I disse dage raser en langstrakt debat på nettet mellem de, der forsvarer ophavsretten kontra de, der søger at nedbryde den. Debatten bliver let mudret til, for eksempel som i følgende indlæg fra en medie-repræsentant:
“Ophavsretslobbyen”? Hvad hedder folk med den modsatte holdning så? “Tyverilobbyen”?”
Al ære og respekt for synspunktet, men den slags unødige polariseringer kommer vi ingen vegne med. Og slet ikke fra en repræsentant fra medierne.
Derfor er her mit personlige bud på en mellemvej at gå, der ville løse mange af de problemer, der i dag er med ophavsretten. Jeg er ikke jurist, og aner ikke, hvordan mine forslag kan realiseres, men hermed er bolden i hvert fald givet op til en konstruktiv debat om emnet.
Men først lidt mere baggrund.
En basal ret
Ophavsretten er baseret på det enkle princip, at man, i et industrisamfund, hvor det er muligt at seriefremstille produkter, altid ejer det værk, man har fremstillet. Og dermed ejer man også brugsretten til det, herunder retten til at bestemme, hvem der må eksemplarfremstille værket og under hvilke betingelser. Denne ret er uproblematisk, hvad angår de velkendte, fysiske produkter.
Ophavsretten har imidlertid vist sig svær at håndtere, hvad angår immaterielle, digitale reproduktioner af værkerne. Der er nemlig ikke tale om, at man “stjæler” i traditionel forstand, men om at man “eksemplarfremstiller”, dvs. kopierer produktet.
For at bruge et lidt slidt metafor: hvis nogen stjæler en bog fra hylden i en boglade, så er bogen væk og boghandleren har mistet en indtægt. Hvis nogen stjæler en bog fra den digitale boghylde, dvs. kopierer den, jamen så er den originale bog stadig på hylden og boghandleren kan stadig sælge den. Når man “stjæler” digitale produkter, popper der på magisk vis en ny op på den gamle plads. Sagt på en anden måde, så er der tale om kopiering, men ikke om tyveri i strafferetlig forstand, da ingen har mistet noget i transaktionen.
Piratkopiering og den ny virkelighed
Den normale indvending mod dette synspunkt er, at når kopien først er taget, så mister den, der har ophavsretten en indtægt, da den der kopierer ellers ville have købt en autoriseret kopi af værket. Denne påstand har imidlertid ringe, eller slet ingen empirisk belæg: ingen undersøgelser har mig bekendt vist en korrelation mellem antal piratkopieringer og faldende salg af et værk (Jeg vil gerne udfordre nogen til at komme med sådanne data). Omvendt findes der undersøgelser, der har peget på en positiv eller neutral sammenhæng mellem piratkopiering og øget salg, for eksempel af ebøger.
Der er meget der taler for, at det forholder det sig således, at en kopiering skaber et øget salg. Ved første øjekast kan dette virke besynderligt og selvmodsigende, men der er en forklaring. Det er en effekt, som har at gøre med, at i et overflodssamfund som vores, er det største problem for et værk ikke at det bliver kopieret, men at ingen nogensinde opdager dets eksistens. Kopieringen har dermed den konsekvens, at i og med at værket spredes i samfundet, øges kendskabet til det. Og dermed øges salget. Enten fordi de, der kopierer, er de såkaldte first movers, kulturens avantgarde, som er med til at sprede viden generelt i samfundet, eller fordi det kopierede værk anvendes som en slags smagsprøve, der fører til et senere køb. Har man læst en god bog, får man måske lyst til at anskaffe sig papirudgaven, eller at give bogen i gave til en anden.
Så selv om kunstneren således fratages den eksklusive eksemplar-fremstilling ved en ulovlig kopiering, så stjæles der ikke noget fra hende. Derimod opstår muligheden for en øget indtægt. Og jeg skal selvfølgelig understrege, at der er tale om en mulighed. Er det for eksempel slet ikke muligt at købe en lovlig kopi af produktet, eller er det et væsentligt ringere produkt end det ulovligt kopierede, for eksempel fordi kunstneren har valgt kun at sælge en nedgraderet version af originalen, så realiseres denne mulighed selvfølgelig ikke.
Mit yndlingseksempel er Monty Python, der lagde hele sit bagkatalog af sketches online på Youtube – med links til en masse muligheder for at købe produktet i en bedre version og med ekstramateriale. Dette førte til en massiv stigning i salget af dvd’er med Monty Pythons materiale, og altså ikke til deres økonomiske ruin.
Det er så banalt, at man næsten ikke kan få sig selv til at skrive det, men det er altså ret simpelt: hvis du vil leve af digitale værker, så er du også nødt til at forholde dig til, hvordan man i denne nye virkelighed sælger dem. Man kunne endda spidsformulere det således: stiller du ikke selv et digitalt produkt til rådighed, af bedste kvalitet, så kan du ikke leve af at være kunstner, for før eller senere vil dit værk blive digitaliseret, hvis det på nogen måde har en chance for at gøre sig i mængden af kulturtilbud. Hvis ikke, er dit produkt uinteressant, og så ville du nok alligevel ikke kunne leve af det, uden andre støtteordninger.
Det positive budskab er, at hvis dit værk er godt, jamen så kan du også leve af det. Og det skal ophavsretten selvfølgelig understøtte.
Derfor har jeg fire konkrete forslag der kan forbedre den nuværende ophavsretslovgivning.
Forslag 1: afkriminaliser ophavsretten for private
Lad dette være skåret ud i pap: Ingen skal tjene penge på digitale bøger, musik, video, kunst, osv., uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Enhver kommerciel brug af et hvilket som helst kunstværk, som er fremstillet af en kunstner, der er i live, skal derfor honorere vedkommende! Intet forlag skal for eksempel kunne udgive en billedbog uden at illustratoren tjener på det. Du skal have penge for at sælge din musik på iTunes.
Hr og Fru Hansen, der viser et foto fra en hjemmeside, på deres Facebook- eller Pinterest-profil bør imidlertid ikke være at betragte som kriminel.
Det er direkte forkert at retsforfølge almindelige borgere med ikke-kommercielle interesser for brud på ophavsretten. Kunst og ideer og information er goder, som kommer læsere, lyttere og seere i almindelighed til bedste og er derfor godt for samfundet og kulturen som sådan. Og da ophavsretten bør være en lovgivning for samfundets bedste, skal den som følge heraf afbalanceres med hensynet til dette.
Derfor bør det kun være muligt at straffe private virksomheder, foreninger og offentlige institutioner for lovbrud, samt i enkelte tilfælde privatpersoner, der bevisligt har haft profit for øje med deres eksemplarfremstilling. Den sidste tilføjelse har naturligvis til sigte at ramme de rigtigt slemme pirater, nemlig dem, der udelukkende kopierer værket med henblik på at tjene penge på det, fx. via reklamefinancierede websites, på brændte dvd’er, osv. Der er altså ikke tale om, som nogle røster har udtrykt det, at man lader en de facto kriminel adfærd være lovlig, fordi “alle gør det”.
Forslag 2: Kortere varighed af ophavsretten
Af hensyn til arvinger bør der være en rimelig periode efter vedkommendes død, hvor denne ret fortsat gælder. Det kan for eksempel være de 25 år, vi normalt regner en generation for. Jeg mangler virkelig at høre det gode argument for, at nogen har et rimeligt krav på indtægter fra sin afdøde far eller mor i en længere periode end dette, og da slet ikke 70 år, som reglerne er nu.
Tilføjet: Jeg skal præcisere, at jeg foreslår, at ophavsretten skal have gyldighed i hele kunstnerens levetid og dertil 25 år efter dødsdagen.
Forslag 3: opret et ankenævn for ophavsretlige spørgsmål
Vi har brug for KODA, Rettighedsalliancen og andre organisationer, der varetager og administrerer denne ophavsret på vegne af kunstnerne. Samfundet og den teknologiske udvikling er alt for kompleks til, at man med rimelighed kan forvente, at enkeltindivider kan overskue dette.
Når det er sagt, så kunne man også ønske, at der fandtes et overordnet klagenævn, som regulerede disse organisationers arbejde, således at borgerne til enhver tid havde en ankemulighed. Det ville give organisationerne en legitimitet i bredere kredse end hos dem, hvis interesser de varetager.
Forslag 4: Standardiser tilføjelser til ophavsretten
Når det er sagt, så er det også vigtigt, at den basale ide i creative commons-begrebet standardiseres i lovgivningen eller det regelsæt, de der varetager ophavsrettighederne følger, således at enhver kunstner, der ønsker det, kan tillade en formaliseret og gennemskuelig slækkelse af rettighederne på konkrete værker. Jeg kunne forestille mig en model, hvor kunstneren registrerer sit værk hos fx KODA, som i dag – blot skal vedkommende også samtidig angive et ønsket rettighedsniveau for værket. Det gør det let for alle parter at forstå, hvilken ret der knytter sig til det enkelte værk, og giver rettighedsorganisationen enkle rettighedslinjer at følge.
Med håbet om en konstruktiv debat: kommentarfeltet er åbent!
Er så enig med @tokeriis at det næsten gør ondt: “Grundprincipper for en revideret ophavsret” http://t.co/bm64VEMy #godide
Hurra for at der endelig er nogen, der kommer med konkrete bud på en fornuftig balance i ophavsretsspørgsmålet. Og gode bud. Debatten sovser alt for ofte til I enten/eller og “de andre er nogle dumme (evt. tyvagtige/regel) svin”….
Godt og yderst relevant indlæg.
I forlængelse af den lovmæssige ophavsret, er diskussionen omkring plagiater, den kreative ophavsret osv. Jonathan Lethem skrevet et genialt essay om dette, der både er rigtig klogt og meget underholdende: http://www.harpers.org/archive/2007/02/0081387
Der er intet i det du skriver, som jeg er uenig i, bortset fra at der måske ikke ligefrem er “brug for” RettighedsAlliancen (der er en lobby og ikke en rettighedsorganisation). Jeg ville tilføje en udvidelse af citatretten (§22, DKs svar på Fair Use) til at gælde billeder, film og musik, så meget af den kultur der er opstået på internettet bliver afkriminaliseret.
@chulu Mjaeh, det er nok en spidsformulering, at der er “brug” for Rettighedsalliancen, men da formålet med dette indlæg er at lægge op til konstruktiv dialog, så vil jeg anerkende, at nogen mener, at de er nødvendige.
Udvidelse af citatretten er et interessant forslag, men jeg kan også godt se problemet med at “citere” billeder, fordi man altid citerer en del af en helhed, ikke den fulde tekst. Måske forslaget om ikke at retsforfølge ikke-kommerciel brug af værker ville give samme de facto-effekt? Jeg er klar over, at det ikke vil give aviser, osv. muligheden for at anvende billeder, musik og film i deres artikler, og det kunne jeg måske leve med.
Og så kom jeg lige i tanke om, at de 70 års varighed i Danmark egentlig skyldes, at vi har tiltrådt en fælles EU-USA-aftale, så den bliver desværre nok svær at ændre. Jeg er på ingen måde klar over, hvor meget Danmark kan gå enegang i den henseende, suk.
agreed – RT @infonauten: Min enighed med @tokeriis er total : http://t.co/cs0jJa6Q #ophavsret
@Anna tak for link – den er på læselisten 🙂
Jeg er så uenig det næsten gør ondt.
Med hensyn til empiri, kan det være meget svært at dokumentere hvor meget rettighedshaverne har tabt, i og med det er svært at afgøre hvor mange piratkopier der er lavet, og det er uvist i hvilket omfang de alle ville have købt hvis ikke piratkopieringen havde været der. Det er ikke bare påstand mod påstand, men det er ekstremt ressourcekrævende at dokumentere og da der ikke er mange chancer for at “forrente” den indsats der skal lægges for at forfølge pirater, er der ikke meget incitament for rettighedshavere. Og deraf meget sparsom dokumentation. Ydermere er det et forhold der rammer skævt i forhold til størrelse; de små innovative vil aldrig have mulighed for at forfølge retsligt. Men tag en snak med fx Microsoft, Apple, Adobe osv – de er muligvis ikke interesserede i at delagtiggøre alle (herunder aktionærer) om tabenes omfang, men jeg er ret sikker på de har størrelser på tabene.
Herudover er det ikke muligt for rettighedshaver/producent at styre udbredelsen af kopier – og der kan være mange grunde til at man ikke ønsker sine produkter spredt i hele verden, eller til visse sprogområder. Fx kan det være man ikke kan supportere i det fornødne omfang, og dermed kan man devaluere værdien af sine produkter med ukontrolleret udbredelse.
Og Monty Python eksemplet er helt i skoven. De giver en dårlig kopi fri, men de er nok heller ikke begejstrede for at alt deres materiale rippes fra DVD/BluRay og smides på torrent… skulle der findes nogen der gad det. MP skal i stedet roses for at udnytte Youtube kommercielt på en begavet måde. Hvis MP skulle gøre det som du foreslår, skulle de lægge deres DVD-udgivelser ud gratis og hvor er forretningen så?
Og jo, ved kopiering er der er tale om tyveri i strafferetlig forstand.
Og hvis du har opfundet en genial ting, fx en termostat – hvorfor skal du så kun have patent på det i 25 år? For det er vel konsekvensen. Eller skal digitale patenter og rettigheder ikke nyde samme beskyttelse som materielle.
Jeg glemte lige at forholde mig til problemet med supportering. Kan det ikke simpelthen løses ved, at man kun supporterer sit produkt på de sprog, man kan overkomme, og så i øvrigt ikke udsteder garantier om andet til sine brugere? Når det er sagt, så skal jeg ikke gøre mig klog på det, for jeg laver kun bøger, der ikke mig bekendt har den slags supporteringsproblemer, du skitserer.
@Jesper
Som sagt, hvis du kan pege på empiri der måler korrelerede data, og dermed kan sige noget om årsagssammenhænge, så sig til. Jeg kender til undersøgelser der viser det modsatte, så det er ikke ren uvished, som du mener. I forhold til de små innovative, så skriver jeg netop, at de har et legitimt behov for rettighedsorganisationer.
Jeg synes ikke, vi kan være uenige i, at MP udnytter Youtube kommercielt, det er jo hele min pointe, at den mulighed er tilstede og at den udnyttes, uden at nogen skal retsforfølges eller anklages for tyveri. Jeg tror, at MP er ret godt tilfredse med den indtægt, de har fået ved at lægge en ok kopi ud, som har fået folk til at købe deres dvd-sæt.
I fht. ophavsret og patenter: jeg har åbenbart ikke formuleret det klart, at jeg mener varigheden skal være 25 år *efter* dødsdagen. Den geniale termostat-opfinder skal altså tjene på sit produkt i hele sit liv og dertil får hans arvinger 25 år til at tjene på det også. Bare ikke 70 år. Og hvis du bygger en termostat selv, kan jeg heller ikke nogen grund til at retsforfølge dig, sålænge du ikke vil leve af mit patent.
Jeg vil også gerne uddybe mit synspunkt på kopiering og tyveri: det er korrekt, at der lige nu er en lov, og det er så den, jeg i dette indlæg foreslår ændret, bla. så ikke-kommerciel brug ikke længere er strafbart for digitale værker. Men jeg foreslår bestemt ikke, at al kopiering skal være straffrit!
Dejligt med et konstruktivt forslag. Håber der er lovgivere der læser med.
Et lille humoristisk indspark; Tim Whelan fra musikgruppen Transglobal Underground, der altså selv lever af digitale udgivelser, har for nyligt udtalt: “There is no such thing as intellectual property. The term is an oxymoron. You can’t own something that doesn’t physically exist. You can’t own an idea unless you don’t tell it to anyone, in which case it’s not much use as an idea. It follows that there are no such things as intellectual property rights, although if anyone wishes to have the right to own something that doesn’t exist in the first place, I’m not going to stop them asserting their non-existent interests. They might also like to have a look over this bridge I’ve got for sale in Brooklyn.”
mht Monty – så er det netop det modsatte af hvad du foreslår – deres forretning består i at de kontrollerer hvad der skal gøres gratis, og hvad der skal være til salg. Hele freemium-tanken er ofte misforstået – pointen er at man laver et reduceret produkt der gives gratis, skaber interesse, øger kendskab, men at premium så til gengæld koster og sikrer indtjeningen. Men det er forudsætningen at premium kan beskyttes så MP kan tjene på DVD-salget. Hvis MP mister kontrollen over DVD-udgivelserne – hvis der flyder komplette DVD-images rundt på nettet, så er forretningen udhulet.
Jeg mener det er meget naivt at tro at The Pirate Bay bare en stor smagsprøve.
Jeg skylder at sige, at jeg er glad for at du tager emnet op. Det er et væsentligt område.
@Hassan Whelan er tydeligvis humorist uden kendskab til patentlovgivning. Og mener du at DVD’er og kopier af DVD’er ikke findes i den fysiske verden?
Ham der @tokeriis om det der ophavsret: “Grundprincipper for en revideret ophavsret” http://t.co/6P6LzS8s
@Jesper Jo, dvd’er findes (stadig) i den fysiske verden, så vidt jeg ved. Mht. Whelan tror jeg at jeg fik nævnt at det var
1) et humoristisk indspark
2) et citat
– det hænder at jeg citerer folk for interessante udsagn, uden nødvendigvis at være 100 % enig.
I dette tilfælde syntes jeg at det var interessant fordi det kommer fra en mand, hvis levebrød er en vare der flittigt kopieres. Transglobal Underground har en forholdsvis stor fanskare i lande der ikke er tilnærmelsesvis så restriktive mht. kopiering som fx EU og USA. Derfor kunne man med vis ret forvente at Whelan netop ville stå på en ølkasse og kræve sine værker beskyttet mere effektivt i fx Indien. Hvis postulatet om at kopierede digitale værker er lig med mistede indtægter, så har Hr. Whelan tabt mange mange millioner i Afrika og centralasien. Dette gør i mine øjne hans humoristiske bemærkning interessant i denne kontekst. Enig eller ej.
Jeg er heller ikke 100 % enig med Toke i alt hvad han skriver, men det er fantastisk at han bidrager med et konkret og konstruktivt bud på en tidssvarende lov om ophavsret, og jeg håber – som sagt – at der er lovgivere der læser med og lader sig inspirere til nytænkning.
@Jesper Godt, vi kan blive enige om, at debatten er vigtig 🙂
Jeg vil bestemt ikke udstede en garanti for, at det, du kalder Freemium-modellen, rent faktisk virker. Det er, som jeg skriver, en mulighed for at tjene penge, men ikke en automatik. Jeg har eksempelvis selv produceret undervisningsmateriale med studerende som målgruppe i nogle år, og der har vi endnu ikke knækket nøden endeligt i forhold til forretningsmodellerne. Der findes sikkert andre områder, hvor man kan finde særlige argumenter for at afvige fra den overordnede linje, her skitseret. Jeg har med mit indlæg forsøgt at undgå at diskutere konkrete forretningsmodeller, for det er stof nok til mange separate diskussioner.
“genanvendelse på websites, blogs, apps, hvor der på samme side eller skærmvisning vises reklamer – fx Google adwords, bannerreklamer, facebook-reklamer og lignende. Her SKAL du have min eksplicitte tilladelse til genanvendelse!”
Hvad hvis jeg ikke har?
Hvorfor skal jeg respektere det? Det er digitalt det er den ny virkelighed.
Der er jo ikke nogen der har tabt noget? Google/Facebook etc har muligvis fået “noget”, men ingen har tabt.
Jeg håber du forstår, at det ikke er ment som en perfid provokation, men en eksemplificering af rettighedsproblematikken.
Hej Jesper – jeg er glad for at du netop peger på det.
Materialet her er licenseret med en Creative Commons-licens, der tillader enhver brug af teksten, når blot den ikke er kommerciel. Hvis du vil tjene penge på det, skal jeg give tilladelsen til det. Hvis du vil lægge det på en gratis blog eller offentlig database, så er det smarte ved cc-licensen, at du ikke behøver besvære mig med at spørge om lov.
Hele pointen med mit indlæg er, at ophavsretten fortsat skal kunne assistere forfattere og andre med at tjene penge på de deres arbejde, uden samtidig at forhindre anden, gavnlig, brug af materialet. Jeg tjener ikke selv penge på denne blog. Hvis du har reklamer på din blog, så tjener du penge på det, og skal derfor dele din indtægt med mig, når du ikke selv har skrevet teksten.
Min pointe med ovenstående er, at du i “En basal ret” overser en række væsentlige punkter mht. rettigheder og får en forkert præmis for den videre diskussion.
Så med fare for at lyde lidt grov:
Forslag 1 – er gældende lov i dag, det er tilladt at kopiere til personlig brug.
Du vil udvide med at al privat brug skal være gratis.
Forslag 2 – ja, 25 år er måske bedre end 70 år for dig og du er i hvert fald enig med formiddagsbladene. Jeg ved ikke hvorfor længden på rettigheden er afgørende for dit overordnede argument.
Forslag 3 – det findes allerede
Forslag 4 – det findes allerede
Så vi ender med at du vil have at alt skal være gratis for private. Og ellers skal alle kommercielle interesser respektere loven som den er, blot afkortet til 25 år.
Med hvilken rimelighed kan du mene at private skal kunne eksemplarfremstille frit ?
Jeg vil henvise til https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129901
og
http://kum.dk/Kulturpolitik/Ophavsret/Baggrund/Digital-kopiering/
Når vi betaler for fx et computerprogram, så betaler vi for brugsretten – ikke ophavsretten. Det er to væsentlig forskellige begreber og ikke mindst priser.
Som sagt, så er det et forslag til at smidiggøre systemet i forhold til i dag, og ikke mindst at få folk på begge sider af hegnet til at tale sammen om en realistisk løsning.
Forslag 1: Hvordan forklarer du så, at husmødre og teenagere er blevet retsforfulgt? Den omdiskuterede “brevmodel” retter sig også mod almindelig kopiering, og ganske almindelige danskeres brud på ophavsretten.
Forslag 2: 25 år er for så vidt vilkårligt, ja, men det er et kompromis.
Forslag 3: der findes ikke et formaliseret, lovunderstøttet ankenævn, mig bekendt. Jeg kan tage fejl.
Forslag 4 er et langt mere formaliseret og lovreguleret system end cc-licensen i dag er. Du kan for eksempel ikke indberette til KODA, hvilken cc-licens, du ønsker de skal forfølge.
Og for dit sidste spørgsmål, så har jeg forklaret i indlægget, hvad rimeligheden er.
Hvordan er det smidigere for andre end dem der stjæler?
Jesper. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at du var begyndt at trolle nu 🙂
Du forholder dig med din sidste kommentar ikke til, at det vi taler om ikke er tyveri af fysiske varer, men uberettiget eksemplarfremstilling. Dvs. du har med den model, jeg foreslår (forslag 1), frihed til at kopiere, medmindre du er en private virksomhed, forening, offentlig institution, eller, i enkelte tilfælde, en privatperson, der bevisligt har haft profit for øje med din eksemplarfremstilling.
Jeg synes at det, kombineret med forslaget til en differentieret licensiering (forslag 4), er ret smidigt for alle de lovlydige borgere, og endvidere også for de organisationer, der skal håndhæve loven.
Jamen måske du har ret – vi kommer det nok ikke nærmere. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan du kan formulere det som mere fleksibelt, når du reelt kun kræver at den ene part skal give deres produkt gratis (til alle private).
Du foreslår at hele privatmarkedet fjernes.
I din foreslåede verden, findes der ikke salg af digitale værker, software etc. til private. Det er fleksibiliteten. Alt digitalt skal være gratis for private.
Fortæl mig så, at du ikke er hoppet enddog meget langt ned i skyttegraven.
@Jesper mit forslag handler ikke om, at “alt skal være gratis”, men at ophavsretten skal justeres – både for samfundets bedste, og så der fortsat kan tjenes penge på at producere nye værker. Jeg lever selv af ophavsretlige ydelser.
Systemet her foreslået skulle gerne være mere fleksibelt for de, der skal cleare rettigheder til kommercielt brug, fx. til remix eller billedbrug i bøger.
Men jeg er villig til at gå med på ideen om, at man kan se på, hvordan nogen yderligere kan “give” noget, i og med at disse forslag indskrænker nogen andres historisk erhvervede rettigheder. Det er jo en debat, jeg gerne vil have her. Hvad ville du så foreslå?
Grundprincipper for en revideret ophavsret http://t.co/FqMrh1Lf – særdeles velskrevet af @tokeriis
Tyverilobbyen her! 🙂 Fint indlæg.