Hvorfor jeg ikke anbefaler Word som forfatterværktøj

Jeg anbefaler normalt ikke forfattere at bruge tekstbehandlingsprogrammet Word til at skrive deres manuskripter i. I forrige artikel skrev jeg om de problemer, der er med Words kode og anbefalede at bruge noget andet at skrive længere tekster i.

I denne artikel vil jeg begrunde hvorfor det er vigtigt ud fra et forfatterperspektiv, uddybe fordelene ved alternativerne og komme med en opsang.

Hvorfor

Jeg anbefaler ikke Word af fire grunde:

  1. Word kan for meget andet end blot skrive – det tager fokus fra det egentlige.
  2. Interfacet er fint til brevskrivning, men relativt uegnet til længere tekster
  3. Der findes bedre, specialiserede programmer til formålet
  4. Word genererer ringe kode, når manuskriptet til slut skal omsættes til ebog eller tryk.

I disse ‘selvpubliceringstider’ kan jeg undre mig over, at nogen mener, det er lettere at lære folk at omgå Words finurligheder, importere teksten i InDesign og formatere helt forfra, end det er at sætte sig ind i at gøre det ordentligt fra starten. Og med ordentligt mener jeg at lære at fokusere på at skrive tekst, som ikke er formateret, men opmarkeret, dvs. hvor teksten ikke “ser ud” på en bestemt måde, men i stedet har angivet informationer om, hvad dens elementer er – om noget tekst skal fremhæves, om det er en overskrift, om det er med i en punktopstilling, eller om det på anden vis skal kunne adskilles betydningsmæssigt fra resten af teksten.

Det er først i sidste ende af en publiceringsproces, det er nødvendigt at tænke på en teksts udseende.

Alternative redskaber

Det tragiske er, at der i dag findes rigtig mange værktøjer, der kunne gøre livet lettere for forfattere, ja for alle, der skriver længere dokumenter end en enkelt brevside. Selv et program som Notepad eller TextEdit ville være et bedre udgangspunkt at arbejde i, hvis blot forfatterne turde tage springet og sige farvel til Word (Se Derfor er Word dårligt: et kig på koden og to alternativer). Da Notepad nok trods alt er for hardcore til de fleste forfattere, anbefaler jeg oftest Scrivener, som er det mest geniale værktøj, jeg kender til lige nu (selvom der hele tiden kommer nye spændende alternativer). Det er ikke alene let at arbejde med at skrive og omstrukturere teksten, mens man arbejder i programmet, det er også væsentligt mindre belastet af mange funktioner, men alligevel i stand til at eksportere dokumenter, der er perfekt formaterede til viderebearbejdning.

Der findes mange andre programmer end lige Scrivener, som alle er fokuseret på det væsentlige i forhold til at skrive længere tekster.

Forlagsperspektivet

Og det er her, mit eget perspektiv kommer ind i billedet. For jeg sidder til dagligt og jonglerer tekster fra forfattere, som afleverer deres manuskripter i Word. Jeg har ikke selv glæden af at skulle bearbejde alle tekster, men hvis det ikke er mit problem, ja så er det en andens problem. Og jeg er ret sikker på, at arbejdet ville blive noget lettere for forlagene, hvis forfattere ikke anvendte Word. Man kan selvfølgelig kynisk sige, at dette kun er til forlagenes og eksperternes fordel, for hvis folk skrev i andet end Word, ville de også have langt lettere ved at selvpublicere deres tekster.

Til de, der siger, at det også er besværligt at lære nye programmer eller fx html at kende, svarer jeg: Sandheden er, at det aldrig er trivielt at producere en bog af god kvalitet – det handler alene om at gøre tingene lettest muligt for sig selv, i stedet for at lade sig spænde ben af den massive barriere, Word udgør.

Derfor eksisterer forlag endnu.

Derfor er Word dårligt: et kig på koden og to alternativer

I et udmærket indlæg på online-magasinet Slate giver Tom Scocca udtryk for den frustration over programmet Microsoft Word, jeg kender alt for godt selv. Som han skriver:

“A Word file is the story-fax of the early 21st century: cumbersome, inefficient, and a relic of obsolete assumptions about technology. It’s time to give up on Word.”

Word har groft sagt en “mere-er-bedre”-tilgang til funktioner, som gør det helt unødigt overlæssset for den helt almindelige bruger. Programmet kan utroligt meget, og alle muligheder er slået til som standard – det gælder for eksempel ‘spor ændringer’, ‘autokorrektur’, automatisk indrykning af punktopstillinger og såkaldte “smart quotes”. Altsammen funktioner, der nok kan forekomme hjælpsomme for en person, der aldrig har skrevet før, men for en person, der arbejder seriøst med tekst, gør sig alt alt for mange antagelser om, hvordan teksten skal se ud.

Hvad værre er, for de der arbejder professionelt med at lave bøger, gør alle disse funktioner  dokumentets bagvedliggende kode unødigt kompliceret.

Tom Scocca laver således et eksperiment, hvor han ser på koden til et dokument, der ikke indeholder andet end de to ord “The Word”. Her er et kort uddrag:

<w:LsdException Locked=”false” Priority=”22″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” QFormat=”true” Name=”Strong”/>
<w:LsdException Locked=”false” Priority=”20″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” QFormat=”true” Name=”Emphasis”/>
<w:LsdException Locked=”false” Priority=”59″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” Name=”Table Grid”/>
<w:LsdException Locked=”false” UnhideWhenUsed=”false” Name=”Placeholder Text”/>

Sådan fortsætter doumentet med 8 siders kaudervælsk (sic!). Altsammen for at skrive sølle to ord. Eksemplet demonstrerer tydeligt, hvor meget historisk vraggods, Word-formatet rummer.

HTML

Til sammenligning ville et tilsvarende html-dokument for eksempel se således ud:

<html>

<body>

<p>The Word</p>

</body>
</html>

Det er lidt lettere at læse, ikke?

Medgivet, det er meget simpel kode, så hvis det skulle se lidt pænere ud, ville jeg tilføje et stylesheet, dvs. noget kode som definerer typografien i mit dokument. Det kunne se sådan ud:

<html>
<head>

<style type=”text/css”>
p {
font-family: Garamond, Serif;
font-size: 14px
}

p+p {

text-indent: 2em;

}

</style>

</head>
<body>

<p>The Word</p>

</body>
</html>

Omend det kan forekomme som sort tale for den uindviede, så er der faktisk en gennemskuelig logik i ovenstående kode. Den fortæller, at teksten skal bruge en klassisk skrifttype, hvilken størrelse den skal være og at der skal være indryk efter første afsnit. Selv med lidt typografi, fylder det hele en del mindre end 8 tætbeskrevne sider. Og det er let at lære.

Men, vil den opvakte læser sige: Man kan relativt let eksportere en Word-fil ud som html? Jo, det kan man. Men selv sådan en konvertering efterlader stadig en temmelig kluntet fil at arbejde videre med, for Word gør desværre den ‘tjeneste’, at forsøge at bevare så meget formateringsinformation som muligt i den html, der kommer ud af det. Faktisk er det oftest langt det letteste at konvertere dokumentet til ren tekst og formatere dokumentet helt forfra.

En pointe om opmarkering

Og hvis man nu var startet med at skrive i ren tekst, men gerne ville sørge for at der kom noget opmarkering med i sin tekst, så den i sidste ende kom til at se pæn ud? Den gode nyhed er, at der findes faktisk adskillige strukturelle opmarkeringssprog, der forsøger at gøre det betydeligt lettere at formatere tekst, end at sidde og rode med html-kode. De hedder navne som fountain.io, Markdown, MultiMarkdown, Textile, Tetropy og RestructuredText. De har det til fælles, at man skriver i ren tekst, for eksempel i Notepad, hvorefter man eksporterer til det slutformat, man ønsker, det være sig html, pdf eller endda Word.

I Markdown ville teksten se sådan ud inden man trykkede på én knap som ville lave samme html som ovenstående:

The Word

Kan du se pointen?

 


PS: Min pointe i indlægget er at tydeliggøre problemet. Jeg ved egentlig godt, at det for mange mennesker er uoverskueligt at forholde sig til at kode og lære opmarkeringssprog, og at mange tænker visuelt. At skrive i ren tekst gør det heller ikke lettere at overskue eller reorganisere længere tekster. Derfor anbefaler jeg ofte forfattere at finde et program, der er specialiseret til formålet.

Det kan du læse om i næste indlæg: Hvorfor jeg ikke anbefaler Word som forfatterværktøj.

PPS: tak til diverse folk på twitter (@mariebilde, @infonauten, @sorenpsorensen, @hjhansen, @haverholm, @TinaHolmboe, @Bewildergeist m.fl.) for dialog om emnet. Jeg selv hedder @tokeriis på Twitter.

Bogudsalg

I erkendelse af, at min hyldeplads er lille, og som et første skridt mod den nødvendige oprydning, bortgiver jeg nogle af mine bøger. Det er lidt blandet filosofi og kulturteori, bla. perler som Castells “Network society”, Allens “Getting things done”, Goffmans “Frame analysis” og Vance Packards klassiske kulturkritik “The hidden persuaders”. Standen er som hovedregel god, men enkelte af dem er dog vellæst.

Afhentes i Århus, eller sendes mod betaling af 50,– til porto og indpakning.

Donationer i form af kaffe øl eller lignende (jeg har lige droppet kaffen) modtages gerne ved udveksling af bøger.

Skriv en mail på tokeriis (på) gmail  (punktum) com eller pm mig på twitter (tokeriis) eller Facebook.

An Essay On Culture: Symbolic Structure And Social Structure

 

Sommeropdatering

Som trofaste læsere af denne blog vil have bemærket, så går der for tiden længe imellem opdateringerne her på Digitaludvikling.

Det er der naturligvis grunde til. Denne blog har kørt siden foråret 2009, og jeg har i hele perioden bestræbt mig på at give mit besyv med på de ting, jeg har skrevet om. Jeg har villet dele den viden, jeg havde, og indgå i dialog omkring den med ligesindede danskere. Det har været et fritidsprojekt, ved siden af min ansættelse på et af landets etablerede forlag.

Nu har jeg taget et nyt skridt ved at lancere forlaget Replikant.

At oprette et forlag kan ses som mit forsøg på at realisere nogle af de tanker, der er dokumenteret her på bloggen. Jeg blev træt af at sidde på sidelinjen og kritisere udviklingen, eller rettere at sidde i en position, hvor jeg nok kunne se nogle tendenser, men ikke selv intervenere. Som Marx har skrevet, så har filosofferne talt meget om verden, men det det handler om, er at forandre den. Det vil jeg derfor forsøge at gøre, i første omgang med et forlag der laver skønlitteratur, men med et ambitiøst eksperimenterende tilsnit. Foretagendet er i første omgang drevet af en hel del idealisme og ønske om at gøre noget godt for verden og den danske litteratur specifikt, og jeg regner bestemt ikke med at blive rig af det lige med det samme.

Men min kommercielle interesse er, i og med at jeg nu driver eget forlag, lige nu, at jeg vil sælge de bøger, jeg udgiver. Sådan må det jo nødvendigvis være. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at skrive interessefrit? Jeg tror det ikke. Men man kan sagtens fortsætte med den interesse og det engagement, man hele tiden har haft, samtidig med at man forsøger at leve af det, man brænder for. Hvilket jeg jo ret beset også gjorde før i tiden, blot arbejdede jeg for en arbejdsgiver. Min strategi vil derfor være, at fortsætte med at skrive her, men stå så åbent frem, som det er muligt, omkring mine personlige økonomiske interesser, hvor det er tilfældet.

Så må du, kære læser, læse det hele med et gran salt.. eller lade være.

7 principper for langsigtet succes i bogbranchen

Denne artikel er en fortsættelse af artiklen Derfor har Apple succes: 7 principper.

I forrige artikel fremhævede jeg 7 principper, som har defineret Apples succes, og som formodentlig har stor gyldighed for alle brancher. I dette indlæg vil jeg med strejftog i det aktuelle bogmarked pege på områder, hvor forlag, forfattere, boghandlere og distributører kan anvende disse principper.

Analysen skal tages med det forbehold, at jeg ikke har praktisk indsigt i alle områder af bogbranchen, især boghandlerleddet, som jeg har det lidt svært med at trampe vel hårdt på. Men jeg håber alligevel at mine betragtninger, trods deres måske lidt bombastiske karakter, kan ses som et velment oplæg til diskussion, ikke som et angreb på bestemte aktører i branchen.

1: Bedre bøger, mere salg

Man kan tillade sig at tage (mange) penge for gode produkter.  For bogbranchens vedkommende kan man bruge den indsigt i debatten omkring prissætningen af bøger, både internationalt og i Danmark. Herhjemme vånder nogle i branchen sig fortsat over det faktum, at bogpriserne efterhånden endeligt er sat fri. Der er med andre ord ikke længere faste, centralt fastsatte priser på, hvad en bog skal koste i boghandlen. Resultatet er, at markedskræfterne nu udøver deres spil, hvilket vil sige at priserne falder, til gavn for forbrugerne, men ikke fordel til de boghandlere, der tidligere levede af faste og forudsigelige priser, fordi de nu oplever ekstremt lave avancer, og dermed ikke kan konkurrere med supermarkederne.

Særligt interessant er det, at det er priserne på livsstilsbøger, paperbacks og bestsellere der falder. Ikke alle de andre bøger, som fx lærebøger, børnebøger og den såkaldt ‘lødige’ litteratur.

Værd at bemærke er også, at boghandlernes tilbagekøbsordning i stor grad stadig sikrer, at der leveres langt flere bøger end markedet har brug for. Tilbagekøbsordningen er skruet sammen således at forlagenes overskudsoplag blot makuleres, fremfor at de overskydende eksemplarer medvirker til at “dumpe” priserne til markedets niveau. Bøger som boghandlerne har taget hjem, men ikke kan sælge, køber forlagene tilbage. Dermed er det relativt omkostningsfrit. Som jeg ser det, er det et tegn på, at elementer i både forlags- og boghandlerbranchen stadig lever i en fortid, hvor de måske ikke er i stand til at varetage kundernes og dermed deres eget bedste.

Ikke at jeg har løsningen som sådan, for det er nemt at gøre sig klog på et fag, man ikke selv udøver, men måske skulle man fokusere på at levere bedre bøger og læseoplevelser og ikke mere af det samme. En del nyere “cafe-boghandlere” forsøger sig med et koncept der kombinerer kuraterede bøger og boghandlen som en dagligstue, hvor man kan mødes i hyggelige omgivelser –  en mulig vej at gå?

2: Intet andet er godt nok

Det for tiden mest omtalte ebogslæsere, Amazons Kindle og Apples iPad, er begge eksempler på at man har kigget sig omkring og konstateret, at der simpelthen ikke fandtes nogle produkter, som var gode nok til det formål, de var bygget til. Hvad Kindlen angår, så var det langt fra den første ebogslæser på markedet: i løbet af 1990’erne lanceredes adskillige “elektroniske bøger”, som imidlertidig aldrig rigtig slog igennem. Det var der mange grunde til, herunder at markedet ikke var klar til det, og at der ikke var særligt mange bøger til rådighed. Men som hardware betragtet, så var intet andet godt nok.

Kindlen var således bedre i enhver henseende: den havde bedre skærm, vejede mindre, holdt batteri meget længere, og var trådløst koblet op med Amazons udvalg af ebøger. Den trådløse opkobling gjorde, at Kindlen blev et selvstændigt stykke forbrugerelektronik, og ikke endnu en dims, der kun virkede koblet op til computeren. Den var den første af sin slags der var “god nok” til formålet, dvs. faktisk gav brugerne en lige så god eller i hvert fald tilsvarende oplevelse, som med de trykte bøger.

Noget tilsvarende gør sig gældende for iPadden, blot ikke i kategorien ebogslæsere, men for “tablets”, altså computere indbyggede i en skærm og uden tastatur og mus.

3: Simpelt = effektivt

Bogens store succes skyldes at den er så utroligt simpel. Når det drejer sig om romaner, så er det oplagt, at bøger der leverer indholdet, uden fokus på alt muligt andet end indholdet, er langt de mest effektive læse-redskaber. Bøger der i for høj grad eksperimenterer med formen – gennem anvendelse af “spændende” skrifttyper for eksempel – eller med indholdet – avantgardetekster – kan være interessante for kunstnere og boghistorikere, men de er ikke effektive eller succesrige.

Forlag som amerikanske O´Reilly har stor succes med en enkel opskrift på at lave bøger. Alle deres bøger er lavet efter samme opskrift og layout. Alle ebøger leveres i flere formater, og uden kopisikring, så brugeren ikke har bøvl med kopisikring eller konvertering.

Det samme gælder for ebogslæsere og tablets: det kan godt være at Kindlen ikke kan alt det, som nogle af de koreanske konkurrenter kan, men den leverer en simpel og dermed effektiv integreret læse og købsoplevelse.

4: Vi skaber den fremtid, vi ønsker os

På et velfungerende marked er det aldrig de firmaer der fortsætter status quo, som har langsigtet succes. Det er firmaer som Apple eller Novo Nordisk, som konsekvent satser på vedvarende udvikling af deres produktportefølje, der bliver ved med at overleve. Og det er fordi de tør satse på fremtiden, frem for blot at vedligeholde den succes, de har opnået med ét produkt. Inden for bogbranchen har andre firmaer forfulgt lignende strategier. Det er formodentlig Amazons fortjeneste ene og alene at have igangsat ebogsmarkedet, da de stædigt har opbygget et marked for deres Kindle. Derfor er det Amazon der i dag er den dominerende onlineboghandler, og som et relativt lille firma konkurrerer mod verdens to store teknologiganter, Apple og Google på det område.

Danske forlag i al almindelighed har derimod indtil nu valgt at satse på et meget velkendt produkt, nemlig trykte bøger, leveret med faste priser, i et etableret system af boghandlere. Man har ikke investeret i fremtiden, og den væsentligste udvikling har været de store Bog&Ide-kæder, som langt hen ad vejen ikke har foretaget sig andet end at strømline en masse butikker og udvande deres egen profil som boghandlere. Det er en kedelig vision for fremtiden, og i hvert fald ikke en der giver langsigtet succes for bogbranchen.

Den helt store fejl, disse boghandlere har begået, er at satse på de kunder, der ikke køber bøger, men alt muligt andet. Til forskel herfra, så har Amazon med deres Kindle satset på de kunder, som køber mange bøger: de attraktive, købestærke kunder. En ebogslæser er ikke interessant for en person, der måske kun læser en roman om året. Den er derimod yderst attraktivt for sande bogelskere, som skovler litteratur indenbords.

5: Tag chancen

Eller grib tilfældet om man vil. Ingen nævnt og ingen husket, men bogbranchen er ikke kendt for at være den mest innovative branche af alle. Langt henad vejen har man forsøgt at fastholde det velafprøvede koncept for bøgers produktion, salg og distribution, og det giver sig i dag udslag i nogle af de krisetegn, vi ser i bogbranchen. Især forlagene har været uvillige til at tage chancer ved at prøve noget nyt. Det gør det ikke bedre på det digitale område, at når man faktisk har taget chancer, så har de slået fejl.

Et eksempel er branchens nylige investeringer i NBC-distributionsanlæg for trykte bøger, en rask 100 mio. kroners investering. Man kan selvfølgelig tage et ironisk standpunkt og sige at det er en vældig “risikopræget” griben efter chancen, på et tidspunkt hvor mange spår den trykte bogs udfasning fra 2015. Det kan godt være at bogen ikke er død om 5 år i Danmark, som Negroponte og andre spår, men ville de penge ikke være bedre brugt på investering i en national digital infrastruktur for boglæsning?

6: Hold k**t og levér varen

Man kan dårligt sige, at forlagsbranchen traditionelt har været åbne omkring bogudgivelser: man har sjældent kommunikeret, før bogen udkom (punkt 6). Hvis man har kommunikeret, har man annonceret udgivelsesdatoen og ligesom Apple bygget en forventning op. Forlag og forfattere har langt hen ad vejen holdt produktionsprocessen skjult for brugerne, og man har som læser måttet vente i desperat spænding på seneste bind i ynglingsforfatterens serie – det jeg tidligere har kaldt Fire and forget.

Faktisk kan man sige, at i forhold til hold k**t og levér-princippet, så er det Apple der har efterlignet forlagene, og man kan spørge om ikke både Apple og forlagene burde bevæge sig den anden vej, nemlig mod mere åbenhed? Forfattere har på samme måde hæget om deres værker, og været uvillige til at hive dem op af skrivebordsskuffen, til de var helt færdige. Og man kan spørge sig selv, hvor smart dette egentlig har været.

Der er tegn på, at forlag og forfattere bevæger sig i denne henseende, i det man i stigende grad oplever forfattere oprette Facebookgrupper, blogs og twitterprofiler, hvor de leverer prøvekapitler og på forskellig vis inddrager læserne i processen op til udgivelsen.

7: Hjælp folk med at skabe

Apple har gennem tiden forsøgt at levere en platform, der kan frisætte kreativiteten hos brugerne, fremfor oplevelsen af, at teknologien er en forhindring for den kreative udfoldelse. Oplevelsen af skaberglæde, og muligheden for at dele sine værker med andre, giver glade brugere, har læren været.

Der er i den henseende ingen tvivl om, at bøger altid har været forudsætningen for kreativitet og udvikling. Bogen har siden Gutenberg været en central motor for den moderne revolution, fordi den har været central for spredningen af nye og potentielt innovative ideer. Det gælder sådan set både for skøn- og faglitteratur, at gode tanker spreder sig gennem bøgerne. Men, som bla. Steven Berlin Johnson argumenterer for, så er trykte medier, herunder bøger, i dag ikke længere den mest effektive måde at sprede ideer og skabertrang på: Internettet og andre kommunikationsteknologier har med Facebook, googlesøgninger, osv. forlængst overhalet bogen som medie.

Den eneste logiske udvikling, hvis bogen ikke skal ende som et musealt medie, på linje med telegrafen eller skriftrullen, er at transformere den, så den i langt højere grad indgår i det digitale kulturelle kredsløb. For mig at se, er der ingen tvivl om, at den mest sikre langsigtede trend for bøger er, at de enten bliver rent digitale eller netbaserede og semantisk linkede sammen, eller gennem sensorer, rfid-tags og lignende teknologier bliver koblet sammen med nettets vigtigste måder at sprede informationer på.

Bøgerne skal blive sociale, for at sige det kort.