Biblioteksbøger på din ebogslæser

Lad mig sige det kort.

OBS: Informationen i dette indlæg er forældet – det er her udelukkende af historiske årsager. Se i stedet dette opdaterede indlæg]

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på, hvilket besværliggør processen med at læse ebøger lidt. Jeg vil her gennemgå mulighederne og kort forklare, hvordan du gør.

Kindle og andre eInk-ebogslæsere

Kun nogle af de eInk-baserede ebogslæsere har overhovedet mulighed for at læse ebøger baseret på den kopibeskyttelse, bibliotekerne anvender. Amazons Kindle kan for eksempel slet ikke læse bibliotekernes ebøger, det til trods for at den er den mest udbredte ebogslæser af alle. Det er estimeret at der blev solgt otte milioner Kindles i 2010, hvilket kan ses i sammenligning med Apples iPad der i samme år solgte omkring fire millioner. Kindlen læser kun bøger der er kopisikret med Amazons egen kopibeskyttelsessystem, som kun omfatter bøger solgt fra deres egen onlineboghandel.

Efter dansk lovgivning har du mulighed for at bryde kopisikringen for at læse den på din Kindle, hvilket en søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let, men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under.

En række andre ebogslæsere, fx. Sonys linje af readere, kan umiddelbart læse de kopibeskyttede filer.

iPad, iPhones og andre smartphones

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige nu kan du vælge mellem to mindre kendte programmer, nemlig Bluefire Reader eller Txtr. Tag det med forbehold: Bluefire var klart den bedste af de to, sidst jeg kiggede, men tingene kan ændre sig. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne. Det er skuffende.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx. en HTC Gratia, er din eneste mulighed et program, der hedder Aldiko.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Så går du enten direkte ind på dit biblioteks hjemmeside og søger efter ebøger, eller ind på ebib.dk eller ebogsbibliotek.dk. På begge er det første du skal gøre at vælge dit eget bibliotek og logge ind med dit eget biblioteks brugeroplysninger, så dit udlån kan registreres.
  3. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions, hvor du kan læse den i en uge, hvorefter den bliver ulæselig.
  4. Sidste skridt er at synkronisere ebogen til din ebogslæser. Det foregår på forskellig vis, afhængig af hvilken platform du anvender og hvilken app du benytter. Jeg må derfor henvise til brugervejledningen for den enkelte enhed eller app. Generelt er det dog meget let, og kræver at du på ebogslæseren eller i app’en taster dit Adobe ID ind.

Bemærk: ebib.dk er en eksperimentel ordning for ebøger, og den vil med sikkerhed blive opdateret, da forlagene i løbet af 2010 har indført et helt nyt distributionssystem for ebøger, som i løbet af 2011 formodentlig også vil medføre forandringer i måden, bibliotekerne vil kunne levere ebøger på. Derfor skal disse oplysninger tages med et gran salt, og formentlig med begrænset varighed.

Men nyd det, sålænge det varer.

Update 19:32 29/12/2010 (opdateret med link 2.1.2011): Esben Fjord har i kommentar gjort opmærksom på, at man på iPad eller iPhone (og formodentlig også på Android) kan hente ebøger direkte fra ebogsbibliotek.dk, så man helt slipper for at blande sin computer ind i sagen. Man skal dog stadig have et Adobe ID for at kunne åbne de lånte ebøger. Se hans gode indlæg på eklumme.dk for en vejledning.

Jeg skylder også at nævne, at der udelukkende er tale om kopibeskyttede bøger i pdf-format, som altså ikke er særlig godt egnet til mobil-brug.

9 thoughts on “Biblioteksbøger på din ebogslæser

  1. HTC’s seneste android telefoner (Desire HD og Desire Z i hvert fald) kommer med en ebog læser app der hedder reader. Den har fuld understøttelse for Adobe ID så den burde også virke med ebib.dk (jeg er netop ved at teste dette).

    • Ja, det er helt galt at man leverer ebøger i PDF-format. Den ny biblioteksløsning, vi forhåbentlig kommer til at se i 2011, vil være baseret på de samme epub-filer, som forlagene sælger via saxo.com, m.fl.

  2. Har eksperimenteret lidt med Bluefire Readeren på såvel iPad som iPhone og fundet ud af, at det rent faktiske kan lade sig gøre at låne bibliotekets e-bøger direkte via den indbyggede Safari browser, når først du har oprettet en Adobe ID og registreret den i Bluefire.
    Herefter skal du faktisk bare gå ind på ebogsbibliotek.dk og låne e-bogen som du ville gøre det på computeren, så downloades og åbnes den automatisk i Bluefire appen.

    • Det er jo glimrende, at man kan springe PC’en over. Det er ekstremt vigtigt for ebøgernes fremtid, at det hele kan foregå trådløst fra den enhed, man tilfældigvis sidder med, så man kan springe kabler, konvertering, osv. over.

      Jeg tilføjer lige ebogsbibliotek.dk til indlægget, for der er udvalget jo faktisk størst.

Skriv et svar