10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen

Jeg har en løbende debat med en god lærer-ven om, hvorvidt det er et gode eller et onde, at de danske skoler i stor stil er begyndt at indkøbe iPads. Han er lærer og mener entydigt, at skolerne begår en kæmpefejl ved kun at investere i iPads. “Det forvandler klasserummet til en spillehal”, har han vist sagt.

Men er det nu altid sandt?

Jeg har egentlig selv en positiv vinkel på den nye teknologis muligheder, for  jeg mener, at den, ligesom al anden teknologi, både kan anvendes til godt og “ondt”. Med det sidste mener jeg, at den kan skade undervisningen, hvis den ikke anvendes under iagttagelse af de sædvanlige pædagogiske overvejelser, som enhver lærer bør tage i brug.

Desværre så har jeg også en fornemmelse af, at læreruddannelsen ikke forbereder de nye lærere ordentligt på de nye teknologiers udfordring, og at de erfarne lærere slet ikke har forudsætningerne for at tilrettelægge undervisningen. Med det resultat, at “den nye lille” bringer mere gavn, end den skader. Min lærer-ven medgiver også, at problemet, som han har oplevet det, er at lærerne får den ny teknologi stillet til rådighed, men at meget lidt i øvrigt ændres. Med andre ord, at man stoler for blindt på, at teknologien og ikke læreren løser de udfordringer, skolen har.

Der er mange ting, man som skole bør tage stilling til. Hvad koster de? Hvordan styrer man, hvilke apps, der kører på dem. Kan skolens netværk klare, at der pludselig er en mængde enheder på trådløst, osv, osv. Men det er endnu vigtigere, at læreren er helt klar over, hvordan iPadden fungerer i klasseværelsets kontekst.

Derfor kan man som lærer med fordel stille sig selv (mindst) 10 spørgsmål.

“10 spørgsmål til professoren”

  1. Hvad er målene med at anvende iPad? Er det at give adgang til digitale læremidler? Er målet at eleverne skal producere på dem? Eller er de blot tænkt som en digital bog, der kan læses, spilles og ses video på, kort sagt konsumption? Et valg mellem disse (eller et mix) giver to meget forskellige ambitionsniveauer for anvendelsen.
  2. Hvad gør en iPad muligt, som ellers ikke kunne lade sig gøre uden? Er der noget, vi kunne tænke os at realisere, som den faktisk kan gøre lettere? Hvis ikke, så kan det være svært at se en motivation i det. Og hvordan ser det ud fra elevernes synsvinkel?
  3. Hvilke læringsstile skal den understøtte?  Og hvilken undervisningstil anvender du, eller kunne du tænke dig at bruge den i? Arbejder du projektbaseret, så findes der fx redskaber til det.
  4. Hvordan skal din timeplanlægning ændres med den ny teknologi? Kan og vil du ændre måden, du gennemfører undervisning på?  Kræver det, at du ændrer noget ved måden, du normalt arbejder på, og er komfortabel ved? Tænk på, at en iPad er et stykke teknologi, ligesom tavlekridt, overheadprojektor, video, osv. er det. Med endnu et værktøj i paletten, har du nye udfordringer at forholde dig til.
  5. Har du tænkt på, hvordan du gennemfører undervisning på de dage, hvor teknologien strejker? Vi kender alle til den klassiske situation, hvor overheadprojektoren eller tv’et ikke virker. Og de dage, hvor en underviser eller kursusholder har stået og fumlet med powerpoint og er endt med at tage tavlen i brug. Har du backupmulighed og er der nogen, der kan træde til og hjælpe hurtigt?
  6. Kan du selv håndtere den ny teknologi? Har du sat dig ind i, hvordan du anvender og installerer nye apps? Og hvordan du fejlfinder? Hvor fortrolig er du med teknologien?
  7. Hvordan vil du inddrage dine elever i brugen af den iPad, de får stillet til rådighed. Må de selv installere nye apps som løser deres problemer, og som måske kan bringe deres læring i nye og uventede retninger, eller er det noget skolen styrer? Er det lærerstyret eller elevstyret, eller et mix? I nogle situationer kan det være en fordel at lade eleverne udforske, mens lærerstyring i andre er en nødvendighed for at samle fokus.
  8. Tænk over, hvordan du kan anvende nye metoder  i undervisningen, når du nu har en række mobile computere. Behøver I at blive i klasseværelset og foretage jer de aktiviteter, I foretager jer? Hvordan kan teknologien anvendes til at organisere i grupper og hvordan kan den styrke differentieret undervisning? Og hvordan kan den anvendes til at variere tempo og fordybelse undervejs i en almindelig time?
  9. Har du tænkt over, hvordan forældrene involveres i brugen? Som med den bærbare computer, så er der en helt klar udfordring i, at teknologien anvendes uden for skolens kontrol, og at eleverne, ligesom i andre af livets forhold og har brug for vejledning her  – og også har brug for at udforske på egen hånd. Er der indgået klare aftaler med dig og blandt forældrene selv om, hvad der er ok?
  10. Endelig, hvordan vil du selv definere en “god” anvendelse af iPads når det skal evalueres, hvad den har tilført undervisningen? Er det muligt at kvantificere? Er målet at øge kreativitet og selvstændig tænkning eller gruppeorienteret samarbejde? Er målet at styrke sociale sammenhænge, som ikke nødvendigvis er faglige. Det er vigtigt, når I skal diskutere, hvad resultatet har været. Og husker I overhovedet at planlægge en evaluering inden der investeres?
Denne artikel er kraftigt inspireret af dette indlæg af Terry Heick, som jeg hermed takker ydmygst.

Note om ebogen som materiel kultur

Det er min påstand, at meget af diskussionen mellem de, der tager ebogen helhjertet til sig, og de, der er skeptiske overfor ebogen (fx Jonathan Franzen) ikke skelner mellem bøger som nyttige redskaber for læsning, altså informationsoverførslen, og så bøgerne som de genstande, vi bagefter læsningen har stående på hylderne – det, som er blevet kaldt for bogen som souvenir. Det er imidlertid en nyttig skelnen.

Bogen som souvenir

I sin egenskab af souvenir er bogen gjort til vores egen, og har fået tilført en række affektive egenskaber – vi har knyttet forskellige emotionelle lag ovenpå bogen. Derfor giver det mening for os at gemme den på hylden og mindes den, ligesom man gør med en souvenir eller et feriebillede. Vi minder os selv, og måske andre, om den historie, der følger med den.

For eksempel kan vi tage en af mine yndlingsbøger, Umberto Ecos Foucaults pendul. Den er et godt eksempel, for den minder mig både om den interrailtur, hvor jeg læste den første gang, men også om min læseoplevelse med den. Den minder mig, med sit slidte paperback-omslag og de gulnede, vandskadede sider, om det forhold jeg har til Ecos forfatterskab, der på mange måder er slidt, laset og meget, meget vigtigt for mig. En ny udgave af den samme bog, udgivet i hardback, med papir i ordentlig kvalitet ville være helt ude af stand til at gengive de mentale tilstande ordentligt. Selve informationen, historien der står i bogen, kan der naturligvis ikke ændres ved, men det er sagen uvedkommende, for bogen repræsenterer så meget mere end det.

Begge måder at omgås en bog på er genuine aspekter af det med at have en god bog at gøre, og kan være med til at forstærke hinanden, ligesom det, der leder op til erhvervelsen af bogen, kan give betydning til læsningen af den og hvordan den opfattes som souvenir.

Det der leder op, til kan være reklame, men det kan også være venners omtale eller andre former for forberedelse på, hvordan bogen læses. Det kan man kalde projektiv betydningsdannelse. Bogen kan også recirkuleres, hvilket typisk sker, hvis man låner eller giver den til venner, eller hvis den fortsætter sit liv hos en brugtbogsforhandler eller finere, hos en antikvar eller kommer på kunstauktion. Så er den ikke længere vores egen. Det at en person har ejet den, kan dog give den værdi. For eksempel er bogmærker, ex libris-stempler, forfatter-autografer og kommentarer i margen altsammen ting, der kan være med til at tilføre bogen noget mere. Det er med til at skabe betydning ved at give bogen en historie – en slags tingenes biografi.

Alt i alt, så er bøger altså ikke blot fysiske objekter, men også led i en proces, hvor der tilføres og udæskes betydning for brugeren af bogen. I et simpelt tidsligt forløb ser det sådan ud:

Projektion –> læsning/brug –> souvenir/tilegnelse (–> recirkulation)

Disclaimer: Ligesom med alle den slags diagrammer, så slører dette skema virkeligheden, i det der sagtens kan ske projektion, læsning og tilegnelse af en bog på én og samme tid. Pointen er, at der er tale om tre analytisk forskellige omgange med det samme objekt. Og at denne omgang ofte har en tidslig rækkefølge, der er nyttig for os, når vi konstruerer en historie om den bog, vi har i vores besiddelse.

Ebogens Problem: den er en dårlig souvenir

Problemet består, som også James Bridle gør opmærksom på, i at ebøgerne, som vi har kendt dem indtil nu, i virkeligheden kun udfylder ét aspekt, nemlig at være et nyttigt læseredskab, en funktionel størrelse. Ebøger egner sig ikke som souvenir, og er måske ikke engang er optimale til den rene læsning. I hvert fald er det stadig omstridt, hvorvidt de er bedre eller mere effektive at læse i end papirbøger eller ej.

Ebogen er, isoleret betragtet, lige nu mest en pseudo-dagbog: et redskab til viden, erindring og dialog med sig selv. Den er meget dårlig at bruge som souvenir, fordi vi simpelthen har brug for at objektificere, altså at have noget konkret og tydeligt, vi kan se og interagere med. Ebogen er lige nu primært et datapunkt i den suppe af information, vi muligvis godt ved gemmer sig på harddisken eller i vores iPad, men som vi intet kropsligt forhold har til. På samme måde som en dagbog, er den gemt af vejen, noget vi har et ganske vist fortroligt forhold til, men som er privat og hemmeligt. En souvenir står fremme og minder os i hverdagen om vores historie og dermed på et dybere plan om vores identitet på en måde, som en dagbog kun gør prikvis.

Social læsning

Det er så her det hotte begreb social læsning kommer ind i billedet. Social læsning vil oftest sige, at teknologien på forskellig måde muliggør den del af souvenir-aspektet af læsning, der angår andre mennesker end en selv.

Inden for det sidste halve eller hele år er der således skudt en række websites frem, som lægger meget vægt på at gøre det let at læse bøger sammen med andre mennesker og på forskellig vis udveksle sine oplevelser med andre. Minbogdinbog.dk, Goodreads, Readmill og Amazons online-notefunktion til Kindle og brugeranmeldelserne på deres website.

En anden måde at gøre læsningen social på, er Small Demons, der indekserer bøger og knytter indholdet sammen med produktuniverser. Når en person drikker en flaske whiskey i en roman kan man for eksempel vælge at udforske universet af whiskey-mærker, eller man kan sammenligne biler på tværs af bøger. Det er ret fascinerende og tilfører virkelig noget genuint, fordi det synliggør, at bøger ikke bare er fritsvævende informationsbeholdere, men altid dele af mentale produktuniverser af betydning.

Det er altsammen meget godt, og bliver helt sikkert en essentiel del af det at læse ebøger fremover. Men det tilfredsstiller stadig ikke den personlige tilfredsstillelse ved at eje en fysisk souvenir. Så her er noget at arbejde på. Hvordan gør man en ebog til en souvenir?

Nød du dette indlæg, vil du sikkert også læse