Bogen som souvenir

I denne sidste henseende er bogen gjort til vores egen, og har fået tilført en række affektive egenskaber – vi har knyttet forskellige emotionelle lag ovenpå bogen. Derfor giver det mening for os at gemme den på hylden og mindes den, ligesom man gør med en souvenir eller et feriebillede. Vi minder os selv, og måske andre, om den historie, der følger med den.

For eksempel kan vi tage en af mine yndlingsbøger, Umberto Ecos Foucaults pendul. Den er et godt eksempel, for den minder mig både om den interrailtur, hvor jeg læste den første gang, men også om min læseoplevelse med den. Den minder mig, med sit slidte paperback-omslag og de gulnede, vandskadede sider, om det forhold jeg har til Ecos forfatterskab, der på mange måder er slidt, laset og meget, meget vigtigt for mig. En ny udgave af den samme bog, udgivet i hardback, med papir i ordentlig kvalitet ville være helt ude af stand til at gengive de mentale tilstande ordentligt. Selve informationen, historien der står i bogen, kan der naturligvis ikke ændres ved, men det er sagen uvedkommende, for bogen repræsenterer så meget mere end det.

Begge måder at omgås en bog på er genuine aspekter af det med at have en god bog at gøre, og kan være med til at forstærke hinanden, ligesom det, der leder op til erhvervelsen af bogen, kan give betydning til læsningen af den og hvordan den opfattes som souvenir.

Det der leder op, til kan være reklame, men det kan også være venners omtale eller andre former for forberedelse på, hvordan bogen læses. Det kan man kalde projektiv betydningsdannelse. Bogen kan også recirkuleres, hvilket typisk sker, hvis man låner eller giver den til venner, eller hvis den fortsætter sit liv hos en brugtbogsforhandler eller finere, hos en antikvar eller kommer på kunstauktion. Så er den ikke længere vores egen. Det at en person har ejet den, kan dog give den værdi. For eksempel er bogmærker, ex libris-stempler, forfatter-autografer og kommentarer i margen altsammen ting, der kan være med til at tilføre bogen noget mere. Det er med til at skabe betydning ved at give bogen en historie – en slags tingenes biografi.

Alt i alt, så er bøger altså ikke blot fysiske objekter, men også led i en proces, hvor der tilføres og udæskes betydning for brugeren af bogen. I et simpelt tidsligt forløb ser det sådan ud:

Projektion –> læsning/brug –> souvenir/tilegnelse (–> recirkulation)

Disclaimer: Ligesom med alle den slags diagrammer, så slører dette skema virkeligheden, i det der sagtens kan ske projektion, læsning og tilegnelse af en bog på én og samme tid. Pointen er, at der er tale om tre analytisk forskellige omgange med det samme objekt. Og at denne omgang ofte har en tidslig rækkefølge, der er nyttig for os, når vi konstruerer en historie om den bog, vi har i vores besiddelse.

Ebogens Problem: den er en dårlig souvenir

Problemet består, som også James Bridle gør opmærksom på, i at ebøgerne, som vi har kendt dem indtil nu, i virkeligheden kun udfylder ét aspekt, nemlig at være et nyttigt læseredskab, en funktionel størrelse. Ebøger egner sig ikke som souvenir, og er måske ikke engang er optimale til den rene læsning. I hvert fald er det stadig omstridt, hvorvidt de er bedre eller mere effektive at læse i end papirbøger eller ej.

Ebogen er, isoleret betragtet, lige nu mest en pseudo-dagbog: et redskab til viden, erindring og dialog med sig selv. Den er meget dårlig at bruge som souvenir, fordi vi simpelthen har brug for at objektificere, altså at have noget konkret og tydeligt, vi kan se og interagere med. Ebogen er lige nu primært et datapunkt i den suppe af information, vi muligvis godt ved gemmer sig på harddisken eller i vores iPad, men som vi intet kropsligt forhold har til. På samme måde som en dagbog er den gemt af vejen, noget vi har et ganske vist fortroligt forhold til, men som er privat og hemmeligt. En souvenir står fremme og minder os i hverdagen om vores historie og dermed på et dybere plan om vores identitet på en måde, som en dagbog kun gør prikvis.

social læsning

Det er så her det hotte begreb social læsning kommer ind i billedet. Social læsning vil oftest sige, at teknologien på forskellig måde muliggør den del af souvenir-aspektet af læsning, der angår andre mennesker end en selv.

Inden for det sidste halve eller hele år er der således skudt en række websites frem, som lægger meget vægt på at gøre det let at læse bøger sammen med andre mennesker og på forskellig vis udveksle sine oplevelser med andre. Minbogdinbog.dk, Goodreads, Readmill og Amazons online-notefunktion til Kindle og brugeranmeldelserne på deres website.

En anden måde at gøre læsningen social på, er Small Demons, der indekserer bøger og knytter indholdet sammen med produktuniverser. Når en person drikker en flaske whiskey i en roman kan man for eksempel vælge at udforske universet af whiskey-mærker, eller man kan sammenligne biler på tværs af bøger. Det er ret fascinerende og tilfører virkelig noget genuint, fordi det synliggør, at bøger ikke bare er fritsvævende informationsbeholdere, men altid dele af mentale produktuniverser af betydning.

Det er altsammen meget godt, og bliver helt sikkert en essentiel del af det at læse ebøger fremover. Men det tilfredsstiller stadig ikke den personlige tilfredsstillelse ved at eje en fysisk souvenir. Så her er noget at arbejde på.

Nød du dette indlæg, vil du sikkert også læse

• Noter om bogen som materiel kultur
• Ting du ikke kan med bøger på en iPad

Without further ado, her er den ukomplette liste i tilfældig rækkefølge:

Skønlitteratur læst i 2011

• Scarlet Thomas: Mr Y’s forbandelse. En fantastisk underholdende bog, som jeg læste i ét stræk. Dens bizarre fortælling kombinerer virkelig syret fantasi med beskrivelsen af det akademiske univers.
• Scarlet Thomas: Our tragic universe. Jeg var meget betaget af den her bog, som er meget krævende af sin læser, meget litterær og fuld af gode tanker om livet i det hele taget. Anbefales varmt.
• Murakami: Trækopfuglens krønike. Den japanske succesforfatter var den første bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen, en læseklub sammensat af gode folk jeg kender fra twitter og som bloggere, bla. Stinestregen, Klidmoster og Anne fra O’manne light. Nu mødes vi og diskuterer bøger med ujævne mellemrum. Den her bog var en skuffelse, omend jeg rigtig, rigtig godt kunne lide dens sprog og specielle kombination af østlig og vestlig stil.
• Erlend Loe: Doppler. Loes mest kendte bog var den, jeg læste sidst. Den skuffede mig noget, nok fordi jeg allerede havde gennemlevet og nydt ironien og minimalismen i de to bøger af ham, jeg læste inden (i helt forkert rækkefølge).
• Erlend Loe: Volvo Lastvagnar. Den her er den selvstændige fortsættelse til Doppler. Den fungerede rigtig godt for mig, og jeg nød at læse den. Den spiller på nogle af de nationale stereotyper og forestillinger, vi har om livet langt ude i den svenske wild west, i sammenstødet med den nærmest blanke nordmand Doppler.
• Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part. Dette var den første Loe-bog, jeg læste. Jeg har kun én ting at sige om den: Dét er teater! Ok, jeg vil gerne tilføje, at den er ret sjov.
• Dan Simmons: Hyperion & Endymion-sagaen. Dan Simmons fire-binds episke værk om Tornskaden er noget af det allerbedste Science Fiction, der er skrevet! Jeg vil ikke tøve med at udnævne det første bind som et af de allerbedste litterære værker, jeg nogensinde har læst. Det er en mosaik af spændende fortællinger, sprængfyldt med litterære referencer, pakket ind i en episk ramme.
• Merete Pryds Helle: Hej menneske! Den her overraskede mig virkelig. I positiv retning. Den handler om en dansk kvinde, der bliver syg under en udgravning i Mellemøsten og i sine feberdrømme gennemlever historien fra jæger-samler-tilværelse til agerbrug set fra en stenalderkvindes synsvinkel. Den minder mig lidt i opsætningen om en anden bog, som befinder sig på min top-5 over bedste bøger, nemlig Iain Banks’ Broen, der også veksler mellem en patients realoplevelser og en imaginær episk historie.
• Louis Jensen: Kejserinden. Denne har jeg selv udgivet på Replikant, så den har jeg naturligvis været igennem nogle gange. Jeg er vild med den for dens enkle, men alligevel dybsindige sprog og pointer omkring livet. Det er en dansk pendant til Den lille Prins.
• Mikala Rosenkilde: Legetøj. Den her novellesamling er noget af de bedste jeg længe har læst på dansk. Personer og steder overlapper de enkelte noveller, så man har en god oplevelse når man læser den færdig, selvom hver enkelt fortælling er forholdsvis letlæst. Den er udgivet som ebog på Replikant og kommer også som lydbog.
• Carsten Jensen: Vi, de druknede. En stor fortælling om modernitetens gennembrud i en fiskerby og livet på havet, men også om, hvordan sømandslivet på mange måder foregriber den postmoderne flygtighed og mangel på centrale, fælles værdier i tilværelsen. Den er velskrevet, men ikke helt så god, som jeg havde håbet.
• John Fowles: Troldmanden. Dette er til gengæld en af mine top-5 bøger, som jeg har genlæst i år. Det gør jeg en gang i mellem. Dens plot og intriger er simpelthen så velskrevet og forførende, at jeg elsker den. Det er en fortælling, man simpelthen hen ikke kan »regne ud«, til trods for de anstrengelser, man gør sig (noget den deler med Our Tragic universe, btw).
• Michael Chabon: Det yiddische politiforbund. Efter at have læst Kavalier og Clay, så var den her oplagt at læse. Den var en bog, vi læste i #twaarhuslæsegruppen. Den skildrer en »hvad-nu-hvis« historie, hvor staten Israel aldrig blev til noget, og jøderne i stedet har fundet et eksil i Alaska. Dette er ved at blive lukket ned og vi følger en politimands desperate jagt på at opklare et mord i dagene op til opløsningen af eksilet. Klassisk krimi noir blandet med yiddisch kultur.
• Kaspar Colling Nielsen: Mount København. Supergod novellekreds skrevet på dansk. Også »hvad-nu-hvis«-baseret. Den er meget syret og man læser den lynhurtigt.
• Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien. Jeg har aldrig været den helt store fan af Bjarne Reuter, men han skriver jo nogle gode historier. Den her er en historisk fortælling, og den går over stok og sten gennem Europa. Jeg blev aldrig 100% vild med dens hovedpersoner, men den er bestemt humoristisk og ganske velskrevet. Den minder mig lidt om en historie som Pavens næsehorn af Lawrence Norfolk, dog ikke på helt samme niveau.
• Joe Haldeman: The forever war. En af de klassiske science-fiction fortællinger, om hvordan en fremtid med krige i rummet med relativistiske tidsforskelle fungerer. Jeg var ikke så vild med den, men den er hurtigt læst. God underholdning.
• John Scalzi: Old Man’s war. Endnu en sci-fi klassiker. I fremtiden kan man få en anden chance – når man dør får man en ny krop, som man bliver sendt ud i universet for at slås for en imperialistisk Jorden i. Også ret underholdende og ganske velskrevet.
• Lone Aburas. Den svære toer. Den fangede mig aldrig, og forekom som en Erlend Loe-light.

Du kan se noget mere af det, jeg ellers har læst på Goodreads, en fed boganbefalingsside, hvor jeg er begyndt at taste ind, hvad jeg i tidens løb har tygget mig igennem.

Er du enig med mig i mine vurderinger?  Skriv en kommentar.

Storybag skrev således i en pressemeddelelse:

»De seneste måneder og især siden 1. november, hvor ereolen.dk, bibliotekernes e-bogstilbud, åbnede, har vi haft et drastisk fald i omsætningen.«

Og de fortsætter:

»Spørgsmålet er bare, om eksplosionen også kan aflæses af salgstallene i e-bogsbutikkerne eller det snarere bliver Apple iBooks og bibliotekerne, der kan klappe i hænderne.«

Man kunne dertil tilføje en anden part i dette, nemlig forlagene og forfatterne, for det er jo dem der i sidste ende producerer det indhold, der kan læses, hvad enten det er i en uafhængig ebogsforhandler, iBooks eller på ereolen. Det er dem der, uanset om der sælges til ebogsforhandlere til fuld pris, eller sælges til bibliotekerne, lever godt af, at der åbnes for et nyt marked for afsætning af deres varer.  Og prisen for udlån er i den nuværende aftale relativt høj – forlagene modtager 14,50 kr. pr. udlånt bog (eks moms). Til sammenligning modtager Replikant under 50 kr pr.  for en ebog med en udsalgspris på 89 kr. inkl. mom. Indtægten på et udlån, der altså er gratis for læseren, er derfor helt oppe på 1/3 af indtægten ved et salg. Vi skal altså veje gratis op mod 89 kr. Og det er jo som bekendt svært at konkurrere med gratis.

Så på det principielle plan har Storybag bestemt en pointe, set fra min synsvinkel. Men spørgsmålet er, om de faktiske forhold understøtter påstanden? Jeg vil tillade mig at være skeptisk.

Reelle tal

Noget helt andet er nemlig, at vi ser modstridende tal for ebøgernes salgstendenser i Danmark. På den ene side melder Storybag om faldende ebogssalg fra november 2011. Mit eget forlag har oplevet et relativt lavt ebogssalg, samtidig med en relativt stor udlånsrate i samme periode (men på den anden side er mine data, baseret på en-to titler, uendeligt små).

På den anden side melder andre aktører, fx Saxo, at ebogssalget går strygende – de har noteret en stigning på over 300% i salget siden 2010, ligesom julesalget af ebøger har været forrygende. Publizon har, i et nyhedsbrev til sine leverandører, konstateret en gennemsnitlig stigning i salget på 250%. Og hvis Saxo, der i forvejen er landet største onlineboghandel, har solgt masser af ebøger, så må de øvrige ebogsforhandlere, der jo har mindre volumen, nødvendigvis have oplevet noget mindre stigninger i salgsraterne.

Men alt dette er i sidste ende anekdotiske eller fragmentariske data, som man må formode er meldt ud med henblik på at fremme bestemte interesser. Dækker de 250% fx over både ebogs– og udlånstal? – fra forlagene og Publizons synspunkt, er der jo tale om »salg« i begge tilfælde, men det fremgår ikke klart af Publizons nyhedsbrev¹. Man kan også spørge sig selv, om Storybags produktprofil kunne tænkes at være uhensigtsmæssig i forhold til de kunder, man har nået? Andre ebogsforhandlere, der går efter andre kundegrupper, har meldt ud til mig, at de ingen effekt har kunnet konstatere af ereolens åbning.

Der findes mig bekendt ingen offentligt tilgængelig tal for fordelingen mellem udlån af ebøger og salg, samt hvad der, med højde for andre variable, såsom julesalg før/efter juleaften, reelt er solgt i absolutte tal. Derfor må man konstatere, at de er umuligt at sige noget validt om, hvad den reelle udvikling er, andet end at det formodentlig går bedre end før, og at kurverne ligner de amerikanske fra de foregående år meget, hvorfor man kan formode, at det danske marked vil følge efter med tiden.

Men igen, så er Danmarks situation som lille land meget anderledes. For eksempel har Amazon indtil nu været stort set uinteresseret i det danske ebogsmarked, og lige netop Amazon har været den største bølgebryder for amerikanernes udbredte brug af ebøger.

Det er umuligt at sige noget om tendensen endnu. Det er alt for tidligt at male fanden på væggen, og jeg forbliver optimist – uanset, min tidligere kritik af forholdene i kødbogbranchen

1. Steffen Sørensen fra Publizon har meddelt mig at tallet dækker rent salg, dvs. udlån er ikke medtaget

Gennem strategiske opkøb og ejerskaber er det min opfattelse, at de to dominerende forlag  i Danmark – Lindhardt & Ringhof og Gyldendal, herefter kaldt De to – i disse år forsøger at konsolidere deres position med ufine midler. Disse metoder giver dem magten til at udøve kontrol med de danske distributions-systemer for henholdsvis fysiske og digitale bøger. Formålet er at bevare den næsten-monopol-situation, der i årevis har hersket på det danske bogmarked.

Dermed undgår De to at skulle konkurrere med de små forlag på kvalitet.

ForlagOnline

I en pressemeddelelse skriver det lille Steenske forlag¹, at de har fået oplyst følgende af Gyldendal:

»Bogportalen.dk [har] standset videreformidlingen af Boghandlerforeningens, BiBis, repræsentative oplysninger om aktuelle bogudgivelser i Danmark.«

Oversat til dansk betyder det, at Bogportalen, som ejes af de tre distributører NBC, DBK og Litas, ikke længere leverer oplysninger som kommer fra andre distributører end disse tre. Dette gælder for de helt små forlag, der pakker fra køkkenbordet, såvel som de, der distribuerer via Dafolos logistikløsning. De leverer nemlig oplysninger til boghandlerne om, hvilke udgivelser, der er tilgængelige gennem systemet ForlagOnline, som igen leverer data til BiBi og Bogportalen. Når Gyldendal lukker for BiBi, udelukkes disse forlag dermed fra online-boghandlere, som saxo.com. Det er naturligvis en alvorlig ting, ikke at være repræsenteret her.

Opdatering 31.12.12: Jeg har meldt lidt for hurtigt ud om denne del af sagen: sagen er retteligheden den, at Saxo og G.dk ikke har ønsket at betale særskilt abonnement for Bibi. og dermed selv har fravalgt at indeksere de små forlags udgivelser automatisk. Problemstillingen er derfor mere kompleks, i det der er tale om at branchen fra flere sider ikke har kunnet blive enige om en fælles metadataløsning.

Lige så slemt er dog, at de forlag, der ikke deltager i BiBi, også udelukkes fra den altdominerende pris-søgemaskine for bøger, bogpriser.dk, som ja, er ejet af Gyldendal. Netop søgbarhed er alfa og omega i en fremtid, hvor de fysiske boghandlere, og trykte bøger i al almindelighed, formodentlig vil fylde mindre i mediebilledet. Bøger eksisterer ikke, hvis de ikke kan findes online.

Den ene ejer af Bogportalen, NBC er også Gyldendal-ejet, mens Litas er ejet af Egmont-koncernen, Lindhardt & Ringhofs moderselskab. DKB er, som den eneste af de tre ejere, ejet af en selvstændig fond, men De to har altså en væsentlig indflydelse på Bogportalen.

Men det er ikke kun distributionen af fysiske bøger, de to store forlag har sat sig på. Også på markedet for digital bogdistribution forsøger De to at sætte sig på markedet.

Ereolen — en aftale der altid giver overskud til »de to«

Det fremstår mere og mere klart, at den aftale, der er indgået for en et-årig periode om distribution af ebøger på ereolen.dk, udover at være en stor støtte til alle forlag, der sælger ebøger, især gavner de to aftalepartnere, nemlig Publizon og bibliotekerne.

Som det vil være læsere af denne blog bekendt, så er jeg en stor støtte af de danske folkebiblioteker. Jeg ser således enhver aftale, der helhjertet omfavner ebøgernes udbredelse på bibliotekerne, som et positivt gode, alene fordi jeg dels støtter bibliotekernes vidensudbredende formål, men også fordi jeg ser bibliotekerne som et essentielt og gavnligt element i dansk læsekultur. Ereolen bygger på en aftale mellem nogle få folkebiblioteker og Publizon, den første danske ebogsdistributør, som leverer ebøger til de fleste danske ebogsforhandlere, og er i min optik en god start på den fremtidige udvikling.

Det, jeg ikke kan lide ved konstruktionen, er, at aftalen er indgået mellem bibliotekerne og Publizon, et firma ejet af.. ja, du gættede det, Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. Det er jo fint, at Publizon eksisterer i det hele taget, for ellers ville der slet ingen aftaleparter være. Men det er mindre fint, at for hver gang et lille forlag modtager 14,50 kr, modtager Publizon, og dermed de to store forlag, 4,50 kr. Noget af dette beløb modtager bibliotekerne, hvilket der også har været debat om, men ca. halvdelen af dette beløb går nok til Publizon.

Det er altså lykkedes at malke ca. 10% af indtægten fra danske ebogsudlån udenom forlagene og over i en aktievirksomhed, der igen er ejet af to næsten-monopolitiske aktievirksomheder (de sidder på over 80 % af bogmarkedet). Uanset, hvem der lykkes med at sælge digitale bøger, kommer det dermed De to til gode. Og, som Kenneth Krabat har gjort opmærksom på, så udelukker man også her de små selvpublicerende forfattere med et krav om at have cvr-nummer – og danske forfattere er netop undtaget for moms-registrering i forbindelse med indtægter på bogskrivning. Et paradoks, der gavner de etablerede forlag.

Opdatering 31.01.12: Jeg er blevet gjort opmærksom på af Steffen Sørensen fra Publizon, at deres indtægt for ebogsudlån nedtrappes til 2 kr. pr transaktion efter en trappemodel. Derfor er Publizons indtægt ikke så stor, som jeg har fremstillet den. Det ændrer ikke ved ejerforholdene, hvilket principielt er et problem, omend det er en god ting, at De to har investeret i en distributionsløsning, som alle forlag kan benytte.

Hvad er konsekvenserne?

Det betyder reelt, at udviklingen i Danmark hindres af De to, fordi de små forlag, der ville være i stand til at tænke nyt og udfordre status quo, betaler »skat« til De to.

Man kan håbe, at andre distributionsselskaber på et tidspunkt går ind på danske marked som konkurrenter til Publizon og ForlagOnline, og dermed gør det relevant for distributionsselskaberne at konkurrere på parametre, der er reelle og angår kvalitet af danske bøger, fremfor konsolidering af status quo.

En stor spiller som Amazon kan lige pludselig beslutte sig for at gå helhjertet ind på det danske marked. Der vil i den situation ikke være nogen stor nostalgi blandt de små forlag i forhold til at støtte de danske distributionsselskaber.

Afsluttende: jeg er gået ind i forlagsverdenen, velvidende at det er benhård business, og kan sådan set ikke bebrejde konkurrenter, at de konkurrerer. Jeg synes bare det er synd, når det ikke handler om kvalitet. Vi har en fælles interesse i at sikre en velfungerende og innovativ dansk bogkultur.

1. advarsel, mindre, ahem pænt website

I Kristeligt dagblad i dag (25.1.2012) argumenterer Bogmarkedets redaktør og Boghandlerforeningen for at de faste bogpriser skal genindføres. Det skal ikke være permanent, men en ordning, der gælder de første måneder af en bogs levetid, ligesom supermarkederne skal have lov til at køre slagtilbud.

Boghandlerforeningens direktør savner således bevis for, at den frie konkurrence har påvirket mængden og kvaliteten af bøger. Det skal jeg ikke være den, der modsiger. Men på den anden side, så lader der til at være ført meget lidt bevis for nogen af påstandene.

For mig, der har startet et forlag i 2011, er de frie bogpriser sådan tingene nu en gang er. De er et vilkår. Bær over med mig, men jeg kan have svært ved at se logikken i påstandene. Helt principielt forekommer det mig mærkeligt, at nogen seriøst argumenterer for faste priser, som var der tale om Margarine-produkter i det gamle Sovjet.

Problemet med faste bogpriser er, at dette hjælper Bilka og kædeboghandlerne lige så vel, som det hjælper de små, uafhængige og spændende bogtempler, alle kan blive enige om, er et gode for samfundet. Og så begyndte boghandlernes krise (og bibliotekernes faldende udlånstal) mig bekendt et godt stykke tid før bogpriserne blev sat fri.

Hvis der skal føres bevis for, at de frie priser har gavnet konkurrencen, skal vi også have bevis for at flydende priser har skadet den. Det fører ingen vegne, fordi der ikke findes nogle uafhængige variable, vi kan isolere for at kunne konstatere en årsagssammenhæng.

Jeg forstår så udemærket, at boghandlerne er i defensiven, og jeg begræder da også, at en kultur, jeg selv har nydt godt af, måske snart ikke længere findes. Men var det så ikke bedre, at staten gav pengene direkte som støtte til at opretholde boghandlernes eksistens? Et provokerende spørgsmål, men det er vel det, der kernen, når man finder på krumspring som faste priser for at opretholde en branche i krise?

1. 2012 bliver året hvor Apple udgiver den første iPad3, der både har retina display, der giver knivskarpe farvebilleder, velegnet til spil, film, og leg OG en eInk skærm, der giver langt længere batterilevetid, samt er god for øjnene at læse på. Et tryk på en knap og skærmen bliver gråtoner i stedet for farver. I det hele taget er der ikke rigtig nogle andre tablets i sigte, som kan konkurrere med Apples iPads status som tabletten der kan det hele. Amazons Kindle Fire er ganske vidst også god, men Kindlen vil fortsat have sin styrke for de dedikerede boglæsere, som der trods alt ikke er så mange af i Danmark.
2. Herhjemme kommer iPadden til at høste succes efter succes på uddannelsesområdet, efterhånden som flere og flere kommuner køber massivt ind af dem, især til skolerne. Først de følgende år kommer ‘teknologitømmermændene’, hvor man i den brede skolesamenhæng opdager, at det er ændrede pædagogiske tiltag og ikke teknologi i sig selv, der skaber forandring i skolen.
3. Ebøgerne i Danmark vil fortsat have lang vej op af bakke. Men i takt med at der er flere og flere folk med smartphones, iPads og ebogslæsere, samtidig med at ereolen bliver mere og mere udbredt, så vil antallet af ebogslæsende danskere stige støt. Skolernes indkøb af iPads vil formodentlig bane vejen for en øget opmærksomhed på brugen af ebøger i lokalområderne. Men altså endnu ikke med de voldsomme vækstrater, vi har set i USA for ebogssalget. Jeg forventer, at vendepunktet i Danmark først sker i 2013, hvorefter det de næste 2–3 år derfra går stærkt.
4. Med lidt held bliver 2012 også året, hvor vi ser den første selvpublicerings-succeshistorie på dansk grund. Altså en ukendt forfatter, der slår igennem med produktion, salg og markedsføring af egne ebøger. Det afhænger igen af, at der i 2012 kommer kul på selvpubliceringsplatforme som Saxo selvudgiver og ebookcomposer, så det er nemt at få udgivet ebøger. Men det vil være en enkelt eller to forfattere, der vil have den glæde, for det vil fortsat kræve mere energi at sælge og markedsføre, end de fleste forfattere har lyst til: de vil fortsat skrive bøger før alt andet.

Den franske tegner Villemard lavede denne tegning i 1910:

Kilde: http://expositions.bnf.fr/utopie/feuill/index.htm

Hvad er et bibliotek?

For at analysere ereolen, er det værd at overveje ganske kort, hvad et bibliotek egentlig er. Der er formodentlig mange bud på det, og jeg har ikke en grad i biblioteksvidenskab. Men her er alligevel mine ideer om, hvad bibliotekerne er og skal kunne. De følgende fire dimensioner tegner et billede af biblioteket fra cirka 1980, siden den personlige computer, internettet og de sociale medier for alvor kom på banen. Siden da har bibliotekerne kæmpet med at finde fodfæste, særligt fordi underholdningsindustrien er en hård partner at danse med.

1. Arkivering

Biblioteket gemmer bøger for eftertiden.

2. Tilgængelighed

Bøgerne opstilles eller kan gøres tilgængelige, fx ved bestilling, for de brugere, der ønsker at benytte dem. Bøger i et lukket arkiv er ikke et bibliotek, højst en samling.

3. Formidling

Der er så mange bøger, at udvalg og præsentation af dem også er nødvendigt.

4. Folkeoplysning

Formidlingen er nødt til at ske efter nogle principper eller værdier – en begrundelse, et hvorfor for formidlingens eksistens –  i Danmark er nøgleordet folkeoplysning.

Særligt om folkeoplysning og underholdning

I størstedelen af bogens historie var grundprincippet for bibliotekerne overlevering af de kristne principper, der var at læse om i den vigtigste bog, Bibelen. I vore dages Danmark har bibliotekernes principper traditionelt været grundet i folkeoplysningstraditionerne, men i stigende grad har bibliotekerne også beskæftiget sig med underholdning.

Rent praktisk har det betydet, at bibliotekerne har anvendt sine rammer til foredrag, til udstillinger, teater, undervisning, osv. med alle mulige emner som fokus, men også i udbredelsen af viden om samfundet i bredere forstand. Underholdningsfokus med spille-konsoller, pc-terminaler, legeområder, osv. har sat nye dagsordener. Nogle vil mene at målet har været at smugle klassisk »oplysning« ind af bagvejen, mens andre har omfavnet den nye dagsorden mere helhjertet – opgaven har med andre ord været at tilpasse sig den kommercielle kulturelle virkelighed og spille med på dens præmisser. Jeg vil ikke tage stilling for eller i mod det ene eller andet, blot konstatere, at det underholdende aspekt er en mulig vej for et bibliotekstiltag, omend det aldrig kan stå alene, men må være integreret, således at det spiller sammen med tilgængeligheds– og arkivopgaverne.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at der antydes et hierarki i disse funktioner: 1 er vigtigere end 2, som er vigtigere end 3 og så fremdeles. Jeg har en ide om, at bibliotekarer kalder arkivering og tilgængelighed for »kernefunktioner«, mens eksistensen af formidling og folkeoplysning altid kan debateres, især i sparetider. Jeg vil dog argumentere for, at at alle fire dimensioner, i forskellige mix, konstituerer bibliotekets essens: uden grundlæggende værdier er resten egentlig ligegyldigt eller i hvert fald yderst fattigt.

Analyse

Arkiv

Ereolen gemmer ikke selv de bøger, der leveres, men er udelukkende et interface til det arkiv, som forlagene stiller til rådighed gennem Publizon. Og hvorfor skulle det også være anderledes i en digital virkelighed – hvis det ikke lige var fordi de nye problemer, der så opstår med versionering af ebøger, backup, osv. Arkivfunktionen er til gengæld dækket ind af pligtafleveringen til det nationale arkiv på Det kongelige bibliotek.

Tilgængelighed

Denne funktion løser ereolen på smukkeste vis – og man kan sige, at det dermed er basisopgaven for folkebibliotekerne, der løses. Ikke underligt, i det platformen ikke er en national løsning, men en konstruktion mellem nogle enkelte folkebiblioteker og Publizon. Løsningen lider dog under det problem, at kopibeskyttelsen, der benyttes, gør det svært for brugerne at benytte tilbuddet, medmindre de er relativt teknologiske kyndige. I den henseende er der problemer med tilgængeligheden. Ebøgerne løser på mange måder problemet med tilgængelighed for handicappede, men der er lang vej til en løsning der gør det let at benytte adgangen til dem gennem ereolen for disse grupper.

Formidling

Ereolen formidler kun i ringe grad sit stof – sammenlignet med de mange innovative læseplatforme, som er trenden i 2011. Small demons, Amazon, goodreads, osv. laver alle meget bedre formidling og vejledning ind til stoffet. Ereolen linker til litteratursiden.dk og viser Mest læste bøger samt har en roterende række af udvalgte bøger på siden. Ja, og så formidler ereolen kontroversielt adgangen til at købe bøgerne gennem en ret prominent »køb«-knap som figurerer tydeligt på forsiden af websitet.

Folkeoplysning

Når der kun i ringe grad formidles, så skyldes det nok at siden ikke rummer nogle eksplicitte folkeoplysende aspekter, whatsoever. Medmindre man mener, at et ratingsystem med »5 stjerner« tæller som dette. Det argumenteres ikke, hvorfor ereolen skal eksistere.

Konklusioner

Ikke overraskende kan jeg konkludere, at ereolens væsentligste svaghed er selve begrundelsen for, at den skal eksistere. Med fraværet af en begrundelse, markeret tydeligt ved, at den ikke er et statsligt eller på anden måde neutralt initiativ, er det op til læseren eller brugeren selv at vurdere motivet bag.

Tilstedeværelsen af en købsknap bliver derfor, uanset de gode intentioner der måtte være, omsat til en mistanke om, at begrundelsen for ereolens eksistens egentlig er mere grundet i kommercielle interesser end i en velovervejet oplysnings– eller underholdningsinteresse. Der er ingen tvivl om, at ereolen kun kan eksistere gennem et samarbejde mellem indholdsproducenterne (= forlagene og de selvpublicerende forfattere). Og forlagene vil naturligvis gerne kompenseres for at stille materialet gratis til rådighed, ligesom de hidtil er blevet. Det er derfor ekstremt vigtigt for projektet, hvis det skal fortsætte, at skære en meget klar linje i forhold til det kommercielle aspekt.

En anden mulig tolkning er, at ereolens mål er ren underholdning. Bibliotekerne giver folket let, friktionsfri adgang til ny litteratur, som de kan læse og hygge sig med. Der er ikke noget galt med underholdning i sig selv, men, som tidligere skrevet, så må det ske i samspil med bibliotekets øvrige formål, og kan ikke stå alene, i hvert fald, hvis vi fortsat skal tale om det som et biblioteksprojekt.

Hvad angår formidlingsdimensionen, så er ereolen et projekt, der er hurtigt skruet sammen, formodentlig for relativt få midler. Jeg er ikke i tvivl om, at forbedringer venter, særligt hvis »eksperimentet« fortsætter i en eller anden form.

Notabene:

Jeg må tilføje, at dette indlæg er skrevet udfra en grænseløs kærlighed til biblioteksvæsenet, og med en taknemmelighed over, at nogen arbejder på at udvikle bibliotekssystemet i den digitale virkelighed. Jeg synes som borger, at det er ekstremt vigtigt, at der er sikret adgang til litteraturen for alle, der hvor »folket« er. Omvendt repræsenterer jeg også et forlags synsvinkel – et perspektiv hvorfra folkebibliotekerne først og fremmest er et fantastisk markedsføringsværktøj – en måde at skabe vedvarende og vidtspredt opmærksomhed om de bøger og forfattere, jeg er med til at udgive. Og de sikrer ovenikøbet et godt lille minimumssalg af bøger i Danmark gennem deres indkøb. Men det skal ikke ske for enhver pris.

(29. nov 2011: tilføjet lidt om min motivation + smårettelser)

Mere om ereolen:

• Sådan låner du bøger på ereolen
• Ereolen — aftalen bag

Kopibeskyttelse

Men først en advarsel:

Hvis du har en ebogslæser, hvad enten det er en dedikeret eInk-baseret ting, som fx. en sort/hvid Kindle eller en iRiver Story, som TÆNK har haft bedst i test, eller en iPad eller Android-tablet, har du et problem, hvis du vil læse ebøger lånt på biblioteket på den. Der er nemlig kopibeskyttelse på ereolens bøger, hvilket besværliggør processen med at læse dem.

Amazons Kindle er således den mest udbredte ebogslæser af alle. Problemet er, at de fleste Kindles (Kindle Fire undtaget) desværre slet ikke læser bibliotekernes ebøger på grund af den anvendte kopibeskyttelse.

Efter dansk lovgivning har du i princippet mulighed for at bryde den, for at kunne læse ebogen på din Kindle – hvilket en fiffig søgning på Google meget hurtigt vil afsløre er meget let – men det vil samtidig også være et brud på de betingelser, som forlagene har stillet ebogen til rådighed under, og som er forudsætningen for erolen eksisterer. Du er altså i en juridisk og moralsk gråzone, hvis du gør det.

Men nok om det – hvordan fungerer ordningen så?

Hvad er Ereolen?

Kort sagt er det en forsøgsordning der med start i efteråret 2011 stiller ebøger til rådighed for udlån til danskerne, kvit og frit for lånerne. Du kan låne hver bog 30 dage, og et begrænset antal af gangen, afhængigt af, hvilken kommune du bor i. I min kommune er det 5 bøger. Når lånetiden udløber bliver ebogen ubrugelig, så du skal ikke tænke på for sent afleverede ebøger, bøder og den slags.

Der er talt og skrevet i blogosfæren om aftalen, og nogle er kritiske overfor den, mig selv inklusive, men set fra et lånersynspunkt, er der ikke noget at udsætte på ordningen, der for alvor gør ebøgerne tilgængelige for danskerne.

iPad, Kindle Fire, Androidtablets, iPhone, andre smartphones & gadgets

Hvis du vil læse kopibeskyttede ebøger på din iPad, iPhone eller iPod, er du nødt til at benytte dig af en app, der kan læse filerne. Lige for øjeblikket anbefaler jeg Bluefire Reader til formålet. Værd at bemærke er, at hverken Apples egen iBooks app eller Amazons Kindle app, som er de to mest udbredte ebogs-apps, ikke kan læse de kopibeskyttede ebøger fra bibliotekerne.

Har du i stedet en Android-baseret telefon eller tablet, fx en Kindle Fire (som er en androidbaseret tablet) anbefaler jeg, at du anvender Aldiko. Det er lidt sværere at installere Aldiko og andre ebogsapps på din Fire, end på andre Androidtablets, fordi Amazon har skjult dem i deres egen app store. Men det er muligt, fx ved bare at hente dem fra en anden webbaseret app store, som fx. Freeware lovers.

Der kommer hele tiden nye enheder og apps til,  hvorfor denne anbefaling hurtigt kan blive forældet. Du kan se den fulde liste over Adobe-understøttede enheder og apps her på Adobes website.

Sådan gør du

1. Bibliotekerne bruger kopibeskyttelse (DRM) fra Adobe. Det første du skal gøre, er derfor at gå på Adobes website, hente programmet Adobe Digital Editions og i programmet oprette et Adobe ID. Så er du klar til at låne bøger på din computer. Digital Editions kan også bruges til at læse de kopibeskyttede bøger på din computer, omend brugerfladen efter min mening ikke er optimal.
2. Anvender du en iPad eller anden gadget, skal du herefter hente fx Aldiko eller Bluefire Reader, og her sørge for at indtaste dit Adobe ID og password.
3. Så åbner du en webbrowser (fx. Safari på iPad eller Firefox på PC) ind på ereolen.dk, og henter den bog, du vil låne. Se ereolens hjælpesider for hjælp til at komme i gang med det.
4. Når du finder en ebog i kataloget, downloader du den til din computer og overfører den til din computers harddisk. Når du har hentet den til din computer, kan du dobbeltklikke på filen, så vil den åbne i Adobe Digital Editions. Henter du den til en iPad eller anden gadget, skal du vælge et program at åbne filen i – fx BlueFire Reader. Bum, så kører det.

Det er besværligt at komme i gang, især når man sammenligner med oplevelsen, når du køber en ebog hos Apple eller Amazon, men sidder du for eksempel en søndag aften og får lyst til at læse en dansksproget bog, så er det absolut besværet værd. Og når arbejdet med at få Adobes ID til at køre først er gjort, er forskellen meget lille.

Her er de vigtigste træk i den aftale, der er indgået.

Aftalen i store træk

• Formatet er epub med Adobes kopibeskyttelse.
• Aftalen varer et år, hvorefter den kan genforhandles, evt. i forbindelse med at der er nye tekniske muligheder, fx »streaming« af bøger a la Amazons Cloud reader.
• Lånetiden er 30 dage, ligesom med netlydbog.dk.
• Der laves dog forsøg på tre udvalgte biblioteker med 15-dages hjemlån.
• Derudover er det frivilligt for bibliotekerne, om de vil begrænse antallet af udlån pr. bruger eller om de opererer med en samlet ramme for udlån i perioden fx.
• Aftalen er indgået med Publizon, hvorfor alle forlag, der distribuerer via denne platform, kan tilslutte sig ordningen.
• Forlagene skal tillade biblioteksudlån af hver enkelt bog. Det er altså ikke alle ebøger, som Publizon distribuerer til boghandlerne, der nødvendigvis bliver frigivet til udlån.

Jeg vil ikke gå i dybden med afregningsmodellen, men kort nævne, at den er klikbaseret, med en indbygget lavere afregning til forlagene, jo større efterspørgsel der er på en bog. Det forekommer som en rimelig løsning. Bibliotekarforbundet mener at afregningsprisen er for høj.

Jeg vil i stedet pege på to andre problematiske forhold ved aftalen.

Adobes DRM

Det kan for nogen forekomme pedantisk og træls at nævne det, men den kopisikringsløsning, aftalen bygger på, hviler på, at man anvender kopisikring fra Adobe. Den valgte løsning er understøttet af Adobes eget (temmeligt ringe) program Adobe Digital Editions på Mac og Windows-computere, samt af Aldiko og Bluefire Reader / txtr på Android– og iOS-platformene. Men den er  ikke understøttet af Amazons Kindle, da det ville kræve en integration mellem Publizons distribution og Amazons ebogslæser, som mig bekendt ikke findes i dag. Det betyder, at markedets mest innovative og dominerende ebogslæserplatform ikke (lovligt) kan anvendes til danske biblioteksbøger. Det er ærgerligt.

I følge Publizon, må en sådan platformsuafhængighed afvente en streamet løsning, som tidligst kan forventes ved aftalens genforhandling om et års tid. Selv da vil det formodentlig udelukke den nuværende generation af Kindles.

Aftalens parter

Det andet og mere principielle grundlag for bekymring er aftalens parter. På den ene side er det bibliotekerne. På den anden side er det landets to største forlag, der i fællesskab ejer Publizon. Man kan med rette spørge sig selv, om det er en fornuftig konstruktion.

Hvad angår forlagene, er det blevet luftet, bla af blogger og forfatter og aktiv ebogsudgiver Kenneth Krabat, at aftalen er lukket og og snæver: det er kun de to store forlag, der har indgået aftalen, mens de små ebogsforlag ikke er inviteret med i forhandlingerne. Ligeledes udelukker hele Publizon-konstruktionen de små selvpublicerende forfattere uden momsregistrering. Påstanden er med andre ord, at der er bedrevet powerplay mellem de store drenge i branchen.

Min egen holdning til dette er tvedelt. I og for sig havde jeg gerne set en mere demokratisk proces omkring denne her aftale. Omvendt er Publizon jo privat ejet af de to forlag, og den eneste eksisterende platform for dansk litteratur. Eneste andet alternativ var en aftale med en endnu større udenlandsk distributør. Der er med andre ord ikke andre at indgå en aftale med, og havde Publizon ikke eksisteret, ville ebogsmarkedet aldrig være kommet det lidt i gang, det trods alt er, de små salgstal til trods.

Hvad angår bibliotekerne, så er aftalen indgået af det konsortie, der i forvejen samarbejder med Publizon omkring Netlydbog.dk, altså et begrænset antal folkebiblioteker, herunder Gentofte, Århus, København og Frederiksberg. Kritikken går her bla. på, at aftalen burde være indgået centralt af Styrelsen for Biblioteker og Medier, så den ville have bredere opbakning og udbredelse. Igen må man igen fremhæve, at der er tale om foregangsbiblioteker, som gør en indsats på området.

Hvor er forhandlerne?

Skulle man endelig stille spørgsmål til aftaleparterne, så kunne man gå lidt videre og spørge til, hvorfor det ikke er ebogsforhandlerne, der har forhandlet med bibliotekerne? Eller i det mindste, hvorfor de ikke har været inddraget. »Bøgernes økosystem« inkluderer jo også forhandlerne.

I USA er det Amazon der har lavet en aftale med Overdrive, der distribuerer til bibliotekerne derovre. Det sikrer Amazons amerikanske Kindlebrugere muligheden for at låne de ebøger, Overdrive ellers udlåner til andre platforme. Amazon vinder omvendt brugere over på sin platform ved at kunne betjene bibliotekerne, samtidig med at de får muligheden for at sælge bogen til brugeren efter udlånets udløb, samt, naturligvis, adgang til en masse brugerdata, de sikkert kan udnytte på længere sigt.

I sidste ende må den manglende inddragelse af forhandlerne herhjemme give dem et incitament til selv at oprette alternative udgivelsesplatforme, der giver dem nogle fordele i kampen med de store forlag. Fra et konkurrencesynspunkt måske på længere sigt en sund ting. For brugerne i et lille sprogområde fremstår det derimod som en (endnu mere) mudret fremtid.