Kindle lanceres i Danmark

Amazon har i dag lanceret deres Kindle worldwide – og herunder Danmark. Det betyder at danskerne  – formodentlig senere på året – vil kunne købe e-bøger online på Amazon til priser omkring 9.99$. Det vil helt sikkert få betydning for det danske bogmarked, og skubbe gang i ebogssalget. Amazons chef, Jeff Bezos fortæller samtidig i et interview til New York Times, at i de tilfælde hvor Amazon sælger både en trykt og en digital version af en bog, så udgør salget af Kindle-versionen 48% af det samlede salg. Det er imponerende.

Amazons produkt er ikke optimalt på mange måder – hvor er f.eks. en ordentlig notefunktion, så elever kan tage noter til de tekstpassager de læser, og dele dem med deres lærer. Og hvorfor er alle bøger sort/hvide, når det nu er et digitalt produkt, hvor alt kan lade sig gøre? – men med disse tal er spørgsmålet, om ikke Kindlen er ‘god nok’ ?

Læs mere om Kindlen på Amazons website…

Apple på vej med interaktive tegneserier?

Meget tyder på at Apples næste træk er at lancere en større tablet der kan bruges til f.eks. at læse ebøger, men som formodentlig vil lægge vægten på indhold af mere underholdende karakter end den typiske sort-hvide ebog på Kindlen. Det ser således ud til at være godt nyt for alle tegneserieentusiaster.

Nogle facts:

  • Steve Jobs, Apples chef sidder i bestyrelsen for Disney, som selvfølgelig også ejer Pixar, som Jobs også er chef for.
  • Disney har annonceret en digital børnebogsplatform på abonnement, som IKKE er tilgængelig på Kindle. Disney siger de “afventer ebogslæsere der har lyd og farver”.
  • Disney har også lige købt tegneseriegiganten Marvel – overraskende, Disney normale målgrupper taget i betragtning.
  • I følge Gizmodo har Apple på det seneste holdt en lang række møder med folk fra magasin og forlagsbranchen og har modtaget fyldte lastbiler med bøger på deres campus (til scanning?).
  • Ifølge samme kilde vandt et projekt om tekstbogsdistribution til studerende på iTunes en intern konkurrence på Apple. Ideen i projektet var angiveligt at sælge  ebøger i høj kvalitet til en lav pris mod at de er rettighedssikrede og med udløbsdato.
  • Apple har lanceret et nyt format i iTunes, kaldet iTunes LP der gør det muligt at sælge rettighedssikrede interaktive bøger (og tegneserier) gennem iTunes, og de kan så leveres på iPod/iPhone og fremtidige platforme.

Det eneste der mangler er sådan set en hardwareplatform der gør det lettere at læse sine tegneserier eller ebøger på platformen end de nuværende relativt små iPhones og iPods. Relativt pålidelige rygtemagere siger vedholdende at Apple er på vej med en ny 10,7″ tablet et eller andet sted i starten af 2010…

Døm selv – er det helt ude i skoven konspirationsteori/Apple fanboy-tankegang, eller er der noget om det?

ePub, eInk og eBooks er en blindgyde

Konstellationen af ebogsformatet ePub, eInk-teknologien og eBooks, dvs. ebøger som sådan er et fejlslagent projekt der i sidste ende vil få bogmarkedet til at kollapse fuldstændigt, det mener i hvert fald bloggeren Mike Cane. Kritikken går først og fremmest på at formatet er dårligt ogvil blive piratkopieret, fordi det er så tilgængeligt; eInk-formatet, som Kindle og næsten alle andre ebogslæsere er for dårligt og dyrt til at få en større udbredelse, ligesom ebogsmarkedet stadig udgør en forsvindende del af det samlede marked. Mere pirateri kombineret med dårlig kvalitet og en allerede igangsat priskrig vil til sidst få bogmarkedet til at kollapse 100%, forudser Cane, i det han sammenligner med videospils-markedet der kollapsede i 1983, fordi markedet ikke var klar til det.

Cane er nok den mest bitre og pessimistiske kommentator til ebogsmarkedet jeg længe har læst, men han har én god pointe: de nuværende ebogslæsere er for dyre og for dårlige. Jeg mener, hvorfor findes der ikke mulighed for simpel notetagning på Amazons Kindle? Der røg lige hele markedet for alle de der bruger bøger til mere end ren underholdning. Og det er jo særligt hele uddannelsessektoren, som om nogen ville kunne få ebogslæser-salget i gang. Og det er bare et eksempel. Cane peger også på en løsning: nemlig at satse på ebogslæsere der kan mere end én ting, som kunderne allerede har: dvs. PC’en (netbooks især) og hele generationen af smartphones (iPhones især).

Kilde:

http://ebooktest.wordpress.com/2009/08/06/why-eink-epub-and-ebooks-will-fail/

Lost symbols-ebogsudgaven sælger bedre end den trykte udgave!!

Den allerstørste nyhed er ikke at bogen har solgt rekordmange trykte udgaver på førstedagen, men at ebogsudgavens salgstal faktisk har overgået den trykte. Det fremgår i hvert fald af Amazons hitlister, at ebogen sælger bedre end den trykte. I forhold til piratdiskussionen, så taler vi her om versionen med fuld kopisikring.

Formodentlig har vi at gøre med et specielt fænomen: En uhyre hypet bog har skabt så stor en forhåndsforventning at fans, fremfor at vente på den trykte bog bliver leveret med posten fra Amazon, har klikket på “Køb nu” for at få øjeblikkelig adgang til den bog de har ventet så længe på. Det er altså et unikt tilfælde vi har at gøre med. Alligevel er det revolutionerende, og i fint spænd med de eksponentielt stigende salgskurver vi længe har kunnet konstatere for ebøgerne. More to come..

Kilde: The Kindle Nation..

Lost symbols: Dan Browns nye bog piratkopieret på dag 1

lostsymbolDan Browns nye 784 sider lange bog “The lost symbol” blev allerede gjort tilgængeligt og piratkopieret på dag 1, den var ude i handlen. Det skriver Teleread i dag. Det tog således ikke de entreprenante copyrightbrydere nogen tid at bryde den kopisikring der var lagt på den ePub-fil man kunne købe online. Piraterne har samtidig været så flinke at fremstille flere udgaver i forskellige formater, så bogen kan læses på forskellige ebogslæsere.

Samme dag kunne udgiveren, Random House, annoncere at de havde solgt over en million hardcover eksemplarer af bogen worldwide. Det er rekord for voksenfiktion. Bogen ligger også på toppen for ebogssalget. Der er således ingen tegn på at piratkopieringen har nået at skade salget – det skal nok blive en bestseller, ligesom de øvrige af forfatterens værker. Forlaget har da også et første optryk på 5 millioner, som de har skyndt sig at supplere op med 600000 ekstra eksemplarer i trykken.

Det virkelige spørgsmål er således om piratkopieringen vil være til skade eller til gavn for salget bogen fremover – skillelinjen står imellem om man tror på at øget kendskab til bogen vil øge salget af den trykte bog, eller om man tror på at det tværtimod får folk til at glemme at købe den hos deres boghandler.