Det er min påstand, at meget af diskussionen mellem de, der tager ebogen helhjertet til sig, og de, der er skeptiske overfor ebogen (fx Jonathan Franzen) ikke skelner mellem bøger som nyttige redskaber for læsning, altså informationsoverførslen, og så bøgerne som de genstande, vi bagefter læsningen har stående på hylderne – det, som er blevet kaldt for bogen som souvenir. Det er imidlertid en nyttig skelnen.

Bogen som souvenir

I sin egenskab af souvenir er bogen gjort til vores egen, og har fået tilført en række affektive egenskaber – vi har knyttet forskellige emotionelle lag ovenpå bogen. Derfor giver det mening for os at gemme den på hylden og mindes den, ligesom man gør med en souvenir eller et feriebillede. Vi minder os selv, og måske andre, om den historie, der følger med den.

For eksempel kan vi tage en af mine yndlingsbøger, Umberto Ecos Foucaults pendul. Den er et godt eksempel, for den minder mig både om den interrailtur, hvor jeg læste den første gang, men også om min læseoplevelse med den. Den minder mig, med sit slidte paperback-omslag og de gulnede, vandskadede sider, om det forhold jeg har til Ecos forfatterskab, der på mange måder er slidt, laset og meget, meget vigtigt for mig. En ny udgave af den samme bog, udgivet i hardback, med papir i ordentlig kvalitet ville være helt ude af stand til at gengive de mentale tilstande ordentligt. Selve informationen, historien der står i bogen, kan der naturligvis ikke ændres ved, men det er sagen uvedkommende, for bogen repræsenterer så meget mere end det.

Begge måder at omgås en bog på er genuine aspekter af det med at have en god bog at gøre, og kan være med til at forstærke hinanden, ligesom det, der leder op til erhvervelsen af bogen, kan give betydning til læsningen af den og hvordan den opfattes som souvenir.

Det der leder op, til kan være reklame, men det kan også være venners omtale eller andre former for forberedelse på, hvordan bogen læses. Det kan man kalde projektiv betydningsdannelse. Bogen kan også recirkuleres, hvilket typisk sker, hvis man låner eller giver den til venner, eller hvis den fortsætter sit liv hos en brugtbogsforhandler eller finere, hos en antikvar eller kommer på kunstauktion. Så er den ikke længere vores egen. Det at en person har ejet den, kan dog give den værdi. For eksempel er bogmærker, ex libris-stempler, forfatter-autografer og kommentarer i margen altsammen ting, der kan være med til at tilføre bogen noget mere. Det er med til at skabe betydning ved at give bogen en historie – en slags tingenes biografi.

Alt i alt, så er bøger altså ikke blot fysiske objekter, men også led i en proces, hvor der tilføres og udæskes betydning for brugeren af bogen. I et simpelt tidsligt forløb ser det sådan ud:

Projektion –> læsning/brug –> souvenir/tilegnelse (–> recirkulation)

Disclaimer: Ligesom med alle den slags diagrammer, så slører dette skema virkeligheden, i det der sagtens kan ske projektion, læsning og tilegnelse af en bog på én og samme tid. Pointen er, at der er tale om tre analytisk forskellige omgange med det samme objekt. Og at denne omgang ofte har en tidslig rækkefølge, der er nyttig for os, når vi konstruerer en historie om den bog, vi har i vores besiddelse.

Ebogens Problem: den er en dårlig souvenir

Problemet består, som også James Bridle gør opmærksom på, i at ebøgerne, som vi har kendt dem indtil nu, i virkeligheden kun udfylder ét aspekt, nemlig at være et nyttigt læseredskab, en funktionel størrelse. Ebøger egner sig ikke som souvenir, og er måske ikke engang er optimale til den rene læsning. I hvert fald er det stadig omstridt, hvorvidt de er bedre eller mere effektive at læse i end papirbøger eller ej.