I disse dage raser en langstrakt debat på nettet mellem de, der forsvarer ophavsretten kontra de, der søger at nedbryde den. Debatten bliver let mudret til, for eksempel som i følgende indlæg fra en medie-repræsentant:

„Ophavsretslobbyen‟? Hvad hedder folk med den modsatte holdning så? „Tyverilobbyen‟?‟

Al ære og respekt for synspunktet, men den slags unødige polariseringer kommer vi ingen vegne med. Og slet ikke fra en repræsentant fra medierne.

Derfor er her mit personlige bud på en mellemvej at gå, der ville løse mange af de problemer, der i dag er med ophavsretten. Jeg er ikke jurist, og aner ikke, hvordan mine forslag kan realiseres, men hermed er bolden i hvert fald givet op til en konstruktiv debat om emnet.

Men først lidt mere baggrund.

En basal ret

Ophavsretten er baseret på det enkle princip, at man, i et industrisamfund, hvor det er muligt at seriefremstille produkter, altid ejer det værk, man har fremstillet. Og dermed ejer man også brugsretten til det, herunder retten til at bestemme, hvem der må eksemplarfremstille værket og under hvilke betingelser. Denne ret er uproblematisk, hvad angår de velkendte, fysiske produkter.

Ophavsretten har imidlertid vist sig svær at håndtere, hvad angår immaterielle, digitale reproduktioner af værkerne. Der er nemlig ikke tale om, at man „stjæler‟ i traditionel forstand, men om at man „eksemplarfremstiller‟, dvs. kopierer produktet.

For at bruge et lidt slidt metafor: hvis nogen stjæler en bog fra hylden i en boglade, så er bogen væk og boghandleren har mistet en indtægt. Hvis nogen stjæler en bog fra den digitale boghylde, dvs. kopierer den, jamen så er den originale bog stadig på hylden og boghandleren kan stadig sælge den. Når man „stjæler‟ digitale produkter, popper der på magisk vis en ny op på den gamle plads. Sagt på en anden måde, så er der tale om kopiering, men ikke om tyveri i strafferetlig forstand, da ingen har mistet noget i transaktionen.

Piratkopiering og den ny virkelighed

Den normale indvending mod dette synspunkt er, at når kopien først er taget, så mister den, der har ophavsretten en indtægt, da den der kopierer ellers ville have købt en autoriseret kopi af værket. Denne påstand har imidlertid ringe, eller slet ingen empirisk belæg: ingen undersøgelser har mig bekendt vist en korrelation mellem antal piratkopieringer og faldende salg af et værk (Jeg vil gerne udfordre nogen til at komme med sådanne data). Omvendt findes der undersøgelser, der har peget på en positiv eller neutral sammenhæng mellem piratkopiering og øget salg, for eksempel af ebøger.

Der er meget der taler for, at det forholder det sig således, at en kopiering skaber et øget salg. Ved første øjekast kan dette virke besynderligt og selvmodsigende, men der er en forklaring. Det er en effekt, som har at gøre med, at i et overflodssamfund som vores, er det største problem for et værk ikke at det bliver kopieret, men at ingen nogensinde opdager dets eksistens. Kopieringen har dermed den konsekvens, at i og med at værket spredes i samfundet, øges kendskabet til det. Og dermed øges salget. Enten fordi de, der kopierer, er de såkaldte first movers, kulturens avantgarde, som er med til at sprede viden generelt i samfundet, eller fordi det kopierede værk anvendes som en slags smagsprøve, der fører til et senere køb. Har man læst en god bog, får man måske lyst til at anskaffe sig papirudgaven, eller at give bogen i gave til en anden.

Så selv om kunstneren således fratages den eksklusive eksemplar-fremstilling ved en ulovlig kopiering, så stjæles der ikke noget fra hende. Derimod opstår muligheden for en øget indtægt. Og jeg skal selvfølgelig understrege, at der er tale om en mulighed. Er det for eksempel slet ikke muligt at købe en lovlig kopi af produktet, eller er det et væsentligt ringere produkt end det ulovligt kopierede, for eksempel fordi kunstneren har valgt kun at sælge en nedgraderet version af originalen, så realiseres denne mulighed selvfølgelig ikke.

Mit yndlingseksempel er Monty Python, der lagde hele sit bagkatalog af sketches online på Youtube – med links til en masse muligheder for at købe produktet i en bedre version og med ekstramateriale. Dette førte til en massiv stigning i salget af dvd’er med Monty Pythons materiale, og altså ikke til deres økonomiske ruin.

Det er så banalt, at man næsten ikke kan få sig selv til at skrive det, men det er altså ret simpelt: hvis du vil leve af digitale værker, så er du også nødt til at forholde dig til, hvordan man i denne nye virkelighed sælger dem. Man kunne endda spidsformulere det således: stiller du ikke selv et digitalt produkt til rådighed, af bedste kvalitet, så kan du ikke leve af at være kunstner, for før eller senere vil dit værk blive digitaliseret, hvis det på nogen måde har en chance for at gøre sig i mængden af kulturtilbud. Hvis ikke, er dit produkt uinteressant, og så ville du nok alligevel ikke kunne leve af det, uden andre støtteordninger.

Det positive budskab er, at hvis dit værk er godt, jamen så kan du også leve af det. Og det skal ophavsretten selvfølgelig understøtte.

Derfor har jeg fire konkrete forslag der kan forbedre den nuværende ophavsretslovgivning.

Forslag 1: afkriminaliser ophavsretten for private

Lad dette være skåret ud i pap: Ingen skal tjene penge på digitale bøger, musik, video, kunst, osv., uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Enhver kommerciel brug af et hvilket som helst kunstværk, som er fremstillet af en kunstner, der er i live, skal derfor honorere vedkommende! Intet forlag skal for eksempel kunne udgive en billedbog uden at illustratoren tjener på det. Du skal have penge for at sælge din musik på iTunes.

Hr og Fru Hansen, der viser et foto fra en hjemmeside, på deres Facebook- eller Pinterest-profil bør imidlertid ikke være at betragte som kriminel.

Det er direkte forkert at retsforfølge almindelige borgere med ikke-kommercielle interesser for brud på ophavsretten. Kunst og ideer og information er goder, som kommer læsere, lyttere og seere i almindelighed til bedste og er derfor godt for samfundet og kulturen som sådan. Og da ophavsretten bør være en lovgivning for samfundets bedste, skal den som følge heraf afbalanceres med hensynet til dette.

Derfor bør det kun være muligt at straffe private virksomheder, foreninger og offentlige institutioner for lovbrud, samt i enkelte tilfælde privatpersoner, der bevisligt har haft profit for øje med deres eksemplarfremstilling. Den sidste tilføjelse har naturligvis til sigte at ramme de rigtigt slemme pirater, nemlig dem, der udelukkende kopierer værket med henblik på at tjene penge på det, fx. via reklamefinancierede websites, på brændte dvd’er, osv. Der er altså ikke tale om, som nogle røster har udtrykt det, at man lader en de facto kriminel adfærd være lovlig, fordi „alle gør det‟.

Forslag 2: Kortere varighed af ophavsretten

Af hensyn til arvinger bør der være en rimelig periode efter vedkommendes død, hvor denne ret fortsat gælder. Det kan for eksempel være de 25 år, vi normalt regner en generation for. Jeg mangler virkelig at høre det gode argument for, at nogen har et rimeligt krav på indtægter fra sin afdøde far eller mor i en længere periode end dette, og da slet ikke 70 år, som reglerne er nu.

Tilføjet: Jeg skal præcisere, at jeg foreslår, at ophavsretten skal have gyldighed i hele kunstnerens levetid og dertil 25 år efter dødsdagen.

Forslag 3: opret et ankenævn for ophavsretlige spørgsmål

Vi har brug for KODA, Rettighedsalliancen og andre organisationer, der varetager og administrerer denne ophavsret på vegne af kunstnerne. Samfundet og den teknologiske udvikling er alt for kompleks til, at man med rimelighed kan forvente, at enkeltindivider kan overskue dette.

Når det er sagt, så kunne man også ønske, at der fandtes et overordnet klagenævn, som regulerede disse organisationers arbejde, således at borgerne til enhver tid havde en ankemulighed. Det ville give organisationerne en legitimitet i bredere kredse end hos dem, hvis interesser de varetager.

Forslag 4: Standardiser tilføjelser til ophavsretten

Når det er sagt, så er det også vigtigt, at den basale ide i creative commons-begrebet standardiseres i lovgivningen eller det regelsæt, de der varetager ophavsrettighederne følger, således at enhver kunstner, der ønsker det, kan tillade en formaliseret og gennemskuelig slækkelse af rettighederne på konkrete værker. Jeg kunne forestille mig en model, hvor kunstneren registrerer sit værk hos fx KODA, som i dag – blot skal vedkommende også samtidig angive et ønsket rettighedsniveau for værket. Det gør det let for alle parter at forstå, hvilken ret der knytter sig til det enkelte værk, og giver rettighedsorganisationen enkle rettighedslinjer at følge.

Med håbet om en konstruktiv debat: kommentarfeltet er åbent!

I en blog på JP beskylder forfatter og anmelder Kristian Ditlev Jensen Politiken for at angribe ophavsretten med sin trykning af den pt. berømte Jægersoldat-bog. Som han skriver:

Jeg håber som almindelig civil borger – men i særdeleshed som forfatter i et nærmest mikroskopisk sprogområde, der efterlader den almindelige danske forfatter med relativt ringe levevilkår sammenlignet med kolleger i udlandet – at Politiken vil blive sagsøgt af People’s Press herfra og langt, langt, langt ind i den ophavsretlige retfærdighed.

Jeg synes det er forkert at kalde det et „angreb på ophavsretten‟, som Ditlev Jensen formulerer det.  Der er ganske vist tale om et brud på ophavsretten. Og naturligvis kan eller bør Politiken efterfølgende sagsøges af Peoples Press for at have overtrådt ophavsretten. Men det er noget ganske andet end at angribe loven som sådan. Der er netop ikke tale om en klassisk piratkopieringssag, hvor personer bevidst bryder ophavsretten på en måde der skader rettighedshaveren, vel at mærke for ikke at skulle betale det vederlag der følger med brugsretten. Thøger  Seidenfaden vil formodentlig stå ved sin handling med oprejst pande og betale den bøde der måtte følge, for Politiken, som bedriver avis- og forlagsvirksomhed, er iøvrigt næppe ude på at angribe ophavsretten som sådan.

Næh, der er langt mere alvorlige ting på spil, såsom ytrings- og trykkefrihed: ingen, hverken Staten eller muslimske lærde, bør kunne begrænse hvad folk må sætte på tryk i en demokratisk retsstat. At Politiken scorer nogle points og medieomtale samt har et udsolgt oplag en enkelt dag rykker ikke ved dette.

Man kan så spørge sig selv, hvem der vil blive taberne i sådan en sag – Peoples Press, forfatteren til bogen, Politiken eller Forsvaret? Copyright-lovgivningen er i hvert fald ikke, og forekommer som et af de mindst relevante problematikker i denne sammenhæng.

Edit: Forsvaret fremstår stadigt tydeligere som den klare taber i den her sag. Uanset hvor meget de retsforfølger, så er bogen udgivet, i øvrigt også på Wikileaks og sikker flere andre steder på Internet. Forsvaret viser sig også at have haft kontakt med forfatteren lang tid før udgivelsen, hvor man valgte at ignorere dens komme. Forsøgene på at tryne de der bryder ‚tavshedens lov‛ fremstår som nyttesløse stød i luften fra en gammel udtjent bokser.