Nooken har fået en del kritik, især for at være langsom. Opdateringer har løst nogle af disse begyndervanskeligheder, men generelt er indtrykket ikke superpositivt, selvom den ved lanceringen så ud til at være en radikal forbedring i fht. Kindlen.

Et eller andet sted er den ved eftertanke en lidt selvmodsigende dims. B&N forsøger med Nook at give brugeren det bedste fra LCD-teknologien kombineret med eInk. Dermed signalerer den paradoksalt, at ingen af disse to skærmteknologier er optimale i forhold til det der efterspørges, nemlig kombinationen af 1) lang batterilevetid, 2) knivskarpt og roligt billede der ikke anstrenger øjnene ved længere tids læsning og 3) evnen til at vise video og andre bevægelige interaktive elementer. Eventuelt også 4) touchbaseret interface, så man løsriver fysisk udformning fra interaktionen med software – hvilket har muliggjort den kreative opblomstring af applikationer i 100000’vis til iPhone-platformen.

Med bare en lille smule fremsynethed er det derfor let at indse, at Nooken på det teknologiske plan er et overgangsfænomen, ikke den endelige form, ebogslæseren vil få.

På et langt vigtigere plan, nemlig distribution af hardwaren og understøttelse af ebogssalg til den i mange lande, osv. så er Amaxon stadig King of the Hill. Nu kan man jo selv herhjemme købe sig en Kindle.

Dette er skrevet helt uden at have prøvet Nooken, og er udelukkende baseret på en analyse af, hvilke behov jeg tror designerne har forsøgt at dække ind under designfasen. Jeg tager derfor gerne forbehold for dette. Hvis nogen har en Nook, de gerne vil lade mig teste, må de sige til 🙂