Status på det digitale bogmarked

Sidste år ved denne tid kom jeg i to indlæg med tre forudsigelser for det digitale bogmarked, og nogle forudsigelser omkring nye bog-gadgets i 2010.

Det er tid til at gøre status op på ny: er jeg lige så elendig til at kigge i krystalkuglen som alle andre? Faktisk har jeg ramt godt plet, synes jeg selv. Men døm selv nedenfor. Jeg kommer også med enkelte forudsigelser for 2011 undervejs..

Det digitale bogmarked

Mine tre første forudsigelser om det digitale bogmarked var:

Konsolidering: “Året vil se en yderligere konsolidering af de store forlag på de smås bekostning”.. “Indtil da [2011] vil det kun være de større forlag der har ressourcer til at investere i nye digitale workflows, nye sociale platforme, nye ebogsformater, og så videre.”

Vi venter stadig på de nye innovative forlag, mens det går godt for nogle få, herunder Gyldendal og Modtryk, hjulpet på vej af krimi- og lærebogssalget. 57% af forlags- og medievirksomhederne i Danmark kører med underskud i 20101. Året har set nogle få spændende boghandlere skyde op, fx. booksnob.dk, men vi har endnu ikke set mange for alvor tage springet med at lave bøger på innovativ vis i Danmark, og det skyldes nok, at der endnu ikke har været nogen klar teknologisk platform at gøre det ud fra.

Jeg ser tidligst nye konkurrenter give de etablerede forlag alvorlig modstand i slutningen af 2011, men man kan jo blive overrasket..

Langsom vækst for ebøger: “Ebogsmarkedet [i Danmark] vil se en langsom vækst: I modsætning til USA vil ebogsmarkedet herhjemme ikke se vækstkurver der bevæger sig stejlt opad i det nye år.”

Alle udmeldinger peger, uden at jeg har eksakte tal, på at væksten for ebøger nok er stejl i Danmark, fordi vi starter niveauet meget lavt, men at vi stadig er nede i meget få procent, måske 1-2% af det samlede bogsalg. Det er stadig en meget stor investering for de mindre og teknologisk forældede forlag at springe ud i at digitalisere bagkataloget. Saxo har her i december måned forsøgt sig med en fast pris på de skønlitterære ebøger på 99kr. Vi skal desværre nok endnu længere ned før det batter. Amazon opererer med 9,99 us$ pr. bog, hvilket med dansk moms vel svarer til max 70 danske kr. Selvpublicerende forfattere som Joe Konrath mener at vi skal helt ned på 2,99 us$ før vi når den pris, forbrugerne vil betale – altså sammenligneligt med musikkøb eller videoleje online i USA. Nogle selvpublicerende forfattere har succes med at sælge til endnu lavere priser – helt ned til 99 cent pr bog.

Det er min forventning, at de etablerede forlag og forhandlere skal bløde endnu et par år, før de for alvor indser at et frit digitalt marked kræver store omstruktureringer og en helt anden forretningsgang.

Piratkopiering bliver stort:  “Branchens manglende evne til at give boglæserne det de vil have”… vil give gode vækstbetingelser for en piratkopiering der kun kan sammenlignes med den massive fotokopiering”..”Fildelingstjenester og opgavecentraler vil få mange danske bogbrugere online.”

Jeg har desværre ikke nogen tal for dette, så det er svært at underbygge, men hvis nogen ligger inde med data, så må de endelig sige til. Den største hindring for udbredelsen af piratkopiering er nok fortsat, at der ikke findes særlig mange ebøger at kopiere. I mellemtiden er det blevet lettere at omgå kopisikringen, da der løbende bliver frigivet nye redskaber til det.

Nye gadgets i 2010

I forhold til ebogs-gadgets, så kom jeg med flere forudsigelser, hvoraf de fleste holdt stik, og de forekommer i bagklogskabens lys heller ikke særligt revolutionerende.

Google-telefonen: “I det kommende år vil Google lancere deres egen telefon, som vil køre en ny version af Android – Googles mobile styresystem.”

Tja, det gjorde de, og der findes i dag et væld af Androidbaserede telefoner på markedet, ja faktisk er 9 ud af ti solgte telefoner i dag smartphones i Danmark, og heraf er rigtigt mange af dem Androidbaserede. En kæmpe potentiel platform for mobil læsning.

iPad: “Apple forventer jeg lancerer en ‘tabletmac‘, som vil bygge på iPhone-styresystemet.”

Det gjorde de søreme, men den kom til at hedde iPad, og 2010 er blevet kaldt iPaddens år, ikke uden grund. Langt de fleste iPad-ejere, køber og læser bøger på dem, og der er solgt 14 millioner af dem indtil videre, heraf en pæn del parallelimporteret til  Danmark allerede inden de blev officielt lanceret. I Danmark vurderes iPad-salget efter den officielle lancering at udgøre over 95 af det samlede salg af tablets, mener jeg at have læst et sted.

Selvom der i 2011 bliver lanceret en række nye konkurrenter, er det min vurdering, at Apple har så meget teknologi med patent, adgang til essentielle komponenter og så stort momentum, at de i praksis vil have monopol på tabletmarkedet et godt stykke tid fremover. På trods af, at der foreløbigt er solgt hele 8 millioner Kindles internationalt i 2010, så er det derfor min vurdering at det er på iPad og tabletplatformene generelt, vi vil se ebøgerne vinde frem i Danmark i løbet af 2011.

Pages med epub-eksport: “Apple vil stille redskaber til rådighed der vil gøre det nemt for forbrugerne selv at konvertere materiale til brug på platformen, mens Google bla. lancerer Google Editions, der gør det muligt for forlagene at sælge ebøger problemfrit på denne platform.”

Apple har faktisk gjort det muligt at eksportere direkte fra deres tekstbehandlingsprogram Pages til epub-formatet. Jeg har testet det, og det gør det utrolig let at producere ebøger uden tekniske forudsætninger. Google har derimod været skuffende langsom til lancere Google Ebookstore, som det kom til at hedde. Oven i købet har Google ikke lanceret deres online boghandel i Danmark, hvilket er endnu mere skuffende, for her har vi at gøre med en platform der virkelig kunne udfordre Amazon i forhold til de ikke-engelske markeder, som Danmark.

Amazon har nemlig vist sig at være den helt store spiller internationalt på ebogsmarkedet. De har formået at lancere Kindle apps til alle vigtige platforme, så ingen kan sige at man låser sig til en bestemt hardware med valget af deres platform. Deres egen Kindle 3 er prissat ekstremt lavt i forhold til konkurrenterne, ligesom de med deres webplatform og forbedrede profitdeling med forfattere og forlag, har sat alle sejl til for at beholde det forspring, de allerede har. Det er bare ikke så sjovt for os danskere, som, til trods for at vi kan købe Kindlen for ca. 1100 kr. direkte hos Amazon, ikke har glæde af dansksprogede bøger i Amazons butik.

Jeg satser på, at Amazon i 2011 lancerer deres egen touchbaserede Kindle DX, rettet mod uddannelsesmarkedet. Det er oplagt med touchskærm til udvidet notebrug, mens den almindelige Kindle fortsat er “god nok” til læsning af skønlitteratur

  1. Magisterbladet 20, december 2010, p.43 []

Biblioteksbøger på din ebogslæser

Lad mig sige det kort.

OBS: Informationen i dette indlæg er forældet – det er her udelukkende af historiske årsager. Se i stedet dette opdaterede indlæg]

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på, hvilket besværliggør processen med at læse ebøger lidt. Jeg vil her gennemgå mulighederne og kort forklare, hvordan du gør.

Kindle og andre eInk-ebogslæsere

Kun nogle af de eInk-baserede ebogslæsere har overhovedet mulighed for at læse ebøger baseret på den kopibeskyttelse, bibliotekerne anvender. Amazons Kindle kan for eksempel slet ikke læse bibliotekernes ebøger, det til trods for at den er den mest udbredte ebogslæser af alle. Det er estimeret at der blev solgt otte milioner Kindles i 2010, hvilket kan ses i sammenligning med Apples iPad der i samme år solgte omkring fire millioner. Kindlen læser kun bøger der er kopisikret med Amazons egen kopibeskyttelsessystem, som kun omfatter bøger solgt fra deres egen onlineboghandel.

Efter dansk lovgivning har du mulighed for at bryde kopisikringen for at læse den på din Kindle, hvilket en søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let, men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under.

En række andre ebogslæsere, fx. Sonys linje af readere, kan umiddelbart læse de kopibeskyttede filer.

iPad, iPhones og andre smartphones

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige nu kan du vælge mellem to mindre kendte programmer, nemlig Bluefire Reader eller Txtr. Tag det med forbehold: Bluefire var klart den bedste af de to, sidst jeg kiggede, men tingene kan ændre sig. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne. Det er skuffende.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx. en HTC Gratia, er din eneste mulighed et program, der hedder Aldiko.

Sådan gør du

  1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
  2. Så går du enten direkte ind på dit biblioteks hjemmeside og søger efter ebøger, eller ind på ebib.dk eller ebogsbibliotek.dk. På begge er det første du skal gøre at vælge dit eget bibliotek og logge ind med dit eget biblioteks brugeroplysninger, så dit udlån kan registreres.
  3. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions, hvor du kan læse den i en uge, hvorefter den bliver ulæselig.
  4. Sidste skridt er at synkronisere ebogen til din ebogslæser. Det foregår på forskellig vis, afhængig af hvilken platform du anvender og hvilken app du benytter. Jeg må derfor henvise til brugervejledningen for den enkelte enhed eller app. Generelt er det dog meget let, og kræver at du på ebogslæseren eller i app’en taster dit Adobe ID ind.

Bemærk: ebib.dk er en eksperimentel ordning for ebøger, og den vil med sikkerhed blive opdateret, da forlagene i løbet af 2010 har indført et helt nyt distributionssystem for ebøger, som i løbet af 2011 formodentlig også vil medføre forandringer i måden, bibliotekerne vil kunne levere ebøger på. Derfor skal disse oplysninger tages med et gran salt, og formentlig med begrænset varighed.

Men nyd det, sålænge det varer.

Update 19:32 29/12/2010 (opdateret med link 2.1.2011): Esben Fjord har i kommentar gjort opmærksom på, at man på iPad eller iPhone (og formodentlig også på Android) kan hente ebøger direkte fra ebogsbibliotek.dk, så man helt slipper for at blande sin computer ind i sagen. Man skal dog stadig have et Adobe ID for at kunne åbne de lånte ebøger. Se hans gode indlæg på eklumme.dk for en vejledning.

Jeg skylder også at nævne, at der udelukkende er tale om kopibeskyttede bøger i pdf-format, som altså ikke er særlig godt egnet til mobil-brug.