»Ophavsretslobbyen«? Hvad hedder folk med den modsatte holdning så? »Tyverilobbyen«?«

Al ære og respekt for synspunktet, men den slags unødige polariseringer kommer vi ingen vegne med. Og slet ikke fra en repræsentant fra medierne.

Derfor er her mit personlige bud på en mellemvej at gå, der ville løse mange af de problemer, der i dag er med ophavsretten. Jeg er ikke jurist, og aner ikke, hvordan mine forslag kan realiseres, men hermed er bolden i hvert fald givet op til en konstruktiv debat om emnet.

Men først lidt mere baggrund.

En basal ret

Ophavsretten er baseret på det enkle princip, at man, i et industrisamfund, hvor det er muligt at seriefremstille produkter, altid ejer det værk, man har fremstillet. Og dermed ejer man også brugsretten til det, herunder retten til at bestemme, hvem der må eksemplarfremstille værket og under hvilke betingelser. Denne ret er uproblematisk, hvad angår de velkendte, fysiske produkter.

Ophavsretten har imidlertid vist sig svær at håndtere, hvad angår immaterielle, digitale reproduktioner af værkerne. Der er nemlig ikke tale om, at man »stjæler« i traditionel forstand, men om at man »eksemplarfremstiller«, dvs. kopierer produktet.

For at bruge et lidt slidt metafor: hvis nogen stjæler en bog fra hylden i en boglade, så er bogen væk og boghandleren har mistet en indtægt. Hvis nogen stjæler en bog fra den digitale boghylde, dvs. kopierer den, jamen så er den originale bog stadig på hylden og boghandleren kan stadig sælge den. Når man »stjæler« digitale produkter, popper der på magisk vis en ny op på den gamle plads. Sagt på en anden måde, så er der tale om kopiering, men ikke om tyveri i strafferetlig forstand, da ingen har mistet noget i transaktionen.

Piratkopiering og den ny virkelighed

Den normale indvending mod dette synspunkt er, at når kopien først er taget, så mister den, der har ophavsretten en indtægt, da den der kopierer ellers ville have købt en autoriseret kopi af værket. Denne påstand har imidlertid ringe, eller slet ingen empirisk belæg: ingen undersøgelser har mig bekendt vist en korrelation mellem antal piratkopieringer og faldende salg af et værk (Jeg vil gerne udfordre nogen til at komme med sådanne data). Omvendt findes der undersøgelser, der har peget på en positiv eller neutral sammenhæng mellem piratkopiering og øget salg, for eksempel af ebøger.

Der er meget der taler for, at det forholder det sig således, at en kopiering skaber et øget salg. Ved første øjekast kan dette virke besynderligt og selvmodsigende, men der er en forklaring. Det er en effekt, som har at gøre med, at i et overflodssamfund som vores, er det største problem for et værk ikke at det bliver kopieret, men at ingen nogensinde opdager dets eksistens. Kopieringen har dermed den konsekvens, at i og med at værket spredes i samfundet, øges kendskabet til det. Og dermed øges salget. Enten fordi de, der kopierer, er de såkaldte first movers, kulturens avantgarde, som er med til at sprede viden generelt i samfundet, eller fordi det kopierede værk anvendes som en slags smagsprøve, der fører til et senere køb. Har man læst en god bog, får man måske lyst til at anskaffe sig papirudgaven, eller at give bogen i gave til en anden.

Så selv om kunstneren således fratages den eksklusive eksemplar-fremstilling ved en ulovlig kopiering, så stjæles der ikke noget fra hende. Derimod opstår muligheden for en øget indtægt. Og jeg skal selvfølgelig understrege, at der er tale om en mulighed. Er det for eksempel slet ikke muligt at købe en lovlig kopi af produktet, eller er det et væsentligt ringere produkt end det ulovligt kopierede, for eksempel fordi kunstneren har valgt kun at sælge en nedgraderet version af originalen, så realiseres denne mulighed selvfølgelig ikke.

Mit yndlingseksempel er Monty Python, der lagde hele sit bagkatalog af sketches online på Youtube – med links til en masse muligheder for at købe produktet i en bedre version og med ekstramateriale. Dette førte til en massiv stigning i salget af dvd’er med Monty Pythons materiale, og altså ikke til deres økonomiske ruin.

Det er så banalt, at man næsten ikke kan få sig selv til at skrive det, men det er altså ret simpelt: hvis du vil leve af digitale værker, så er du også nødt til at forholde dig til, hvordan man i denne nye virkelighed sælger dem. Man kunne endda spidsformulere det således: stiller du ikke selv et digitalt produkt til rådighed, af bedste kvalitet, så kan du ikke leve af at være kunstner, for før eller senere vil dit værk blive digitaliseret, hvis det på nogen måde har en chance for at gøre sig i mængden af kulturtilbud. Hvis ikke, er dit produkt uinteressant, og så ville du nok alligevel ikke kunne leve af det, uden andre støtteordninger.

Det positive budskab er, at hvis dit værk er godt, jamen så kan du også leve af det. Og det skal ophavsretten selvfølgelig understøtte.

Derfor har jeg fire konkrete forslag der kan forbedre den nuværende ophavsretslovgivning.

Forslag 1: afkriminaliser ophavsretten for private

Lad dette være skåret ud i pap: Ingen skal tjene penge på digitale bøger, musik, video, kunst, osv., uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Enhver kommerciel brug af et hvilket som helst kunstværk, som er fremstillet af en kunstner, der er i live, skal derfor honorere vedkommende! Intet forlag skal for eksempel kunne udgive en billedbog uden at illustratoren tjener på det. Du skal have penge for at sælge din musik på iTunes.

Hr og Fru Hansen, der viser et foto fra en hjemmeside, på deres Facebook– eller Pinterest-profil bør imidlertid ikke være at betragte som kriminel.

Det er direkte forkert at retsforfølge almindelige borgere med ikke-kommercielle interesser for brud på ophavsretten. Kunst og ideer og information er goder, som kommer læsere, lyttere og seere i almindelighed til bedste og er derfor godt for samfundet og kulturen som sådan. Og da ophavsretten bør være en lovgivning for samfundets bedste, skal den som følge heraf afbalanceres med hensynet til dette.

Derfor bør det kun være muligt at straffe private virksomheder, foreninger og offentlige institutioner for lovbrud, samt i enkelte tilfælde privatpersoner, der bevisligt har haft profit for øje med deres eksemplarfremstilling. Den sidste tilføjelse har naturligvis til sigte at ramme de rigtigt slemme pirater, nemlig dem, der udelukkende kopierer værket med henblik på at tjene penge på det, fx. via reklamefinancierede websites, på brændte dvd’er, osv. Der er altså ikke tale om, som nogle røster har udtrykt det, at man lader en de facto kriminel adfærd være lovlig, fordi »alle gør det«.

Forslag 2: Kortere varighed af ophavsretten

Af hensyn til arvinger bør der være en rimelig periode efter vedkommendes død, hvor denne ret fortsat gælder. Det kan for eksempel være de 25 år, vi normalt regner en generation for. Jeg mangler virkelig at høre det gode argument for, at nogen har et rimeligt krav på indtægter fra sin afdøde far eller mor i en længere periode end dette, og da slet ikke 70 år, som reglerne er nu.

Tilføjet: Jeg skal præcisere, at jeg foreslår, at ophavsretten skal have gyldighed i hele kunstnerens levetid og dertil 25 år efter dødsdagen.

Forslag 3: opret et ankenævn for ophavsretlige spørgsmål

Vi har brug for KODA, Rettighedsalliancen og andre organisationer, der varetager og administrerer denne ophavsret på vegne af kunstnerne. Samfundet og den teknologiske udvikling er alt for kompleks til, at man med rimelighed kan forvente, at enkeltindivider kan overskue dette.

Når det er sagt, så kunne man også ønske, at der fandtes et overordnet klagenævn, som regulerede disse organisationers arbejde, således at borgerne til enhver tid havde en ankemulighed. Det ville give organisationerne en legitimitet i bredere kredse end hos dem, hvis interesser de varetager.

Forslag 4: Standardiser tilføjelser til ophavsretten

Når det er sagt, så er det også vigtigt, at den basale ide i creative commons–begrebet standardiseres i lovgivningen eller det regelsæt, de der varetager ophavsrettighederne følger, således at enhver kunstner, der ønsker det, kan tillade en formaliseret og gennemskuelig slækkelse af rettighederne på konkrete værker. Jeg kunne forestille mig en model, hvor kunstneren registrerer sit værk hos fx KODA, som i dag – blot skal vedkommende også samtidig angive et ønsket rettighedsniveau for værket. Det gør det let for alle parter at forstå, hvilken ret der knytter sig til det enkelte værk, og giver rettighedsorganisationen enkle rettighedslinjer at følge.

Med håbet om en konstruktiv debat: kommentarfeltet er åbent!

»bekymret for den langsigtede konsekvens af frie og faldende priser og den stadig hårdere konkurrence fra Amazon, Apple og andre.«

Han nævner også, at

»Den eksplosive vækst i e-bøger vælter de hidtidige forretningsmodeller«.

Danske forlag og danske boghandlere skal derfor støttes økonomisk:

»Faste bogpriser i de første måneder af bogens levetid vil give både forlag og boghandlere mulighed for at tjene flere penge på bestsellerne og dermed få en sundere økonomi«,

som han skriver.

Men Hr. Larsen, er det virkelig det bedste argument for faste priser, at der skal tjenes flere penge på bestsellerne? Mig bekendt er der nemlig absolut ingen garanti for at det, der tjenes, går til at udgive smal og/eller dansksproget litteratur. Især ikke i krisetider, hvor man som kommercielt forlag naturligt er presset overfor ejerkredsen – særligt hvis man er et aktieselskab, der bør være tro mod sine aktionærer.

Burde det ikke netop være muligt for forlagene og boghandlerne at tjene flere penge direkte på den danske og smalle litteratur? Det er nemlig, for mig at se, det vi alle kan blive enige om, må være målet: at understøtte det danske sprogområdes levedygtighed gennem en fortsat udgivelse af god skøn– og faglitteratur. Og det er det, Arguimbau ønsker, når han skriver, at bibliotekerne bør forgyldes.

Og så vil jeg da gerne se de faktiske tal for, at forlagenes økonomi bløder. Lindhardt og Ringhof har ganske rigtigt mistet penge, men branchens indtægter er set over en årrække som helhed ganske pæne, primært trukket ned af diverse fejlslagne investeringer i tilstødende medieområder, og muligvis af generel finanskrise. Det bekymrer ærlig talt mig langt mere, at danske kommuner i stigende grad lukker lokalbiblioteker, afskaffer bogbusser og reducerer indkøbene af smal litteratur gennem etablering af mere centraliserede bogsamlinger i skolerne. Det betyder nemlig at det grundsalg, der kunne sikre de smalle titler før i tiden, ikke længere eksisterer.

Endelig er argumentet om, at de hidtidige forretningsmodeller væltes, ikke noget, man kan forvente synderlig opbakning til i den brede befolkning, eller endda hos politikerne. Som i forholdet til pladeselskaberne og filmselskabet tror jeg, at den almene forventning er, at brancherne tilpasser sig efter den virkelighed, der er, ikke at de fastholder en tidligere virkelighed gennem kunstig prispolitik.

Bogen som souvenir

I sin egenskab af souvenir er bogen gjort til vores egen, og har fået tilført en række affektive egenskaber – vi har knyttet forskellige emotionelle lag ovenpå bogen. Derfor giver det mening for os at gemme den på hylden og mindes den, ligesom man gør med en souvenir eller et feriebillede. Vi minder os selv, og måske andre, om den historie, der følger med den.

For eksempel kan vi tage en af mine yndlingsbøger, Umberto Ecos Foucaults pendul. Den er et godt eksempel, for den minder mig både om den interrailtur, hvor jeg læste den første gang, men også om min læseoplevelse med den. Den minder mig, med sit slidte paperback-omslag og de gulnede, vandskadede sider, om det forhold jeg har til Ecos forfatterskab, der på mange måder er slidt, laset og meget, meget vigtigt for mig. En ny udgave af den samme bog, udgivet i hardback, med papir i ordentlig kvalitet ville være helt ude af stand til at gengive de mentale tilstande ordentligt. Selve informationen, historien der står i bogen, kan der naturligvis ikke ændres ved, men det er sagen uvedkommende, for bogen repræsenterer så meget mere end det.

Begge måder at omgås en bog på er genuine aspekter af det med at have en god bog at gøre, og kan være med til at forstærke hinanden, ligesom det, der leder op til erhvervelsen af bogen, kan give betydning til læsningen af den og hvordan den opfattes som souvenir.

Det der leder op, til kan være reklame, men det kan også være venners omtale eller andre former for forberedelse på, hvordan bogen læses. Det kan man kalde projektiv betydningsdannelse. Bogen kan også recirkuleres, hvilket typisk sker, hvis man låner eller giver den til venner, eller hvis den fortsætter sit liv hos en brugtbogsforhandler eller finere, hos en antikvar eller kommer på kunstauktion. Så er den ikke længere vores egen. Det at en person har ejet den, kan dog give den værdi. For eksempel er bogmærker, ex libris-stempler, forfatter-autografer og kommentarer i margen altsammen ting, der kan være med til at tilføre bogen noget mere. Det er med til at skabe betydning ved at give bogen en historie – en slags tingenes biografi.

Alt i alt, så er bøger altså ikke blot fysiske objekter, men også led i en proces, hvor der tilføres og udæskes betydning for brugeren af bogen. I et simpelt tidsligt forløb ser det sådan ud:

Projektion –> læsning/brug –> souvenir/tilegnelse (–> recirkulation)

Disclaimer: Ligesom med alle den slags diagrammer, så slører dette skema virkeligheden, i det der sagtens kan ske projektion, læsning og tilegnelse af en bog på én og samme tid. Pointen er, at der er tale om tre analytisk forskellige omgange med det samme objekt. Og at denne omgang ofte har en tidslig rækkefølge, der er nyttig for os, når vi konstruerer en historie om den bog, vi har i vores besiddelse.

Ebogens Problem: den er en dårlig souvenir

Problemet består, som også James Bridle gør opmærksom på, i at ebøgerne, som vi har kendt dem indtil nu, i virkeligheden kun udfylder ét aspekt, nemlig at være et nyttigt læseredskab, en funktionel størrelse. Ebøger egner sig ikke som souvenir, og er måske ikke engang er optimale til den rene læsning. I hvert fald er det stadig omstridt, hvorvidt de er bedre eller mere effektive at læse i end papirbøger eller ej.

Ebogen er, isoleret betragtet, lige nu mest en pseudo-dagbog: et redskab til viden, erindring og dialog med sig selv. Den er meget dårlig at bruge som souvenir, fordi vi simpelthen har brug for at objektificere, altså at have noget konkret og tydeligt, vi kan se og interagere med. Ebogen er lige nu primært et datapunkt i den suppe af information, vi muligvis godt ved gemmer sig på harddisken eller i vores iPad, men som vi intet kropsligt forhold har til. På samme måde som en dagbog er den gemt af vejen, noget vi har et ganske vist fortroligt forhold til, men som er privat og hemmeligt. En souvenir står fremme og minder os i hverdagen om vores historie og dermed på et dybere plan om vores identitet på en måde, som en dagbog kun gør prikvis.

social læsning

Det er så her det hotte begreb social læsning kommer ind i billedet. Social læsning vil oftest sige, at teknologien på forskellig måde muliggør den del af souvenir-aspektet af læsning, der angår andre mennesker end en selv.

Inden for det sidste halve eller hele år er der således skudt en række websites frem, som lægger meget vægt på at gøre det let at læse bøger sammen med andre mennesker og på forskellig vis udveksle sine oplevelser med andre. Minbogdinbog.dk, Goodreads, Readmill og Amazons online-notefunktion til Kindle og brugeranmeldelserne på deres website.

En anden måde at gøre læsningen social på, er Small Demons, der indekserer bøger og knytter indholdet sammen med produktuniverser. Når en person drikker en flaske whiskey i en roman kan man for eksempel vælge at udforske universet af whiskey-mærker, eller man kan sammenligne biler på tværs af bøger. Det er ret fascinerende og tilfører virkelig noget genuint, fordi det synliggør, at bøger ikke bare er fritsvævende informationsbeholdere, men altid dele af mentale produktuniverser af betydning.

Det er altsammen meget godt, og bliver helt sikkert en essentiel del af det at læse ebøger fremover. Men det tilfredsstiller stadig ikke den personlige tilfredsstillelse ved at eje en fysisk souvenir. Så her er noget at arbejde på.

Nød du dette indlæg, vil du sikkert også læse

• Noter om bogen som materiel kultur
• Ting du ikke kan med bøger på en iPad
• Det er ikke som at holde en rigtig bog i hånden

Without further ado, her er den ukomplette liste i tilfældig rækkefølge:

Skønlitteratur læst i 2011

• Scarlet Thomas: Mr Y’s forbandelse. En fantastisk underholdende bog, som jeg læste i ét stræk. Dens bizarre fortælling kombinerer virkelig syret fantasi med beskrivelsen af det akademiske univers.
• Scarlet Thomas: Our tragic universe. Jeg var meget betaget af den her bog, som er meget krævende af sin læser, meget litterær og fuld af gode tanker om livet i det hele taget. Anbefales varmt.
• Murakami: Trækopfuglens krønike. Den japanske succesforfatter var den første bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen, en læseklub sammensat af gode folk jeg kender fra twitter og som bloggere, bla. Stinestregen, Klidmoster og Anne fra O’manne light. Nu mødes vi og diskuterer bøger med ujævne mellemrum. Den her bog var en skuffelse, omend jeg rigtig, rigtig godt kunne lide dens sprog og specielle kombination af østlig og vestlig stil.
• Erlend Loe: Doppler. Loes mest kendte bog var den, jeg læste sidst. Den skuffede mig noget, nok fordi jeg allerede havde gennemlevet og nydt ironien og minimalismen i de to bøger af ham, jeg læste inden (i helt forkert rækkefølge).
• Erlend Loe: Volvo Lastvagnar. Den her er den selvstændige fortsættelse til Doppler. Den fungerede rigtig godt for mig, og jeg nød at læse den. Den spiller på nogle af de nationale stereotyper og forestillinger, vi har om livet langt ude i den svenske wild west, i sammenstødet med den nærmest blanke nordmand Doppler.
• Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part. Dette var den første Loe-bog, jeg læste. Jeg har kun én ting at sige om den: Dét er teater! Ok, jeg vil gerne tilføje, at den er ret sjov.
• Dan Simmons: Hyperion & Endymion-sagaen. Dan Simmons fire-binds episke værk om Tornskaden er noget af det allerbedste Science Fiction, der er skrevet! Jeg vil ikke tøve med at udnævne det første bind som et af de allerbedste litterære værker, jeg nogensinde har læst. Det er en mosaik af spændende fortællinger, sprængfyldt med litterære referencer, pakket ind i en episk ramme.
• Merete Pryds Helle: Hej menneske! Den her overraskede mig virkelig. I positiv retning. Den handler om en dansk kvinde, der bliver syg under en udgravning i Mellemøsten og i sine feberdrømme gennemlever historien fra jæger-samler-tilværelse til agerbrug set fra en stenalderkvindes synsvinkel. Den minder mig lidt i opsætningen om en anden bog, som befinder sig på min top-5 over bedste bøger, nemlig Iain Banks’ Broen, der også veksler mellem en patients realoplevelser og en imaginær episk historie.
• Louis Jensen: Kejserinden. Denne har jeg selv udgivet på Replikant, så den har jeg naturligvis været igennem nogle gange. Jeg er vild med den for dens enkle, men alligevel dybsindige sprog og pointer omkring livet. Det er en dansk pendant til Den lille Prins.
• Mikala Rosenkilde: Legetøj. Den her novellesamling er noget af de bedste jeg længe har læst på dansk. Personer og steder overlapper de enkelte noveller, så man har en god oplevelse når man læser den færdig, selvom hver enkelt fortælling er forholdsvis letlæst. Den er udgivet som ebog på Replikant og kommer også som lydbog.
• Carsten Jensen: Vi, de druknede. En stor fortælling om modernitetens gennembrud i en fiskerby og livet på havet, men også om, hvordan sømandslivet på mange måder foregriber den postmoderne flygtighed og mangel på centrale, fælles værdier i tilværelsen. Den er velskrevet, men ikke helt så god, som jeg havde håbet.
• John Fowles: Troldmanden. Dette er til gengæld en af mine top-5 bøger, som jeg har genlæst i år. Det gør jeg en gang i mellem. Dens plot og intriger er simpelthen så velskrevet og forførende, at jeg elsker den. Det er en fortælling, man simpelthen hen ikke kan »regne ud«, til trods for de anstrengelser, man gør sig (noget den deler med Our Tragic universe, btw).
• Michael Chabon: Det yiddische politiforbund. Efter at have læst Kavalier og Clay, så var den her oplagt at læse. Den var en bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen. Den skildrer en »hvad-nu-hvis« historie, hvor staten Israel aldrig blev til noget, og jøderne i stedet har fundet et eksil i Alaska. Dette er ved at blive lukket ned og vi følger en politimands desperate jagt på at opklare et mord i dagene op til opløsningen af eksilet. Klassisk krimi noir blandet med yiddisch kultur.
• Kaspar Colling Nielsen: Mount København. Supergod novellekreds skrevet på dansk. Også »hvad-nu-hvis«-baseret. Den er meget syret og man læser den lynhurtigt.
• Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien. Jeg har aldrig været den helt store fan af Bjarne Reuter, men han skriver jo nogle gode historier. Den her er en historisk fortælling, og den går over stok og sten gennem Europa. Jeg blev aldrig 100% vild med dens hovedpersoner, men den er bestemt humoristisk og ganske velskrevet. Den minder mig lidt om en historie som Pavens næsehorn af Lawrence Norfolk, dog ikke på helt samme niveau.
• Joe Haldeman: The forever war. En af de klassiske science-fiction fortællinger, om hvordan en fremtid med krige i rummet med relativistiske tidsforskelle fungerer. Jeg var ikke så vild med den, men den er hurtigt læst. God underholdning.
• John Scalzi: Old Man’s war. Endnu en sci-fi klassiker. I fremtiden kan man få en anden chance – når man dør får man en ny krop, som man bliver sendt ud i universet for at slås for en imperialistisk Jorden i. Også ret underholdende og ganske velskrevet.
• Lone Aburas. Den svære toer. Den fangede mig aldrig, og forekom som en Erlend Loe-light.

Du kan se noget mere af det, jeg ellers har læst på Goodreads, en fed boganbefalingsside, hvor jeg er begyndt at taste ind, hvad jeg i tidens løb har tygget mig igennem.

Er du enig med mig i mine vurderinger?  Skriv en kommentar.

Storybag skrev således i en pressemeddelelse:

»De seneste måneder og især siden 1. november, hvor ereolen.dk, bibliotekernes e-bogstilbud, åbnede, har vi haft et drastisk fald i omsætningen.«

Og de fortsætter:

»Spørgsmålet er bare, om eksplosionen også kan aflæses af salgstallene i e-bogsbutikkerne eller det snarere bliver Apple iBooks og bibliotekerne, der kan klappe i hænderne.«

Man kunne dertil tilføje en anden part i dette, nemlig forlagene og forfatterne, for det er jo dem der i sidste ende producerer det indhold, der kan læses, hvad enten det er i en uafhængig ebogsforhandler, iBooks eller på ereolen. Det er dem der, uanset om der sælges til ebogsforhandlere til fuld pris, eller sælges til bibliotekerne, lever godt af, at der åbnes for et nyt marked for afsætning af deres varer.  Og prisen for udlån er i den nuværende aftale relativt høj – forlagene modtager 14,50 kr. pr. udlånt bog (eks moms). Til sammenligning modtager Replikant under 50 kr pr.  for en ebog med en udsalgspris på 89 kr. inkl. mom. Indtægten på et udlån, der altså er gratis for læseren, er derfor helt oppe på 1/3 af indtægten ved et salg. Vi skal altså veje gratis op mod 89 kr. Og det er jo som bekendt svært at konkurrere med gratis.

Så på det principielle plan har Storybag bestemt en pointe, set fra min synsvinkel. Men spørgsmålet er, om de faktiske forhold understøtter påstanden? Jeg vil tillade mig at være skeptisk.

Reelle tal

Noget helt andet er nemlig, at vi ser modstridende tal for ebøgernes salgstendenser i Danmark. På den ene side melder Storybag om faldende ebogssalg fra november 2011. Mit eget forlag har oplevet et relativt lavt ebogssalg, samtidig med en relativt stor udlånsrate i samme periode (men på den anden side er mine data, baseret på en-to titler, uendeligt små).

På den anden side melder andre aktører, fx Saxo, at ebogssalget går strygende – de har noteret en stigning på over 300% i salget siden 2010, ligesom julesalget af ebøger har været forrygende. Publizon har, i et nyhedsbrev til sine leverandører, konstateret en gennemsnitlig stigning i salget på 250%. Og hvis Saxo, der i forvejen er landet største onlineboghandel, har solgt masser af ebøger, så må de øvrige ebogsforhandlere, der jo har mindre volumen, nødvendigvis have oplevet noget mindre stigninger i salgsraterne.

Men alt dette er i sidste ende anekdotiske eller fragmentariske data, som man må formode er meldt ud med henblik på at fremme bestemte interesser. Dækker de 250% fx over både ebogs– og udlånstal? – fra forlagene og Publizons synspunkt, er der jo tale om »salg« i begge tilfælde, men det fremgår ikke klart af Publizons nyhedsbrev¹. Man kan også spørge sig selv, om Storybags produktprofil kunne tænkes at være uhensigtsmæssig i forhold til de kunder, man har nået? Andre ebogsforhandlere, der går efter andre kundegrupper, har meldt ud til mig, at de ingen effekt har kunnet konstatere af ereolens åbning.

Der findes mig bekendt ingen offentligt tilgængelig tal for fordelingen mellem udlån af ebøger og salg, samt hvad der, med højde for andre variable, såsom julesalg før/efter juleaften, reelt er solgt i absolutte tal. Derfor må man konstatere, at de er umuligt at sige noget validt om, hvad den reelle udvikling er, andet end at det formodentlig går bedre end før, og at kurverne ligner de amerikanske fra de foregående år meget, hvorfor man kan formode, at det danske marked vil følge efter med tiden.

Men igen, så er Danmarks situation som lille land meget anderledes. For eksempel har Amazon indtil nu været stort set uinteresseret i det danske ebogsmarked, og lige netop Amazon har været den største bølgebryder for amerikanernes udbredte brug af ebøger.

Det er umuligt at sige noget om tendensen endnu. Det er alt for tidligt at male fanden på væggen, og jeg forbliver optimist – uanset, min tidligere kritik af forholdene i kødbogbranchen

1. Steffen Sørensen fra Publizon har meddelt mig at tallet dækker rent salg, dvs. udlån er ikke medtaget

Gennem strategiske opkøb og ejerskaber er det min opfattelse, at de to dominerende forlag  i Danmark – Lindhardt & Ringhof og Gyldendal, herefter kaldt De to – i disse år forsøger at konsolidere deres position med ufine midler. Disse metoder giver dem magten til at udøve kontrol med de danske distributions-systemer for henholdsvis fysiske og digitale bøger. Formålet er at bevare den næsten-monopol-situation, der i årevis har hersket på det danske bogmarked.

Dermed undgår De to at skulle konkurrere med de små forlag på kvalitet.

ForlagOnline

I en pressemeddelelse skriver det lille Steenske forlag¹, at de har fået oplyst følgende af Gyldendal:

»Bogportalen.dk [har] standset videreformidlingen af Boghandlerforeningens, BiBis, repræsentative oplysninger om aktuelle bogudgivelser i Danmark.«

Oversat til dansk betyder det, at Bogportalen, som ejes af de tre distributører NBC, DBK og Litas, ikke længere leverer oplysninger som kommer fra andre distributører end disse tre. Dette gælder for de helt små forlag, der pakker fra køkkenbordet, såvel som de, der distribuerer via Dafolos logistikløsning. De leverer nemlig oplysninger til boghandlerne om, hvilke udgivelser, der er tilgængelige gennem systemet ForlagOnline, som igen leverer data til BiBi og Bogportalen. Når Gyldendal lukker for BiBi, udelukkes disse forlag dermed fra online-boghandlere, som saxo.com. Det er naturligvis en alvorlig ting, ikke at være repræsenteret her.

Opdatering 31.12.12: Jeg har meldt lidt for hurtigt ud om denne del af sagen: sagen er retteligheden den, at Saxo og G.dk ikke har ønsket at betale særskilt abonnement for Bibi. og dermed selv har fravalgt at indeksere de små forlags udgivelser automatisk. Problemstillingen er derfor mere kompleks, i det der er tale om at branchen fra flere sider ikke har kunnet blive enige om en fælles metadataløsning.

Lige så slemt er dog, at de forlag, der ikke deltager i BiBi, også udelukkes fra den altdominerende pris-søgemaskine for bøger, bogpriser.dk, som ja, er ejet af Gyldendal. Netop søgbarhed er alfa og omega i en fremtid, hvor de fysiske boghandlere, og trykte bøger i al almindelighed, formodentlig vil fylde mindre i mediebilledet. Bøger eksisterer ikke, hvis de ikke kan findes online.

Den ene ejer af Bogportalen, NBC er også Gyldendal-ejet, mens Litas er ejet af Egmont-koncernen, Lindhardt & Ringhofs moderselskab. DKB er, som den eneste af de tre ejere, ejet af en selvstændig fond, men De to har altså en væsentlig indflydelse på Bogportalen.

Men det er ikke kun distributionen af fysiske bøger, de to store forlag har sat sig på. Også på markedet for digital bogdistribution forsøger De to at sætte sig på markedet.

Ereolen — en aftale der altid giver overskud til »de to«

Det fremstår mere og mere klart, at den aftale, der er indgået for en et-årig periode om distribution af ebøger på ereolen.dk, udover at være en stor støtte til alle forlag, der sælger ebøger, især gavner de to aftalepartnere, nemlig Publizon og bibliotekerne.

Som det vil være læsere af denne blog bekendt, så er jeg en stor støtte af de danske folkebiblioteker. Jeg ser således enhver aftale, der helhjertet omfavner ebøgernes udbredelse på bibliotekerne, som et positivt gode, alene fordi jeg dels støtter bibliotekernes vidensudbredende formål, men også fordi jeg ser bibliotekerne som et essentielt og gavnligt element i dansk læsekultur. Ereolen bygger på en aftale mellem nogle få folkebiblioteker og Publizon, den første danske ebogsdistributør, som leverer ebøger til de fleste danske ebogsforhandlere, og er i min optik en god start på den fremtidige udvikling.

Det, jeg ikke kan lide ved konstruktionen, er, at aftalen er indgået mellem bibliotekerne og Publizon, et firma ejet af.. ja, du gættede det, Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. Det er jo fint, at Publizon eksisterer i det hele taget, for ellers ville der slet ingen aftaleparter være. Men det er mindre fint, at for hver gang et lille forlag modtager 14,50 kr, modtager Publizon, og dermed de to store forlag, 4,50 kr. Noget af dette beløb modtager bibliotekerne, hvilket der også har været debat om, men ca. halvdelen af dette beløb går nok til Publizon.

Det er altså lykkedes at malke ca. 10% af indtægten fra danske ebogsudlån udenom forlagene og over i en aktievirksomhed, der igen er ejet af to næsten-monopolitiske aktievirksomheder (de sidder på over 80 % af bogmarkedet). Uanset, hvem der lykkes med at sælge digitale bøger, kommer det dermed De to til gode. Og, som Kenneth Krabat har gjort opmærksom på, så udelukker man også her de små selvpublicerende forfattere med et krav om at have cvr-nummer – og danske forfattere er netop undtaget for moms-registrering i forbindelse med indtægter på bogskrivning. Et paradoks, der gavner de etablerede forlag.

Opdatering 31.01.12: Jeg er blevet gjort opmærksom på af Steffen Sørensen fra Publizon, at deres indtægt for ebogsudlån nedtrappes til 2 kr. pr transaktion efter en trappemodel. Derfor er Publizons indtægt ikke så stor, som jeg har fremstillet den. Det ændrer ikke ved ejerforholdene, hvilket principielt er et problem, omend det er en god ting, at De to har investeret i en distributionsløsning, som alle forlag kan benytte.

Hvad er konsekvenserne?

Det betyder reelt, at udviklingen i Danmark hindres af De to, fordi de små forlag, der ville være i stand til at tænke nyt og udfordre status quo, betaler »skat« til De to.

Man kan håbe, at andre distributionsselskaber på et tidspunkt går ind på danske marked som konkurrenter til Publizon og ForlagOnline, og dermed gør det relevant for distributionsselskaberne at konkurrere på parametre, der er reelle og angår kvalitet af danske bøger, fremfor konsolidering af status quo.

En stor spiller som Amazon kan lige pludselig beslutte sig for at gå helhjertet ind på det danske marked. Der vil i den situation ikke være nogen stor nostalgi blandt de små forlag i forhold til at støtte de danske distributionsselskaber.

Afsluttende: jeg er gået ind i forlagsverdenen, velvidende at det er benhård business, og kan sådan set ikke bebrejde konkurrenter, at de konkurrerer. Jeg synes bare det er synd, når det ikke handler om kvalitet. Vi har en fælles interesse i at sikre en velfungerende og innovativ dansk bogkultur.

1. advarsel, mindre, ahem pænt website

I Kristeligt dagblad i dag (25.1.2012) argumenterer Bogmarkedets redaktør og Boghandlerforeningen for at de faste bogpriser skal genindføres. Det skal ikke være permanent, men en ordning, der gælder de første måneder af en bogs levetid, ligesom supermarkederne skal have lov til at køre slagtilbud.

Boghandlerforeningens direktør savner således bevis for, at den frie konkurrence har påvirket mængden og kvaliteten af bøger. Det skal jeg ikke være den, der modsiger. Men på den anden side, så lader der til at være ført meget lidt bevis for nogen af påstandene.

For mig, der har startet et forlag i 2011, er de frie bogpriser sådan tingene nu en gang er. De er et vilkår. Bær over med mig, men jeg kan have svært ved at se logikken i påstandene. Helt principielt forekommer det mig mærkeligt, at nogen seriøst argumenterer for faste priser, som var der tale om Margarine-produkter i det gamle Sovjet.

Problemet med faste bogpriser er, at dette hjælper Bilka og kædeboghandlerne lige så vel, som det hjælper de små, uafhængige og spændende bogtempler, alle kan blive enige om, er et gode for samfundet. Og så begyndte boghandlernes krise (og bibliotekernes faldende udlånstal) mig bekendt et godt stykke tid før bogpriserne blev sat fri.

Hvis der skal føres bevis for, at de frie priser har gavnet konkurrencen, skal vi også have bevis for at flydende priser har skadet den. Det fører ingen vegne, fordi der ikke findes nogle uafhængige variable, vi kan isolere for at kunne konstatere en årsagssammenhæng.

Jeg forstår så udemærket, at boghandlerne er i defensiven, og jeg begræder da også, at en kultur, jeg selv har nydt godt af, måske snart ikke længere findes. Men var det så ikke bedre, at staten gav pengene direkte som støtte til at opretholde boghandlernes eksistens? Et provokerende spørgsmål, men det er vel det, der kernen, når man finder på krumspring som faste priser for at opretholde en branche i krise?

1. 2012 bliver året hvor Apple udgiver den første iPad3, der både har retina display, der giver knivskarpe farvebilleder, velegnet til spil, film, og leg OG en eInk skærm, der giver langt længere batterilevetid, samt er god for øjnene at læse på. Et tryk på en knap og skærmen bliver gråtoner i stedet for farver. I det hele taget er der ikke rigtig nogle andre tablets i sigte, som kan konkurrere med Apples iPads status som tabletten der kan det hele. Amazons Kindle Fire er ganske vidst også god, men Kindlen vil fortsat have sin styrke for de dedikerede boglæsere, som der trods alt ikke er så mange af i Danmark.
2. Herhjemme kommer iPadden til at høste succes efter succes på uddannelsesområdet, efterhånden som flere og flere kommuner køber massivt ind af dem, især til skolerne. Først de følgende år kommer ‘teknologitømmermændene’, hvor man i den brede skolesammenhæng opdager, at det er ændrede pædagogiske tiltag og ikke teknologi i sig selv, der skaber forandring i skolen.
3. Ebøgerne i Danmark vil fortsat have lang vej op af bakke. Men i takt med at der er flere og flere folk med smartphones, iPads og ebogslæsere, samtidig med at ereolen bliver mere og mere udbredt, så vil antallet af ebogslæsende danskere stige støt. Skolernes indkøb af iPads vil formodentlig bane vejen for en øget opmærksomhed på brugen af ebøger i lokalområderne. Men altså endnu ikke med de voldsomme vækstrater, vi har set i USA for ebogssalget. Jeg forventer, at vendepunktet i Danmark først sker i 2013, hvorefter det de næste 2–3 år derfra går stærkt.
4. Med lidt held bliver 2012 også året, hvor vi ser den første selvpublicerings-succeshistorie på dansk grund. Altså en ukendt forfatter, der slår igennem med produktion, salg og markedsføring af egne ebøger. Det afhænger igen af, at der i 2012 kommer kul på selvpubliceringsplatforme som Saxo selvudgiver og ebookcomposer, så det er nemt at få udgivet ebøger. Men det vil være en enkelt eller to forfattere, der vil have den glæde, for det vil fortsat kræve mere energi at sælge og markedsføre, end de fleste forfattere har lyst til: de vil fortsat skrive bøger før alt andet.

Den franske tegner Villemard lavede denne tegning i 1910:

Kilde: http://expositions.bnf.fr/utopie/feuill/index.htm

Hvad er et bibliotek?

For at analysere ereolen, er det værd at overveje ganske kort, hvad et bibliotek egentlig er. Der er formodentlig mange bud på det, og jeg har ikke en grad i biblioteksvidenskab. Men her er alligevel mine ideer om, hvad bibliotekerne er og skal kunne. De følgende fire dimensioner tegner et billede af biblioteket fra cirka 1980, siden den personlige computer, internettet og de sociale medier for alvor kom på banen. Siden da har bibliotekerne kæmpet med at finde fodfæste, særligt fordi underholdningsindustrien er en hård partner at danse med.

1. Arkivering

Biblioteket gemmer bøger for eftertiden.

2. Tilgængelighed

Bøgerne opstilles eller kan gøres tilgængelige, fx ved bestilling, for de brugere, der ønsker at benytte dem. Bøger i et lukket arkiv er ikke et bibliotek, højst en samling.

3. Formidling

Der er så mange bøger, at udvalg og præsentation af dem også er nødvendigt.

4. Folkeoplysning

Formidlingen er nødt til at ske efter nogle principper eller værdier – en begrundelse, et hvorfor for formidlingens eksistens –  i Danmark er nøgleordet folkeoplysning.

Særligt om folkeoplysning og underholdning

I størstedelen af bogens historie var grundprincippet for bibliotekerne overlevering af de kristne principper, der var at læse om i den vigtigste bog, Bibelen. I vore dages Danmark har bibliotekernes principper traditionelt været grundet i folkeoplysningstraditionerne, men i stigende grad har bibliotekerne også beskæftiget sig med underholdning.

Rent praktisk har det betydet, at bibliotekerne har anvendt sine rammer til foredrag, til udstillinger, teater, undervisning, osv. med alle mulige emner som fokus, men også i udbredelsen af viden om samfundet i bredere forstand. Underholdningsfokus med spille-konsoller, pc-terminaler, legeområder, osv. har sat nye dagsordener. Nogle vil mene at målet har været at smugle klassisk »oplysning« ind af bagvejen, mens andre har omfavnet den nye dagsorden mere helhjertet – opgaven har med andre ord været at tilpasse sig den kommercielle kulturelle virkelighed og spille med på dens præmisser. Jeg vil ikke tage stilling for eller i mod det ene eller andet, blot konstatere, at det underholdende aspekt er en mulig vej for et bibliotekstiltag, omend det aldrig kan stå alene, men må være integreret, således at det spiller sammen med tilgængeligheds– og arkivopgaverne.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at der antydes et hierarki i disse funktioner: 1 er vigtigere end 2, som er vigtigere end 3 og så fremdeles. Jeg har en ide om, at bibliotekarer kalder arkivering og tilgængelighed for »kernefunktioner«, mens eksistensen af formidling og folkeoplysning altid kan debateres, især i sparetider. Jeg vil dog argumentere for, at at alle fire dimensioner, i forskellige mix, konstituerer bibliotekets essens: uden grundlæggende værdier er resten egentlig ligegyldigt eller i hvert fald yderst fattigt.

Analyse

Arkiv

Ereolen gemmer ikke selv de bøger, der leveres, men er udelukkende et interface til det arkiv, som forlagene stiller til rådighed gennem Publizon. Og hvorfor skulle det også være anderledes i en digital virkelighed – hvis det ikke lige var fordi de nye problemer, der så opstår med versionering af ebøger, backup, osv. Arkivfunktionen er til gengæld dækket ind af pligtafleveringen til det nationale arkiv på Det kongelige bibliotek.

Tilgængelighed

Denne funktion løser ereolen på smukkeste vis – og man kan sige, at det dermed er basisopgaven for folkebibliotekerne, der løses. Ikke underligt, i det platformen ikke er en national løsning, men en konstruktion mellem nogle enkelte folkebiblioteker og Publizon. Løsningen lider dog under det problem, at kopibeskyttelsen, der benyttes, gør det svært for brugerne at benytte tilbuddet, medmindre de er relativt teknologiske kyndige. I den henseende er der problemer med tilgængeligheden. Ebøgerne løser på mange måder problemet med tilgængelighed for handicappede, men der er lang vej til en løsning der gør det let at benytte adgangen til dem gennem ereolen for disse grupper.

Formidling

Ereolen formidler kun i ringe grad sit stof – sammenlignet med de mange innovative læseplatforme, som er trenden i 2011. Small demons, Amazon, goodreads, osv. laver alle meget bedre formidling og vejledning ind til stoffet. Ereolen linker til litteratursiden.dk og viser Mest læste bøger samt har en roterende række af udvalgte bøger på siden. Ja, og så formidler ereolen kontroversielt adgangen til at købe bøgerne gennem en ret prominent »køb«-knap som figurerer tydeligt på forsiden af websitet.

Folkeoplysning

Når der kun i ringe grad formidles, så skyldes det nok at siden ikke rummer nogle eksplicitte folkeoplysende aspekter, whatsoever. Medmindre man mener, at et ratingsystem med »5 stjerner« tæller som dette. Det argumenteres ikke, hvorfor ereolen skal eksistere.

Konklusioner

Ikke overraskende kan jeg konkludere, at ereolens væsentligste svaghed er selve begrundelsen for, at den skal eksistere. Med fraværet af en begrundelse, markeret tydeligt ved, at den ikke er et statsligt eller på anden måde neutralt initiativ, er det op til læseren eller brugeren selv at vurdere motivet bag.

Tilstedeværelsen af en købsknap bliver derfor, uanset de gode intentioner der måtte være, omsat til en mistanke om, at begrundelsen for ereolens eksistens egentlig er mere grundet i kommercielle interesser end i en velovervejet oplysnings– eller underholdningsinteresse. Der er ingen tvivl om, at ereolen kun kan eksistere gennem et samarbejde mellem indholdsproducenterne (= forlagene og de selvpublicerende forfattere). Og forlagene vil naturligvis gerne kompenseres for at stille materialet gratis til rådighed, ligesom de hidtil er blevet. Det er derfor ekstremt vigtigt for projektet, hvis det skal fortsætte, at skære en meget klar linje i forhold til det kommercielle aspekt.

En anden mulig tolkning er, at ereolens mål er ren underholdning. Bibliotekerne giver folket let, friktionsfri adgang til ny litteratur, som de kan læse og hygge sig med. Der er ikke noget galt med underholdning i sig selv, men, som tidligere skrevet, så må det ske i samspil med bibliotekets øvrige formål, og kan ikke stå alene, i hvert fald, hvis vi fortsat skal tale om det som et biblioteksprojekt.

Hvad angår formidlingsdimensionen, så er ereolen et projekt, der er hurtigt skruet sammen, formodentlig for relativt få midler. Jeg er ikke i tvivl om, at forbedringer venter, særligt hvis »eksperimentet« fortsætter i en eller anden form.

Notabene:

Jeg må tilføje, at dette indlæg er skrevet udfra en grænseløs kærlighed til biblioteksvæsenet, og med en taknemmelighed over, at nogen arbejder på at udvikle bibliotekssystemet i den digitale virkelighed. Jeg synes som borger, at det er ekstremt vigtigt, at der er sikret adgang til litteraturen for alle, der hvor »folket« er. Omvendt repræsenterer jeg også et forlags synsvinkel – et perspektiv hvorfra folkebibliotekerne først og fremmest er et fantastisk markedsføringsværktøj – en måde at skabe vedvarende og vidtspredt opmærksomhed om de bøger og forfattere, jeg er med til at udgive. Og de sikrer ovenikøbet et godt lille minimumssalg af bøger i Danmark gennem deres indkøb. Men det skal ikke ske for enhver pris.

(29. nov 2011: tilføjet lidt om min motivation + smårettelser)

Mere om ereolen:

• Sådan låner du bøger på ereolen
• Ereolen — aftalen bag