Svenske forlag får Epub & Social DRM, men hvad med bibliotekerne?

Vores svenske broderfolk ser ud til at have truffet en interessant beslutning. I følge Johan Greiff fra den svenske ebogstjeneste Elib er en række svenske forlag  – herunder Bonniers og Natur & Kultur – enedes om at udgive ebøger i ePub-formatet – det samme format som Apple leverer ebøger i på den kommende iPad.

Ydermere er svenskerne blevet enige om at ikke benytte den traditionelle kopisikring. I stedet benytter de sig af vandmærkning eller “Social DRM”, som ikke forhindrer brugeren i at tage en kopi til eget brug, men som til gengæld gør det mindre attraktivt at lægge ebøgerne ud på fildelingsnetværk, da den jo er stemplet med ens oplysninger.

I første omgang er det jo en stor gevinst for forbrugerne at kopibeskyttelsen falder væk. Der er imidlertid en skyggeside, som artiklen også peger hen mod.

ELib vil således fortsat distribuere deres ebøger med Adobe Content Server, da det aktuelt er den eneste mulighed for at tilbyde tidsbegrænsede udlån til bibliotekerne. Og det vil ikke virke på hverken iPadden eller Kindlen. Vi er i samme situation i Danmark: selvom Adobe Content Server er den eneste mulige løsning for bibliotekerne, er det hverken muligt at låne ebøger til brug på de meste udbredte hardwareplatforme til ebogslæsning. Ebogslæsning fra bibliotekerne er med andre ord fortsat noget der  foregår på PC’en.

Det er en vældig paradoksalt, men fremhæver at de store aktører ikke nødvendigvis agerer i almenvellets interesse, når de lancerer deres nye platforme.

Skriv et svar