Ereolen og det 20. århundredes logik

I et skarpt blogindlæg i dag, på Politiken og hans egen blog, gør Jon Lund sig klog på forholdene i forlagsbranchen – og opfordrer til at forlagene helhjertet går med på en fortsættelse af bibliotekernes gratis ebogsservice, eReolen. Det gør han i indlægget “Derfor burde forlagene omfavne eReolen“. Han peger på de lærepenge, musikbranchen har betalt gennem årene, og på den succes, musikselskaberne fornylig har oplevet med de mange streamede musiktjenester – Spotify, Wimp, osv.

Jeg er overvejende enig i Jon Lunds kritik.

Men vil også gerne nuancere den lidt ved at sætte forlagenes mulige motiver lidt i perspektiv, samt komme med et forslag til, hvordan ereolen kan komme videre på en måde, der modsvarer den digitale økonomis udfordringer.

Forlagenes vinkel

Det er nemlig svært for forlagene at vinke farvel til, hvad de ser som en gylden mulighed for at sige farvel til branchens mellemhandlere, der traditionelt har grabset op til halvdelen af fortjenesten til sig. Således har supermarkederne herhjemme efter bogliberaliseringen kun kunnet sælge bøger med voldsomt lave priser, fordi de har kunnet forhandle enorme mængderabatter hjem. Og de traditionelle boghandlere har man også skullet give 25-40% i rabat for den gode tjeneste at sætte forlagets bøger på hylderne, således at der blev solgt bøger. Det forekommer derfor indlysende fra forlagenes side, at kunne de sælge direkte til kunderne, så kunne de, selv med en væsentlig prisreduktion, stadig tjene en god sum penge, samtidig med at de fik adgang til direkte salgsstatistikker, noget der ville gøre det endnu lettere at målrette produktionen af bøgerne efter kundernes ønsker og behov.

Med en tjeneste udbudt af en mellemhandler, det vil sige bibliotekerne i dette tilfælde, mister forlagene et vigtigt instrument i markedsdannelsen, nemlig den frie prissættelse af deres varer – på ereolen koster det det samme, nemlig gratis, at sælge en bestseller, som det koster at sælge en ukendt forfatter. Og det forekommer klart, at en abonnementstjeneste, der skulle fungere som et alternativ til en statsstøttet gratis platform, måtte have nogle rigtigt gode argumenter for at hamle op med dette. Derfor kan eReolen ikke fortsætte i al evighed i den form, den har nu.

Jeg holder af eReolen, og mener faktisk, at den er en nødvendighed i et lille kulturområde som det danske, hvor bogbranchen er meget afhængig af en vis statsstøtte, og hvor vi har en stolt folkeoplysningstradition formidlet gennem bibliotekerne.

En forslag til en løsning

Mit forslag til en løsning er derfor meget enkel. For det første skal det på ereolen stadig være gratis at låne bøger for danske borgere. Det der skal ændres, er den måde, bibliotekerne afregner med forlagene. Det skal simpelthen være således, at en stigende efterspørgsel udløser en højere pris og ikke en lavere pris, som det gør i den nuværende ordning. Dette vil simulere en velfungerende markedsmekanisme, hvor en højere efterspørgsel giver mulighed for at udbyderen af varen betaler en højere pris, mens en lavere efterspørgsel medfører en lavere pris.

Så vidt jeg kan vurdere, så har alle forslag, der har været luftet i offentligheden, været baseret på den modsatte ide, nemlig at man ved på forskellig vis at mindske udbuddet skaber en mere realistisk pris. For eksempel ved en øvre grænse for udlån af bestsellere. Der er bare det problem med det, at i den digitale verden giver det ingen mening at begrænse udbuddet af en vare. Alternativet er blot, at man enten sender brugerne, læserne, eller hvad man skal kalde det, hen på illegale alternativer, såsom diverse fildelingstjenester, eller som nu, ikke giver forlagene noget særligt motiv for at digitalisere varerne (jeg tænker her på det enorme bagkatalog der aldrig bliver sat på digital form, som det ser ud lige nu). Med streamingtjenester gør man, som Jon Lund fremhæver, netop det modsatte: man stiller indholdet til rådighed, gør det let og bekvemt og sætter en pris, der svarer til markedets efterspørgsel.

Det 20. århundredes logik virker ikke digitalt

Jeg er klar over, at dette forslag vil kunne opfattes som sært eller urealistisk. Det modstrider nemlig alle de erfaringer, bogbranchen har gjort sig i løbet af det 20. århundrede, hvor stigende udbud har ført til faldende priser, fordi man har kunnet lave masseoplag og trykke i billige paperback-versioner. Men det er en logik, der hører til den analoge teknologi, hvor der var økonomi i at skalere. For den digitale økonomi gælder det modsatte stort set. Det koster stort set det samme at lave én ebog, som det koster at lave 100.000.  Der er naturligvis en transaktionsomkostning, men denne er stort set den samme pr. fil og kun svagt dalende, når de først initielle investeringer i infrastruktur er foretaget. Det er på tide, at bogbranchen tilpasser sin økonomiske tænkning efter dette, hvis den vil leve af at lave bøger fremover.

Alternativet er ikke, at den nuværende papirbaserede økonomi fortsætter som hidtil, men at forfattere i stigende grad går udenom de etablerede forlag og går direkte til internationale udbydere. Amazon og Apple vil hellere end gerne hjælpe med at udgive bøger, som på den måde forsvinder ind i deres mere eller mindre lukkede økosystemer for bøger.

Så lad mig gentage. En stigende omkostning per download af ebøger på ereolen vil give en sundere markedsmekanisme. Det vil samtidig også motivere bibliotekerne til at fremelske de mange små udgivelser, frem for, som tendensen har været de sidste mange år, et stadigt stigende fokus på bestsellerne, med 14-dages lån, “mest læste”-lister, og så videre. Det vil på længere sigt skabe en mere pluralistisk udgivelsestendens, hvor det i højere grad vil være muligt for forlagene at udgive kvalitetslitteratur og ikke kun løbe efter tilfældige modegriller. Det vil gøre det sjovere at være bibliotekar, fordi det igen vil komme til at handle om at formidle den gode litteratur til lånerne. Og det vil gøre det mere realistisk, at en dansk bogbranche eksisterer om 10 år.

Jeg siger ikke, at det er let eller enkelt, eller måske ligefrem ønskværdigt. Men det er realistisk, fordi det forholder sig til de aktuelle problemer, forlag og biblioteker står overfor.

Tanker om ebogens sociale funktion

Udfordringen i forhold til at lave ebøger handler ikke om at finde ud af, hvordan man laver den optimale ebog. Eller så at sige, hvordan man finder den sande essens, den mindst falske ebog, der har sin mest rene form.

Det handler snarere om, i hvert fald i den fase, teknologien befinder sig i i lige nu, at finde ud af, hvad det er for nogle træk ved den fysiske bog, vi elsker så meget – hvad det er for nogle fordele, den har, for så at fremhæve netop dem og transformere dem om til en digital form.

Digitale bøger handler om funktioner, ikke fysiske træk

iBooks bruger i standardindstilingen unødig plads på at vise en “bogramme”.

Det vil imidlertid være en fejl, hvis man tror, at det betyder, at opgaven så blot består i, at reproducere den fysiske bog fysiske karakteristika i en digital form. Den måde at tænke på, har ført til monstrøsiteter som Flash-baserede reklamemagasiner med papir, der fysisk kan “bladres” i med musen.  Det har også ført til at Apple, i iBooks, har tegnet en “bogramme” uden om teksten i deres iBooks-app.

Bogrammen har absolut ingen funktion udover at ligne “originalen”, altså den trykte reproduktion af bogen. Man kan ikke anvende dem til at bladre i, eller for eksempel til at se, hvor langt man er i bogen. Det er kun grafisk fyld, der skal tjene til statisk at signalere “bog”.
Slutresultatet af den slags produkter er næsten altid værre end originalen. For iBooks vedkommende, er det let at se, at det reducerer det skærmareal, der er til at placere teksten i. Man ofrer altså vigtige typografiske teknikker, såsom at lave luft omkring brødteksten, til fordel for en overordnet ide om, at det velkendte øger genkendelsen og dermed skaber en mental tryghed ved mødet med den nye teknologi.

Med den slags løsninger overbeviser vi ingen om det praktiske i at digitalisere bøger. Snarere må vi gentænke problemet og se på, hvad det er for nogle sociale funktioner, bøgerne udfylder i vore liv. Altså alt det uden om computeren.

Flere funktioner

En måde at skelne mellem forskellige funktioner, kunne være, de souvenir og dagbogsfunktioner, jeg tidligere har beskrevet. Det er imidlertid ikke en udtømmende beskrivelse af den materielle bogs mange sociale funktioner.

Bøger har således række andre funktioner, der er mere kontekstafhængige, og ligger andre steder i forbrugskredsløbet.

Nogle af de vigtigste funktioner angår køb og gavegivning. De angår med andre ord, de måder, vi udveksler og anskaffer os bøger på: Bøger er genstande, nogen sælger  (boghandlere), og som nogen enten køber eller får foræret som gave af nogle andre der har købt dem.

Den fysiske boghandel sætter en ramme omkring købssituationen, der er altafgørende for købet. Når man digitaliserer boghandlen kan man ikke genskabe denne oplevelse, men forsøge at reproducere nogle af disse sociale funktioner.

Gavegivning

Gavegivning er et kapitel for sig. At give bøger i gave er fortsat en meget udbredt aktivitet. Julesalget redder år efter år forlagenes indtægt. Der er, forsimplet udtrykt, en rar fornemmelse forbundet med at give og modtage en gave, og den udløses meget konkret og synligt, når den er meget konkret og materiel. Trinnet væk fra den materialle bog er at forære modtageren et  gavekort til en bog. Men et gavekort er ikke det samme som en bog, selv om man måske alligevel vil bytte gaven efterfølgende. For bagved lurer mistanken om, at Ligeledes har gaverne en funktion, inden de åbnes, allerede når de ligger under juletræet: de er synlige manifestationer af det underliggende gavegivningsritual, som knytter familien sammen, det usynlige netværk af emotionelle bånd.

En ebog kan som udgangspunkt langtfra anvendes som pakke under træet.

Vi glæder os til at se ebogs-boghandlerne tænke mere over, hvordan mennesker egentlig omgås bøger 🙂

Grundprincipper for en revideret ophavsret

I disse dage raser en langstrakt debat på nettet mellem de, der forsvarer ophavsretten kontra de, der søger at nedbryde den. Debatten bliver let mudret til, for eksempel som i følgende indlæg fra en medie-repræsentant:

“Ophavsretslobbyen”? Hvad hedder folk med den modsatte holdning så? “Tyverilobbyen”?”

Al ære og respekt for synspunktet, men den slags unødige polariseringer kommer vi ingen vegne med. Og slet ikke fra en repræsentant fra medierne.

Derfor er her mit personlige bud på en mellemvej at gå, der ville løse mange af de problemer, der i dag er med ophavsretten. Jeg er ikke jurist, og aner ikke, hvordan mine forslag kan realiseres, men hermed er bolden i hvert fald givet op til en konstruktiv debat om emnet.

Men først lidt mere baggrund.

En basal ret

Ophavsretten er baseret på det enkle princip, at man, i et industrisamfund, hvor det er muligt at seriefremstille produkter, altid ejer det værk, man har fremstillet. Og dermed ejer man også brugsretten til det, herunder retten til at bestemme, hvem der må eksemplarfremstille værket og under hvilke betingelser. Denne ret er uproblematisk, hvad angår de velkendte, fysiske produkter.

Ophavsretten har imidlertid vist sig svær at håndtere, hvad angår immaterielle, digitale reproduktioner af værkerne. Der er nemlig ikke tale om, at man “stjæler” i traditionel forstand, men om at man “eksemplarfremstiller”, dvs. kopierer produktet.

For at bruge et lidt slidt metafor: hvis nogen stjæler en bog fra hylden i en boglade, så er bogen væk og boghandleren har mistet en indtægt. Hvis nogen stjæler en bog fra den digitale boghylde, dvs. kopierer den, jamen så er den originale bog stadig på hylden og boghandleren kan stadig sælge den. Når man “stjæler” digitale produkter, popper der på magisk vis en ny op på den gamle plads. Sagt på en anden måde, så er der tale om kopiering, men ikke om tyveri i strafferetlig forstand, da ingen har mistet noget i transaktionen.

Piratkopiering og den ny virkelighed

Den normale indvending mod dette synspunkt er, at når kopien først er taget, så mister den, der har ophavsretten en indtægt, da den der kopierer ellers ville have købt en autoriseret kopi af værket. Denne påstand har imidlertid ringe, eller slet ingen empirisk belæg: ingen undersøgelser har mig bekendt vist en korrelation mellem antal piratkopieringer og faldende salg af et værk (Jeg vil gerne udfordre nogen til at komme med sådanne data). Omvendt findes der undersøgelser, der har peget på en positiv eller neutral sammenhæng mellem piratkopiering og øget salg, for eksempel af ebøger.

Der er meget der taler for, at det forholder det sig således, at en kopiering skaber et øget salg. Ved første øjekast kan dette virke besynderligt og selvmodsigende, men der er en forklaring. Det er en effekt, som har at gøre med, at i et overflodssamfund som vores, er det største problem for et værk ikke at det bliver kopieret, men at ingen nogensinde opdager dets eksistens. Kopieringen har dermed den konsekvens, at i og med at værket spredes i samfundet, øges kendskabet til det. Og dermed øges salget. Enten fordi de, der kopierer, er de såkaldte first movers, kulturens avantgarde, som er med til at sprede viden generelt i samfundet, eller fordi det kopierede værk anvendes som en slags smagsprøve, der fører til et senere køb. Har man læst en god bog, får man måske lyst til at anskaffe sig papirudgaven, eller at give bogen i gave til en anden.

Så selv om kunstneren således fratages den eksklusive eksemplar-fremstilling ved en ulovlig kopiering, så stjæles der ikke noget fra hende. Derimod opstår muligheden for en øget indtægt. Og jeg skal selvfølgelig understrege, at der er tale om en mulighed. Er det for eksempel slet ikke muligt at købe en lovlig kopi af produktet, eller er det et væsentligt ringere produkt end det ulovligt kopierede, for eksempel fordi kunstneren har valgt kun at sælge en nedgraderet version af originalen, så realiseres denne mulighed selvfølgelig ikke.

Mit yndlingseksempel er Monty Python, der lagde hele sit bagkatalog af sketches online på Youtube – med links til en masse muligheder for at købe produktet i en bedre version og med ekstramateriale. Dette førte til en massiv stigning i salget af dvd’er med Monty Pythons materiale, og altså ikke til deres økonomiske ruin.

Det er så banalt, at man næsten ikke kan få sig selv til at skrive det, men det er altså ret simpelt: hvis du vil leve af digitale værker, så er du også nødt til at forholde dig til, hvordan man i denne nye virkelighed sælger dem. Man kunne endda spidsformulere det således: stiller du ikke selv et digitalt produkt til rådighed, af bedste kvalitet, så kan du ikke leve af at være kunstner, for før eller senere vil dit værk blive digitaliseret, hvis det på nogen måde har en chance for at gøre sig i mængden af kulturtilbud. Hvis ikke, er dit produkt uinteressant, og så ville du nok alligevel ikke kunne leve af det, uden andre støtteordninger.

Det positive budskab er, at hvis dit værk er godt, jamen så kan du også leve af det. Og det skal ophavsretten selvfølgelig understøtte.

Derfor har jeg fire konkrete forslag der kan forbedre den nuværende ophavsretslovgivning.

Forslag 1: afkriminaliser ophavsretten for private

Lad dette være skåret ud i pap: Ingen skal tjene penge på digitale bøger, musik, video, kunst, osv., uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Enhver kommerciel brug af et hvilket som helst kunstværk, som er fremstillet af en kunstner, der er i live, skal derfor honorere vedkommende! Intet forlag skal for eksempel kunne udgive en billedbog uden at illustratoren tjener på det. Du skal have penge for at sælge din musik på iTunes.

Hr og Fru Hansen, der viser et foto fra en hjemmeside, på deres Facebook- eller Pinterest-profil bør imidlertid ikke være at betragte som kriminel.

Det er direkte forkert at retsforfølge almindelige borgere med ikke-kommercielle interesser for brud på ophavsretten. Kunst og ideer og information er goder, som kommer læsere, lyttere og seere i almindelighed til bedste og er derfor godt for samfundet og kulturen som sådan. Og da ophavsretten bør være en lovgivning for samfundets bedste, skal den som følge heraf afbalanceres med hensynet til dette.

Derfor bør det kun være muligt at straffe private virksomheder, foreninger og offentlige institutioner for lovbrud, samt i enkelte tilfælde privatpersoner, der bevisligt har haft profit for øje med deres eksemplarfremstilling. Den sidste tilføjelse har naturligvis til sigte at ramme de rigtigt slemme pirater, nemlig dem, der udelukkende kopierer værket med henblik på at tjene penge på det, fx. via reklamefinancierede websites, på brændte dvd’er, osv. Der er altså ikke tale om, som nogle røster har udtrykt det, at man lader en de facto kriminel adfærd være lovlig, fordi “alle gør det”.

Forslag 2: Kortere varighed af ophavsretten

Af hensyn til arvinger bør der være en rimelig periode efter vedkommendes død, hvor denne ret fortsat gælder. Det kan for eksempel være de 25 år, vi normalt regner en generation for. Jeg mangler virkelig at høre det gode argument for, at nogen har et rimeligt krav på indtægter fra sin afdøde far eller mor i en længere periode end dette, og da slet ikke 70 år, som reglerne er nu.

Tilføjet: Jeg skal præcisere, at jeg foreslår, at ophavsretten skal have gyldighed i hele kunstnerens levetid og dertil 25 år efter dødsdagen.

Forslag 3: opret et ankenævn for ophavsretlige spørgsmål

Vi har brug for KODA, Rettighedsalliancen og andre organisationer, der varetager og administrerer denne ophavsret på vegne af kunstnerne. Samfundet og den teknologiske udvikling er alt for kompleks til, at man med rimelighed kan forvente, at enkeltindivider kan overskue dette.

Når det er sagt, så kunne man også ønske, at der fandtes et overordnet klagenævn, som regulerede disse organisationers arbejde, således at borgerne til enhver tid havde en ankemulighed. Det ville give organisationerne en legitimitet i bredere kredse end hos dem, hvis interesser de varetager.

Forslag 4: Standardiser tilføjelser til ophavsretten

Når det er sagt, så er det også vigtigt, at den basale ide i creative commons-begrebet standardiseres i lovgivningen eller det regelsæt, de der varetager ophavsrettighederne følger, således at enhver kunstner, der ønsker det, kan tillade en formaliseret og gennemskuelig slækkelse af rettighederne på konkrete værker. Jeg kunne forestille mig en model, hvor kunstneren registrerer sit værk hos fx KODA, som i dag – blot skal vedkommende også samtidig angive et ønsket rettighedsniveau for værket. Det gør det let for alle parter at forstå, hvilken ret der knytter sig til det enkelte værk, og giver rettighedsorganisationen enkle rettighedslinjer at følge.

Med håbet om en konstruktiv debat: kommentarfeltet er åbent!

Forkert, Bjarke

Striden raser i disse dage – dele af bogbranchen, især boghandlerne, men også nogle af de mest pressede forlag , ønsker genindførelse af faste bogpriser i Danmark – i hvert fald i en indledende periode af bøgernes liv. Senest går Bjarke Larsen fra Bogmarkedet i klinch med Damian Argiumbaus glimrende perspektiv på debatten i Weekendavisen: det handler ikke om at forgylde forlagene og boghandlerne, men om at beskytte de virkeligt truede biblioteker. Men det synes Bjarke Larsen ikke er vigtigt, for den problematik undgår han at forholde sig til. Han er i stedet

“bekymret for den langsigtede konsekvens af frie og faldende priser og den stadig hårdere konkurrence fra Amazon, Apple og andre.”

Han nævner også, at

“Den eksplosive vækst i e-bøger vælter de hidtidige forretningsmodeller”.

Danske forlag og danske boghandlere skal derfor støttes økonomisk:

“Faste bogpriser i de første måneder af bogens levetid vil give både forlag og boghandlere mulighed for at tjene flere penge på bestsellerne og dermed få en sundere økonomi”,

som han skriver.

Men Hr. Larsen, er det virkelig det bedste argument for faste priser, at der skal tjenes flere penge på bestsellerne? Mig bekendt er der nemlig absolut ingen garanti for at det, der tjenes, går til at udgive smal og/eller dansksproget litteratur. Især ikke i krisetider, hvor man som kommercielt forlag naturligt er presset overfor ejerkredsen – særligt hvis man er et aktieselskab, der bør være tro mod sine aktionærer.

Burde det ikke netop være muligt for forlagene og boghandlerne at tjene flere penge direkte på den danske og smalle litteratur? Det er nemlig, for mig at se, det vi alle kan blive enige om, må være målet: at understøtte det danske sprogområdes levedygtighed gennem en fortsat udgivelse af god skøn- og faglitteratur. Og det er det, Arguimbau ønsker, når han skriver, at bibliotekerne bør forgyldes.

Og så vil jeg da gerne se de faktiske tal for, at forlagenes økonomi bløder. Lindhardt og Ringhof har ganske rigtigt mistet penge, men branchens indtægter er set over en årrække som helhed ganske pæne, primært trukket ned af diverse fejlslagne investeringer i tilstødende medieområder, og muligvis af generel finanskrise. Det bekymrer ærlig talt mig langt mere, at danske kommuner i stigende grad lukker lokalbiblioteker, afskaffer bogbusser og reducerer indkøbene af smal litteratur gennem etablering af mere centraliserede bogsamlinger i skolerne. Det betyder nemlig at det grundsalg, der kunne sikre de smalle titler før i tiden, ikke længere eksisterer.

Endelig er argumentet om, at de hidtidige forretningsmodeller væltes, ikke noget, man kan forvente synderlig opbakning til i den brede befolkning, eller endda hos politikerne. Som i forholdet til pladeselskaberne og filmselskabet tror jeg, at den almene forventning er, at brancherne tilpasser sig efter den virkelighed, der er, ikke at de fastholder en tidligere virkelighed gennem kunstig prispolitik.