iPad: ebøgernes mekka

Apples iPad bliver et mekka for den stadigt voksende skare af ebogslæsende mennesker. Det er i de seneste dage sevet at iBookstore, den applikation Apple vil sælge ebøger gennem, fra starten vil rumme adgang til 30000 bøger fra Gutenberg-arkivet, som rummer et væld af klassikerbøger (primært fra den engelsksprogede verden). Derudover kan enhver læse standardformaterede epub-bøger i iBook-applikationen.

Konkurrerende apps

Udover Apples egen iBookstore, tegner der nu til at mindst tre konkurrende boghandlere eller ebogsdistributører lancerer specialdesignede apps til iPadden: Amazons Kindle App, Kobo’s App og B&N’s app.

Her er en demo af Kobos iPad app:

Det er altså tre separate mini-boguniverser, som brugerne får gavn af.

I praksis vil det selvfølgelig være noget bøvl for brugerne på længere sigt, fordi de forskellige apps knytter forskellige kopisikringsystemer på de fleste af deres bøger. Når man køber en ebog hos Kobo kan man altså ikke frit vælge at læse den på Kindle app’en, hvis man synes den er federe at læse i.

Omvendt så er der alle muligheder for at gå til den billigste forhandler, hvilket må antages at gavne forbrugerne i sidste ende.

Dedikerede apps

Ydermere så sælger en række forlag ebøger som dedikerede apps, som kan findes blandt de øvrige apps i App storen. Her er der oftest tale om de sædvanlige ebøger der er digitale kopier af den trykte bog, men også om såkaldte “enhanced ebooks”, altså ebøger der gennem video og lydintegration er meget mere interaktive end bøgerne nogensinde kan blive.

Online bøger

Endelig vil det være muligt at læse ebøger der kan læses online, dvs. bøger der findes tilgængelige gennem iPaddens webbrowser, Safari. Dette gælder fx. min egen arbejdsgivers “iBøger“, som kan tilgås på denne måde, men også en række af de amerikanske uddannelsesforlag leverer sådanne tilbud.

Det er altså ikke for meget at beskrive iPadden som den første egentlige platform for ebogslæsning. Det giver fremfor alt mulighed for at der kan påstå en reel konkurrence, som virkelig vil drive en udvikling af mediet frem. En udvikling der måske for alvor kan løsrive vores forventninger til bogen fra dens fysiske manifestation i papyrus, voks og papir, til den frie læseudfoldelse i det digitale rum.

Og dette gælder blot for bogens verden: vent bare på det væld af muligheder der dukker op, når iPadden bliver brugt som skabende redskab!

4 thoughts on “iPad: ebøgernes mekka

  1. Jeg spørger bare, som jeg har forstand til – jeg er ret grøn på e-bøger, men jeg har startet et site, fordi jeg synes, e-bogen er den mest geniale idé siden den dybe tallerken: Jeg troede, det helt geniale ved e-bogslæseren var e-ink-teknologien, dvs. at man netop IKKE skulle læse på en baggrundsbelyst computerskærm, hvilket er temmelig trættende. IPad’en er vel en alm. computerskærm?

    • Hej Ulla
      Det geniale ved eInk er ganske rigtigt at den ikke er baggrundsbelyst, og at den har uhyrligt lang batterilevetid i forhold til netbooks, iPad og lignende. Men påstanden om at det er trættende at læse på baggrundsbelyst skærm er altså ikke rigtig for alle mennesker. Jeg sidder selv foran en skærm rigtig meget af min arbejdstid og også en stor del af min fritid, hvad enten det er min lcd tv-skærm, min laptop eller min iPhone. Det tror jeg rigtig mange mennesker gør, og derfor tror jeg ikke der gælder specielle forhold for ebogslæsning på disse skærme. Fakta er desuden at langt de fleste ebøger stadig læses på en computerskærm (indtil videre).
      Jeg anerkender selvfølgelig at der kan gælde særlige forhold for mennesker der ikke har optimalt syn, hvilket på den anden side også er en stor del af den købedygtige del af befolkningen, dvs. det såkaldte grå guld – som så vidt jeg ved også tilhører den mest aktive gruppe af brugerne af eInk-læserne.

      PS: lækker blog du har Ulla 🙂

  2. Tusind tak – du er velkommen til at linke 🙂
    Og nu du siger det, så sidder jeg jo også selv og læser og skriver hele dagen uden at blive træt i øjnene, men jeg gider alligevel ikke læser bøger på skærmen. Måske fordi linjerne ofte bliver for lange i forhold til linjerne i en bog?
     

    • De fleste ebøger der læses på computerskærme i dag er PDF-filer, som er sat op nøjagtig som bogen, dvs. med samme linje- og sidebredde. Tekster der er sat med “flydende” layout, fx. epub-filer læses normalt i programmer der tillader brugeren at justere på skærmbredden eller skriftstørrelsen, så der ser jeg heller ikke de store problemer?
      Jeg tror at det afgørende for, hvad og hvordan man gider at læse ebøger er, at man har en dims der er let at have med rundt. Og der har Kindle og endnu mindre gadgets, som fx. iPhonen eller andre Smartphones en lille fordel frem for iPadden, der måske er lige uhandy nok, og i hvert fald er svær at have med i frakkelommen..

Skriv et svar