægtige konkurrenter.

Jeg kunne i de første mange år på ingen måde anbefale iPads som erstatning for pc’en, hverken i klasseværelset eller i auditoriet. Der var store problemer med multitasking, dårlige skærme, manglende programmer, osv. Læs med, når jeg her argumenterer for, hvorfor jeg er godt på vej til at skifte mening: iPads er både gode at læse og skrive på, og derfor i stigende grad egnede som skole- og studieredskaber.

Gode grunde til at bruge iPad i dag

I dag er meget forbedret:

  • Der findes der relativt gode tastaturer, man kan skrive på, og skærmens softwaretastaturer er væsentligt bedre at skrive på – ligesom man kan installere en masse forskellige tastaturer, udføre automatisk teksterstatning og meget mere. Det er mao. blevet lettere at skrive på en iPad.
  • Apple’s Pencil og andre digitale penne, fx fra Logitech, kombineret med mere sensitive skærme, gør det desuden let at tegne og skrive håndskrift på skærmene, programmer som Evernote, OneNote og andre kan lave tekstgenkendelse.
  • iPad-skærmene er i dag alle højopløselige Retina-skærme og funktionen Night Shift skruer ned for det blå lys, så man ikke får ondt i øjnene af at læse på dem og kan sove om aftenen. Skærmenes farvegengivelse konkurrerer med eller overgår trykte magasiner i farvegenkendelse.
  • Siden iOS11 har man kunnet multitaske, med flere programmer vist samtidig og drag and drop, og meget andet, således at man reelt kan lave studiearbejde, i form at notetagning, overstregninger, klippeklistring af tekst, mm. på skærmen.
  • Handoff, iCloud sync og andre 3. parts-synkroniserings-tjenester gør det let at kombinere iPad, iPhone og almindelig Mac, så man sømløst kan skifte mellem arbejde på dem. Jeg kan fx sidde og arbejde i en Keynote-præsentation på min Mac, tage et billede på min iPhone og hente det direkte ind i Keynote. Jeg kan kopiere et stykke tekst på iPhone og sætte det ind i Word på Mac.
  • I stigende grad er de mange programmer på App Store en af de helt store styrker ved platformen. Programmerne bliver mere og mere avancerede, efterhånden som tiden går. Og der er bare vildt mange programmer, senest er Adobe Photoshop på vej i fuld version.

Jeg vil derfor ikke tøve med at fremhæve Apples iPad som et efterhånden meget kapabelt studieredskab. Alt er dog ikke lyserødt.

Mangler

Nogle af de ting, iPad-ejere stadig lider under er:

  • Adaptere, adaptere, adaptere – maskinen er utroligt simpel, til gengæld kræver alt adapter for at kunne tilsluttes til iPadden. Omvendt, så kører rigtig meget trådløst.
  • Det lukkede Apple-økosystem: du kan kun køre Apple-godkendte programmer på den. Det har dog vist sig at have den fordel, at man med stor sikkerhed ikke får virus eller andet skidt på sin iPad.
  • Batterilevetid – iPadden kører ca. 10 timer før den dør, afhængig af model, hvilket er rigtig fint, men det blegner stadig i sammenligning med Kindlen der har en uges levetid.

Jeg vil sige, at de her ting er noget, man vænner sig til. Er de fleste ikke godt tilfredse med at hente ting i App storen og vænnet til konstant at lade alt andet elektronisk udstyr i mellemtiden? Og hvad angår adaptere, så er det trods alt sjældent man har brug for dem i hverdagen – selvom det selvfølgelig er træls, hvis man står til en fremlæggelse i et auditorium og ens adapter ikke virker.

Endelig fremstår hele min oprindelige øvelse, hvor jeg sammenlignede iPadden med ebogslæsere som totalt bedaget – Den gang sammenlignede jeg med eInk-ebogslæsere, særligt Kindlen, i dag forekommer sådan en sammenligning urimelig, fordi der næsten ikke sælges nogle eink-ebogslæsere af betydning.

Farvel til computeren?

Nuvel, siden jeg er så positiv, vil jeg så anbefale, at man køber iPads til alle skoler eller at man smider sin computer ud? Nej! Eller, måske..

Sagen er, at intet tyder på, at man, alene gennem anskaffelse af ny teknologi, kan gøre noget positivt ved undervisningen i skolen. Tværtimod kan man ødelægge meget af det gode, der kendetegner det gode skole-rum, hvad angår koncentration, fælles indlæring, social kontakt, mm. Der findes med andre ord ikke noget “teknologi-fiks”, der løser skolens udfordringer. Man skal i hvert fald begynde omvendt med at se på, hvad problemerne og styrkerne ved den måde, det pædagogiske rum kører på, før man stiller spørgsmålet, hvilken teknologi der kan løse dem. Det har jeg tidligere forsøgt at give nogle tips til (10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen). Desværre er det tilsyneladende ikke det, der har karakteriseret den massive udrulning af iPads i danske skoler.

Når det er sagt, så kan iPads mange smarte ting – og på mange måder kan de ses som betydeligt bedre investeringer end de dyre Smartboards, som også har fyldt danske skolelokaler op. iPads har nemlig den fordel,  at de er en teknologi, som børnene kender hjemme fra, enten fra familiens iPads eller fra deres øvrige smartphones – i hvert fald i et land som Danmark, hvor langt langt de fleste hjem, uanset social status, har dem. Det vil sige, at man, i modsætning til alle mulige andre “smarte”, men for eleverne ukendte teknologier, må formode en høj fortrolighed med dimsen.

Hvad angår studerende på universitetsniveau, så er vi faktisk der, hvor mange studerende rent faktisk vil kunne studere udelukkende med en iPad som redskab, kombineret med et godt tastatur, evt. en digital pen. Jeg er ikke selv klar til at sige farvel, fordi jeg alligevel godt kan lide den større skærm, muligheden for at “rode” med indstillingerne og specialtilpasse alting, men for mange vil disse ting være irrelevante. Men jeg er jo også gammel 🙂

Toke Riis Ebbesen | Digital udvikling

Det er ret let at tage notat i en PDF på en iPad.

Lidt om at læse og skrive på iPad

Et niveau dybere er spørgsmålet, om vi ikke gør kognitiv skade på os selv ved at bruge de her skærme over alt. Min holdning, baseret på læsning af faglitteraturen om emnet, er nej – skærme er fine at læse og skrive på. Forskningen er bestemt ikke færdig med at studere dette emne (hvordan kan den være det efter 8 år?), men alligevel kan vi sige nogle få ting om det. For det første, peger meget på, at vi husker tingene bedre, når vi læser ting i trykte bøger, frem for i ebogsformat på en skærm. Men meget tyder på, at disse resultater primært stammer fra at man har lavet forsøg med studerende på enten PC-skærme eller Kindler, eller at den digitale læsning er foretaget på meget forenklede læseprogrammer, som naturligt nok gør det svært at læse på dem, i sammenligning med papiret. Som et studie af læsning fra 2016 konkluderer, “is not the materiality of the presentation medium that influences reading outcomes, rather it is the extent to which the text presentation facilitates, or impedes, the reader’s ability to construct a cognitive map that influences the reading process” (Hou, Rashid & Lee, 2017).

Med andre ord, det er ikke egenskaber ved det digitale medie, eller skærmens hardware, der er afgørende for læsning. iPads kan med andre ord være gode at læse på, hvis interfacet i det program, man læser teksten er godt nok til at danne overblik over, hvor man er i teksten. Og der er vi bare så tidligt i udviklingen af de her digitale dimser i vores liv – iPadden har faktisk kun eksisteret i 8 år!  – at softwaren overordnet set ikke har været god nok til det, den hævdede. Men det er på vej i den rigtige retning – programmer som LiquidText viser allerede vejen. Andre, mere syrede fremtidsorienterede eksperimenter med AR og 3d-læse-programmer er også på vej, for eksempel så jeg en præsentation af et større internationalt forlags eksperimenter med læsning i 3 dimensioner på en konference fornyligt.

Dertil kommer, at noget nyere forskning peger på, at håndskrift på tablets, måske på grund af den glatte skærm, faktisk er bedre at skrive på (for voksne) end papir (Mueller & Oppenheimer, 2014). Og dertil kommer de mange muligheder for at gennem, dele og manipulere med ens noter efterfølgende, som efterlader papiret i støvet.

Dog gælder dette kun for mennesker, der allerede har lært at skrive helt, dvs. man skal være 15 år eller ældre før det er en god ide at droppe papiret som skrive-medie. For børn, der skal lære at skrive, er papiret derfor stadig det bedste, og iPads kan potentielt skade indlæringen af håndskrift, som for mig at se stadig er central at lære, p.gr.a. de positive effekter af den hånd/øje/hjerne-koordination, der finder sted, og som kan overføres til andre områder af livet!

Kilder

Hou, J., Rashid, J., & Lee, K. M. (2017). Cognitive map or medium materiality? Reading on paper and screen. Computers in Human Behavior, 67, 84–94. https://doi.org/10.1016/j.chb.2016.10.014
Mueller, P. A., & Oppenheimer, D. M. (2014). The Pen Is Mightier Than the Keyboard: Advantages of Longhand Over Laptop Note Taking. Psychological Science, 25(6), 1159–1168. https://doi.org/10.1177/0956797614524581

Fra bauhaus til Penguin og den moderne paperback

Toke Riis Ebbesen Ebøger & ebogslæsere

I den sædvanlige fortælling om  typografien i det 20. århundrede er man enten på den ene side traditionalist eller på den anden side  modernist. I den grundfortælling har typografien udviklet sig i en klassisk frigørelseshistorie fra en ustruktureret eller tilbageskuende tilgang i starten af århundredet og henimod en stadigt mere moderne brug af typografi. Som denne sidehistorie om den modernistiske pionerbevægelse, Bauhaus’ tilgang til typografi viser, så går historien nogle gange på kryds og tværs, og nogle gange slår den ring om sig selv. I denne anden artikel ser jeg på, hvordan en af den moderne typografis mest radikale tænkere og praktikere til sidst endte med at tage den klassiske typografi til nåde.

Jan Tschichold i eksil

For Jan Tschichold, den typografiske ideolog i bauhaus, havde historien om Bauhaus og nazismen en særlig krølle.

I forlængelse af stadigt værre arbejdsbetingelser i løbet af 30’erne, der kulminerede med hans arrestation og anklager for “kulturbolchevisme”, flygtede Tschichold således til Basel, Schweitz i 1933. Her holdt han lav profil i forhold til nazisterne frem til krigsafslutningen i 1945 og brugte blandt andet tiden på at arbejde for lokale forlag og skrive om typografi.

I Basel kom Tschichold således igen i kontakt med den klasiske typografiske tradition, særligt som den var raffineret og videreudviklet af de engelske forlag i de foregående 100 år. Tschitold arbejdede blandt andet for forlagene Benno Schwabe & Co og Birkhaüser Verlag, som han tilrettelagde en række klassikerudgaver for. Han skrev her flere tekster omkring opsætning af bøger i 1945, hvor han, i tråd med sine tidligere bestræbelser hos bauhaus, forsøgte at karakterisere en række historiske standarder eller typer inden for typografien – og her endte han med at hylde de selvsamme klassiske typografer fra gotikken (Jenson m. fl.), som Morris var inspireret af, og som Bauhaus-grafikerne tidligere havde taget afstand fra.

6Eksempel på Jan Tschicholds Birkhäuser-typografi.

Som det fremgår af ovenstående eksempel, så anvendte Tschichold i sine nye arbejder ikke alene både illustrative borter og gotiske og klassiske skrifttyper, men, tilsyneladende mere besynderligt, brugte han også en symmetrisk opsætning af sidens elementer. Hans pointe var nu, at typografien måtte tilpasse sig indholdet, snarere end omvendt – og han mente for eksempel, at korte titler gjorde symmetri mere egnet på titelblade.  Tilbage var kun en ekspressiv brug af mellemrum, og altså en meget pragmatisk tilgang til typografi.

Cirklen slutter endeligt med Penguin

Netop den pragmatiske tilgang er det, der forbinder Tschichold til det, jeg vil kalde en af de største succeser for Bauhaus-skolens ideer. I 1946 inviterede lederen af det engelske paperback-forlag, Allen Lane, en række af de bedste kunstnere til forlaget for at de kunne være med til at hæve standarden for dets allerede populære bøger.

Vi tager i dag paperback-formatet for givet, som det mest naturlige format, en bog kan udkomme i. Men paperbacken var på den tid noget ganske nyt – i starten af 30’erne blev der set med stor skepsis på det, da Penguin ville udgive bøger uden stift omslag – man anså det for utænkeligt, at folk ville købe det. Men Penguin billigbøger blev, som bekendt, en kæmpe succes. Hver bog kunne dog se meget forskellig ud, og udvalget af titler var præget af uensartethed og mangelfuld tekniske standarder.

Tschichold tog mod invitationen, og kom til at præge Penguins udtryk gennemgribende. Han designede en 5 siders designmanual og kastede sig i tre år nidkært over en transformation, der førte til Penguin-bøgernes velkendte standardiserede udseende, med en gennemført typografi, præget både af den klasiske engelske typografi og af den modernistiske stringens.

I nedenstående eksempel er Tschichold forside fra 1945 (til højre) symmetrisk, og bygger videre på designet i  originalen fra 1935 (krediteret Edward Young), men anvender aktivt luft på siden og balancerede mellemrum mellem bogstaver i titlen. Derudover er pingvin-logoet forenklet og der er anvendt moderne skrifttyper, som placerer titel, forfatternavn, forlagsnavn og serietitel i et tydeligt informationshierarki. Indvendig i bogen er der anvendt en stringent, klassisk engelsk typografi, for eksempel med anvendelse af skrifter som Caslon.

4989859887_8bd4435952© Oliver Tomas. http://www.olivertomas.com/books/penguin-books-horizontal-grid-and-tschicholds-reforms/
Det er ikke en overdrivelse, at Penguin med det nye look  definerede paperbacken, som vi kender den i dag: En mindre bog, hvis sider ikke skal sprættes op, med bøjeligt papiromslag, trykt på tyndt papir og med ensartet og konsistent typografi indvendig og udvendigt, på tværs af de enkelte titler.

Og dermed var cirklen sluttet gennem Tschicholds personlige bevægelse fra avantgarde til mainstream. Oprøret mod en gammeldags typografi 20 år tidligere havde ført til gennembrudet for  den moderne typografi i et af den tids mest udbredte massemedier, paperback-billigbogen. Og det var sket i en form, der forenede den mest moderne produktionsteknik med Bauhaus-ideologiens ideer og en yderst traditionel, eller om man vil, konservativ typografisk tilgang.

Yderligere læsning

For en mere detaljeret historie om Tschicholds redesign af Penguin, se: Richard B. Doubleday (2006): Jan Tschichold, Designer: The Penguin Years, New Castle, Delaware: Oak Knoll Press and Aldershot, Hampshire: Lund Humphries. Richard B. Doubleday: “Jan Tschichold at Penguin Books: A Resurgence of Classical Book Design”, Chinese Journal of Design, 2013-09-27, http://en.izhsh.com.cn/doc/10/195.html

Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Toke Riis Ebbesen Debat, Ebøger & ebogslæsere , , , ,

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Gode & dårlige ting ved ereolens kommende streamede løsning

Toke Riis Ebbesen Ebøger & ebogslæsere

Pr. 1. februar 2013 overgår bibliotekernes ebogs-service, eReolen til en ny streamet løsning. Til forskel fra den gamle, hvor man skulle hente bøgerne i epub-formatet, skal man nu fremover læse dem direkte i den browser, man låner bøgerne med. Jeg har haft adgang til at teste det foreløbige interface til læsning af bøger, og vil i denne artikel gennemgå, hvad jeg betragter som de væsentligste fordele og ulemper ved den kommende løsning.

Fordele

  • Kun ét interface: Lånerne slipper for at skulle håndtere to forskellige systemer, for at kunne læse  bøger. Hvor man før skulle låne ebogen via websitet ereolen.dk, hente den ned som fil, og derefter åbne den med et andet program, så foregår det hele nu i den browser, man har åben. Kæmpe fordel.
  • I forlængelse af dette, så slipper lånerne for at skulle håndtere login og kodeord til Adobe ID OG deres lånerkortnumre og adgangskoder. Fremover er det kun ét sæt koder, der skal huskes, nemlig ens låneroplysninger. I min kommune er det cpr-nummeret og et selvvalgt kodeord, som er det samme, jeg kan låne fysiske bøger med på bibliotekets eget website. Smart.
  • Bøgerne kan vise flottere typografi. Den gamle løsning var begrænset til at bruges med ganske få programmer, baseret på Adobes underliggende kode, en løsning, der gav udviklerne af ebøger meget få muligheder for at lave optimal typografi. Den nye løsning er i princippet kun begrænset af, hvad moderne browsere understøtter, og jeg skulle hilse og sige, at der faktisk er temmeligt avancerede ting mulige. Den laveste fællesnævner bliver noget højere, og det er en entydigt god udvikling.
  • At ebøgerne er online-baserede vil også betyde, at forlagene har mulighed for at opdatere dem løbende – med de gode muligheder det fx. giver for at opdatere oplysninger i lærebøger, almindelig fejlretning, osv.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover. Det er noget, især de store forlag er glade for. Hvis piratkopiering virkelig var et reelt økonomisk problem (hvad jeg mener, det kun er i grænsetilfælde), så burde det også føre til potentielt lavere priser på ebøger, fordi forlagene ikke længere må påregne tab som følge af digitalt ‘svind’. Og vigtigst af alt, det vil gøre nogle af de forlag, der hidtil har været utrygge ved ordningen, mere venligt stemte overfor biblioteksløsningen (at de største så er endt med fornyligt at trække sig fra ereolen, er en anden sag).

Ulemper

  • De fleste eink-baserede ebogslæsere har meget ringe browserunderstøttelse, eller slet ingen. Derfor vil det samlet set udelukke alle ebogslæsere, der ikke er tablets, også fx Sonys ereadere, som faktisk virkede med biblioteksløsningen, og som man glad har anbefalet til de meget bibliofile læsere. Det vil nok gøre nogle af de mest dedikerede lånere, som var glade for de lette, eink-baserede single-purpose læseplader, sure.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover, men det bliver også sværere for læsehæmmede, der før tog sagen i egen hånd og konverterede teksterne til læsbare formater. Disse er henvist til E17-ordningen, en offentlig tjeneste, der lovligt har ret til at digitalisere alle danske bøger uden at spørge om lov.
  • I det hele taget er den streamede løsning væsentligt hæmmet af at være så kopisikret, som den er. Det er således heller ikke muligt at copypaste tekst-stykker ud fra bøgerne. Det vil naturligvis være træls for de mange studerende og forskere, der gerne ville benytte sig af ebøger som studieredskaber. Men hvad værre er, så blokerer det for anvendelse af tjenester som fx. talesyntese for blinde – og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt for bibliotekerne at lancere en løsning uden dette. Problemet medfører formodentlig også, at en række andre tjenester, som fx. noteredskaber som Diigo, ikke vil virke med ereolen.
  • Løsningen vil uvægerligt være et skridt bagefter de store internationale giganters løsninger. Et firma som Apple har umådeligt mange flere ressourcer at smide efter udviklingen af iBooks end den samlede bogbrance i Danmark har. Det er derfor ikke sikkert, at streaming rent teknisk vil være en fordel for lånerne i det lange løb.

Man kan indvende til det sidste, at det formodentlig kan blive ‘godt nok’, og det er jeg da tilbøjelig til at være enig med. Der er et niveau, hvor vi nok kan sige, at vi opfylder folkeoplysningsformålene.

Det jeg har set indtil videre er en meget rudimentær løsning, med et foreløbigt brugerinterface. Funktioner som noter, osv. er svære at se for sig blive realiseret på en god måde. På den anden side, så virker Publizon relativt opsatte på at løse de børnesygdomme, der er på platformen lige nu, inden den bliver offentlig tilgængelig. Løsningen er endnu ikke færdig, og man skal ikke altid skue hunden på hårene.

Jeg har testet alle Replikants ebøger, og kan fortælle, at de virker ganske glimrende med den streamede løsning 🙂

Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Toke Riis Ebbesen Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere ,

Der har gennem tiden været nogen debat om, hvad det er, der gør vores øjne så trætte, når vi sidder længe og arbejder/leger med vores digitale dimser med skærme, samt hvordan det nu lige er med læsehastigheden på de her digitale teknologier. I takt med at der læses flere og flere ebøger på skærme, må dette være et relevant spørgsmål at stille. Jeg har derfor spurgt mig selv, hvilken skærm, der mon egentlig er bedst at læse på i den henseende

Serif kontra Sans-serif

Tidligere er meget diskussion gået på, hvorvidt skrift med serif1, som fx. Times New Roman, eller uden serif, fx Arial eller Verdana var bedst egnet til skærmlæsning. Mens der har hersket udbredt enighed om at serif-skrift var velegnet til længere tekster på tryk, har tidlige studier vist, at skrifter uden serif var bedst egnet til skærmlæsning.

Meget tyder på, at disse studier ikke længere holder stik, og at de i stedet for at kvalificere brugen af den ene eller anden type skrift, sagde noget om den ringe opløsning på de skærme, testpersonerne arbejdede med dengang. I dag er det således muligt at lave meget flottere typografi på højopløsningsskærme, som fx. Kindle Fire HD, som står lige så skarpt som mange tryksager, og dertil har bedre kontrast og farvegengivelse.

Der er i virkeligheden en række faktorer i spil; udover skærmenes farvegengivelse og kontrast  er faktorer som skærmopløsning, baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens også vigtige. Lad os begynde med at se på opløsningen, som nok er den vigtigste.

Det menneskelige øjes opløsning vs. skærmens

Det menneskelige øje har typisk en opløsning svarende til ca. 240ppi((pixels per inch ≈ et mål for tætheden af skærmpixels)) ved den afstand, vi normalt benytter de her dimser ved, altså ca. 30-40 cm fra ansigtet.2 Det vil sige, at skærmen skal have højere ppi end dette for at vi ikke længere kan skelne individuelle pixels, og teksten bliver ‘hakket’ at se på.

Mange vil indvende, at de da arbejder mange timer om dagen ved en computerskærm og fint kan læse teksten der. Sådan har jeg det selv. Men sagen er, at du snyder dig krop på den måde. Det kan således sagtens være, at du ikke bevidst synes det er et problem at læse på din computerskærm, men din hjerne bliver under alle omstændigheder udsat for et stykke trættende afkodningsarbejde, således at du præsenteres for den optiske illusion, der får skærmen til at se fin ud.

Skærmopløsninger

Her er nogle udvalgte skærmopløsninger på populære computere, tablets og smartphones.

  • iPhone 5se: 326ppi
  • Samsung Galaxy S III, 4.8″: 306ppi
  • iPad 4. generation, 10″: 264ppi
  • Kindle Fire HD, 8.9″: 254ppi
  • Nexus 7 tablet, 7″: 216ppi
  • MacBook Pro 15″ Retina: 220ppi
  • Kindle Paperwhite: 212ppi
  • Sony Vaio Z128 laptop: 168ppi
  • iPad mini 7.9″: 163ppi
  • iPad 2, 10″: 133ppi

Kilde: Wikipedia.

Baseret på ovenstående liste, er det let at afgøre, hvilke af dem, der er bedst for øjet, hvis man ser alene på pixelttætheden. På denne liste har kun de fire øverste på listen, iPhone 5se, Samsung Galaxy SIII, Kindle Fire HD 8.9″ og den seneste iPad 10″ så gode skærme, at de overgår det normale menneskelige øjes evne til at skelne detaljer. De øvrige skærme rummer omvendt potentielle problemer, alene på grund af deres opløsning.

Her er et eksempel på, hvor stor forskellen faktisk er. Anandtech har sammenlignet tekstgengivelsen på en iPad 10″ af 3. generation3 med 264ppi kontra en iPad 2 med 133ppi.

iPad 2:

©Anandtech 2012 

iPad 3:

©Anandtech 2012 

Det er helt tydeligt i dette eksempel, at teksten er meget meget skarpere defineret og mere rolig at se på.

Hvor det således anstrenger øjnene at læse skrifter med serif på skærme med dårlig opløsning, så er det ikke sandsynligvis ikke tilfældet på nutidens gode skærme.

Der er imidlertid også andre faktorer der afgør, hvor god en skærm er at læse på.

Opdateringsfrekvens

Udover pixeltætheden på skærmen, er baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens på skærmen således vigtige elementer, og det er derfor, ebogslæsere baseret på eInk-teknologien har vist sig relativt populære. De anvender nemlig ikke egentlige LCD-skærme, men en skærm baseret på en slags ‘korn’, der skifter mellem grader af sort og hvid, men kun når de magnetiseres, fx ved sideskift! Ligesom de magnettavler, børn leger med. Det betyder, at eink-skærme ikke har en opdateringsfrekvens! Billedet står fuldstændig fast og roligt.

TIl lcd-skærmens forsvar skal siges, at nutidige lcd-skærme har opløsningsfrekvenser på 200Hz eller højere, så forskellen er langt hen ad vejen ikke stor. Til sammenligning kørte de gamle CRT-monitorer med 40-60Hz-frekvenser. Jo højere, jo bedre. Jeg husker selv, hvordan et skift til 50 fra 40Hz gav en mærkbar forbedring i billedet. Det er derfor ikke min vurdering, at det er opdateringsfrekvensen, der er den afgørende faktor for den gode læsning på skærmen…

Baggrundsbelysning skader søvn

Dermed er vi ved, hvad jeg personligt betragter som skærmenes største problem aktuelt: når man sidder ved en iPad får man reelt kastet en projektør i hovedet, vel at mærke med lys der breder sig ud over det fulde spektrum. Det er uhensigtsmæssigt, fordi kroppen tilpasser sine naturlige træthedsniveauer efter det lys, den modtager gennem øjnene. Det er mere specifikt sådan, at aften- og nattelys har væsentligt mindre lys i den blå ende af farvespektret, hvilket normalt er et godnatsignal til hjernen. Sidder man derfor med en skærm foran sig om aftenen, er det ikke nok  at justere ned for lysstyrken4, man vil stadig modtage blåt lys, og dermed få forstyrret sit naturlige søvnmønster. Så selvom man måske får trætte “skærmøjne”, så kan man ikke sove.

Jeg mistænker manges søvnproblemer (herunder mine egne) for at være relateret til dette, både fra tv-kigning og smartphone med i sengen. Det er formodentlig forskelligt, hvor tolerante vi hver især er overfor dette, så det kan jo være du sover fint 🙂

Hvis man er plaget, er der dog råd for det – man kan installere software, der justerer ned på det blå lys-niveau. På mange fjernsyn er der en “biograf”-indstilling med mere blødt, varmt lys. Og et er efterhånden standard på smartphones og styresystemer med sådan en indstilling.

eInk-skærmene har i den henseende den store fordel, at de ikke er baggrundsbelyste, så derfor undgår man helt problemet. Dertil har de den fordel, at de er lavet primært til én ting, nemlig at læse, og det er formodentlig et godt sove-tip at læse en god (og ikke for spændende ) bog inden sengetid, som sender fantasien på tur mod drømmeland.

Omvendt, så lider eInk-skærmene af problemer med, hvad jeg formoder er mindre vigtige faktorer, særligt kontrast og farvegengivelse. Der findes endnu ikke særligt mange farvede eink-enheder i almindelig handel. De der er, har en elendig farvegengivelse og kontrasten er ikke på niveau hverken med almindeligt hvidt papir eller de nyere lcd-skærme.

Anbefalinger

Skal man anvende skærm sent på aftenen, må det være anbefalingen herfra, at man benytter en af de mest højopløste skærme og justerer ned for det blå lyst på dem. Eller at man anskaffer en eInk-baseret skærm til godnatlæsningen.

For læsning generelt kan der ikke gives nogen bestemt anbefaling i forhold til at sikre den gode skærmlæsning, udover at gå efter en så høj pixelttæthed som muligt, helst over de famøse 240ppi. Men det er, som med tv og telefoni, i stigende grad uoverskueligt, hvad der er det bedste valg. Man er nødt til at se på, hvilke konkrete læsemønstre der er tale om, hvilken slags læsning, der er tale om, og i hvilken sammenhæng, der læses. For eksempel ville jeg ikke selv vælge at købe en iPad mini, hvis jeg vidste, jeg skulle bruge den til at læse meget på. Er formålet bredere, så kan en lavopløst skærm være ganske glimrende, i det fx visning af billeder, video og animationer ikke beror så meget på opløsning, som på de øvrige ovennævnte faktorer.

Myten om at skrifttypevalget i selve teksten skulle være afgørende holder i hvert fald ikke. De nye skærme giver mulighed for, at smuk og læsevenlig typografi, som vi kender den fra den trykte bogs verden, virkelig kan folde sig ud.

Tilhører du det lille mindretal af mennesker, der stadig kan skelne pixels på en iPhone-skærm, så må du væbne dig med tålmodighed – skærmene skal op på 5-600ppi før de med sikkerhed kan matche dit øje. iPhonen er det bedste, du kan købe for penge.

Men én ting er sikkert: en del af de nye skærme har potentialet for at slå den gammeldags bog på læsevenlighed. Og den trykte bog bliver ét alternativ blandt flere andre at vælge imellem (ja, den har også sine fordele).

  1. Serif: med kanter på skrifttypen [↩]
  2. Nogle mennesker ser væsentligt bedre end dette, de kan have supersyn, helt op til 400ppi. For dem er ingen skærm aktuelt helt skarp. Særligt trænede mennesker, fx. grafikere, der dagligt arbejder med at skelne detaljer, se farver, osv, har også andre forudsætninger end gennemsnittet af danskere. For begge disse grupper må denne artikel ses som pegende på det bedst mulige, men ikke perfektion. Andre har dårligere syn end normalen og for dem er forskellene opridset her til at overse.

    Og for nu at imødekomme den indvending: ja, vi holder telefoner og computerskærme i forskellig afstand, vores armlængde er forskellig, osv. En typisk skærm på en bærbar står længere væk end man holder en iPhone, så derfor behøver skærmen ikke være helt så højopløst på en bærbar. Alligevel kan vi godt tale om nogle tilnærmede praktiske mål. [↩]

  3. iPad 3. generation svarer i pixeltæthed til en iPad 4. generation, men har lavere kontrast og dårligere farvegengivelse [↩]
  4. Hvilket mange skærme kan stilles til at gøre automatisk, med varierende held [↩]