Ebøger & ebogslæsere

Teknologiske revolutioner og læsefærdigheder

Toke Riis Ebbesen Debat, Ebøger & ebogslæsere , , , ,

Anne Sophie Hermansen skriver i dag på sin Berlingske-blog, at Jelved skal lægge sin 20 mio. kroners kampagne på hylde og i stedet forsøge sig med noget så gammeldags som at stille krav til børn om, at de skal have læst en række klassikere, vel at mærke i bogform. Det er basalt set forkert og (for) reaktionært.

I den sammenhæng finder hun anledning til at slå på tromme for den klassiske papirbog, med henvisning til Umberto Eco:

“Bogen er et højteknologisk mesterværk. Ligesom saksen og kniven er den udviklet til perfektion.”

Hendes løsning:

“Læsning og bøger må derfor i højere grad på skoleskemaet, og alt det sludder om ny teknologi i undervisningen må skrinlægges”.

Jeg kan være ganske enig i det grundlæggende synspunkt om at elementær litterær dannelse ville gavne mange. Ligesom elementær historisk, geografisk, osv. viden er på sin plads, fremfor alt muligt andet hurlumhej.

Men det er altså en fejlslutning at skyde skylden på teknologien og iPads i sig selv som årsagen til de manglende læsefærdigheder.

Grundlæggende, så har Umberto Eco nemlig ikke ret. Bogen, som vi kender den i dens trykte form, er udviklet til perfektion, men ud fra de teknologiske præmisser, der var tilstede, da bogen blev opfundet i løbet af 1500-tallet. Men, på samme måde som saksen og kniven, så har ny teknologi muliggjort en række nye måder at klippe og skære på, som gør, at der faktisk findes mange forskellige sakse og knive, og at begge dele har udviklet sig radikalt i løbet af tiden.

Man kan tale om, at de nuværende sakse, knive og bøger udgør stabile kulturelle former, som løser et problem i samspil med den tilgængelige teknologi. Således har bogen, udfra de muligheder, der var for trykning, materialetilgængelighed og distribution, gjort det muligt at udbrede litteraturen til masserne, og ikke kun til en lille skare af skriftkloge.

Men nogle gange bliver en teknologi afløst af en mere overlegen teknologi, og så sker der før eller senere en udvikling af den kulturelle form. Det skete for eksempel, da man i bronzealderen fandt ud af at erstatte stendaggerter med bronzeknive. Det muliggjorde for eksempel sværdet og lang-spyddet (og dermed  de græske krige og erobringer, fx), men også bygningen af komplekse bygningsstrukturer, såsom egentlige huse. Nye materialer, som jern, stål og diamanter har medført tilsvarende kvantespring i måden, vi skærer på.

iPadden og ebogen udgør en tilsvarende teknologisk overgangsteknologi, som vil forandre de måder, vi har for at producere og bruge litteratur på.

Derfor skal vi naturligvis ikke holde os tilbage fra at eksperimentere med måder, hvorpå vi kan formidle skriftlighed på ved hjælp af den nye teknologi. Og til oplysning for både kulturministeren og Anne Sophie Hermansen, så læser unge faktisk mere, end de selv (eller deres generation) gør.

 

Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Toke Riis Ebbesen Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere ,

Der har gennem tiden været nogen debat om, hvad det er, der gør vores øjne så trætte, når vi sidder længe og arbejder/leger med vores digitale dimser med skærme, samt hvordan det nu lige er med læsehastigheden på de her digitale teknologier. I takt med at der læses flere og flere ebøger på skærme, må dette være et relevant spørgsmål at stille. Jeg har derfor spurgt mig selv, hvilken skærm, der mon egentlig er bedst at læse på i den henseende

Serif kontra Sans-serif

Tidligere er meget diskussion gået på, hvorvidt skrift med serif1, som fx. Times New Roman, eller uden serif, fx Arial eller Verdana var bedst egnet til skærmlæsning. Mens der har hersket udbredt enighed om at serif-skrift var velegnet til længere tekster på tryk, har tidlige studier vist, at skrifter uden serif var bedst egnet til skærmlæsning.

Meget tyder på, at disse studier ikke længere holder stik, og at de i stedet for at kvalificere brugen af den ene eller anden type skrift, sagde noget om den ringe opløsning på de skærme, testpersonerne arbejdede med dengang. I dag er det således muligt at lave meget flottere typografi på højopløsningsskærme, som fx. Kindle Fire HD, som står lige så skarpt som mange tryksager, og dertil har bedre kontrast og farvegengivelse.

Der er i virkeligheden en række faktorer i spil; udover skærmenes farvegengivelse og kontrast  er faktorer som skærmopløsning, baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens også vigtige. Lad os begynde med at se på opløsningen, som nok er den vigtigste.

Det menneskelige øjes opløsning vs. skærmens

Det menneskelige øje har typisk en opløsning svarende til ca. 240ppi((pixels per inch ≈ et mål for tætheden af skærmpixels)) ved den afstand, vi normalt benytter de her dimser ved, altså ca. 30-40 cm fra ansigtet.2 Det vil sige, at skærmen skal have højere ppi end dette for at vi ikke længere kan skelne individuelle pixels, og teksten bliver ‘hakket’ at se på.

Mange vil indvende, at de da arbejder mange timer om dagen ved en computerskærm og fint kan læse teksten der. Sådan har jeg det selv. Men sagen er, at du snyder dig krop på den måde. Det kan således sagtens være, at du ikke bevidst synes det er et problem at læse på din computerskærm, men din hjerne bliver under alle omstændigheder udsat for et stykke trættende afkodningsarbejde, således at du præsenteres for den optiske illusion, der får skærmen til at se fin ud.

Skærmopløsninger

Her er nogle udvalgte skærmopløsninger på populære computere, tablets og smartphones.

  • iPhone 5se: 326ppi
  • Samsung Galaxy S III, 4.8″: 306ppi
  • iPad 4. generation, 10″: 264ppi
  • Kindle Fire HD, 8.9″: 254ppi
  • Nexus 7 tablet, 7″: 216ppi
  • MacBook Pro 15″ Retina: 220ppi
  • Kindle Paperwhite: 212ppi
  • Sony Vaio Z128 laptop: 168ppi
  • iPad mini 7.9″: 163ppi
  • iPad 2, 10″: 133ppi

Kilde: Wikipedia.

Baseret på ovenstående liste, er det let at afgøre, hvilke af dem, der er bedst for øjet, hvis man ser alene på pixelttætheden. På denne liste har kun de fire øverste på listen, iPhone 5se, Samsung Galaxy SIII, Kindle Fire HD 8.9″ og den seneste iPad 10″ så gode skærme, at de overgår det normale menneskelige øjes evne til at skelne detaljer. De øvrige skærme rummer omvendt potentielle problemer, alene på grund af deres opløsning.

Her er et eksempel på, hvor stor forskellen faktisk er. Anandtech har sammenlignet tekstgengivelsen på en iPad 10″ af 3. generation3 med 264ppi kontra en iPad 2 med 133ppi.

iPad 2:

©Anandtech 2012 

iPad 3:

©Anandtech 2012 

Det er helt tydeligt i dette eksempel, at teksten er meget meget skarpere defineret og mere rolig at se på.

Hvor det således anstrenger øjnene at læse skrifter med serif på skærme med dårlig opløsning, så er det ikke sandsynligvis ikke tilfældet på nutidens gode skærme.

Der er imidlertid også andre faktorer der afgør, hvor god en skærm er at læse på.

Opdateringsfrekvens

Udover pixeltætheden på skærmen, er baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens på skærmen således vigtige elementer, og det er derfor, ebogslæsere baseret på eInk-teknologien har vist sig relativt populære. De anvender nemlig ikke egentlige LCD-skærme, men en skærm baseret på en slags ‘korn’, der skifter mellem grader af sort og hvid, men kun når de magnetiseres, fx ved sideskift! Ligesom de magnettavler, børn leger med. Det betyder, at eink-skærme ikke har en opdateringsfrekvens! Billedet står fuldstændig fast og roligt.

TIl lcd-skærmens forsvar skal siges, at nutidige lcd-skærme har opløsningsfrekvenser på 200Hz eller højere, så forskellen er langt hen ad vejen ikke stor. Til sammenligning kørte de gamle CRT-monitorer med 40-60Hz-frekvenser. Jo højere, jo bedre. Jeg husker selv, hvordan et skift til 50 fra 40Hz gav en mærkbar forbedring i billedet. Det er derfor ikke min vurdering, at det er opdateringsfrekvensen, der er den afgørende faktor for den gode læsning på skærmen…

Baggrundsbelysning skader søvn

Dermed er vi ved, hvad jeg personligt betragter som skærmenes største problem aktuelt: når man sidder ved en iPad får man reelt kastet en projektør i hovedet, vel at mærke med lys der breder sig ud over det fulde spektrum. Det er uhensigtsmæssigt, fordi kroppen tilpasser sine naturlige træthedsniveauer efter det lys, den modtager gennem øjnene. Det er mere specifikt sådan, at aften- og nattelys har væsentligt mindre lys i den blå ende af farvespektret, hvilket normalt er et godnatsignal til hjernen. Sidder man derfor med en skærm foran sig om aftenen, er det ikke nok  at justere ned for lysstyrken4, man vil stadig modtage blåt lys, og dermed få forstyrret sit naturlige søvnmønster. Så selvom man måske får trætte “skærmøjne”, så kan man ikke sove.

Jeg mistænker manges søvnproblemer (herunder mine egne) for at være relateret til dette, både fra tv-kigning og smartphone med i sengen. Det er formodentlig forskelligt, hvor tolerante vi hver især er overfor dette, så det kan jo være du sover fint 🙂

Hvis man er plaget, er der dog råd for det – man kan installere software, der justerer ned på det blå lys-niveau. På mange fjernsyn er der en “biograf”-indstilling med mere blødt, varmt lys. Og et er efterhånden standard på smartphones og styresystemer med sådan en indstilling.

eInk-skærmene har i den henseende den store fordel, at de ikke er baggrundsbelyste, så derfor undgår man helt problemet. Dertil har de den fordel, at de er lavet primært til én ting, nemlig at læse, og det er formodentlig et godt sove-tip at læse en god (og ikke for spændende ) bog inden sengetid, som sender fantasien på tur mod drømmeland.

Omvendt, så lider eInk-skærmene af problemer med, hvad jeg formoder er mindre vigtige faktorer, særligt kontrast og farvegengivelse. Der findes endnu ikke særligt mange farvede eink-enheder i almindelig handel. De der er, har en elendig farvegengivelse og kontrasten er ikke på niveau hverken med almindeligt hvidt papir eller de nyere lcd-skærme.

Anbefalinger

Skal man anvende skærm sent på aftenen, må det være anbefalingen herfra, at man benytter en af de mest højopløste skærme og justerer ned for det blå lyst på dem. Eller at man anskaffer en eInk-baseret skærm til godnatlæsningen.

For læsning generelt kan der ikke gives nogen bestemt anbefaling i forhold til at sikre den gode skærmlæsning, udover at gå efter en så høj pixelttæthed som muligt, helst over de famøse 240ppi. Men det er, som med tv og telefoni, i stigende grad uoverskueligt, hvad der er det bedste valg. Man er nødt til at se på, hvilke konkrete læsemønstre der er tale om, hvilken slags læsning, der er tale om, og i hvilken sammenhæng, der læses. For eksempel ville jeg ikke selv vælge at købe en iPad mini, hvis jeg vidste, jeg skulle bruge den til at læse meget på. Er formålet bredere, så kan en lavopløst skærm være ganske glimrende, i det fx visning af billeder, video og animationer ikke beror så meget på opløsning, som på de øvrige ovennævnte faktorer.

Myten om at skrifttypevalget i selve teksten skulle være afgørende holder i hvert fald ikke. De nye skærme giver mulighed for, at smuk og læsevenlig typografi, som vi kender den fra den trykte bogs verden, virkelig kan folde sig ud.

Tilhører du det lille mindretal af mennesker, der stadig kan skelne pixels på en iPhone-skærm, så må du væbne dig med tålmodighed – skærmene skal op på 5-600ppi før de med sikkerhed kan matche dit øje. iPhonen er det bedste, du kan købe for penge.

Men én ting er sikkert: en del af de nye skærme har potentialet for at slå den gammeldags bog på læsevenlighed. Og den trykte bog bliver ét alternativ blandt flere andre at vælge imellem (ja, den har også sine fordele).

  1. Serif: med kanter på skrifttypen [↩]
  2. Nogle mennesker ser væsentligt bedre end dette, de kan have supersyn, helt op til 400ppi. For dem er ingen skærm aktuelt helt skarp. Særligt trænede mennesker, fx. grafikere, der dagligt arbejder med at skelne detaljer, se farver, osv, har også andre forudsætninger end gennemsnittet af danskere. For begge disse grupper må denne artikel ses som pegende på det bedst mulige, men ikke perfektion. Andre har dårligere syn end normalen og for dem er forskellene opridset her til at overse.

    Og for nu at imødekomme den indvending: ja, vi holder telefoner og computerskærme i forskellig afstand, vores armlængde er forskellig, osv. En typisk skærm på en bærbar står længere væk end man holder en iPhone, så derfor behøver skærmen ikke være helt så højopløst på en bærbar. Alligevel kan vi godt tale om nogle tilnærmede praktiske mål. [↩]

  3. iPad 3. generation svarer i pixeltæthed til en iPad 4. generation, men har lavere kontrast og dårligere farvegengivelse [↩]
  4. Hvilket mange skærme kan stilles til at gøre automatisk, med varierende held [↩]

Ebøger giver ikke lavere fortjeneste

Toke Riis Ebbesen Debat, Publicering , , ,

I sidste indlæg behandlede jeg spørgsmålet, om hvorfor bestsellertankegangen er problematisk for bogbranchen i en kommentar til diagnosen på, hvorfor bogbranchen i de senere år er gået så meget tilbage.
Den første påstand, som jeg behandlede i sidste indlæg, var, at færre bestsellere gav mindre omsætning.

Den anden påstand var at ny teknologi er med til at sænke omsætningen for forlagene. Den tredje påstand gik på, at hele branchen lider af strukturelle problemer, eller med andre ord, at evnen til at tjene penge er fraværende.

Disse to påstande vil jeg derfor diskutere her.

Ny teknologi og den lavere omsætning

Ja, den teknologiske udvikling skaber ganske vist problemer for forlagene. Udenlandske netboghandlere, især kæmpen Amazon, trækker en stor del af salget ud af det danske marked. Det skaber svære forhold for boghandlerne herhjemme, og gør det lidt sværere at sælge de dansksprogede bøger. Ebøgerne er også en stor investering for forlagene som det er lige nu, fordi det både er ekstraudgifter at producere til flere formater, og fordi det kræver mere end blot indførelse af nye teknologier, men også større organisationsforandringer.

Men fører ebøgerne reelt til faldende indtægter?

Det er muligt, at investeringerne i Danmark indtil videre fører til øgede omkostninger, men tallene i USA, hvor ebogsmarkedet er meget større, tyder faktisk på det modsatte: ebøgerne er mere profitable end de trykte bøger.

Hvorfor er ebøger mere profitable?

Ebøgerne er primært billigere af to grunde: fordi digital distribution er billigere, og fordi bøger ikke bliver returneret til forlagene fra boghandlerne, hvis de ikke sælger. Udgifterne til returnering og makulering af bøger hvert år er himmelråbende! For mit eget vedkommende, så er en af de erfaringer, jeg har gjort mig, at besværet med at håndtere og så sat fysiske bøger til salg, håndtering af rabatter, returordninger, udsendelse af anmeldereksemplarer, osv. langt, langt overstiger besværet ved ebøger. Forskellen er så stor, at fx. de 30% Apple kræver for at formidle salget og læsningen af en bog forekommer som en håndsrækning fra himmelen.

Derfor tyder meget på, at nok falder omsætningen, men at den samlede fortjeneste, i hvert fald potentielt, godt samtidig kan stige.

Når man dertil lægger, at produktionen af en fysisk bog kræver usikre forhåndsinvesteringer i større oplag, for at give økonomisk mening, så undrer det mig på ingen måde, at ebøger er mere profitable. Det aktuelle problem lige nu i Danmark er selvfølgelig, at salget stadigvæk er så diminutivt, sammenlignet med det samlede ebogsmarked, samtidig med at det danske marked endnu ikke for alvor er forrykket af den digitale udvikling.

Der er en strukturel forandring i gang, men er det et problem?

Jeg skal være den første til at medgive, at en historisk faldende omsætning er træls, især når det falder sammen med den periode, man selv har startet et nyt forlag. Et fald på 9% på et år er bestemt noget man kan mærke på bundlinjen, når man samtidig skal lægge om og nyudvikle digitale ydelser, samtidig med at man gerne vil beholde den eksisterende omsætning – vi må jo erkende, at der går nogle år før papiret forsvinder.

De store forlag får det således svært, fordi de skal vende en større skude i tilpasningen til digitalisering. Det giver plads til en række mindre iværksætter-virksomheder, der leverer ydelser til det nye digitale marked, og det giver plads til mindre forlag og forlagslignende virksomheder, som lettere kan omstille deres produktionsapparater til digitalt, eller måske slet ikke har en eksisterende omsætning på trykte bøger, de skal beskytte.

Evnen til at tjene penge hviler således på en evne til at omstille sig til et foranderligt marked af digitale ydelser. Jeg ser dog ingen grund til at et større forlag ikke skulle kunne gøre det, men det ville kræve en større omlægning at omstille sig til at fungere helt anderledes innovativt, end man gør i dag. Og store forlag har, i modsætning til de små spillere, større mulighed for at investere i nye teknologier, og placere dem i selvkørende små enheder, der leverer varen uafhængigt af moderfirmaet.

PS: En konsekvens af forandringerne, jeg her har beskrevet, vil helt sikkert også føre til at der bliver færre traditionelle boghandlere, der kan leve af kun at sælge trykte bøger. Det er en separat problemstilling, jeg har skrevet om flere gange.

Ereolen og det 20. århundredes logik

Toke Riis Ebbesen Debat , , , ,

I et skarpt blogindlæg i dag, på Politiken og hans egen blog, gør Jon Lund sig klog på forholdene i forlagsbranchen – og opfordrer til at forlagene helhjertet går med på en fortsættelse af bibliotekernes gratis ebogsservice, eReolen. Det gør han i indlægget “Derfor burde forlagene omfavne eReolen“. Han peger på de lærepenge, musikbranchen har betalt gennem årene, og på den succes, musikselskaberne fornylig har oplevet med de mange streamede musiktjenester – Spotify, Wimp, osv.

Jeg er overvejende enig i Jon Lunds kritik.

Men vil også gerne nuancere den lidt ved at sætte forlagenes mulige motiver lidt i perspektiv, samt komme med et forslag til, hvordan ereolen kan komme videre på en måde, der modsvarer den digitale økonomis udfordringer.

Forlagenes vinkel

Det er nemlig svært for forlagene at vinke farvel til, hvad de ser som en gylden mulighed for at sige farvel til branchens mellemhandlere, der traditionelt har grabset op til halvdelen af fortjenesten til sig. Således har supermarkederne herhjemme efter bogliberaliseringen kun kunnet sælge bøger med voldsomt lave priser, fordi de har kunnet forhandle enorme mængderabatter hjem. Og de traditionelle boghandlere har man også skullet give 25-40% i rabat for den gode tjeneste at sætte forlagets bøger på hylderne, således at der blev solgt bøger. Det forekommer derfor indlysende fra forlagenes side, at kunne de sælge direkte til kunderne, så kunne de, selv med en væsentlig prisreduktion, stadig tjene en god sum penge, samtidig med at de fik adgang til direkte salgsstatistikker, noget der ville gøre det endnu lettere at målrette produktionen af bøgerne efter kundernes ønsker og behov.

Med en tjeneste udbudt af en mellemhandler, det vil sige bibliotekerne i dette tilfælde, mister forlagene et vigtigt instrument i markedsdannelsen, nemlig den frie prissættelse af deres varer – på ereolen koster det det samme, nemlig gratis, at sælge en bestseller, som det koster at sælge en ukendt forfatter. Og det forekommer klart, at en abonnementstjeneste, der skulle fungere som et alternativ til en statsstøttet gratis platform, måtte have nogle rigtigt gode argumenter for at hamle op med dette. Derfor kan eReolen ikke fortsætte i al evighed i den form, den har nu.

Jeg holder af eReolen, og mener faktisk, at den er en nødvendighed i et lille kulturområde som det danske, hvor bogbranchen er meget afhængig af en vis statsstøtte, og hvor vi har en stolt folkeoplysningstradition formidlet gennem bibliotekerne.

En forslag til en løsning

Mit forslag til en løsning er derfor meget enkel. For det første skal det på ereolen stadig være gratis at låne bøger for danske borgere. Det der skal ændres, er den måde, bibliotekerne afregner med forlagene. Det skal simpelthen være således, at en stigende efterspørgsel udløser en højere pris og ikke en lavere pris, som det gør i den nuværende ordning. Dette vil simulere en velfungerende markedsmekanisme, hvor en højere efterspørgsel giver mulighed for at udbyderen af varen betaler en højere pris, mens en lavere efterspørgsel medfører en lavere pris.

Så vidt jeg kan vurdere, så har alle forslag, der har været luftet i offentligheden, været baseret på den modsatte ide, nemlig at man ved på forskellig vis at mindske udbuddet skaber en mere realistisk pris. For eksempel ved en øvre grænse for udlån af bestsellere. Der er bare det problem med det, at i den digitale verden giver det ingen mening at begrænse udbuddet af en vare. Alternativet er blot, at man enten sender brugerne, læserne, eller hvad man skal kalde det, hen på illegale alternativer, såsom diverse fildelingstjenester, eller som nu, ikke giver forlagene noget særligt motiv for at digitalisere varerne (jeg tænker her på det enorme bagkatalog der aldrig bliver sat på digital form, som det ser ud lige nu). Med streamingtjenester gør man, som Jon Lund fremhæver, netop det modsatte: man stiller indholdet til rådighed, gør det let og bekvemt og sætter en pris, der svarer til markedets efterspørgsel.

Det 20. århundredes logik virker ikke digitalt

Jeg er klar over, at dette forslag vil kunne opfattes som sært eller urealistisk. Det modstrider nemlig alle de erfaringer, bogbranchen har gjort sig i løbet af det 20. århundrede, hvor stigende udbud har ført til faldende priser, fordi man har kunnet lave masseoplag og trykke i billige paperback-versioner. Men det er en logik, der hører til den analoge teknologi, hvor der var økonomi i at skalere. For den digitale økonomi gælder det modsatte stort set. Det koster stort set det samme at lave én ebog, som det koster at lave 100.000.  Der er naturligvis en transaktionsomkostning, men denne er stort set den samme pr. fil og kun svagt dalende, når de først initielle investeringer i infrastruktur er foretaget. Det er på tide, at bogbranchen tilpasser sin økonomiske tænkning efter dette, hvis den vil leve af at lave bøger fremover.

Alternativet er ikke, at den nuværende papirbaserede økonomi fortsætter som hidtil, men at forfattere i stigende grad går udenom de etablerede forlag og går direkte til internationale udbydere. Amazon og Apple vil hellere end gerne hjælpe med at udgive bøger, som på den måde forsvinder ind i deres mere eller mindre lukkede økosystemer for bøger.

Så lad mig gentage. En stigende omkostning per download af ebøger på ereolen vil give en sundere markedsmekanisme. Det vil samtidig også motivere bibliotekerne til at fremelske de mange små udgivelser, frem for, som tendensen har været de sidste mange år, et stadigt stigende fokus på bestsellerne, med 14-dages lån, “mest læste”-lister, og så videre. Det vil på længere sigt skabe en mere pluralistisk udgivelsestendens, hvor det i højere grad vil være muligt for forlagene at udgive kvalitetslitteratur og ikke kun løbe efter tilfældige modegriller. Det vil gøre det sjovere at være bibliotekar, fordi det igen vil komme til at handle om at formidle den gode litteratur til lånerne. Og det vil gøre det mere realistisk, at en dansk bogbranche eksisterer om 10 år.

Jeg siger ikke, at det er let eller enkelt, eller måske ligefrem ønskværdigt. Men det er realistisk, fordi det forholder sig til de aktuelle problemer, forlag og biblioteker står overfor.

En analyse af ereolen som bibliotekstilbud

Toke Riis Ebbesen Ebøger & ebogslæsere , ,

En hurtig analyse af ereolen som bibliotekernes nye online-platform, ereolen, “folkebibliotekernes nye ebogsservice”. I denne analyse foretager jeg en bestemmelse af, hvad et bibliotek er, analyserer ereolen på basis af de opstillede kriterier og kommer frem til en oplagt konklusion.

Hvad er et bibliotek?

For at analysere ereolen, er det værd at overveje ganske kort, hvad et bibliotek egentlig er. Der er formodentlig mange bud på det, og jeg har ikke en grad i biblioteksvidenskab. Men her er alligevel mine ideer om, hvad bibliotekerne er og skal kunne. De følgende fire dimensioner tegner et billede af biblioteket fra cirka 1980, siden den personlige computer, internettet og de sociale medier for alvor kom på banen. Siden da har bibliotekerne kæmpet med at finde fodfæste, særligt fordi underholdningsindustrien er en hård partner at danse med.

1. Arkivering

Biblioteket gemmer bøger for eftertiden.

2. Tilgængelighed

Bøgerne opstilles eller kan gøres tilgængelige, fx ved bestilling, for de brugere, der ønsker at benytte dem. Bøger i et lukket arkiv er ikke et bibliotek, højst en samling.

3. Formidling

Der er så mange bøger, at udvalg og præsentation af dem også er nødvendigt.

4. Folkeoplysning

Formidlingen er nødt til at ske efter nogle principper eller værdier – en begrundelse, et hvorfor for formidlingens eksistens –  i Danmark er nøgleordet folkeoplysning.

Særligt om folkeoplysning og underholdning

I størstedelen af bogens historie var grundprincippet for bibliotekerne overlevering af de kristne principper, der var at læse om i den vigtigste bog, Bibelen. I vore dages Danmark har bibliotekernes principper traditionelt været grundet i folkeoplysningstraditionerne, men i stigende grad har bibliotekerne også beskæftiget sig med underholdning.

Rent praktisk har det betydet, at bibliotekerne har anvendt sine rammer til foredrag, til udstillinger, teater, undervisning, osv. med alle mulige emner som fokus, men også i udbredelsen af viden om samfundet i bredere forstand. Underholdningsfokus med spille-konsoller, pc-terminaler, legeområder, osv. har sat nye dagsordener. Nogle vil mene at målet har været at smugle klassisk “oplysning” ind af bagvejen, mens andre har omfavnet den nye dagsorden mere helhjertet – opgaven har med andre ord været at tilpasse sig den kommercielle kulturelle virkelighed og spille med på dens præmisser. Jeg vil ikke tage stilling for eller i mod det ene eller andet, blot konstatere, at det underholdende aspekt er en mulig vej for et bibliotekstiltag, omend det aldrig kan stå alene, men må være integreret, således at det spiller sammen med tilgængeligheds- og arkivopgaverne.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at der antydes et hierarki i disse funktioner: 1 er vigtigere end 2, som er vigtigere end 3 og så fremdeles. Jeg har en ide om, at bibliotekarer kalder arkivering og tilgængelighed for “kernefunktioner”, mens eksistensen af formidling og folkeoplysning altid kan debateres, især i sparetider. Jeg vil dog argumentere for, at at alle fire dimensioner, i forskellige mix, konstituerer bibliotekets essens: uden grundlæggende værdier er resten egentlig ligegyldigt eller i hvert fald yderst fattigt.

Analyse

Arkiv

Ereolen gemmer ikke selv de bøger, der leveres, men er udelukkende et interface til det arkiv, som forlagene stiller til rådighed gennem Publizon. Og hvorfor skulle det også være anderledes i en digital virkelighed – hvis det ikke lige var fordi de nye problemer, der så opstår med versionering af ebøger, backup, osv. Arkivfunktionen er til gengæld dækket ind af pligtafleveringen til det nationale arkiv på Det kongelige bibliotek.

Tilgængelighed

Denne funktion løser ereolen på smukkeste vis – og man kan sige, at det dermed er basisopgaven for folkebibliotekerne, der løses. Ikke underligt, i det platformen ikke er en national løsning, men en konstruktion mellem nogle enkelte folkebiblioteker og Publizon. Løsningen lider dog under det problem, at kopibeskyttelsen, der benyttes, gør det svært for brugerne at benytte tilbuddet, medmindre de er relativt teknologiske kyndige. I den henseende er der problemer med tilgængeligheden. Ebøgerne løser på mange måder problemet med tilgængelighed for handicappede, men der er lang vej til en løsning der gør det let at benytte adgangen til dem gennem ereolen for disse grupper.

Formidling

Ereolen formidler kun i ringe grad sit stof – sammenlignet med de mange innovative læseplatforme, som er trenden i 2011. Small demons, Amazon, goodreads, osv. laver alle meget bedre formidling og vejledning ind til stoffet. Ereolen linker til litteratursiden.dk og viser Mest læste bøger samt har en roterende række af udvalgte bøger på siden. Ja, og så formidler ereolen kontroversielt adgangen til at købe bøgerne gennem en ret prominent “køb”-knap som figurerer tydeligt på forsiden af websitet.

Folkeoplysning

Når der kun i ringe grad formidles, så skyldes det nok at siden ikke rummer nogle eksplicitte folkeoplysende aspekter, whatsoever. Medmindre man mener, at et ratingsystem med “5 stjerner” tæller som dette. Det argumenteres ikke, hvorfor ereolen skal eksistere.

Konklusioner

Ikke overraskende kan jeg konkludere, at ereolens væsentligste svaghed er selve begrundelsen for, at den skal eksistere. Med fraværet af en begrundelse, markeret tydeligt ved, at den ikke er et statsligt eller på anden måde neutralt initiativ, er det op til læseren eller brugeren selv at vurdere motivet bag.

Tilstedeværelsen af en købsknap bliver derfor, uanset de gode intentioner der måtte være, omsat til en mistanke om, at begrundelsen for ereolens eksistens egentlig er mere grundet i kommercielle interesser end i en velovervejet oplysnings- eller underholdningsinteresse. Der er ingen tvivl om, at ereolen kun kan eksistere gennem et samarbejde mellem indholdsproducenterne (= forlagene og de selvpublicerende forfattere). Og forlagene vil naturligvis gerne kompenseres for at stille materialet gratis til rådighed, ligesom de hidtil er blevet. Det er derfor ekstremt vigtigt for projektet, hvis det skal fortsætte, at skære en meget klar linje i forhold til det kommercielle aspekt.

En anden mulig tolkning er, at ereolens mål er ren underholdning. Bibliotekerne giver folket let, friktionsfri adgang til ny litteratur, som de kan læse og hygge sig med. Der er ikke noget galt med underholdning i sig selv, men, som tidligere skrevet, så må det ske i samspil med bibliotekets øvrige formål, og kan ikke stå alene, i hvert fald, hvis vi fortsat skal tale om det som et biblioteksprojekt.

Hvad angår formidlingsdimensionen, så er ereolen et projekt, der er hurtigt skruet sammen, formodentlig for relativt få midler. Jeg er ikke i tvivl om, at forbedringer venter, særligt hvis “eksperimentet” fortsætter i en eller anden form.

Notabene:

Jeg må tilføje, at dette indlæg er skrevet udfra en grænseløs kærlighed til biblioteksvæsenet, og med en taknemmelighed over, at nogen arbejder på at udvikle bibliotekssystemet i den digitale virkelighed. Jeg synes som borger, at det er ekstremt vigtigt, at der er sikret adgang til litteraturen for alle, der hvor “folket” er. Omvendt repræsenterer jeg også et forlags synsvinkel – et perspektiv hvorfra folkebibliotekerne først og fremmest er et fantastisk markedsføringsværktøj – en måde at skabe vedvarende og vidtspredt opmærksomhed om de bøger og forfattere, jeg er med til at udgive. Og de sikrer ovenikøbet et godt lille minimumssalg af bøger i Danmark gennem deres indkøb. Men det skal ikke ske for enhver pris.

(29. nov 2011: tilføjet lidt om min motivation + smårettelser)

Mere om ereolen:

Ebøger på biblioteket – den ny aftale

Toke Riis Ebbesen Ebøger & ebogslæsere , , , , ,

I weekenden blev en ny aftale om distribution af ebøger på bibliotekerne i Danmark indgået mellem på den ene side Publizons ejere, Lindhart & Ringhof og Gyldendal, og de danske biblioteker. Det betyder, at fra 1. november vil det være muligt at hjemlåne mange af de ebøger, Publizon stiller til rådighed. Det er for mig at se glædeligt, at der endelig sker noget på dette område, da det i et land som Danmark er en ekstremt vigtig del af “bøgernes økosystem”, at en bog er at finde til udlån på bibliotekerne. At ordningen ikke er optimal på alle områder må komme an på en prøve.

Her er de vigtigste træk i den aftale, der er indgået.

Aftalen i store træk

  • Formatet er epub med Adobes kopibeskyttelse.
  • Aftalen varer et år, hvorefter den kan genforhandles, evt. i forbindelse med at der er nye tekniske muligheder, fx “streaming” af bøger a la Amazons Cloud reader.
  • Lånetiden er 30 dage, ligesom med netlydbog.dk.
  • Der laves dog forsøg på tre udvalgte biblioteker med 15-dages hjemlån.
  • Derudover er det frivilligt for bibliotekerne, om de vil begrænse antallet af udlån pr. bruger eller om de opererer med en samlet ramme for udlån i perioden fx.
  • Aftalen er indgået med Publizon, hvorfor alle forlag, der distribuerer via denne platform, kan tilslutte sig ordningen.
  • Forlagene skal tillade biblioteksudlån af hver enkelt bog. Det er altså ikke alle ebøger, som Publizon distribuerer til boghandlerne, der nødvendigvis bliver frigivet til udlån.

Jeg vil ikke gå i dybden med afregningsmodellen, men kort nævne, at den er klikbaseret, med en indbygget lavere afregning til forlagene, jo større efterspørgsel der er på en bog. Det forekommer som en rimelig løsning. Bibliotekarforbundet mener at afregningsprisen er for høj.

Jeg vil i stedet pege på to andre problematiske forhold ved aftalen.

Adobes DRM

Det kan for nogen forekomme pedantisk og træls at nævne det, men den kopisikringsløsning, aftalen bygger på, hviler på, at man anvender kopisikring fra Adobe. Den valgte løsning er understøttet af Adobes eget (temmeligt ringe) program Adobe Digital Editions på Mac og Windows-computere, samt af Aldiko og Bluefire Reader / txtr på Android- og iOS-platformene. Men den er  ikke understøttet af Amazons Kindle, da det ville kræve en integration mellem Publizons distribution og Amazons ebogslæser, som mig bekendt ikke findes i dag. Det betyder, at markedets mest innovative og dominerende ebogslæserplatform ikke (lovligt) kan anvendes til danske biblioteksbøger. Det er ærgerligt.

I følge Publizon, må en sådan platformsuafhængighed afvente en streamet løsning, som tidligst kan forventes ved aftalens genforhandling om et års tid. Selv da vil det formodentlig udelukke den nuværende generation af Kindles.

Aftalens parter

Det andet og mere principielle grundlag for bekymring er aftalens parter. På den ene side er det bibliotekerne. På den anden side er det landets to største forlag, der i fællesskab ejer Publizon. Man kan med rette spørge sig selv, om det er en fornuftig konstruktion.

Hvad angår forlagene, er det blevet luftet, bla af blogger og forfatter og aktiv ebogsudgiver Kenneth Krabat, at aftalen er lukket og og snæver: det er kun de to store forlag, der har indgået aftalen, mens de små ebogsforlag ikke er inviteret med i forhandlingerne. Ligeledes udelukker hele Publizon-konstruktionen de små selvpublicerende forfattere uden momsregistrering. Påstanden er med andre ord, at der er bedrevet powerplay mellem de store drenge i branchen.

Min egen holdning til dette er tvedelt. I og for sig havde jeg gerne set en mere demokratisk proces omkring denne her aftale. Omvendt er Publizon jo privat ejet af de to forlag, og den eneste eksisterende platform for dansk litteratur. Eneste andet alternativ var en aftale med en endnu større udenlandsk distributør. Der er med andre ord ikke andre at indgå en aftale med, og havde Publizon ikke eksisteret, ville ebogsmarkedet aldrig være kommet det lidt i gang, det trods alt er, de små salgstal til trods.

Hvad angår bibliotekerne, så er aftalen indgået af det konsortie, der i forvejen samarbejder med Publizon omkring Netlydbog.dk, altså et begrænset antal folkebiblioteker, herunder Gentofte, Århus, København og Frederiksberg. Kritikken går her bla. på, at aftalen burde være indgået centralt af Styrelsen for Biblioteker og Medier, så den ville have bredere opbakning og udbredelse. Igen må man igen fremhæve, at der er tale om foregangsbiblioteker, som gør en indsats på området.

Hvor er forhandlerne?

Skulle man endelig stille spørgsmål til aftaleparterne, så kunne man gå lidt videre og spørge til, hvorfor det ikke er ebogsforhandlerne, der har forhandlet med bibliotekerne? Eller i det mindste, hvorfor de ikke har været inddraget. “Bøgernes økosystem” inkluderer jo også forhandlerne.

I USA er det Amazon der har lavet en aftale med Overdrive, der distribuerer til bibliotekerne derovre. Det sikrer Amazons amerikanske Kindlebrugere muligheden for at låne de ebøger, Overdrive ellers udlåner til andre platforme. Amazon vinder omvendt brugere over på sin platform ved at kunne betjene bibliotekerne, samtidig med at de får muligheden for at sælge bogen til brugeren efter udlånets udløb, samt, naturligvis, adgang til en masse brugerdata, de sikkert kan udnytte på længere sigt.

I sidste ende må den manglende inddragelse af forhandlerne herhjemme give dem et incitament til selv at oprette alternative udgivelsesplatforme, der giver dem nogle fordele i kampen med de store forlag. Fra et konkurrencesynspunkt måske på længere sigt en sund ting. For brugerne i et lille sprogområde fremstår det derimod som en (endnu mere) mudret fremtid.