Kindlens succes er et sort dansk fremtidsscenarie for ebøger

Mens markedet for ebøger for tiden ser ud til at udvikle sig med stormskridt, ser det ud til at Amazon i stigende grad sætter sig på markedet. Det er kan muligvis fremstilles positivt for forbrugerne med ét samlet format, de kan forholde sig til. Men, som jeg vil forsøge at argumentere for, så tegner dette et relativt dårligt scenarie for den nære og mellemlange fremtid for ebøgerne i Danmark.

Det går strygende for udbredelsen af ebøger i USA lige nu. Ebogssalget stiger og stiger, og der kommer hele tiden nye, forbedrede eboglæsere på på markedet. Lige nu ser det ud til at Amazons Kindle som platform betragtet har enorm succes. Amazon har således i denne uge meddelt, at de nu sælger 180 bøger i deres elektroniske Kindle-format for hver gang de sælger en hardcover udgave af den samme bog. Det skriver fx Wall Street Journal. Det er et slående tal..

Kindle styrer

En ting er, at ebøger typisk sælges til langt under prisen for hardcover-udgaven. Da hardcoverpriserne typisk ligger langt over paperbackudgavens pris, er det nemlig her forlagene har tjent mange af deres penge på trykte bøger. Derfor betyder det at ebøger som udgangspunkt er mindre profitable pr. solgte bog. Samtidig betyder det også, at dette forhold er relevant og vigtigt: Amazon er virkelig ved at bryde igennem på markedet for ebøger.

Men med dette indlæg vil jeg pege på et meget større problem, nemlig betydningen for ebogssalget i Danmark: At Amazon også lader til at sidde på en stor del af det amerikanske marked betyder også, at Kindle-platformen ikke kan ignoreres.

Ganske vist sælger Amazon et stykke hardware, en ebogslæser kaldet Kindle. Den findes i flere udgaver og størrelser. Men det er som platform, de virkelig har fået succes, for det lader samtidig til, at det efter lanceringen af Apples iPad for tre måneder siden, det virkelig er gået godt for Amazons salg. Amazon har nemlig valgt ikke alene at satse på deres egen hardwareplatform. De har således lavet applikationer til de to største konkurrenter på ebogslæsere, nemlig Apples iPad/iPhone og Googles Android-styresystem.

Da Amazon har et langt større udvalg en Apples konkurrerende iBooks, så er det ikke svært at gætte, hvor brugerne køber deres ebøger. Det er ikke først og fremmest hos Apple, men hos Amazon. Det er derfor min klare fornemmelse, at meget af det samlede salg af Kindle-bøger går til disse platforme, ikke til Amazons egen Kindle læser.

Hvad betyder det så for os danskere?

Det store problem er, at selvom Kindlen ganske vist kan købes af danskere fra Amazons amerikanske website (for 79$ ekstra i told og momsomkostninger), så understøtter platformen slet ikke dansk sprog på nogen andre måder. Den indbyggede ordbog er på engelsk. Du kan kun købe abonnementer på engelske aviser. Danskerne betaler et ekstra gebyr på 2-4 dollar pr. bog for at hente dem trådløst fra Amazons webshop, hvilket er meget i forhold til en typisk pris på 9.99$. Sidst, men ikke mindst, så findes der stort set ingen danske bøger på denne platform (hvilket der er flere årsager til, som jeg ikke vil gå i dybden med her). Samtidig ser vi en udvikling, hvor de danske forlag med pubhub-løsningen satser ret entydigt på at udgive ebøger i epub-formatet.

Epub-formatet i Danmark

Isoleret betragtet, er valget af epub-formatet yderst rosværdigt, fordi det er baseret på en fælles standard, som stort set alle andre end Amazon deltager i at udvikle på. Men hvis man ikke kan læse sine bøger i dette format, så følger kunderne ikke med over. Epub-formatet understøttes nemlig slet ikke af Kindlen, særligt ikke hvis bøgerne er kopibeskyttede. Hvis vi nu sammenstiller Amazons de facto stilling som markedsførende på ebogsdistribution med dette, så har vi en rigtig dårlig situation, for vi kan ikke komme uden om, at den danske ebogsudbredelse er meget afhængig af den tekniske platform, dette sker på. Og de konkurrerende ebogslæsere – jeg tænker her på fx CyBook, osv. – ser altså ikke ud til at få en lysende fremtid i konkurrencen med Apple og Amazons hardware-tilbud.

I det mindst ringe fremtidscenarie, vil et fåtal af danskerne købe ebøger hos danske boghandlere, og de vil læse dem i andre applikationer end Amazons Kindle app. Det vil de få gøre, fordi de er dedikerede frontløbere. Men hvor længe vil andre, end de mest dedikerede forlag gide at satse millioner af kroner på at levere indhold til et fåtal af danskerne, når det ikke rykker, fordi danskerne er på Amazons boghandlerplatform? Og hvad med de danske biblioteker?

Således ser det ud som om ebogsmarkedet for en tid er ved at have fundet en vinder i Amazon. Og dog.. Om kort lancerer Google deres bud på en onlineboghandel, kaldet Google Editions. Den bygger på epub-formatet, og vil være universelt tilgængelig på alle hardwareplatforme… undtagen Kindlen.

A new hope..?

Efterskrift: Jeg er ikke den første til at tage dele af denne problematik op: Dorte Toft har tidligere sat debatten i gang som initiativtager til en såkaldt Kindlesalon i Danmark, og peger også samtidig på de større perspektiver i forhold til truslen mod dansk som selvstændigt sprogområde.

Kopisikring af Bøger i Danmark

Stort set alle andre end Amazon sælger, eller planlægger at sælge ebøger i ePub-formatet, der således ser ud til at blive den faktiske standard for ebøger. Det er en stor fordel for forlagene, der kun behøver at levere ét format til distributører og boghandlere.

Problemet er, at forlagene i stor udstrækning ikke vil sælge deres bøger uden kopisikring (DRM), hvilket desværre skaber problemer for læserne, fordi distributører og boghandlere anvender konkurrerende ebogsformater.

Internationale løsninger

  • Amazon bruger deres eget Mobipocket format, med deres egen kopisikring. Amazon har ingen danske bøger i deres boghandel, så verdens største boghandel er paradoksalt nok irrelevant i en dansk ebogsssammenhæng. Det er dog fortsat attraktivt at købe engelsksprogede bøger hos Amazon, som fx kan læses på en Kindle App på en iPad.
  • Amazons største internationale konkurrent, Barnes & Noble anvender ePub med deres egen DRM i deres eReader apps til Kindle og Android. Deres egen ebogslæser Nook understøtter ePub med Adobes DRM. Danske læsere kan dog slet ikke købe ebøger med danske kreditkort, så det kan vi også se helt bort fra i denne sammenhæng.
  • Googles kommende online boghandel, Google Editions benytter ePub, men læserne får kun adgang til købte bøger online, i en krypteret version. Forlagene har igen mulighed for at anvende Adobe DRM til at kopibeskytte adgangen, men det fremstår uklart, hvordan det vil virke. Løsningen kræver en webbrowser, hvilket udelukker de billigste ebogslæsere uden internetforbindelse.
  • Apple sælger ebøger i ePub-formatet med deres egen Fairplay DRM, men understøtter ikke Adobes DRM. Nogle danske forlag, som Libris vil formodentlig sælge ebøger gennem iBookstore. Andre forlag, som Gyldendal og Politiken har lanceret ordbøger og rejsebøger som iPad apps, men de anvender ikke ePub-standarden.

Hvad den internationale markedssituation angår, så er læserne altså relativt ilde stedt. Hvis man køber hos én boghandel, så er man generelt låst til dennes kopisikring og softwareløsning. Som iPad eller Android-ejer kan man selvfølgelig bare installere alle boghandlernes apps og så læse bøgerne købt i de forskellige boghandler, hvilket er fint nok, men ikke en optimal løsning for læseren. Hvilken app var det nu min bog lå i?

Den danske løsning: PubHub

Den danske distributionsløsning, som forlagene i år går ud og understøtter bredt, og som derfor formodentlig vil blive benyttet af de danske boghandlere, er Pubhub fra Publizon. Forlagene leverer bøgerne i ePub-format, og har valget mellem at levere med eller uden Adobes DRM. De fleste eInk-baserede ebogslæsere i dag understøtter ePub kopisikret med Adobe DRM. Det gælder fx CyBook, som Gyldendal sælger.

Umiddelbart forekommer Pubhub derfor som den bedst mulige løsning for alle parter, når vi aktuelt taler om det danske marked.

Der er dog to tilbageværende problemer: platformsafhængighed og online, øjeblikkelig adgang.

Platformsafhængighed

Når man køber en ebog med Adobes DRM, så er den kun mulig at læse og overføre til sin ebogslæser vha. programmet Adobe Digital Editions. Man kan også kun have bogen på 5 enheder, og man kan ikke dele bogen med andre. Man kan heller ikke læse filen på en iPad eller Kindle, hvis man skulle have lyst til det. Eller for den sags skyld, andre fremtidige tekniske platforme, der måtte komme. Bogen er simpelthen låst inde, så man må genanskaffe eller piratkopiere den, hvis man skifter (det samme gælder selvfølgelig også for bøger købt i iBookstore). Den oplagte løsning ville være at forlagene opgav at kopisikre deres bøger, men det forekommer som en utopisk mulighed, som indstillingen er lige nu. Man kan også håbe, at Adobe vil levere apps til iPad, Android og andre ebogslæser-platforme, som gør det muligt at læse bøgerne der. Med Apple og Adobes nuværende rivalisering, så fremkommer også det som en umulighed, i hvert fald på Apples platforme.

Online, øjeblikkelig adgang

Pubhubløsningen giver ikke, i dens nuværende inkarnation, mulighed for trådløs synkronisering og køb af ebøger fra den ebogslæser man benytter. Man skal købe ebogen, downloade den, hente den ind i Adobe Digital Editions, tilslutte ebogslæseren med kabel og synkronisere. Det at man kan sidde på terassen, i sengen eller i toget og hente en bog inden for 60 sekunder, betragter jeg som den væsentligste forudsætning for Kindlens store succes. Det er også grunden til, at de fleste eInk-baserede ebogslæsere efter min mening ikke vil forblive andet end nicheprodukter.

Den bedste løsning ville være, hvis Pubhub, som supplement til kopibeskyttet ePub, leverede en webbaseret løsning der svarer til den, Google har på vej med Google Editions. Den ville kunne leveres på alle platforme med en browser og være tilgængelig altid.

Links

Læs mere om de konkurrende platforme..

Pubhub

Kindle for Mac

Så har Amazon lavet et program, så man kan læse de ebøger, man har købt til sin Kindle på sin computerskærm også – hvis man er Mac-bruger. Det betyder at Amazon nu kan levere ebøger der kan læses på de fleste platforme, herunder PC, Blackberry-telefonen og iPhone. Amazons tanke er helt tydeligt, at de vil være uafhængige af, om det er deres egen Kindle der viser sig at være det, som forbrugerne vil have – de vil levere til alle hardwareplatforme, om det så er Apple, Microsoft eller en tredje platform.

Af en eller anden grund har Amazon indtil videre fravalgt at lave en app til Android-platformen, som Googles telefon, og mange andre af de nye tablets og telefoner som bekendt kører på. Men sådan er der jo så meget 🙂

iPad vs. Kindle som ebogslæser

Apple har lanceret deres nye iPad i går. Det står klart at der ret beset er tale om en overdimensioneret iPod touch, der er en slags hybrid mellem en iPod og en ‘rigtig’ computer, dvs. en bærbar eller stationær PC med skærm og tastatur. Der er tale om et forsøg på at relancere tabletformen på ny. Det er absolut spændende i sig selv, fordi vi måske har at gøre med et paradigmeskift i forhold til den personlige computer som sådan.

Men hvordan fungerer den, hvis man tager ebogslæserbrillerne på? Er den den hellige gral for ebogen, som mange, herunder jeg selv har håbet på? Her er det relevant at sammenligne med den eneste rival lige nu, nemlig Amazons Kindle, der hidtil har været King of Hill, og reelt har skubbet den gryende ebogsrevolution i gang for alvor. gå videre

Kindles DRM cracket

Ak ja, så skal bogbranchen til at lære den samme lektie som musikbranchen. En Israelsk hacker har meddelt, at han har brudt den kopisikring, som boghandlergiganten Amazon lægger på sine ebøger til deres Kindle, og det må få bogbranchen til at overveje, om de nu også gør det rigtige.

Ifølge BoyGeniusreport har den israelske hacker, der går under navnet  “Labba”, brudt den kode, der gør det umuligt for folk der har købt ebøger på Amazon at anvende deres bøger på andre platforme uden Kindle-understøttelse. Her taler vi især om andre ebogslæsere, fx. Androidbaserede. Samtidig gør koden det naturligvis også muligt at piratkopiere filerne, og det må give stof til eftertanke for de forlag, onlineboghandlere og bibliotekstjenester der i dag udbyder ebøger med kopisikring.

Pointen er ikke svær at forstå, men for at stave det tydeligt, så er ebøger digitale, og entreprenante hackere finder altid en vej uden om de rent digitale kopisikringssystemer, der udtænkes. Den eneste måde at undgå ‘digitale indbrud’ er ved at lade fysiske genstande indgå i kredsløbet et sted. Det er fx sådan min netbank, Jyske Bank med et fysisk nøglekort med brug og smid væk-nøglekoder, sikrer sig mod ubudne gæster. Det kommende digitale signatur er, så vidt jeg forstår, baseret på en lignende løsning. I modsætning hertil er alle kendte kopisikringsløsninger for musik og ebøger rent digitale, og de er alle derfor principielt usikre.

Det er derfor ikke svært at gå bare lidt tilbage i historien og se på musikbranchen, der i dag overvejende leverer musik, som ikke er beskyttet af ‘hård’ kopisikring, der gør det umuligt at dele og åbne musikfiler uden kryptering. Apples iTunes leverer musikfiler med ‘social DRM’, dvs. filer der er stemplet med brugerens oplysninger, herunder emailadressen. Amazon selv leverer MP3-filer uden nogen form for kopisikring (det understøtter MP3-formatet ikke). Det gør de fordi alle erfaringer har været at brugerne omgår denne beskyttelse med hackeres hjælp, eller simpelthen køber andre steder, hvor der ikke er denne kopibeskyttelse. Eller de kopierer musikken ind direkte fra CD’en. Læren fra musikbranchen – i hvert fald i forhold til det generelle musikmarked – er at man skal satse på tilgængelighed, snarere end på at sætte barrierer for brugen op for brugerne. Alle undersøgelser peger da også på at åbent tilgængelige filer ikke skader salget, men tværtimod fastholder eller styrker det.

For bogbranchens vedkommende er der formodentlig mange motiver, som kører – herunder de, jeg har redegjort for gør sig gældende inden for undervisningslitteraturen. Der er formodentlig en del nicher, som ikke har gavn af manglende kopisikring, præcis ligesom der formodentlig er inden for musikbranchen, fx hvad angår lydbøger, specielle muskprodukter, osv. Bogbranchen har formodentlig også satset på at det indtil videre ikke har været så let at digitalisere de trykte bøger med en scanner derhjemme, man har i hvert fald kun set det for de allerstørste bestselleres vedkommende (i Harry Potter-klassen). Men den tid er nok ved at være slut, for bogscannerne kommer stadigt længere ned i pris. I 2009 er flere indiske baggyde-digitaliseringsvirksomheder blevet afsløret, og der er sikkert endnu flere derude.

Men vi skal nok, ligesom musikbranchen, bruge nogle år før de store spillere indser, hvor det bærer hen..

B&N og Adobe går sammen om kopibeskyttelse

I en pressemeddelelse har Barnes & Noble, firmaet bag den lovende ebogslæser Nook, annonceret at de sammen med Adobe går sammen om at levere ebøger i ePub-formatet, og at Adobe samtidig modificerer deres kopibeskyttelsesteknologi, så den understøtter B&N’s “Social DRM”-teknologi, der fx gør det muligt at låne ebøger ud, man har købt i B&Ns boghandel. Det er også interessant at Adobes Content Server, som styrer kopisikringen, nu løsnes en smule, så det er muligt kun at passwordbeskytte ebøgerne, og dermed at de kan distribueres på flere platforme, der ikke nødvendigvis understøttes af Adobes klientprogram. Det er lovende, og giver Amazon alvorlig konkurrence.

Samtidig er det også et seriøst rygstød til ePub-formatet, der nu understøttes af begge Amazons konkurrenter, Sony og B&N, samt en lang række andre ebogsleverandører. Det er også gode nyheder for ebogsmarkedet generelt, fordi en fælles, åben standard alt andet lige er en fordel både for producenter og forbrugere.

Red 21.11: jeg havde byttet rundt på Adobe og Amazon i overskriften. Pinligt! Det er rettet.