At fejle er en „feature‟, ikke en fejl

Man skulle tro de havde stjålet det fra min chef på Systime, men i dette yderst spændende essay (eller blogindlæg om man vil) kan man læse om hvorfor nogle vinder og nogle taber i kampen om at definere en ny måde at producere og publicere på nettet på. Kort sagt: hvis man ikke fejler, så har man ikke forsøgt noget.

Ifølge forfatteren, Michael Nielsen, så er det de virksomheder der tør tage chancer og gør det konsekvent som en del af deres strategi, som overlever. De der møder enhver ny udvikling med „det kan vi ikke gøre, fordi vi altid har gjort det på en anden måde‟ eller „det kan vi ikke på grund af x‟, eller „y‟, de vil fejle, fordi nytænkning og videreudvikling afhænger af evnen til at udvikle sig i nye retninger og evnen til at indgå i fleksible samarbejder i en åben ånd. Google er et godt eksempel.

Man kan sige at det ser skidt ud for de store etablerede forlag i bogbranchen. Her i andedammen peger flasken især Gyldendal koncernen som i stigende grad har konsolideret sig på markedet, men bruger sin dominerende position til at fastholde bogmarkedet som det er. På den anden side må man konstatere, at det i krisetider netop er de større forlag der har den økonomiske polstring til at eksperimentere systematisk med udgivelselsstrategier, reorganisering, osv. For det er jo det store problem: at det koster penge at eksperimentere, mens sandsynligheden for udbytte er utroligt ringe.

Til gengæld er gevinsten jo desto meget større, nemlig en andel i fremtidens marked, ikke fortiden, der hører den trykte bog og de faste bogpriser til. Udfordringen er derfor at lave små eksperimenter som kan gennemføres billigt og hurtigt. Det vil sige små, hurtigtarbejdende teams som har friheden til at rykke med gode ideer.

O’Reilly/TOC, som formulerer det sådan at de lærer mere ved at forsøge (og sandsynligvis fejle) end ved at forsøge at planlægge fremtiden.

Hvad giver bøger og aviser værdi?

Det lader til at være konventionel visdom i mediebranchen, at man giver tingene værdi ved at låse dem inde. Man opererer med en forestilling om at hvis noget ikke koster noget, så har det ingen værdi for brugeren. Desværre virker økonomi på et helt basalt plan ikke på den måde. Det er lige omvendt.

Ting får nemlig værdi på grundlag af et simpelt forhold mellem udbud og efterspørgsel: hvis der er knaphed på en vare, stiger prisen, helt enkelt. Kunstigt skabt knaphed holder ikke i en tid, hvor det er muligt for almindelige mennesker at lave deres eget, gratis alternativ. Wikipedia er et godt eksempel på at et lukket leksikon på nettet som Encyklopedia Brittannica eller Den store danske ikke i længden var i stand til at konkurrere med det åbne og gratis alternativ.

Udsagn som

„kun aviser er økonomisk organiseret til at indsamle massive mængder information. Ingen andre er organiseret til den opgave‟ (kilde; Trine Nielsen, ComputerWorld)

passer derfor simpelthen ikke, hvilket enhver der læser blogs og benytter sig af RSS-feeds kan forvisse sig om. Der er simpelthen bare tale om at ‚indsamlingsprocessen‛ har forandret sig: brugerne er ikke længere passive brugere; de både producerer og organiserer massive mængder information. Du kan ikke begynde at tage penge for noget, folk har været vant til var gratis. Derfor „piratkopierer‟ folk i stor stil: de opfatter det ikke som moralsk illegitimt at gøre det, de har været vant til siden de lærte at kopiere kassebånd i børnehaven. Det er kun få år siden det blev forbudt at kopiere cd’er lånt på biblioteket. Alligevel har onlinetjenesten iTunes stor succes: det har de fordi det alternativ der tilbydes på flere måder er lettere og bedre end det gratis tilbud – uden kopibeskyttelse, osv.

Omvendt er der meget der peger på at de virkeligt interessante historier som regel er skabt på basis af solidt journalistisk arbejde. Den type arbejde er der nemlig stadig knaphed på: tilrettelæggelse af indhold der er mere interessant end gennemsnittet, er aktuelt og tilrettet specifikke målgruppers specifikke behov.

Dette gælder ikke alene aviser, men også for traditionelle bogudgivelser. Det er ikke enhver der har tiden og evnerne til at skrive den store danske roman eller lærebogen i musik til folkeskolens ældste klasser. Det kræver stadig talentfulde forfattere, formidlere og mediekonsulenter, kort sagt alt det der har kendetegnet medie- og bogbranchen altid.

piratkamp = stoppe huller i diget med fingrene

Martyn Daniels skriver det så klart og koncist i sin blog:

„Today the book industry is ill prepared for the potential risk. On one hand everyone is jumping up and down heralding the digital dawn and ebooks and ereaders and getting more publicity than previously dreamt of. On the other hand the digital content is for many reasons only slowly materialising, which fuels the appetite of the pirates. We have exclusive device deals which restrict and marginalise the market. We have a lack of clarity on pricing which confuses the consumer and again is a green light to pirates who can make their offer simple and uniform. We have DRM.‟

  1. Bogbranchen sælger rettighedssikrede udgivelser, på deres egne platforme.
  2. Det gør livet (med ebøger)  besværligt for deres brugere.
  3. Derfor vælger brugeren piratudgaven der kan hentes gratis og læses uden problemer uanset hvilken computer eller digital enhed, man sidder ved.

Kilde: http://bookseller-association.blogspot.com/2009/06/fighting-flood-of-digital-piracy.html

Er Google vigtigere end 1864?

Det mener i hvert fald den indflydelsesrige internet-debattør Don Tapscott på Times online.

Søgefærdigheder er vigtigere end at få fyldt stof på, ifølge Don Tapscott, som også er forfatter på den indflydelsesrige bog wikinomics. Tapscott ser således en generation af børn og unge, som i stigende grad er medproducenter af indhold på de primære medier, Internet og mobile enheder, og som vokser op i en verden hvor information i princippet er tilgængeligt ved et klik med musen.

“Børn bør lære om historien for at forstå deres verden og hvorfor tingene er, som de er. Men de har ikke brug for at lære alle årstallene”, siger han. Følger vi Tapscott, er det vigtigere for danske børn at kende til slaget ved Dybbøl og dets konsekvenser for dansk selvforståelse og identitet, end det er at de husker, at tilbagetrækningen fandt sted 5. februar 1864. Den slags fakta bliver mere og mere irrelevante i en tid hvor wikipedia og Den Store Danske encyklopædi kan tilgås uproblematisk via nettet. I stedet bør vi koncentrere os om at lære vores elever søgefærdigheder, kritisk kildesans og kreativ brug af nettets mange muligheder for at samle og sammenstykke information.

Man kan diskutere, hvorvidt man i det danske uddannelsessystem nogensinde har været så faktaorienteret. Tapscott skriver muligvis ind i en amerikansk kontekst hvor multiple choice-prøver traditionelt har fyldt meget mere i undervisningen end i Danmark – landet hvor slagord som „skolen for livet‟ og opgøret med 1950’ernes sorte skole har fyldt så meget. Men er det ikke lige netop hvad der sker i disse år?

Der er i dag et stigende fokus på opnåelse af faktuel viden, udtrykt gennem den omsiggribende brug af kanoner inden for alle områder, danskhedstest, kompetencemål og løbende test af elever på alle niveauer af uddannelsessystemet.

Bør vi i virkeligheden besinde os på denne udvikling i lyset af fremtidens krav til undervisning?

Kilde: Timesonline, aflæst 5. juni 2009 fra webstedet http://www.timesonline.co.uk/tol/life_and_style/education/article5270092.ece.

Fire and forget: forfattere

I militær terminologi er „Fire and forget‟ et våben som, når man først har trykket på udløseren, selv finder frem til sit mål. Soldaten kan derfor fortsætte sine øvrige gøremål uden at holde øje med våbnet mens det fortsætter mod sit mål. Missiler, torpedoer er fire and forget-våben, beregnet til glemslen. Læs med, når jeg causerer over, hvorfor jeg mener at denne analogi er god at overføre på dagens forlagsbranche..

Eller rettere, hvorfor analogien ikke kan bruges. Jeg vil nemlig gerne have lov – bær over med mig en stund –  til at strække „fire and forget‟-analogien til forfatterstanden og den måde, den tænker om sine produkter på.

„Gammeldags‟ forfattere er nemlig fire and forget-forfattere, fordi de ikke tænker over hvad der sker med deres bøger, når først de har indleveret manuskriptet. De har levet i en tid hvor det indsendte manuskript blev efterredigeret, layoutet, trykt, distribueret og markedsført for dem, uden forfatterens mellemkomst. Højst skulle de deltage på en bogmesse eller give et interview ved lanceringen af bogen.  Gammeldags forfattere lever i glemslens tidsalder. De er opdraget til ikke at være engagerede i, hvad vi som forlag gør ved deres udgivelser, sålænge vi udbetaler dem deres honorar. Sådan lidt polemisk sagt.

Sådan udgiver man ikke bøger længere, i hvert fald ikke på min arbejdsplads.

Moderne forfattere

For det første udgiver forfattere ikke længere kun bøger, men også e-bøger, websites og og i fremtiden sikkert flere andre medier [fx iPhone apps, iBøger, red 20. okt. 2010]. For det andet er forfatteren langt mere involveret i hele processen – forfattere er i princippet ansvarlige for korrektur, opsætning, redaktion, og mange andre ting. Deres redaktører er ikke længere redaktører men konsulenter eller projektledere der vejleder og bistår dem i processen. Men allervigtigst, så har forfattere et medansvar for at kommunikere om deres udgivelser, både mens de producerer dem, og lang tid efter at de er lanceret. Det gør sig i sær gældende for websites og andre interaktive produkter, som i princippet ikke er afsluttede på noget bestemt tidspunkt – de kan højest være version 1-produkter. Men derefter kommer alle opdateringerne jo.

Fire-and-remember

Derfor skal vi i stigende grad opdrage vores forfattere til at være ‚fire-and-remember‛-producenter, så de kan træde ud fra glemslen og ind i den stadige opmærksomheds tidsalder. De skal blogge, de skal facebooke, twitte, e-maile, eller hvad der nu passer ind til det projekt, de er i gang med.

Forlagets rolle bliver så måske at være hukommelseshjælpere – vi skal gøre det let for forfatterne at huske at huske , og gøre det let for dem at kommunikere ad de mange kanaler og medier, eller i det mindste give dem valget. Vi skal stille de nye teknologier til rådighed som er nødvendige, og opdrage dem til at bruge dem.

Her er for eksempel en usb „Memory bomb‟  🙂

Spøg til side – Hvad siger du?

Angsten for de digitale undervisningsmidler

En alt for dystopisk fremtid for boglæsningen

De ‚gamle‛ forlag satser i fortsat alt for lidt på at udbrede digitale undervisningsmidler til skoler og gymnasier. De har ikke penge nok til det.Jeg vil imidlertid argumentere for at den væsentligste blokerende faktor ikke er økonomien i projekterne, men en grundlæggende angst for selv at blive fejet væk af forandringens vinde.

Storstilede satsninger fra forlagenes side er tidligere slået fejl. Chefen for Gyldendal uddannelse har på en skolebogskonference i Odense sidste år udtalt, at man ikke en gang regnede på økonomien i webprojekter, fordi det ville blive for morsomt. Der skal derfor statsstøttede midler til at oprette websites som danmarkshistorien.dk.

Men spørgsmålet er om sådanne påstande ikke er for letkøbte. Forlagenes angst for at satse på de digitale undervisningsmidler i Danmark er nemlig ikke – det er min påstand – en angst for mediet som sådan, men for at et helt produktions-distributions og forbrugssystem bygget op omkring bogbranchen siden Gutenberg ikke længere skal være, som det var i de gode gamle dage. Det er er angsten for at de sociale institutioner, vi har opbygget omkring boglæsning, ikke længere skal eksistere, fordi de bliver erstattet af noget nyt og ukendt, og derfor skræmmende. Ebogen og websitet kommer således, fordi vi endnu ikke kender fremtiden, til at blive en negation af alt det, vi elskede ved bogen: hyggen, velkendtheden, intimiteten, nærværet, sanseligheden, det gode håndværk… man kunne blive ved i rækken af positive betegnelser knyttet til den gammeldags bog.  I stedet associerer vi uhygge, følelseskulde, maskinel, følelseskulde og så videre, når vi tænker på bogens digitale fremtid. Og hvem ønsker det?

Måske ligger vores allervigtigste opgave derfor ikke i at lave bedre digitale produkter, men i at give dem et positivt image først.

Disse tanker er  blandt andet inspireret af en Clay Shirkys blogindlæg om vores manglende evne til at tænke det utænkelige.