Lad Staten hjælpe litteraturen uden at genskabe monopoler

Toke Riis Ebbesen Debat

Der er en krise for den danske bogbranche i disse år. Hele vejen rundt oplever forlag og distributører og forhandlere af bøger, at der er problemer med at tjene penge på bøger. I dette indlæg ser jeg på, hvad der er galt, og hvad der kan gøres for at hjælpe bogbranchen politisk, uden at vende tilbage til tidligere tiders bogmonopolisme.

Men inden da imødegår jeg boghandlere og forlæggeres ønsker om at regeringen skal hjælpe bogbranchen ved at afregulere og monopolisere bogmarkedet på forskellig vis.

Standardløsningen: regulering af bogmarkedet

Der er tale om varierende forslag, blandt andet om at indføre faste bogpriser, eventuelt i en kortere periode. Der er også tale om at sænke momsen på bøger og andre tiltag, der primært har til formål at styrke boghandlerleddet direkte, og indirekte forlagene og forfatterne. Der har også været forslag fremme om at gøre det obligatorisk for bibliotekerne at købe et eksemplar af alle de 7-800 skønlitterære bøger, der udgives i Danmark hvert år, til alle filialer. Som for eksempel Søren Møller Christensen fra forlæggerforeningens bestyrelse skriver i Information, eller Gyldendal, der går ud og opfordrer til af-liberalisering af bogmarkedet. Jeg mener, ligesom Jan Østergaard Bertelsen, at de basalt set anbefaler en forkert medicin til de problemer, der forårsager lidelsen.

Der er således ingen tvivl om, at der er en slags krise for bogbranchen i Danmark.

Aktuelt oplevede forlagene en 15% omsætningsnedgang sidste år, hvilket blandt andet har ramt mit nystartede forlagsprojekt, Replikant hårdt. Jeg benægter altså ikke, at der er ikke er problemer. Samtidig oplever forlagene at bibliotekerne rationaliserer og køber færre bøger hjem end tidligere. Den smalle litteratur har det svært. Den sælger, som altid, ikke meget, fordi den netop er smal, men den bliver heller ikke eksponeret som tidligere. Supermarkederne og boghandlerkæderne fokuserer for meget på bestsellerne og er for styret af de store forlags reklamekampagner, fremfor af den gode litteratur, kunne man fristes til at tro.

Den aktuelle lønsomhed er imidlertid kun relativ i forhold til en større problemkreds end den aktuelle økonomiske krise. Grundlæggende, så er bogbranchen i gang med en omstrukturering, der er stærkt forandrende  i forhold til hvordan man producerer, distribuerer og forbruger bøger og indgår i nye internationale netværk, hvor markedskræfterne basalt set ikke interesserer sig for dansk sprog og værdier.

Faktorer der reelt truer bogbranchen

Der er tre overordnede forhold, der gør sig gældende.

  1. Vi skal ruste os til en internationaliseret fremtid, hvor udenlandske boghandlere og digitale aktører generelt kommer til at fylde endnu mere end i dag.
  2. Vi skal også ruste os til en fremtid, hvor paperbacks, der i dag udgør størstedelen af de udgivne bøger, i stigende grad vil blive erstattet af ebøger. En digital fremtid, hvor distributionen også i høj grad er styret af udenlandske aktører, men hvor også selvudgivere i stigende grad får en større rolle, fordi de kan udgive direkte til deres læsere, uden om både forlag og boghandlere.
  3. Endelig, så er problemet mere generelt, end at vi skal beskytte danske forlag og boghandlere, især hvis de opfattes som institutioner, der skal bevare eksisterende måder at læse, forhandle, distribuere og producere bøger på. Det primære samfundsproblem er at understøtte det danske sprogområde, samt at sikre at den danske befolkning opretholder et højt litterært niveau. En belæsthed, der kan give os internationalt udsyn og kompetencer i livet, som går ud over det curriculære, skolesystemet formidler. Det, der i gamle dage blev kaldt dannelse og som er grundlaget for det moderne, produktive samfund.

Det der er behov for, er således primært kulturstøtte, ikke erhvervsstøtte. Vi skal støtte boghandlerne, ikke for deres egen skyld, eller fordi det er rart at være i dem, men fordi de er, eller kan være, en del af det system, hvormed danskerne opnår dannelse. Og den erhvervsstøtte, der skal gives, skal fokusere på at understøtte dannelsen af et marked, der fungerer på de nye vilkår.

Afliberalisering forstærker den eksisterende udvikling

Afliberalisering vil efter min mening kun forstærke den udvikling, der er i gang, fordi den danske regering ganske enkelt ikke kan undgå den digitale udvikling, hvilket den formodentlig heller ikke ønsker. Faste priser vil reelt blot gøre boghandlerne konkurrencedygtige og ikke løse de strukturelle problemer, og i værste fald vil de være en kæmpe prismæssig støtte til supermarkederne, ikke den lokale boghandler.

Sidst men ikke mindst, vil en afliberalisering hæmme innovationen i bogbranchen. Det er dumt at genindføre et defacto boghandler-monopol på salg af bøger, heller ikke blot i en begrænset periode. Lad dog i stedet de, der er bedst til at sælge bøger, gøre det, og bland staten udenom det. Vi skal i stedet tænke i støtteordninger, der støtter salget af den gode litteratur, uanset, om det foregår i Netto eller i Vangsgaards boghandel.

Bogmoms er en død sild

En mindre bogmoms kan virke fristende, men forekommer bestemt ikke som en realistisk politisk mulighed at gå efter. Hvis momsen skal nedsættes for bøger, hvorfor så ikke også for andre trængte brancher?

Er det overhovedet en god ide at lege med momsen? Man har i Danmark tidligere forsøgt sig med momsnedsættelse. Det var et eksperiment under S-regeringen i 70’erne og det gik ret hurtigt i sig selv igen. Derfor tror jeg, at momsnedsættelse mere er udtryk for ønsketænkning, end det er tegn på realisme.

Ebøger sælger anderledes

Hvad angår ebøger, så er det kendetegnende for digitale produkter, at værdien af det enkelte digitale produkt går mod nul. En fil har meget lidt værdi i sig selv. I en digital fremtid kan man derfor primært sælge digitale produkter som tjenester, eller som led i pakker af oplevelser, som læserne føler har en reel værdi for dem. Det er derfor oplagt for mig, at bibliotekernes nuværende ebogsprojekt, ereolen.dk, hvor der er fri adgang til lån af ebøger under visse begrænsninger, er det vigtigste aktuelle projekt at støtte. Det er nemlig reelt en kæmpe og direkte støtte til forlagene og forfatterne. Det er klart, at bibliotekerne ikke skal være den eneste indtægtskilde for forlag og forfattere. Forlag og forfattere må derfor samtidig fokusere på, at de skal finde en hel række forskellige måder at tjene penge på, end blot at sælge dem som enkeltstående produkter. De må, som musikbranchen, fokusere på salg af fysiske oplevelser og på indtægtsstrømme fra mange forskellige digitale tjenester, der for eksempel har karakter af abonnementsordninger. De må investere i den digitale verdens måde at gøre tingene på.

Som det fremgår, så støtter jeg på ingen måde ideen om at fylde bibliotekerne med fysiske bøger. De skal selvfølgelig stadig købes hjem og med tjenester som bib.dk er de tilgængelige overalt i landet på bestilling. Langt de fleste vil, bognostalgi til trods, være glade for at kunne låne en ebog inden for få sekunder. Så kan bibliotekerne spare på magasinplads og fokusere på den fysiske formidling af litteraturen på biblioteker, skoler, arbejdspladser, osv.

Der mangler forslag i debatten til, hvad man så kan gøre. Her er derfor tre mere eller mindre konkrete forslag til, hvad man også kan gøre.

Forslag: Nytænkning af boghandlen

Boghandlerne skal ændre profil, og skal opmuntres til tænke i, hvordan de kan klare sig i kampen mod de store onlineboghandlere, uden at de forbliver dårligere direkte konkurrenter til dem. Mit bud er, ligesom Lise Vandborg, at de skal tænke i nicher. Her tænker jeg både på, at der findes uudnyttede muligheder inden for nogle af genrerne, men også på, at forhandlerne kan gå mere direkte efter bestemte kundesegmenter. Rejseboghandlen i København er et godt eksempel. Og så skal vi se på, hvordan bøger kan formidles kommercielt bedre andre steder end blot i boghandlere, defineret som steder, hvor bogsalg er den primære forretning. Som det er lige nu, så er det nok de facto ikke bøger, der udgør mange provinsboghandleres fortjeneste. I stedet skal vi støtte op om initiativer, hvor bøger har en fremtrædende plads, men ikke nødvendigvis er det vigtigste produkt.

Jeg taler ikke om, at der skal være flere postkortsælgende Bog & Ide-koncepter, men om steder, hvor bogen sælges sammen med produkter, der “passer sammen”. Her er et godt eksempel Løvens Bog og Vincafe i Århus. Det er en cafe, hvis salg åbenlyst primært ligger inden for kaffe, vin og mad, men hvor bøgerne fylder hylderne, og hvor bogarrangementer trækker en bestemt type kunder til. Bøgerne devalueres dermed ikke, og det er ret sikkert, at der sælges mere kvalitetslitteratur her, end på nogen supermarkedshylde.

Meget af dette er op til det private initiativ. At nogen simpelthen får den gode ide og realiserer den selv.  Men der kan også gøres noget i forhold til at gøre det lettere. Hvorfor ikke øremærke en del af iværksætterstøtten til at sikre dansk litteraturs formidling? Der er utroligt mange steder og begivenheder, hvor bøger “passer ind”, hvis man er lidt kreativ.

Forslag: Nyt støttesystem

Der skal ses på at modificere det nuværende støttesystem, så det primært støtter læsning og produktion af dansksproget litteratur (og oversat udenlandsk litteratur) direkte. Der bliver allerede givet en del støtte til forfatterne, så målet må være at støtte de øvrige led yderligere. Det vil altså sige forlag – eller mere generelt støttetjenester for forfattere – samt distributører og sælgere – eller mere generelt formidlere, af bøger. Og hvorfor ikke tænke nyt her? Stil krav om nytænkning, ikke alene på indholdssiden, men også i forhold til, hvordan der formidles, og hvordan produkterne udformes.

Forslag: Bedre lånemuligheder

Endelig foreslår jeg, at man indfører likviditetsfremmende tiltag, der støtter alle led i bogbranchen. Bogbranchen lider nemlig under samme problem, som mange andre brancher, nemlig at det er svært at låne penge, og dermed svært at investere i nye tiltag. Dette gør det svært for de mange mindre, potentielt set nytænkende aktører og nye tværgående initiativer at operere på markedsvilkår. Det kunne for eksempel være en statslig garanti, der gjorde muligt for både forlag, selvpublicerende forfattere, boghandlere og innovative it-baserede tjenester at låne kapital til en bedre rente, og dermed fremmede risikovilligheden i bogbranchen.

Jeg er klar over, at disse tre forslag på ingen måde løser alle problemer, men jeg vil mene, at de kan give en retning i forhold til, hvordan man kan støtte bogbranchen, og dermed litteraturen, uden at kvæle den unødigt i bagudskuende monopolisme.

Gode & dårlige ting ved ereolens kommende streamede løsning

Toke Riis Ebbesen Ebøger & ebogslæsere

Pr. 1. februar 2013 overgår bibliotekernes ebogs-service, eReolen til en ny streamet løsning. Til forskel fra den gamle, hvor man skulle hente bøgerne i epub-formatet, skal man nu fremover læse dem direkte i den browser, man låner bøgerne med. Jeg har haft adgang til at teste det foreløbige interface til læsning af bøger, og vil i denne artikel gennemgå, hvad jeg betragter som de væsentligste fordele og ulemper ved den kommende løsning.

Fordele

  • Kun ét interface: Lånerne slipper for at skulle håndtere to forskellige systemer, for at kunne læse  bøger. Hvor man før skulle låne ebogen via websitet ereolen.dk, hente den ned som fil, og derefter åbne den med et andet program, så foregår det hele nu i den browser, man har åben. Kæmpe fordel.
  • I forlængelse af dette, så slipper lånerne for at skulle håndtere login og kodeord til Adobe ID OG deres lånerkortnumre og adgangskoder. Fremover er det kun ét sæt koder, der skal huskes, nemlig ens låneroplysninger. I min kommune er det cpr-nummeret og et selvvalgt kodeord, som er det samme, jeg kan låne fysiske bøger med på bibliotekets eget website. Smart.
  • Bøgerne kan vise flottere typografi. Den gamle løsning var begrænset til at bruges med ganske få programmer, baseret på Adobes underliggende kode, en løsning, der gav udviklerne af ebøger meget få muligheder for at lave optimal typografi. Den nye løsning er i princippet kun begrænset af, hvad moderne browsere understøtter, og jeg skulle hilse og sige, at der faktisk er temmeligt avancerede ting mulige. Den laveste fællesnævner bliver noget højere, og det er en entydigt god udvikling.
  • At ebøgerne er online-baserede vil også betyde, at forlagene har mulighed for at opdatere dem løbende – med de gode muligheder det fx. giver for at opdatere oplysninger i lærebøger, almindelig fejlretning, osv.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover. Det er noget, især de store forlag er glade for. Hvis piratkopiering virkelig var et reelt økonomisk problem (hvad jeg mener, det kun er i grænsetilfælde), så burde det også føre til potentielt lavere priser på ebøger, fordi forlagene ikke længere må påregne tab som følge af digitalt ‘svind’. Og vigtigst af alt, det vil gøre nogle af de forlag, der hidtil har været utrygge ved ordningen, mere venligt stemte overfor biblioteksløsningen (at de største så er endt med fornyligt at trække sig fra ereolen, er en anden sag).

Ulemper

  • De fleste eink-baserede ebogslæsere har meget ringe browserunderstøttelse, eller slet ingen. Derfor vil det samlet set udelukke alle ebogslæsere, der ikke er tablets, også fx Sonys ereadere, som faktisk virkede med biblioteksløsningen, og som man glad har anbefalet til de meget bibliofile læsere. Det vil nok gøre nogle af de mest dedikerede lånere, som var glade for de lette, eink-baserede single-purpose læseplader, sure.
  • Det vil ikke længere være muligt at bryde kopisikringen og læse ebøgerne på sin Kindle. Eller sagt med andre, ord: det bliver sværere at piratkopiere ebøger fra bibliotekerne fremover, men det bliver også sværere for læsehæmmede, der før tog sagen i egen hånd og konverterede teksterne til læsbare formater. Disse er henvist til E17-ordningen, en offentlig tjeneste, der lovligt har ret til at digitalisere alle danske bøger uden at spørge om lov.
  • I det hele taget er den streamede løsning væsentligt hæmmet af at være så kopisikret, som den er. Det er således heller ikke muligt at copypaste tekst-stykker ud fra bøgerne. Det vil naturligvis være træls for de mange studerende og forskere, der gerne ville benytte sig af ebøger som studieredskaber. Men hvad værre er, så blokerer det for anvendelse af tjenester som fx. talesyntese for blinde – og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt for bibliotekerne at lancere en løsning uden dette. Problemet medfører formodentlig også, at en række andre tjenester, som fx. noteredskaber som Diigo, ikke vil virke med ereolen.
  • Løsningen vil uvægerligt være et skridt bagefter de store internationale giganters løsninger. Et firma som Apple har umådeligt mange flere ressourcer at smide efter udviklingen af iBooks end den samlede bogbrance i Danmark har. Det er derfor ikke sikkert, at streaming rent teknisk vil være en fordel for lånerne i det lange løb.

Man kan indvende til det sidste, at det formodentlig kan blive ‘godt nok’, og det er jeg da tilbøjelig til at være enig med. Der er et niveau, hvor vi nok kan sige, at vi opfylder folkeoplysningsformålene.

Det jeg har set indtil videre er en meget rudimentær løsning, med et foreløbigt brugerinterface. Funktioner som noter, osv. er svære at se for sig blive realiseret på en god måde. På den anden side, så virker Publizon relativt opsatte på at løse de børnesygdomme, der er på platformen lige nu, inden den bliver offentlig tilgængelig. Løsningen er endnu ikke færdig, og man skal ikke altid skue hunden på hårene.

Jeg har testet alle Replikants ebøger, og kan fortælle, at de virker ganske glimrende med den streamede løsning 🙂

Det betyder din skærms kvalitet for læsning af tekst

Toke Riis Ebbesen Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere ,

Der har gennem tiden været nogen debat om, hvad det er, der gør vores øjne så trætte, når vi sidder længe og arbejder/leger med vores digitale dimser med skærme, samt hvordan det nu lige er med læsehastigheden på de her digitale teknologier. I takt med at der læses flere og flere ebøger på skærme, må dette være et relevant spørgsmål at stille. Jeg har derfor spurgt mig selv, hvilken skærm, der mon egentlig er bedst at læse på i den henseende

Serif kontra Sans-serif

Tidligere er meget diskussion gået på, hvorvidt skrift med serif1, som fx. Times New Roman, eller uden serif, fx Arial eller Verdana var bedst egnet til skærmlæsning. Mens der har hersket udbredt enighed om at serif-skrift var velegnet til længere tekster på tryk, har tidlige studier vist, at skrifter uden serif var bedst egnet til skærmlæsning.

Meget tyder på, at disse studier ikke længere holder stik, og at de i stedet for at kvalificere brugen af den ene eller anden type skrift, sagde noget om den ringe opløsning på de skærme, testpersonerne arbejdede med dengang. I dag er det således muligt at lave meget flottere typografi på højopløsningsskærme, som fx. Kindle Fire HD, som står lige så skarpt som mange tryksager, og dertil har bedre kontrast og farvegengivelse.

Der er i virkeligheden en række faktorer i spil; udover skærmenes farvegengivelse og kontrast  er faktorer som skærmopløsning, baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens også vigtige. Lad os begynde med at se på opløsningen, som nok er den vigtigste.

Det menneskelige øjes opløsning vs. skærmens

Det menneskelige øje har typisk en opløsning svarende til ca. 240ppi((pixels per inch ≈ et mål for tætheden af skærmpixels)) ved den afstand, vi normalt benytter de her dimser ved, altså ca. 30-40 cm fra ansigtet.2 Det vil sige, at skærmen skal have højere ppi end dette for at vi ikke længere kan skelne individuelle pixels, og teksten bliver ‘hakket’ at se på.

Mange vil indvende, at de da arbejder mange timer om dagen ved en computerskærm og fint kan læse teksten der. Sådan har jeg det selv. Men sagen er, at du snyder dig krop på den måde. Det kan således sagtens være, at du ikke bevidst synes det er et problem at læse på din computerskærm, men din hjerne bliver under alle omstændigheder udsat for et stykke trættende afkodningsarbejde, således at du præsenteres for den optiske illusion, der får skærmen til at se fin ud.

Skærmopløsninger

Her er nogle udvalgte skærmopløsninger på populære computere, tablets og smartphones.

  • iPhone 5se: 326ppi
  • Samsung Galaxy S III, 4.8″: 306ppi
  • iPad 4. generation, 10″: 264ppi
  • Kindle Fire HD, 8.9″: 254ppi
  • Nexus 7 tablet, 7″: 216ppi
  • MacBook Pro 15″ Retina: 220ppi
  • Kindle Paperwhite: 212ppi
  • Sony Vaio Z128 laptop: 168ppi
  • iPad mini 7.9″: 163ppi
  • iPad 2, 10″: 133ppi

Kilde: Wikipedia.

Baseret på ovenstående liste, er det let at afgøre, hvilke af dem, der er bedst for øjet, hvis man ser alene på pixelttætheden. På denne liste har kun de fire øverste på listen, iPhone 5se, Samsung Galaxy SIII, Kindle Fire HD 8.9″ og den seneste iPad 10″ så gode skærme, at de overgår det normale menneskelige øjes evne til at skelne detaljer. De øvrige skærme rummer omvendt potentielle problemer, alene på grund af deres opløsning.

Her er et eksempel på, hvor stor forskellen faktisk er. Anandtech har sammenlignet tekstgengivelsen på en iPad 10″ af 3. generation3 med 264ppi kontra en iPad 2 med 133ppi.

iPad 2:

©Anandtech 2012 

iPad 3:

©Anandtech 2012 

Det er helt tydeligt i dette eksempel, at teksten er meget meget skarpere defineret og mere rolig at se på.

Hvor det således anstrenger øjnene at læse skrifter med serif på skærme med dårlig opløsning, så er det ikke sandsynligvis ikke tilfældet på nutidens gode skærme.

Der er imidlertid også andre faktorer der afgør, hvor god en skærm er at læse på.

Opdateringsfrekvens

Udover pixeltætheden på skærmen, er baggrundsbelysning og opdateringsfrekvens på skærmen således vigtige elementer, og det er derfor, ebogslæsere baseret på eInk-teknologien har vist sig relativt populære. De anvender nemlig ikke egentlige LCD-skærme, men en skærm baseret på en slags ‘korn’, der skifter mellem grader af sort og hvid, men kun når de magnetiseres, fx ved sideskift! Ligesom de magnettavler, børn leger med. Det betyder, at eink-skærme ikke har en opdateringsfrekvens! Billedet står fuldstændig fast og roligt.

TIl lcd-skærmens forsvar skal siges, at nutidige lcd-skærme har opløsningsfrekvenser på 200Hz eller højere, så forskellen er langt hen ad vejen ikke stor. Til sammenligning kørte de gamle CRT-monitorer med 40-60Hz-frekvenser. Jo højere, jo bedre. Jeg husker selv, hvordan et skift til 50 fra 40Hz gav en mærkbar forbedring i billedet. Det er derfor ikke min vurdering, at det er opdateringsfrekvensen, der er den afgørende faktor for den gode læsning på skærmen…

Baggrundsbelysning skader søvn

Dermed er vi ved, hvad jeg personligt betragter som skærmenes største problem aktuelt: når man sidder ved en iPad får man reelt kastet en projektør i hovedet, vel at mærke med lys der breder sig ud over det fulde spektrum. Det er uhensigtsmæssigt, fordi kroppen tilpasser sine naturlige træthedsniveauer efter det lys, den modtager gennem øjnene. Det er mere specifikt sådan, at aften- og nattelys har væsentligt mindre lys i den blå ende af farvespektret, hvilket normalt er et godnatsignal til hjernen. Sidder man derfor med en skærm foran sig om aftenen, er det ikke nok  at justere ned for lysstyrken4, man vil stadig modtage blåt lys, og dermed få forstyrret sit naturlige søvnmønster. Så selvom man måske får trætte “skærmøjne”, så kan man ikke sove.

Jeg mistænker manges søvnproblemer (herunder mine egne) for at være relateret til dette, både fra tv-kigning og smartphone med i sengen. Det er formodentlig forskelligt, hvor tolerante vi hver især er overfor dette, så det kan jo være du sover fint 🙂

Hvis man er plaget, er der dog råd for det – man kan installere software, der justerer ned på det blå lys-niveau. På mange fjernsyn er der en “biograf”-indstilling med mere blødt, varmt lys. Og et er efterhånden standard på smartphones og styresystemer med sådan en indstilling.

eInk-skærmene har i den henseende den store fordel, at de ikke er baggrundsbelyste, så derfor undgår man helt problemet. Dertil har de den fordel, at de er lavet primært til én ting, nemlig at læse, og det er formodentlig et godt sove-tip at læse en god (og ikke for spændende ) bog inden sengetid, som sender fantasien på tur mod drømmeland.

Omvendt, så lider eInk-skærmene af problemer med, hvad jeg formoder er mindre vigtige faktorer, særligt kontrast og farvegengivelse. Der findes endnu ikke særligt mange farvede eink-enheder i almindelig handel. De der er, har en elendig farvegengivelse og kontrasten er ikke på niveau hverken med almindeligt hvidt papir eller de nyere lcd-skærme.

Anbefalinger

Skal man anvende skærm sent på aftenen, må det være anbefalingen herfra, at man benytter en af de mest højopløste skærme og justerer ned for det blå lyst på dem. Eller at man anskaffer en eInk-baseret skærm til godnatlæsningen.

For læsning generelt kan der ikke gives nogen bestemt anbefaling i forhold til at sikre den gode skærmlæsning, udover at gå efter en så høj pixelttæthed som muligt, helst over de famøse 240ppi. Men det er, som med tv og telefoni, i stigende grad uoverskueligt, hvad der er det bedste valg. Man er nødt til at se på, hvilke konkrete læsemønstre der er tale om, hvilken slags læsning, der er tale om, og i hvilken sammenhæng, der læses. For eksempel ville jeg ikke selv vælge at købe en iPad mini, hvis jeg vidste, jeg skulle bruge den til at læse meget på. Er formålet bredere, så kan en lavopløst skærm være ganske glimrende, i det fx visning af billeder, video og animationer ikke beror så meget på opløsning, som på de øvrige ovennævnte faktorer.

Myten om at skrifttypevalget i selve teksten skulle være afgørende holder i hvert fald ikke. De nye skærme giver mulighed for, at smuk og læsevenlig typografi, som vi kender den fra den trykte bogs verden, virkelig kan folde sig ud.

Tilhører du det lille mindretal af mennesker, der stadig kan skelne pixels på en iPhone-skærm, så må du væbne dig med tålmodighed – skærmene skal op på 5-600ppi før de med sikkerhed kan matche dit øje. iPhonen er det bedste, du kan købe for penge.

Men én ting er sikkert: en del af de nye skærme har potentialet for at slå den gammeldags bog på læsevenlighed. Og den trykte bog bliver ét alternativ blandt flere andre at vælge imellem (ja, den har også sine fordele).

  1. Serif: med kanter på skrifttypen [↩]
  2. Nogle mennesker ser væsentligt bedre end dette, de kan have supersyn, helt op til 400ppi. For dem er ingen skærm aktuelt helt skarp. Særligt trænede mennesker, fx. grafikere, der dagligt arbejder med at skelne detaljer, se farver, osv, har også andre forudsætninger end gennemsnittet af danskere. For begge disse grupper må denne artikel ses som pegende på det bedst mulige, men ikke perfektion. Andre har dårligere syn end normalen og for dem er forskellene opridset her til at overse.

    Og for nu at imødekomme den indvending: ja, vi holder telefoner og computerskærme i forskellig afstand, vores armlængde er forskellig, osv. En typisk skærm på en bærbar står længere væk end man holder en iPhone, så derfor behøver skærmen ikke være helt så højopløst på en bærbar. Alligevel kan vi godt tale om nogle tilnærmede praktiske mål. [↩]

  3. iPad 3. generation svarer i pixeltæthed til en iPad 4. generation, men har lavere kontrast og dårligere farvegengivelse [↩]
  4. Hvilket mange skærme kan stilles til at gøre automatisk, med varierende held [↩]

10 spørgsmål til læreren der vil bruge iPads i undervisningen

Toke Riis Ebbesen Digitale kuriosa, Ebøger & ebogslæsere , , ,

Jeg har en løbende debat med en god lærer-ven om, hvorvidt det er et gode eller et onde, at de danske skoler i stor stil er begyndt at indkøbe iPads. Han er lærer og mener entydigt, at skolerne begår en kæmpefejl ved kun at investere i iPads. “Det forvandler klasserummet til en spillehal”, har han vist sagt.

Men er det nu altid sandt?

Jeg har egentlig selv en positiv vinkel på den nye teknologis muligheder, for  jeg mener, at den, ligesom al anden teknologi, både kan anvendes til godt og “ondt”. Med det sidste mener jeg, at den kan skade undervisningen, hvis den ikke anvendes under iagttagelse af de sædvanlige pædagogiske overvejelser, som enhver lærer bør tage i brug.

Desværre så har jeg også en fornemmelse af, at læreruddannelsen ikke forbereder de nye lærere ordentligt på de nye teknologiers udfordring, og at de erfarne lærere slet ikke har forudsætningerne for at tilrettelægge undervisningen. Med det resultat, at “den nye lille” bringer mere gavn, end den skader. Min lærer-ven medgiver også, at problemet, som han har oplevet det, er at lærerne får den ny teknologi stillet til rådighed, men at meget lidt i øvrigt ændres. Med andre ord, at man stoler for blindt på, at teknologien og ikke læreren løser de udfordringer, skolen har.

Der er mange ting, man som skole bør tage stilling til. Hvad koster de? Hvordan styrer man, hvilke apps, der kører på dem. Kan skolens netværk klare, at der pludselig er en mængde enheder på trådløst, osv, osv. Men det er endnu vigtigere, at læreren er helt klar over, hvordan iPadden fungerer i klasseværelsets kontekst.

Derfor kan man som lærer med fordel stille sig selv (mindst) 10 spørgsmål.

“10 spørgsmål til professoren”

  1. Hvad er målene med at anvende iPad? Er det at give adgang til digitale læremidler? Er målet at eleverne skal producere på dem? Eller er de blot tænkt som en digital bog, der kan læses, spilles og ses video på, kort sagt konsumption? Et valg mellem disse (eller et mix) giver to meget forskellige ambitionsniveauer for anvendelsen.
  2. Hvad gør en iPad muligt, som ellers ikke kunne lade sig gøre uden? Er der noget, vi kunne tænke os at realisere, som den faktisk kan gøre lettere? Hvis ikke, så kan det være svært at se en motivation i det. Og hvordan ser det ud fra elevernes synsvinkel?
  3. Hvilke læringsstile skal den understøtte?  Og hvilken undervisningstil anvender du, eller kunne du tænke dig at bruge den i? Arbejder du projektbaseret, så findes der fx redskaber til det.
  4. Hvordan skal din timeplanlægning ændres med den ny teknologi? Kan og vil du ændre måden, du gennemfører undervisning på?  Kræver det, at du ændrer noget ved måden, du normalt arbejder på, og er komfortabel ved? Tænk på, at en iPad er et stykke teknologi, ligesom tavlekridt, overheadprojektor, video, osv. er det. Med endnu et værktøj i paletten, har du nye udfordringer at forholde dig til.
  5. Har du tænkt på, hvordan du gennemfører undervisning på de dage, hvor teknologien strejker? Vi kender alle til den klassiske situation, hvor overheadprojektoren eller tv’et ikke virker. Og de dage, hvor en underviser eller kursusholder har stået og fumlet med powerpoint og er endt med at tage tavlen i brug. Har du backupmulighed og er der nogen, der kan træde til og hjælpe hurtigt?
  6. Kan du selv håndtere den ny teknologi? Har du sat dig ind i, hvordan du anvender og installerer nye apps? Og hvordan du fejlfinder? Hvor fortrolig er du med teknologien?
  7. Hvordan vil du inddrage dine elever i brugen af den iPad, de får stillet til rådighed. Må de selv installere nye apps som løser deres problemer, og som måske kan bringe deres læring i nye og uventede retninger, eller er det noget skolen styrer? Er det lærerstyret eller elevstyret, eller et mix? I nogle situationer kan det være en fordel at lade eleverne udforske, mens lærerstyring i andre er en nødvendighed for at samle fokus.
  8. Tænk over, hvordan du kan anvende nye metoder  i undervisningen, når du nu har en række mobile computere. Behøver I at blive i klasseværelset og foretage jer de aktiviteter, I foretager jer? Hvordan kan teknologien anvendes til at organisere i grupper og hvordan kan den styrke differentieret undervisning? Og hvordan kan den anvendes til at variere tempo og fordybelse undervejs i en almindelig time?
  9. Har du tænkt over, hvordan forældrene involveres i brugen? Som med den bærbare computer, så er der en helt klar udfordring i, at teknologien anvendes uden for skolens kontrol, og at eleverne, ligesom i andre af livets forhold og har brug for vejledning her  – og også har brug for at udforske på egen hånd. Er der indgået klare aftaler med dig og blandt forældrene selv om, hvad der er ok?
  10. Endelig, hvordan vil du selv definere en “god” anvendelse af iPads når det skal evalueres, hvad den har tilført undervisningen? Er det muligt at kvantificere? Er målet at øge kreativitet og selvstændig tænkning eller gruppeorienteret samarbejde? Er målet at styrke sociale sammenhænge, som ikke nødvendigvis er faglige. Det er vigtigt, når I skal diskutere, hvad resultatet har været. Og husker I overhovedet at planlægge en evaluering inden der investeres?
Denne artikel er kraftigt inspireret af dette indlæg af Terry Heick, som jeg hermed takker ydmygst.

Ebøger giver ikke lavere fortjeneste

Toke Riis Ebbesen Debat, Publicering , , ,

I sidste indlæg behandlede jeg spørgsmålet, om hvorfor bestsellertankegangen er problematisk for bogbranchen i en kommentar til diagnosen på, hvorfor bogbranchen i de senere år er gået så meget tilbage.
Den første påstand, som jeg behandlede i sidste indlæg, var, at færre bestsellere gav mindre omsætning.

Den anden påstand var at ny teknologi er med til at sænke omsætningen for forlagene. Den tredje påstand gik på, at hele branchen lider af strukturelle problemer, eller med andre ord, at evnen til at tjene penge er fraværende.

Disse to påstande vil jeg derfor diskutere her.

Ny teknologi og den lavere omsætning

Ja, den teknologiske udvikling skaber ganske vist problemer for forlagene. Udenlandske netboghandlere, især kæmpen Amazon, trækker en stor del af salget ud af det danske marked. Det skaber svære forhold for boghandlerne herhjemme, og gør det lidt sværere at sælge de dansksprogede bøger. Ebøgerne er også en stor investering for forlagene som det er lige nu, fordi det både er ekstraudgifter at producere til flere formater, og fordi det kræver mere end blot indførelse af nye teknologier, men også større organisationsforandringer.

Men fører ebøgerne reelt til faldende indtægter?

Det er muligt, at investeringerne i Danmark indtil videre fører til øgede omkostninger, men tallene i USA, hvor ebogsmarkedet er meget større, tyder faktisk på det modsatte: ebøgerne er mere profitable end de trykte bøger.

Hvorfor er ebøger mere profitable?

Ebøgerne er primært billigere af to grunde: fordi digital distribution er billigere, og fordi bøger ikke bliver returneret til forlagene fra boghandlerne, hvis de ikke sælger. Udgifterne til returnering og makulering af bøger hvert år er himmelråbende! For mit eget vedkommende, så er en af de erfaringer, jeg har gjort mig, at besværet med at håndtere og så sat fysiske bøger til salg, håndtering af rabatter, returordninger, udsendelse af anmeldereksemplarer, osv. langt, langt overstiger besværet ved ebøger. Forskellen er så stor, at fx. de 30% Apple kræver for at formidle salget og læsningen af en bog forekommer som en håndsrækning fra himmelen.

Derfor tyder meget på, at nok falder omsætningen, men at den samlede fortjeneste, i hvert fald potentielt, godt samtidig kan stige.

Når man dertil lægger, at produktionen af en fysisk bog kræver usikre forhåndsinvesteringer i større oplag, for at give økonomisk mening, så undrer det mig på ingen måde, at ebøger er mere profitable. Det aktuelle problem lige nu i Danmark er selvfølgelig, at salget stadigvæk er så diminutivt, sammenlignet med det samlede ebogsmarked, samtidig med at det danske marked endnu ikke for alvor er forrykket af den digitale udvikling.

Der er en strukturel forandring i gang, men er det et problem?

Jeg skal være den første til at medgive, at en historisk faldende omsætning er træls, især når det falder sammen med den periode, man selv har startet et nyt forlag. Et fald på 9% på et år er bestemt noget man kan mærke på bundlinjen, når man samtidig skal lægge om og nyudvikle digitale ydelser, samtidig med at man gerne vil beholde den eksisterende omsætning – vi må jo erkende, at der går nogle år før papiret forsvinder.

De store forlag får det således svært, fordi de skal vende en større skude i tilpasningen til digitalisering. Det giver plads til en række mindre iværksætter-virksomheder, der leverer ydelser til det nye digitale marked, og det giver plads til mindre forlag og forlagslignende virksomheder, som lettere kan omstille deres produktionsapparater til digitalt, eller måske slet ikke har en eksisterende omsætning på trykte bøger, de skal beskytte.

Evnen til at tjene penge hviler således på en evne til at omstille sig til et foranderligt marked af digitale ydelser. Jeg ser dog ingen grund til at et større forlag ikke skulle kunne gøre det, men det ville kræve en større omlægning at omstille sig til at fungere helt anderledes innovativt, end man gør i dag. Og store forlag har, i modsætning til de små spillere, større mulighed for at investere i nye teknologier, og placere dem i selvkørende små enheder, der leverer varen uafhængigt af moderfirmaet.

PS: En konsekvens af forandringerne, jeg her har beskrevet, vil helt sikkert også føre til at der bliver færre traditionelle boghandlere, der kan leve af kun at sælge trykte bøger. Det er en separat problemstilling, jeg har skrevet om flere gange.

Derfor er bestselleren problematisk for bogbranchen

Toke Riis Ebbesen Debat, Publicering , , , , , , ,

I en artikel i Berlingske i dag kan man finde den ildevarslende overskrift “Billige bøger truer bogbranchen“. Finanskrisen har således også ramt bogbranchen, der har oplevet et samlet omsætningsfald på 9% på blot ét år.1 Det giver mig anledning til at reflektere over nogle af de problemer, der angiveligt er årsag til det, i denne artikel med fokus på bestselleren.

Branchen i krise?

Gyldendals i øvrigt meget fornuftige koncerndirektør, Stig Andersen  opridser i artiklen tre hovedårsager til den faldende omsætning: 1) Mangel på storsælgende titler, 2) den teknologiske konkurrence fra bl.a. e-bøger og digitale opslagsværker og 3) »et strukturelt problem«, altså evnen til at tjene penge under forandrede omstændigheder..

Mens det er muligt, at verden ser sådan ud for Gyldendal, mener jeg, at tingene ikke nødvendigvis ser så skidt ud for bogbranchen som helhed.2

Jeg kan blive opfattet som en uforbederlig optimist, det ved jeg. Men jeg tror på, at udviklingen fører til flere, små forlag med slankere økonomi, mere fokus på flere titler, samt til  flere selvudgivere. Og måske i sidste ende bedre og billigere bøger.

Lad mig forklare, hvorfor, i det jeg i første omgang tager fat på problem nummer 1, nemlig manglen på storsælgende titler, også kaldet bestsellere.

Færre bestsellere

Bogmarkedet har i årevis været plaget af en uheldig tendens, når man ser det fra forlagenes synsvinkel. Det har nemlig været sådan, at kun hver 5. eller 8. titel har kunnet sælge nok til at tjene sig selv hjem for forlagene. Disse få bestsellere har skullet trække læsset for hele virksomheden.

Samtidig har det været umuligt at forudsige, hvilke bøger, der blev bestsellere, og det  har derfor i høj grad været komplekse forhold i markedet, dvs. læsernes uforudsigelige interesser, der har været afgørende for forlagenes økonomiske succes, end det har været forlagenes evne til at kvalitetssikre det indhold, de udgiver. Dette står i stærk kontrast til forlagenes ofte fremførte eksistensberettigelse, nemlig at de har virket som connaisseurs, filtre eller gatekeepers for det gode indhold. Det har også etableret nogle uhensigtsmæssige strukturelle problemer for forlagsvirksomheder og forfattere.

De stores fordele

For det første, så har det haft den negative effekt, at forlagsvirksomhed har været en højrisiko-investeringsvirksomhed, snarere end en virksomhed, der har været fokuseret på at producere indhold. Det er eksempelvis mit indtryk, at der har været en tendens til, at marketingovervejelser har fyldt mere og mere i forlagenes beslutninger i forhold til, hvilke bøger der har skullet antages til udgivelse. Ikke kvalitet.

Det har også betydet, at de større forlag og medievirksomheder med en betydelig egenkapital at investere, har haft væsentlige fordele fremfor de mindre forlag. Omvendt har en bestseller kunne bringe et lille forlag ind i stjernehimmelen – som vi har set fx med Modtryk, som har haft held med at storsælge krimier, da krimibølgen satte ind. Jeg vil bestemt ikke forklejne Modtryks arbejde for at nå til hvor de er i år, men de har også været heldige allerede at have kontrakter med de gode krimiforfattere, gode kontakter og netværk, da krimien blev hot. Noget de i dag bygger videre på. De fleste mindre forlag er bare ikke så heldige.

Igen, dette er ikke skrevet i misundelse over andres succes, for jeg mener faktisk også at de små forlag og selvudgiverne har gode muligheder for, i en fremtidig teknologisk verden, at kunne få økonomisk succes, men det kræver, ligesom alt andet her i livet, oftest mere end bare held: Succes kræver almindeligt hårdt arbejde, og en udviklet sans for, hvordan man laver gode produkter til det marked, man retter sig mod..

Fokus på flere titler

En sidste negativ effekt af bestsellermarkedets måde at fungere på, at har været, at forlagenes interesse naturligt har samlet sig om at videreudvikle og nurse udgivelser og forfattere, som allerede har etableret sig som succeer. Det betyder selvfølgelig et selvforstærkende mindre fokus, og dermed endnu mindre salg, på de øvrige udgivelser, kvalitet eller ej.

Det skal ikke være min hensigt at nedgøre eller undervurdere bestselleren som sådan, for nogle bøger er jo åbenlyst bedre end andre, og fortjener at blive fremhævet og ophøjet. Jeg vil med ovenstående overvejelser blot pege på, at færre bestsellere i forlagenes portefølje ikke nødvendigvis har negative konsekvenser – for alle de andre gode bøger kan det vise sig at være en kæmpe fordel. Og samtidig gør udviklingen det lettere for de mindre økonomisk stærke aktører, dvs. de små forlag og selvudgiverne, at komme ind på markedet. Hvilket i sidste ende må være en fordel for diversiteten i udbuddet på markedet, og dermed i sidste ende for kvalitet og prisdannelse.

Altså kan det betyde bedre, billige bøger i en fremtid hvor forlagene spreder deres energi over langt flere titler.

Fortsættes i næste artikel “Ebøger giver ikke lavere fortjeneste for forlagene“… i næste uge.

  1. Dejligt at få solide tal på bordet, det har jeg tidligere efterspurgt [↩]
  2. og i øvrigt dækker tallene over meget store forskelle fra forlag til forlag, og fra genre til genre, fiktion og fagbøger, men det springer vi let henover i dette indlæg [↩]