Note om ebogen som materiel kultur

Det er min påstand, at meget af dis­kus­sio­nen mel­lem de, der tager ebo­gen hel­hjer­tet til sig, og de, der er skep­ti­ske over­for ebo­gen (fx Jonat­han Fran­zen) ikke skel­ner mel­lem bøger som nyt­tige red­ska­ber for læs­ning, altså infor­ma­tions­over­førs­len, og så bøgerne som de gen­stande, vi bag­ef­ter læs­nin­gen har stå­ende på hyl­derne – det, som er ble­vet kaldt for bogen som sou­ve­nir. Det er imid­ler­tid en nyt­tig skel­nen.

Bogen som souvenir

I sin egen­skab af sou­ve­nir er bogen gjort til vores egen, og har fået til­ført en række affek­tive egen­ska­ber – vi har knyt­tet for­skel­lige emo­tio­nelle lag ovenpå bogen. Der­for giver det mening for os at gemme den på hyl­den og min­des den, lige­som man gør med en sou­ve­nir eller et feri­e­bil­lede. Vi min­der os selv, og måske andre, om den histo­rie, der føl­ger med den.

For eksem­pel kan vi tage en af mine ynd­lings­bø­ger, Umberto Ecos Foucaults pen­dul. Den er et godt eksem­pel, for den min­der mig både om den inter­rail­tur, hvor jeg læste den før­ste gang, men også om min læse­op­le­velse med den. Den min­der mig, med sit slidte paperback-​omslag og de gul­nede, vand­ska­dede sider, om det for­hold jeg har til Ecos for­fat­ter­skab, der på mange måder er slidt, laset og meget, meget vig­tigt for mig. En ny udgave af den samme bog, udgi­vet i hard­back, med papir i ordent­lig kva­li­tet ville være helt ude af stand til at gen­give de men­tale til­stande ordent­ligt. Selve infor­ma­tio­nen, histo­rien der står i bogen, kan der natur­lig­vis ikke ændres ved, men det er sagen uved­kom­mende, for bogen repræ­sen­te­rer så meget mere end det.

Begge måder at omgås en bog på er genu­ine aspek­ter af det med at have en god bog at gøre, og kan være med til at for­stærke hin­an­den, lige­som det, der leder op til erhver­vel­sen af bogen, kan give betyd­ning til læs­nin­gen af den og hvor­dan den opfat­tes som souvenir.

Det der leder op, til kan være rek­lame, men det kan også være ven­ners omtale eller andre for­mer for for­be­re­delse på, hvor­dan bogen læses. Det kan man kalde pro­jek­tiv betyd­nings­dan­nelse. Bogen kan også recir­ku­le­res, hvil­ket typisk sker, hvis man låner eller giver den til ven­ner, eller hvis den fort­sæt­ter sit liv hos en brugt­bogs­for­hand­ler eller finere, hos en antik­var eller kom­mer på kun­stauk­tion. Så er den ikke læn­gere vores egen. Det at en per­son har ejet den, kan dog give den værdi. For eksem­pel er bog­mær­ker, ex libris-​stempler, forfatter-​autografer og kom­men­ta­rer i mar­gen alt­sam­men ting, der kan være med til at til­føre bogen noget mere. Det er med til at skabe betyd­ning ved at give bogen en histo­rie – en slags tin­ge­nes bio­grafi.

Alt i alt, så er bøger altså ikke blot fysi­ske objek­ter, men også led i en pro­ces, hvor der til­fø­res og udæ­skes betyd­ning for bru­ge­ren af bogen. I et sim­pelt tids­ligt for­løb ser det sådan ud:

Pro­jek­tion --> læsning/​brug --> souvenir/​tilegnelse (--> recirkulation)

Disclai­mer: Lige­som med alle den slags dia­gram­mer, så slø­rer dette skema vir­ke­lig­he­den, i det der sag­tens kan ske pro­jek­tion, læs­ning og til­eg­nelse af en bog på én og samme tid. Poin­ten er, at der er tale om tre ana­ly­tisk for­skel­lige omgange med det samme objekt. Og at denne omgang ofte har en tids­lig ræk­ke­følge, der er nyt­tig for os, når vi kon­stru­e­rer en histo­rie om den bog, vi har i vores besiddelse.

Ebo­gens Pro­blem: den er en dår­lig souvenir

Pro­ble­met består, som også James Bridle gør opmærk­som på, i at ebø­gerne, som vi har kendt dem ind­til nu, i vir­ke­lig­he­den kun udfyl­der ét aspekt, nem­lig at være et nyt­tigt læse­red­skab, en funk­tio­nel stør­relse. Ebø­ger egner sig ikke som sou­ve­nir, og er måske ikke engang er opti­male til den rene læs­ning. I hvert fald er det sta­dig omstridt, hvor­vidt de er bedre eller mere effek­tive at læse i end papir­bø­ger eller ej.

Ebo­gen er, iso­le­ret betrag­tet, lige nu mest en pseudo-​dagbog: et red­skab til viden, erin­dring og dia­log med sig selv. Den er meget dår­lig at bruge som sou­ve­nir, fordi vi sim­pelt­hen har brug for at objek­ti­fi­cere, altså at have noget kon­kret og tyde­ligt, vi kan se og inter­a­gere med. Ebo­gen er lige nu pri­mært et data­punkt i den suppe af infor­ma­tion, vi mulig­vis godt ved gem­mer sig på hard­di­sken eller i vores iPad, men som vi intet kro­p­s­ligt for­hold har til. På samme måde som en dag­bog, er den gemt af vejen, noget vi har et gan­ske vist for­tro­ligt for­hold til, men som er pri­vat og hem­me­ligt. En sou­ve­nir står fremme og min­der os i hver­da­gen om vores histo­rie og der­med på et dybere plan om vores iden­ti­tet på en måde, som en dag­bog kun gør prikvis.

Social læs­ning

Det er så her det hotte begreb social læs­ning kom­mer ind i bil­le­det. Social læs­ning vil oftest sige, at tek­no­lo­gien på for­skel­lig måde mulig­gør den del af souvenir-​aspektet af læs­ning, der angår andre men­ne­sker end en selv.

Inden for det sid­ste halve eller hele år er der såle­des skudt en række web­s­i­tes frem, som læg­ger meget vægt på at gøre det let at læse bøger sam­men med andre men­ne­sker og på for­skel­lig vis udveksle sine ople­vel­ser med andre. Min​bog​din​bog​.dk, Goodre­ads, Read­mill og Ama­zons online-​notefunktion til Kindle og bru­ge­ran­mel­del­serne på deres website.

En anden måde at gøre læs­nin­gen social på, er Small Demons, der indek­se­rer bøger og knyt­ter ind­hol­det sam­men med pro­duk­tu­ni­ver­ser. Når en per­son drik­ker en fla­ske whi­skey i en roman kan man for eksem­pel vælge at udfor­ske uni­ver­set af whiskey-​mærker, eller man kan sam­men­ligne biler på tværs af bøger. Det er ret fasci­ne­rende og til­fø­rer vir­ke­lig noget genu­int, fordi det syn­lig­gør, at bøger ikke bare er fritsvæ­vende infor­ma­tions­be­hol­dere, men altid dele af men­tale pro­duk­tu­ni­ver­ser af betydning.

Det er alt­sam­men meget godt, og bli­ver helt sik­kert en essen­tiel del af det at læse ebø­ger frem­over. Men det til­freds­stil­ler sta­dig ikke den per­son­lige til­freds­stil­lelse ved at eje en fysisk sou­ve­nir. Så her er noget at arbejde på. Hvor­dan gør man en ebog til en souvenir?

Nød du dette ind­læg, vil du sik­kert også læse

Note om ebo­gen som mate­riel kul­tur by Digi­tal udvik­ling, unless otherwise expres­sly sta­ted, is licen­sed under a Cre­a­tive Com­mons Attribution-​NonCommercial-​ShareAlike 3.0 Unpor­ted License.