Inspireret af Nikolaj Højbjerg er her en liste over nogle af de bøger, jeg har læst i 2011. Listen omfatter kun skønlitteratur. Jeg har derudover læst en del manuskripter indsendt til Replikant, og sikkert også noget faglitteratur af forskellig art, samt en del lærebøger, jeg har været projektleder for på ViaSystime. Det er ikke medtaget her. Derfor kommer jeg nok ikke helt op på samme mængde som Nikolaj 🙂

Without further ado, her er den ukomplette liste i tilfældig rækkefølge:

Skønlitteratur læst i 2011

• Scarlet Thomas: Mr Y’s forbandelse. En fantastisk underholdende bog, som jeg læste i ét stræk. Dens bizarre fortælling kombinerer virkelig syret fantasi med beskrivelsen af det akademiske univers.
• Scarlet Thomas: Our tragic universe. Jeg var meget betaget af den her bog, som er meget krævende af sin læser, meget litterær og fuld af gode tanker om livet i det hele taget. Anbefales varmt.
• Murakami: Trækopfuglens krønike. Den japanske succesforfatter var den første bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen, en læseklub sammensat af gode folk jeg kender fra twitter og som bloggere, bla. Stinestregen, Klidmoster og Anne fra O’manne light. Nu mødes vi og diskuterer bøger med ujævne mellemrum. Den her bog var en skuffelse, omend jeg rigtig, rigtig godt kunne lide dens sprog og specielle kombination af østlig og vestlig stil.
• Erlend Loe: Doppler. Loes mest kendte bog var den, jeg læste sidst. Den skuffede mig noget, nok fordi jeg allerede havde gennemlevet og nydt ironien og minimalismen i de to bøger af ham, jeg læste inden (i helt forkert rækkefølge).
• Erlend Loe: Volvo Lastvagnar. Den her er den selvstændige fortsættelse til Doppler. Den fungerede rigtig godt for mig, og jeg nød at læse den. Den spiller på nogle af de nationale stereotyper og forestillinger, vi har om livet langt ude i den svenske wild west, i sammenstødet med den nærmest blanke nordmand Doppler.
• Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part. Dette var den første Loe-bog, jeg læste. Jeg har kun én ting at sige om den: Dét er teater! Ok, jeg vil gerne tilføje, at den er ret sjov.
• Dan Simmons: Hyperion & Endymion-sagaen. Dan Simmons fire-binds episke værk om Tornskaden er noget af det allerbedste Science Fiction, der er skrevet! Jeg vil ikke tøve med at udnævne det første bind som et af de allerbedste litterære værker, jeg nogensinde har læst. Det er en mosaik af spændende fortællinger, sprængfyldt med litterære referencer, pakket ind i en episk ramme.
• Merete Pryds Helle: Hej menneske! Den her overraskede mig virkelig. I positiv retning. Den handler om en dansk kvinde, der bliver syg under en udgravning i Mellemøsten og i sine feberdrømme gennemlever historien fra jæger-samler-tilværelse til agerbrug set fra en stenalderkvindes synsvinkel. Den minder mig lidt i opsætningen om en anden bog, som befinder sig på min top-5 over bedste bøger, nemlig Iain Banks’ Broen, der også veksler mellem en patients realoplevelser og en imaginær episk historie.
• Louis Jensen: Kejserinden. Denne har jeg selv udgivet på Replikant, så den har jeg naturligvis været igennem nogle gange. Jeg er vild med den for dens enkle, men alligevel dybsindige sprog og pointer omkring livet. Det er en dansk pendant til Den lille Prins.
• Mikala Rosenkilde: Legetøj. Den her novellesamling er noget af de bedste jeg længe har læst på dansk. Personer og steder overlapper de enkelte noveller, så man har en god oplevelse når man læser den færdig, selvom hver enkelt fortælling er forholdsvis letlæst. Den er udgivet som ebog på Replikant og kommer også som lydbog.
• Carsten Jensen: Vi, de druknede. En stor fortælling om modernitetens gennembrud i en fiskerby og livet på havet, men også om, hvordan sømandslivet på mange måder foregriber den postmoderne flygtighed og mangel på centrale, fælles værdier i tilværelsen. Den er velskrevet, men ikke helt så god, som jeg havde håbet.
• John Fowles: Troldmanden. Dette er til gengæld en af mine top-5 bøger, som jeg har genlæst i år. Det gør jeg en gang i mellem. Dens plot og intriger er simpelthen så velskrevet og forførende, at jeg elsker den. Det er en fortælling, man simpelthen hen ikke kan “regne ud”, til trods for de anstrengelser, man gør sig (noget den deler med Our Tragic universe, btw).
• Michael Chabon: Det yiddische politiforbund. Efter at have læst Kavalier og Clay, så var den her oplagt at læse. Den var en bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen. Den skildrer en “hvad-nu-hvis” historie, hvor staten Israel aldrig blev til noget, og jøderne i stedet har fundet et eksil i Alaska. Dette er ved at blive lukket ned og vi følger en politimands desperate jagt på at opklare et mord i dagene op til opløsningen af eksilet. Klassisk krimi noir blandet med yiddisch kultur.
• Kaspar Colling Nielsen: Mount København. Supergod novellekreds skrevet på dansk. Også “hvad-nu-hvis”-baseret. Den er meget syret og man læser den lynhurtigt.
• Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien. Jeg har aldrig været den helt store fan af Bjarne Reuter, men han skriver jo nogle gode historier. Den her er en historisk fortælling, og den går over stok og sten gennem Europa. Jeg blev aldrig 100% vild med dens hovedpersoner, men den er bestemt humoristisk og ganske velskrevet. Den minder mig lidt om en historie som Pavens næsehorn af Lawrence Norfolk, dog ikke på helt samme niveau.
• Joe Haldeman: The forever war. En af de klassiske science-fiction fortællinger, om hvordan en fremtid med krige i rummet med relativistiske tidsforskelle fungerer. Jeg var ikke så vild med den, men den er hurtigt læst. God underholdning.
• John Scalzi: Old Man’s war. Endnu en sci-fi klassiker. I fremtiden kan man få en anden chance – når man dør får man en ny krop, som man bliver sendt ud i universet for at slås for en imperialistisk Jorden i. Også ret underholdende og ganske velskrevet.
• Lone Aburas. Den svære toer. Den fangede mig aldrig, og forekom som en Erlend Loe-light.

Du kan se noget mere af det, jeg ellers har læst på Goodreads, en fed boganbefalingsside, hvor jeg er begyndt at taste ind, hvad jeg i tidens løb har tygget mig igennem.

Er du enig med mig i mine vurderinger?  Skriv en kommentar.