Kindles DRM cracket

Ak ja, så skal bogbranchen til at lære den samme lektie som musikbranchen. En Israelsk hacker har meddelt, at han har brudt den kopisikring, som boghandlergiganten Amazon lægger på sine ebøger til deres Kindle, og det må få bogbranchen til at overveje, om de nu også gør det rigtige.

Ifølge BoyGeniusreport har den israelske hacker, der går under navnet  “Labba”, brudt den kode, der gør det umuligt for folk der har købt ebøger på Amazon at anvende deres bøger på andre platforme uden Kindle-understøttelse. Her taler vi især om andre ebogslæsere, fx. Androidbaserede. Samtidig gør koden det naturligvis også muligt at piratkopiere filerne, og det må give stof til eftertanke for de forlag, onlineboghandlere og bibliotekstjenester der i dag udbyder ebøger med kopisikring.

Pointen er ikke svær at forstå, men for at stave det tydeligt, så er ebøger digitale, og entreprenante hackere finder altid en vej uden om de rent digitale kopisikringssystemer, der udtænkes. Den eneste måde at undgå ‘digitale indbrud’ er ved at lade fysiske genstande indgå i kredsløbet et sted. Det er fx sådan min netbank, Jyske Bank med et fysisk nøglekort med brug og smid væk-nøglekoder, sikrer sig mod ubudne gæster. Det kommende digitale signatur er, så vidt jeg forstår, baseret på en lignende løsning. I modsætning hertil er alle kendte kopisikringsløsninger for musik og ebøger rent digitale, og de er alle derfor principielt usikre.

Det er derfor ikke svært at gå bare lidt tilbage i historien og se på musikbranchen, der i dag overvejende leverer musik, som ikke er beskyttet af ‘hård’ kopisikring, der gør det umuligt at dele og åbne musikfiler uden kryptering. Apples iTunes leverer musikfiler med ‘social DRM’, dvs. filer der er stemplet med brugerens oplysninger, herunder emailadressen. Amazon selv leverer MP3-filer uden nogen form for kopisikring (det understøtter MP3-formatet ikke). Det gør de fordi alle erfaringer har været at brugerne omgår denne beskyttelse med hackeres hjælp, eller simpelthen køber andre steder, hvor der ikke er denne kopibeskyttelse. Eller de kopierer musikken ind direkte fra CD’en. Læren fra musikbranchen – i hvert fald i forhold til det generelle musikmarked – er at man skal satse på tilgængelighed, snarere end på at sætte barrierer for brugen op for brugerne. Alle undersøgelser peger da også på at åbent tilgængelige filer ikke skader salget, men tværtimod fastholder eller styrker det.

For bogbranchens vedkommende er der formodentlig mange motiver, som kører – herunder de, jeg har redegjort for gør sig gældende inden for undervisningslitteraturen. Der er formodentlig en del nicher, som ikke har gavn af manglende kopisikring, præcis ligesom der formodentlig er inden for musikbranchen, fx hvad angår lydbøger, specielle muskprodukter, osv. Bogbranchen har formodentlig også satset på at det indtil videre ikke har været så let at digitalisere de trykte bøger med en scanner derhjemme, man har i hvert fald kun set det for de allerstørste bestselleres vedkommende (i Harry Potter-klassen). Men den tid er nok ved at være slut, for bogscannerne kommer stadigt længere ned i pris. I 2009 er flere indiske baggyde-digitaliseringsvirksomheder blevet afsløret, og der er sikkert endnu flere derude.

Men vi skal nok, ligesom musikbranchen, bruge nogle år før de store spillere indser, hvor det bærer hen..

2010: nye ebogslæsere på markedet

Året 2010 vil blive året hvor vi for alvor vil se nye gadgets på det internationale marked, som vil slå fødderne væk under den generation af ebogslæsere, der er lanceret i løbet af i år. Ganske vist kan det for folk i bogbranchen opleves som en revolution at der i 2009 kom en række ebogslæsere – bla Kindle 2, Kindle DX, B&N Nook, Plastic Logic, entourage Edge, Txtr – som alle sammen giver en forbedret læseoplevelse. Men 2010 vil blive større, ikke fordi der kommer flere ebogslæsere, men fordi det vil være året hvor en række smartphones og multimedie “tablets” bliver lanceret. De vil være kendetegnet ved at kunne mange ting, hvoraf ebogslæsning kun er én af dem.

  1. I det kommende år vil Google lancere deres egen telefon, som vil køre en ny version af Android – Googles mobile styresystem. Google har en enorm pengekasse, de vil kaste efter dette projekt, så de for alvor kan få del i reklameindtægterne fra den mobile platform.Det vil for alvor give hele Android-platformen et skub fremad, og dermed ebogslæsning på mere avancerede og større enheder end i dag. Google lancerer deres telefon 5. januar 2010.
  2. Apple forventer jeg lancerer en ‘tabletmac‘, som vil bygge på iPhone-styresystemet og dermed have adgang til over 100000 applikationer. En allerede populær platform vil dermed få et yderligere rygstød. Teleanalytikere som john Strand og andre såkaldte eksperter vil give den dødsstødet med det samme, fordi de ikke kan se den slå igennem, når der ikke findes et marked for den allerede. Men Apple vil helt klart forsøge at skabe et marked for sådan en enhed, på samme måde som de tålmodigt gjorde med deres iPod og det vil de gøre ved at integrere den med deres øvrige udbud af hardware og software. Apple har mange ressourcer på kistebunden til sådan en satsning, har demonstreret at de kreativt kan forbinde deres forskellige udbud og tjenester, og vil helt sikkert have tålmodighed til at føre strategien igennem. Apple har indkaldt til pressemøde 26. januar 2010, hvor de formodentlig vil lancere “tabletmac”.

I modsætning til mange af de egentlige ebogslæsere, bygget primært op omkring ebogslæsning, så vil disse enheder være globalt tilgængelige efter kort tid, og de vil være tilgængelige for danske boglæsere og forlag uden de store ekstraomkostninger. Apple vil stille redskaber til rådighed der vil gøre det nemt for forbrugerne selv at konvertere materiale til brug på platformen, mens Google bla. lancerer Google Editions, der gør det muligt for forlagene at sælge ebøger problemfrit på denne platform.

Red 27.12:.10: Rettet slåfejl og tilføjet datoer for lancering.

2010: Forudsigelser for det digitale bogmarked

Tre forudsigelser for det kommende år: Det er december og dermed er det ved at blive den tid på året, hvor forskellige guruer på nettet kommer med forudsigelser for det næste års tid. Hvad vil vi se af nye teknologier og udviklinger inden for den digitale bogbranche? Kommer ebøgerne for alvor? Det gælder fx den fænomenale Booksquare, der forudsiger 4 udviklinger, bla. at prisen på 9.99$ for ebøger vil konsolideres. I dette indlæg vil jeg, inspireret heraf, forsøge mig ud i spådommens kunst. Uden yderligere forsinkelser er hermed mine forudsigelser for, hvad der vil ske på det danske bogmarked i 2010.

1. Konsolidering

Året vil se en yderligere konsolidering af de store forlag på de smås bekostning. En række af de mindre forlag vil få det svært, især de der satser på bestsellere som aldrig dukker op, vil få en svær tid. De store vil skære ned, tære på opsparingen og vente på bedre tider. Jeg forventer at vi skal frem til 2011-12 før der for alvor vil blive konkurrence fra små entreprenante forlagslignende virksomheder, bygget op omkring nye teknologier og sociale platforme, snarere end traditionel udgivelsesvirksomhed. Et eksempel er Studieportalen.dk der har lanceret en ebogsvirksomhed rettet mod elever der deler opgaver via deres portal.

Indtil da vil det kun være de større forlag der har ressourcer til at investere i nye digitale workflows, nye sociale platforme, nye ebogsformater, og så videre.

2. Langsom vækst for ebøger

Ebogsmarkedet vil se en langsom vækst: I modsætning til USA vil ebogsmarkedet herhjemme ikke se vækstkurver der bevæger sig stejlt opad i det nye år. Gyldendal har annonceret en satsning på ebøger, men vi taler om 400-800 bøger, meget lidt samlet set. Andre forlag vil stadig tøve med at følge efter, fordi den gyldne mulighed endnu ikke har vist sig. Tilgængeligheden af ebogslæsere i Danmark er endnu også for lille til at drive markedet. Amazons Kindle er den eneste der markedsføres med et ordentlig økosystem af udbud, let tilgængelighed, osv., men udbuddet af dansk litteratur på Amazon er endnu for lille, ligesom den stadig er for dyr for andre end bogelskere. Endelig findes der ikke noget reelt udbud af ebøger, der kan bruges frit på alle platforme og enheder uden kopisikring, hvilket yderligere vil hæmme udbredelsen.

3. Piratkopiering bliver stort

Branchens manglende evne til at give boglæserne det de vil have – digitale bøger, de kan bruge som de vil, dele med deres venner, have med på deres smartphone, osv. – vil give gode vækstbetingelser for en piratkopiering der kun kan sammenlignes med den massive fotokopiering, der finder sted. Danske studerende og elever vil for alvor ikke have forståelse for forlagenes ‘konservative’ holdning til spørgsmålet. De er vant vil at kunne hente alt andet gratis på nettet og betale, hvis de har lyst, og er ret ligeglade med copyright, sålænge det ikke er dem selv det går ud over. Fildelingstjenester og opgavecentraler vil få mange danske bogbrugere online.

Hermed er hovedet lagt på blokken. Jeg mener selv vi taler om relativt konservative forudsigelser, baseret på den viden jeg har lige nu. Jeg hørte i radioen forleden den gode pointe ( i forbindelse med den geniale entertainer Tom Lehrer) at bare man forudsiger noget der er vanvittigt nok, ender man før eller senere med at blive opfattet som profet 🙂

Læs mere i næste indlæg, hvor jeg vil fokusere på, hvilke ebogslæsere og gadgets, der vil få betydning for det digitale bogmarked i 2010…

Flere gadgets i hænderne
Året 2010 vil blive året hvor vi for alvor vil se nye gadgets på det internationale marked, som vil slå fødderne væk under den generation af ebogslæsere, der er lanceret i løbet af i år. Ganske vist kan det for folk i bogbranchen opleves som en revolution at der i 2009 kom en række ebogslæsere – bla Kindle 2, Kindle DX, B&N Nook, Plastic Logic, entourage Edge, Txtr – som alle sammen giver en forbedret læseoplevelse. Men 2010 vil blive større, ikke fordi der kommer flere ebogslæsere, men fordi det vil være året hvor en række smartphones og multimedie “tablets” vil slå blive lanceret. De vil være kendetegnet ved at kunne mange ting, hvoraf ebogslæsning kun er én af dem.
I det kommende år vil Google lancere deres egen telefon, som vil køre en ny version af Android – Googles mobile styresystem. Det vil for alvor give hele Android-platformen et skub fremad, og dermed og ebogslæsning på mere avancerede og større enheder end i dag.
Apple forventer jeg lancerer en ‘tablet’, som vil bygge på iPhone-styresystemet og dermed have adgang til over 100000 applikationer. En allerede populær platform vil dermed få et yderligere rygstød. Apple vil helt klar forsøge at skabe et marked for