Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Der har gennem tiden været nogen debat om, hvad det er, der gør vores øjne så trætte, når vi sidder længe og arbejder/leger med vores digitale dimser med skærme, samt hvordan det nu lige er med læsehastigheden på de her digitale teknologier. I takt med at der læses flere og flere ebøger på skærme, må dette være et relevant spørgsmål at stille. Jeg har derfor spurgt mig selv, hvilken skærm, der mon egentlig er bedst at læse på i den henseende

Serif kontra Sans-serif

Tidligere er meget diskussion gået på, hvorvidt skrift med serif1, som fx. Times New Roman, eller uden serif, fx Arial eller Verdana var bedst egnet til skærmlæsning. Mens der har hersket udbredt enighed om at serif-skrift var velegnet til længere tekster på tryk, har tidlige studier vist, at skrifter uden serif var bedst egnet til skærmlæsning.

Meget tyder på, at disse studier ikke længere holder stik, og at de i stedet for at kvalificere brugen af den ene eller anden type skrift, sagde noget om den ringe opløsning på de skærme, testpersonerne arbejdede med dengang. I dag er det således muligt at lave meget flottere typografi på højopløsningsskærme, som fx. Kindle Fire HD, som står lige så skarpt som mange tryksager, og dertil har bedre kontrast og farvegengivelse.

Der er i virkeligheden en række faktorer i spil; udover skærmenes farvegengivelse og kontrast  er faktorer som skærmopløsning, baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens også vigtige. Lad os begynde med at se på opløsningen, som nok er den vigtigste.

Det menneskelige øjes opløsning vs. skærmens

Det menneskelige øje har typisk en opløsning svarende til ca. 240ppi((pixels per inch ≈ et mål for tætheden af skærmpixels)) ved den afstand, vi normalt benytter de her dimser ved, altså ca. 30-40 cm fra ansigtet.2 Det vil sige, at skærmen skal have højere ppi end dette for at vi ikke længere kan skelne individuelle pixels, og teksten bliver ‘hakket’ at se på.

Mange vil indvende, at de da arbejder mange timer om dagen ved en computerskærm og fint kan læse teksten der. Sådan har jeg det selv. Men sagen er, at du snyder dig krop på den måde. Det kan således sagtens være, at du ikke bevidst synes det er et problem at læse på din computerskærm, men din hjerne bliver under alle omstændigheder udsat for et stykke trættende afkodningsarbejde, således at du præsenteres for den optiske illusion, der får skærmen til at se fin ud.

Skærmopløsninger

Her er nogle udvalgte skærmopløsninger på populære computere, tablets og smartphones.


  • iPhone 5se: 326ppi
  • Samsung Galaxy S III, 4.8″: 306ppi
  • iPad 4. generation, 10″: 264ppi
  • Kindle Fire HD, 8.9″: 254ppi
  • Nexus 7 tablet, 7″: 216ppi
  • MacBook Pro 15″ Retina: 220ppi
  • Kindle Paperwhite: 212ppi
  • Sony Vaio Z128 laptop: 168ppi
  • iPad mini 7.9″: 163ppi
  • iPad 2, 10″: 133ppi

Kilde: Wikipedia.


Baseret på ovenstående liste, er det let at afgøre, hvilke af dem, der er bedst for øjet, hvis man ser alene på pixelttætheden. På denne liste har kun de fire øverste på listen, iPhone 5se, Samsung Galaxy SIII, Kindle Fire HD 8.9″ og den seneste iPad 10″ så gode skærme, at de overgår det normale menneskelige øjes evne til at skelne detaljer. De øvrige skærme rummer omvendt potentielle problemer, alene på grund af deres opløsning.

Her er et eksempel på, hvor stor forskellen faktisk er. Anandtech har sammenlignet tekstgengivelsen på en iPad 10″ af 3. generation3 med 264ppi kontra en iPad 2 med 133ppi.

iPad 2:

©Anandtech 2012 

iPad 3:

©Anandtech 2012 

Det er helt tydeligt i dette eksempel, at teksten er meget meget skarpere defineret og mere rolig at se på.

Hvor det således anstrenger øjnene at læse skrifter med serif på skærme med dårlig opløsning, så er det ikke sandsynligvis ikke tilfældet på nutidens gode skærme.

Der er imidlertid også andre faktorer der afgør, hvor god en skærm er at læse på.

Opdateringsfrekvens

Udover pixeltætheden på skærmen, er baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens på skærmen således vigtige elementer, og det er derfor, ebogslæsere baseret på eInk-teknologien har vist sig relativt populære. De anvender nemlig ikke egentlige LCD-skærme, men en skærm baseret på en slags ‘korn’, der skifter mellem grader af sort og hvid, men kun når de magnetiseres, fx ved sideskift! Ligesom de magnettavler, børn leger med. Det betyder, at eink-skærme ikke har en opdateringsfrekvens! Billedet står fuldstændig fast og roligt.

TIl lcd-skærmens forsvar skal siges, at nutidige lcd-skærme har opløsningsfrekvenser på 200Hz eller højere, så forskellen er langt hen ad vejen ikke stor. Til sammenligning kørte de gamle CRT-monitorer med 40-60Hz-frekvenser. Jo højere, jo bedre. Jeg husker selv, hvordan et skift til 50 fra 40Hz gav en mærkbar forbedring i billedet. Det er derfor ikke min vurdering, at det er opdateringsfrekvensen, der er den afgørende faktor for den gode læsning på skærmen…

Baggrundsbelysning skader søvn

Dermed er vi ved, hvad jeg personligt betragter som skærmenes største problem aktuelt: når man sidder ved en iPad får man reelt kastet en projektør i hovedet, vel at mærke med lys der breder sig ud over det fulde spektrum. Det er uhensigtsmæssigt, fordi kroppen tilpasser sine naturlige træthedsniveauer efter det lys, den modtager gennem øjnene. Det er mere specifikt sådan, at aften- og nattelys har væsentligt mindre lys i den blå ende af farvespektret, hvilket normalt er et godnatsignal til hjernen. Sidder man derfor med en skærm foran sig om aftenen, er det ikke nok  at justere ned for lysstyrken4, man vil stadig modtage blåt lys, og dermed få forstyrret sit naturlige søvnmønster. Så selvom man måske får trætte “skærmøjne”, så kan man ikke sove.

Jeg mistænker manges søvnproblemer (herunder mine egne) for at være relateret til dette, både fra tv-kigning og smartphone med i sengen. Det er formodentlig forskelligt, hvor tolerante vi hver især er overfor dette, så det kan jo være du sover fint 🙂

Hvis man er plaget, er der dog råd for det – man kan installere software, der justerer ned på det blå lys-niveau. På mange fjernsyn er der en “biograf”-indstilling med mere blødt, varmt lys. Og et er efterhånden standard på smartphones og styresystemer med sådan en indstilling.

eInk-skærmene har i den henseende den store fordel, at de ikke er baggrundsbelyste, så derfor undgår man helt problemet. Dertil har de den fordel, at de er lavet primært til én ting, nemlig at læse, og det er formodentlig et godt sove-tip at læse en god (og ikke for spændende ) bog inden sengetid, som sender fantasien på tur mod drømmeland.

Omvendt, så lider eInk-skærmene af problemer med, hvad jeg formoder er mindre vigtige faktorer, særligt kontrast og farvegengivelse. Der findes endnu ikke særligt mange farvede eink-enheder i almindelig handel. De der er, har en elendig farvegengivelse og kontrasten er ikke på niveau hverken med almindeligt hvidt papir eller de nyere lcd-skærme.

Anbefalinger

Skal man anvende skærm sent på aftenen, må det være anbefalingen herfra, at man benytter en af de mest højopløste skærme og justerer ned for det blå lyst på dem. Eller at man anskaffer en eInk-baseret skærm til godnatlæsningen.

For læsning generelt kan der ikke gives nogen bestemt anbefaling i forhold til at sikre den gode skærmlæsning, udover at gå efter en så høj pixelttæthed som muligt, helst over de famøse 240ppi. Men det er, som med tv og telefoni, i stigende grad uoverskueligt, hvad der er det bedste valg. Man er nødt til at se på, hvilke konkrete læsemønstre der er tale om, hvilken slags læsning, der er tale om, og i hvilken sammenhæng, der læses. For eksempel ville jeg ikke selv vælge at købe en iPad mini, hvis jeg vidste, jeg skulle bruge den til at læse meget på. Er formålet bredere, så kan en lavopløst skærm være ganske glimrende, i det fx visning af billeder, video og animationer ikke beror så meget på opløsning, som på de øvrige ovennævnte faktorer.

Myten om at skrifttypevalget i selve teksten skulle være afgørende holder i hvert fald ikke. De nye skærme giver mulighed for, at smuk og læsevenlig typografi, som vi kender den fra den trykte bogs verden, virkelig kan folde sig ud.

Tilhører du det lille mindretal af mennesker, der stadig kan skelne pixels på en iPhone-skærm, så må du væbne dig med tålmodighed – skærmene skal op på 5-600ppi før de med sikkerhed kan matche dit øje. iPhonen er det bedste, du kan købe for penge.

Men én ting er sikkert: en del af de nye skærme har potentialet for at slå den gammeldags bog på læsevenlighed. Og den trykte bog bliver ét alternativ blandt flere andre at vælge imellem (ja, den har også sine fordele).

  1. Serif: med kanter på skrifttypen []
  2. Nogle mennesker ser væsentligt bedre end dette, de kan have supersyn, helt op til 400ppi. For dem er ingen skærm aktuelt helt skarp. Særligt trænede mennesker, fx. grafikere, der dagligt arbejder med at skelne detaljer, se farver, osv, har også andre forudsætninger end gennemsnittet af danskere. For begge disse grupper må denne artikel ses som pegende på det bedst mulige, men ikke perfektion. Andre har dårligere syn end normalen og for dem er forskellene opridset her til at overse.

    Og for nu at imødekomme den indvending: ja, vi holder telefoner og computerskærme i forskellig afstand, vores armlængde er forskellig, osv. En typisk skærm på en bærbar står længere væk end man holder en iPhone, så derfor behøver skærmen ikke være helt så højopløst på en bærbar. Alligevel kan vi godt tale om nogle tilnærmede praktiske mål. []

  3. iPad 3. generation svarer i pixeltæthed til en iPad 4. generation, men har lavere kontrast og dårligere farvegengivelse []
  4. Hvilket mange skærme kan stilles til at gøre automatisk, med varierende held []

2 thoughts on “Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Skriv et svar