Det lader til at være konventionel visdom i mediebranchen, at man giver tingene værdi ved at låse dem inde. Man opererer med en forestilling om at hvis noget ikke koster noget, så har det ingen værdi for brugeren. Desværre virker økonomi på et helt basalt plan ikke på den måde. Det er lige omvendt.

Ting får nemlig værdi på grundlag af et simpelt forhold mellem udbud og efterspørgsel: hvis der er knaphed på en vare, stiger prisen, helt enkelt. Kunstigt skabt knaphed holder ikke i en tid, hvor det er muligt for almindelige mennesker at lave deres eget, gratis alternativ. Wikipedia er et godt eksempel på at et lukket leksikon på nettet som Encyklopedia Brittannica eller Den store danske ikke i længden var i stand til at konkurrere med det åbne og gratis alternativ.

Udsagn som

„kun aviser er økonomisk organiseret til at indsamle massive mængder information. Ingen andre er organiseret til den opgave‟ (kilde; Trine Nielsen, ComputerWorld)

passer derfor simpelthen ikke, hvilket enhver der læser blogs og benytter sig af RSS-feeds kan forvisse sig om. Der er simpelthen bare tale om at ‚indsamlingsprocessen‛ har forandret sig: brugerne er ikke længere passive brugere; de både producerer og organiserer massive mængder information. Du kan ikke begynde at tage penge for noget, folk har været vant til var gratis. Derfor „piratkopierer‟ folk i stor stil: de opfatter det ikke som moralsk illegitimt at gøre det, de har været vant til siden de lærte at kopiere kassebånd i børnehaven. Det er kun få år siden det blev forbudt at kopiere cd’er lånt på biblioteket. Alligevel har onlinetjenesten iTunes stor succes: det har de fordi det alternativ der tilbydes på flere måder er lettere og bedre end det gratis tilbud – uden kopibeskyttelse, osv.

Omvendt er der meget der peger på at de virkeligt interessante historier som regel er skabt på basis af solidt journalistisk arbejde. Den type arbejde er der nemlig stadig knaphed på: tilrettelæggelse af indhold der er mere interessant end gennemsnittet, er aktuelt og tilrettet specifikke målgruppers specifikke behov.

Dette gælder ikke alene aviser, men også for traditionelle bogudgivelser. Det er ikke enhver der har tiden og evnerne til at skrive den store danske roman eller lærebogen i musik til folkeskolens ældste klasser. Det kræver stadig talentfulde forfattere, formidlere og mediekonsulenter, kort sagt alt det der har kendetegnet medie- og bogbranchen altid.