Sådan låner du ebøger på ereolen.dk

OBS 6.12.2013: Dette indlæg er forældet – ereolen er i dag baseret på en helt anden teknologi, end der er beskrevet i artiklen her. Du bedes derfor se bort fra indholdet og gå direkte til ereolen.dk 

I dette indlæg vil jeg kort gennemgå, hvordan du låner og læser ebøger fra bibliotekernes online tjeneste Ereolen.dk.

Kopibeskyttelse

Men først en advarsel:

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en sort/hvid Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på ereolens bøger, hvilket besværliggør processen med at læse dem.

Amazons Kindle er således den mest udbredte ebogslæser af alle. Problemet er, at de fleste Kindles (Kindle Fire undtaget) desværre slet ikke læser bibliotekernes ebøger på grund af den anvendte kopibeskyttelse.

Efter dansk lovgivning har du i princippet mulighed for at bryde den, for at kunne læse ebogen på din Kindle – hvilket en fiffig søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let – men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under, og som er forudsætningen for erolen eksisterer. Du er altså i en juridisk og moralsk gråzone, hvis du gør det.

Men nok om det – hvordan fungerer ordningen så?

Hvad er Ereolen?

Kort sagt er det en forsøgsordning der med start i efteråret 2011 stiller ebøger til rådighed for udlån til danskerne, kvit og frit for lånerne. Du kan låne hver bog 30 dage, og et begrænset antal af gangen, afhængigt af, hvilken kommune du bor i. I min kommune er det 5 bøger. Når lånetiden udløber bliver ebogen ubrugelig, så du skal ikke tænke på for sent afleverede ebøger, bøder og den slags.

Der er talt og skrevet i blogosfæren om aftalen, og nogle er kritiske overfor den, mig selv inklusive, men set fra et lånersynspunkt, er der ikke noget at udsætte på ordningen, der for alvor gør ebøgerne tilgængelige for danskerne.

iPad, Kindle Fire, Androidtablets, iPhone, andre smartphones & gadgets

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, iPhone eller iPod, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige for øjeblikket anbefaler jeg Bluefire Reader til formålet. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx en Kindle Fire (som er en androidbaseret tablet) anbefaler jeg, at du anvender Aldiko. Det er lidt sværere at installere Aldiko og andre ebogsapps på din Fire, end på andre Androidtablets, fordi Amazon har skjult dem i deres egen app store. Men det er muligt, fx ved bare at hente dem fra en anden webbaseret app store, som fx. Freeware lovers.

Der kommer hele tiden nye enheder og apps til,  hvorfor denne anbefaling hurtigt kan blive forældet. Du kan se den fulde liste over Adobe-understøttede enheder og apps her på Adobes website.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger på din computer. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Anvender du en iPad eller anden gadget, skal du herefter hente fx Aldiko eller Bluefire Reader, og her sørge for at indtaste dit Adobe ID og password.
  3. Så åbner du en webbrowser (fx. Safari på iPad eller Firefox på PC) ind på ereolen.dk, og henter den bog, du vil låne. Se ereolens hjælpesider for hjælp til at komme i gang med det.
  4. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den til din computer, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions. Henter du den til en iPad eller anden gadget, skal du vælge et program at åbne filen i – fx BlueFire Reader. Bum, så kører det. Se en videovejledning til Bluefire Reader.

Det er besværligt at komme i gang, især når man sammenligner med oplevelsen, når du køber en ebog hos Apple eller Amazon, men sidder du for eksempel en søndag aften og får lyst til at læse en dansksproget bog, så er det absolut besværet værd. Og når arbejdet med at få Adobes ID til at køre først er gjort, er forskellen meget lille.

5 thoughts on “Sådan låner du ebøger på ereolen.dk

Skriv et svar