Derfor er bestselleren problematisk for bogbranchen

I en artikel i Berlingske i dag kan man finde den ildevarslende overskrift “Billige bøger truer bogbranchen“. Finanskrisen har således også ramt bogbranchen, der har oplevet et samlet omsætningsfald på 9% på blot ét år.1 Det giver mig anledning til at reflektere over nogle af de problemer, der angiveligt er årsag til det, i denne artikel med fokus på bestselleren.

Branchen i krise?

Gyldendals i øvrigt meget fornuftige koncerndirektør, Stig Andersen  opridser i artiklen tre hovedårsager til den faldende omsætning: 1) Mangel på storsælgende titler, 2) den teknologiske konkurrence fra bl.a. e-bøger og digitale opslagsværker og 3) »et strukturelt problem«, altså evnen til at tjene penge under forandrede omstændigheder..

Mens det er muligt, at verden ser sådan ud for Gyldendal, mener jeg, at tingene ikke nødvendigvis ser så skidt ud for bogbranchen som helhed.2

Jeg kan blive opfattet som en uforbederlig optimist, det ved jeg. Men jeg tror på, at udviklingen fører til flere, små forlag med slankere økonomi, mere fokus på flere titler, samt til  flere selvudgivere. Og måske i sidste ende bedre og billigere bøger.

Lad mig forklare, hvorfor, i det jeg i første omgang tager fat på problem nummer 1, nemlig manglen på storsælgende titler, også kaldet bestsellere.

Færre bestsellere

Bogmarkedet har i årevis været plaget af en uheldig tendens, når man ser det fra forlagenes synsvinkel. Det har nemlig været sådan, at kun hver 5. eller 8. titel har kunnet sælge nok til at tjene sig selv hjem for forlagene. Disse få bestsellere har skullet trække læsset for hele virksomheden.

Samtidig har det været umuligt at forudsige, hvilke bøger, der blev bestsellere, og det  har derfor i høj grad været komplekse forhold i markedet, dvs. læsernes uforudsigelige interesser, der har været afgørende for forlagenes økonomiske succes, end det har været forlagenes evne til at kvalitetssikre det indhold, de udgiver. Dette står i stærk kontrast til forlagenes ofte fremførte eksistensberettigelse, nemlig at de har virket som connaisseurs, filtre eller gatekeepers for det gode indhold. Det har også etableret nogle uhensigtsmæssige strukturelle problemer for forlagsvirksomheder og forfattere.

De stores fordele

For det første, så har det haft den negative effekt, at forlagsvirksomhed har været en højrisiko-investeringsvirksomhed, snarere end en virksomhed, der har været fokuseret på at producere indhold. Det er eksempelvis mit indtryk, at der har været en tendens til, at marketingovervejelser har fyldt mere og mere i forlagenes beslutninger i forhold til, hvilke bøger der har skullet antages til udgivelse. Ikke kvalitet.

Det har også betydet, at de større forlag og medievirksomheder med en betydelig egenkapital at investere, har haft væsentlige fordele fremfor de mindre forlag. Omvendt har en bestseller kunne bringe et lille forlag ind i stjernehimmelen – som vi har set fx med Modtryk, som har haft held med at storsælge krimier, da krimibølgen satte ind. Jeg vil bestemt ikke forklejne Modtryks arbejde for at nå til hvor de er i år, men de har også været heldige allerede at have kontrakter med de gode krimiforfattere, gode kontakter og netværk, da krimien blev hot. Noget de i dag bygger videre på. De fleste mindre forlag er bare ikke så heldige.

Igen, dette er ikke skrevet i misundelse over andres succes, for jeg mener faktisk også at de små forlag og selvudgiverne har gode muligheder for, i en fremtidig teknologisk verden, at kunne få økonomisk succes, men det kræver, ligesom alt andet her i livet, oftest mere end bare held: Succes kræver almindeligt hårdt arbejde, og en udviklet sans for, hvordan man laver gode produkter til det marked, man retter sig mod..

Fokus på flere titler

En sidste negativ effekt af bestsellermarkedets måde at fungere på, at har været, at forlagenes interesse naturligt har samlet sig om at videreudvikle og nurse udgivelser og forfattere, som allerede har etableret sig som succeer. Det betyder selvfølgelig et selvforstærkende mindre fokus, og dermed endnu mindre salg, på de øvrige udgivelser, kvalitet eller ej.

Det skal ikke være min hensigt at nedgøre eller undervurdere bestselleren som sådan, for nogle bøger er jo åbenlyst bedre end andre, og fortjener at blive fremhævet og ophøjet. Jeg vil med ovenstående overvejelser blot pege på, at færre bestsellere i forlagenes portefølje ikke nødvendigvis har negative konsekvenser – for alle de andre gode bøger kan det vise sig at være en kæmpe fordel. Og samtidig gør udviklingen det lettere for de mindre økonomisk stærke aktører, dvs. de små forlag og selvudgiverne, at komme ind på markedet. Hvilket i sidste ende må være en fordel for diversiteten i udbuddet på markedet, og dermed i sidste ende for kvalitet og prisdannelse.

Altså kan det betyde bedre, billige bøger i en fremtid hvor forlagene spreder deres energi over langt flere titler.

Fortsættes i næste artikel “Ebøger giver ikke lavere fortjeneste for forlagene“… i næste uge.

  1. Dejligt at få solide tal på bordet, det har jeg tidligere efterspurgt []
  2. og i øvrigt dækker tallene over meget store forskelle fra forlag til forlag, og fra genre til genre, fiktion og fagbøger, men det springer vi let henover i dette indlæg []

Tips til forfattere: sådan afleverer du dit manuskript

Ofte spænder forfattere ben for sig selv, når de indsender deres manuskript til et forlag til vurdering. Det gør de enten, fordi der ikke er læst ordentlig korrektur, eller fordi deres manuskript ikke overholder nogle gængse tommelfingerregler for manuskriptets tekniske eller stilistiske opbygning. Det gør det både unødigt nemt for redaktører at afvise manuskriptet, og det gør det også besværligt for forlaget at arbejde videre med manuskriptet, når det skal klargøres til tryk.

Jeg har derfor sammenfattet, hvad jeg opfatter som minimumskravene til det gode manuskript i nedenstående liste. Det er en række tips, som er nyttige at kende, både for forfattere, der udgiver hos traditionelle forlag, og for selvudgivere.

Langt de fleste forlag foretrækker, at man indsender manuskriptet til vurdering enten på print eller i Word. Bliver dit manuskript antaget, ønsker 95% af alle forlag, at du afleverer det endelige manuskript i Word-format, altså .doc eller .docx. Men uanset hvilket program, du skriver i, vil nedenstående råd være relevante.

Mine råd

  1. Standardtypografier. Det kan virkelig ikke gentages nok: brug de standard-typografier, der findes i i dit tekstbehandlingsprogram til at formatere din tekst, i stedet for at gøre det manuelt. Dette gør det let for dig selv at skifte udseendet på manuskriptet under læsning og redaktion, og det letter det efterfølgende arbejde med at klargøre manuskriptet til tryk eller ebog betydeligt. Altså: lad være med at lave overskrifter ved at gøre teksten fed og øge skriftstørrelsen, men opmarker i stedet overskriften med en af flere overskriftsniveauer: “Normal”, “Overskrift 1”, “Overskrift 2”. Se Words hjælpefunktion til det, hvis du er i tvivl, eller se hvordan i Word for absolutte begyndere eller på Lenes blog.
  2. Mellemrum mellem afsnit. Alt for mange laver ofte mellemrum mellem afsnit, lavet ved at trykke ENTER-tasten ned en ekstra gang. Det er typisk gjort for at lave en pæn opsætning i Word, men når det skal layoutes bliver det bare til overflødig luft. Undgå det som hovedregel helt. Der kan dog være særtilfælde, fx kan et ekstra mellemrum anvendes til at markere et skift i fortællersynsvinkel eller sceneskift.
  3. Indryk lavet med mellemrumstasten er både samme måde uhensigtsmæssigt. Anvend i stedet Words standardtypografi-værktøj til at definere automatiske indryk på første linje i Normal tekst. Eller undlad indryk helt og brug i stedet mellemrum, defineret ved at opdatere Standardtypografien, du anvender til brødtekst (oftest Normal). Eller brug tab-tasten til formålet. Sålænge din tekst er formateret uden den slags manuelle mellemrum, så er det let at ordne, når bogen skal layoutes til tryk eller ebog.
  4. Skrifttyper. Lad være med at bruge en masse forskellige, “flotte” skrifttyper, store skrifttyper (over 16pkt), og “sjove” skrifttyper, hvis din tekst ikke er en tegneserie (jeg kigger på dig, Comic Sans). Og lad være med at bruge forskellige skrifttyper fra afsnit til afsnit. Det bedste er, hvis du klarer dig med én skrifttype, gerne en udbredt som f.eks. Times New Roman, Georgia eller Helvetica, sat med 11 eller 12pkt. En god tommelfingerregel er, at teksten skal kunne forstås og læses, uden at der er valgt en bestemt skrifttype.
  5. Tabeller og anden speciel opsætning. Undgå tabeller, flerspaltet tekst, tekstbokse og andet fancy layout, medmindre der er en klar begrundelse for det. Fodnoter hører naturligt til i nogle tekster (typisk fagtekster). Selv er jeg dog af den erfaring, at indholdet af fodnoter oftest egentlig hører til i brødteksten eller også helt kan undlades.
  6. Sammensatte ord. På dansk er sammensatte ord, i modsætning til engelsk, som udgangspunkt uden mellemrum mellem ordene. Politibil, smaddergodt, dataanalyse, osv. Andre sammenhængende ord som for resten, af sted,  som vi har svært ved at skille lydligt ad, skal normalt adskilles. Ordene som udover, langtfra, overfor, udenfor og indenfor er dog skrevet i et eller to ord afhængigt af, om der er styrelse i sætningen. Man skriver eksempelvis enten “huset over for vores hus” (styrelse: vores hus) eller  “huset overfor” (ingen styrelse).
  7. Bindestreg (-) anvendes til specielle, tekniske eller knudrede sammensætninger, som f.eks. tv-program, it-projektleder, e-mail-adresse, og hvor et fælles led er undladt, f.eks. fag- og skolebøger.
  8. Tankestreg, altså den mellemlange (–) [også kaldet en-dash, alt+bindestreg på mac-tastatur] anvendes til indskudte sætninger, og i det tilfælde altid med mellemrum før og efter tankestregen. Tankestregen kan også anvendes til at markere direkte tale ved start på ny linje, i det tilfælde kun med mellemrum efter tankestregen.
  9. Udeladelsestegn. Det er normalt at anvende tre prikker … til at markere udeladelser i en tekst, f.eks. ved forkortelser af citater. Det kan du også gøre, men der findes faktisk et typografisk tegn på tastaturet til formålet, hvis det skal være helt perfekt, kaldet ellipsis eller udeladelsestegn (på Mac-tastatur er det alt+x). Der startes normalt med lille bogstav efter udeladelsestegn.
  10. Kolon og semikolon: Efter kolon anvendes stort begyndelsesbogstav på dansk, hvis der er tale om helsætninger, men ikke hvis der er tale om ledsætninger eller sætningsdele (som en tommelfinger-regel, hvis der lige så godt kunne have været anvendt komma i stedet for kolon), samt efter semikolon.
  11. Forkortelser. Brug som udgangspunkt små bogstaver til forkortelser. Begreber som f.eks. edb, e-mail, tv, cand.phil. og it skrives eksempelvis med småt. Initialer på personer eller firmaer anføres dog typisk med stort, uden mellemrum eller punktummer, som f.eks. JP Jacobsen eller IBM. Og ja, der findes undtagelser, så tjek med din ordbog, hvis du er i tvivl. Undgå generelt forkortelser, som fx, f.eks., m.fl. o.lign. De hører hjemme i egne noter, i korte, koncise fremstillinger og hurtige tekster, som fx. blog- eller Facebook-indlæg, men ikke i romaner eller fagbøger.
  12. Kommatering. Det er op til dig selv, om du vil anvende grammatisk komma eller andre kommateringsformer, men sørg for at bruge det konsekvent i din tekst. Dårlig kommatering er i værste tilfælde meningsforstyrrende, i bedste tilfælde sender det uheldige signaler til tekstglade redaktører med højere standarder end normalbefolkningen. Det er mit indtryk, at de fleste redaktører foretrækker det gamle grammatiske komma, men hvis du er i tvivl, så spørg først. Du kan se Sprognævnets gennemgang af regler og anbefalinger her.
  13. Billeder. For at udgive en bog, skal rettighederne være clearet til alt materiale, du ikke selv har produceret. Derfor skal forlaget have en skriftlig accept på forhånd, eller du skal være sikker på, at der er givet en licens til fri brug, hvis du bruger andres materiale i din tekst – tekster, billeder, illustrationer, fotos, osv. Anvis derfor altid i en separat billedliste, hvilke billeder der skal bruges, og hvor de kan fremskaffes, med copyrightoplysninger, i det omfang, du kender dem. Giv billederne et nummer  og angiv med nummeret, hvor i teksten, de skal placeres. Det er også et ofte forekommende problem, at de ønskede billeder er fundet på nettet et sted, og derfor ikke er i god nok kvalitet til at kunne bruges på tryk.
  14. Stavekontrol. Dette er det allervigtigste råd! Det kan forekomme unødigt banalt, men stol aldrig på dit tekstbehandlingsprograms evne til at stave for dig. Du skal tjekke din tekst grundigt igennem, inden du sender den ind. Der er ikke noget, der får manuskripter til at havne i skraldespanden hurtigere, end elendig stavning. Så er du ordblind, eller synes du stavning er under din værdighed, så få nogen til at tjekke dit manuskript igennem for dig inden du sender ind.

Dette er som sagt generelle regler, jeg selv arbejder ud fra og anbefaler til alle forfattere, uanset genre og uanset, om der er tale om skøn- eller faglitteratur. Enkelte forlag kan have supplerende stilistiske eller formateringsmæssigt retningslinjer, som kan afvige. Der er selvsagt også nogle typer udgivelser, hvor mange af de her nævnte tips kan være irrelevante. For eksempel poesi, børnebøger eller prosa, hvor formen anvendes aktivt til at give ordene betydning, og hvor for eksempel fejlstavning  kan være et bevidst litterært greb. Det er dog ikke tilfældet i hovedparten af de manuskripter, der ofte returneres til forfattere med bemærkninger om sproglige forbedringer.

Man kan indvende, at nogle af disse fjel og mangler kan korrigeres med et snuptag af layouteren eller redaktøren, når bogen skal produceres. Men for det første, så gælder disse tips i lige så høj grad for selvpublicerende forfattere, som de, der udgiver hos forlag. For det andet, så mener jeg, at disse tips kan bevidstgøre forfatteren om det sprog, der anvendes, noget der kun kan være en fordel. For det tredje, så ser jeg, selv hos de store forlag, at der ikke altid er denne kvalitetskontrol på forlagene. Der spares helt sikkert på både grafisk- og indholdskorrektur nu om dage. Man kan derfor heller ikke som forfatter forvente, at alt er godt, når først manuskriptet er afleveret. Endelig kan noveller og romaner, for eksempel indsendt i forbindelse med konkurrencer og antologier, nemt risikere at blive afvist, hvis der ikke er styr på sprog og stavning i første hug.

PS: har du flere tips, så læg en kommentar herunder.

Hvorfor jeg ikke anbefaler Word som forfatterværktøj

Jeg anbefaler normalt ikke forfattere at bruge tekstbehandlingsprogrammet Word til at skrive deres manuskripter i. I forrige artikel skrev jeg om de problemer, der er med Words kode og anbefalede at bruge noget andet at skrive længere tekster i.

I denne artikel vil jeg begrunde hvorfor det er vigtigt ud fra et forfatterperspektiv, uddybe fordelene ved alternativerne og komme med en opsang.

Hvorfor

Jeg anbefaler ikke Word af fire grunde:

  1. Word kan for meget andet end blot skrive – det tager fokus fra det egentlige.
  2. Interfacet er fint til brevskrivning, men relativt uegnet til længere tekster
  3. Der findes bedre, specialiserede programmer til formålet
  4. Word genererer ringe kode, når manuskriptet til slut skal omsættes til ebog eller tryk.

I disse ’selvpubliceringstider’ kan jeg undre mig over, at nogen mener, det er lettere at lære folk at omgå Words finurligheder, importere teksten i InDesign og formatere helt forfra, end det er at sætte sig ind i at gøre det ordentligt fra starten. Og med ordentligt mener jeg at lære at fokusere på at skrive tekst, som ikke er formateret, men opmarkeret, dvs. hvor teksten ikke “ser ud” på en bestemt måde, men i stedet har angivet informationer om, hvad dens elementer er – om noget tekst skal fremhæves, om det er en overskrift, om det er med i en punktopstilling, eller om det på anden vis skal kunne adskilles betydningsmæssigt fra resten af teksten.

Det er først i sidste ende af en publiceringsproces, det er nødvendigt at tænke på en teksts udseende.

Alternative redskaber

Det tragiske er, at der i dag findes rigtig mange værktøjer, der kunne gøre livet lettere for forfattere, ja for alle, der skriver længere dokumenter end en enkelt brevside. Selv et program som Notepad eller TextEdit ville være et bedre udgangspunkt at arbejde i, hvis blot forfatterne turde tage springet og sige farvel til Word (Se Derfor er Word dårligt: et kig på koden og to alternativer). Da Notepad nok trods alt er for hardcore til de fleste forfattere, anbefaler jeg oftest Scrivener, som er det mest geniale værktøj, jeg kender til lige nu (selvom der hele tiden kommer nye spændende alternativer). Det er ikke alene let at arbejde med at skrive og omstrukturere teksten, mens man arbejder i programmet, det er også væsentligt mindre belastet af mange funktioner, men alligevel i stand til at eksportere dokumenter, der er perfekt formaterede til viderebearbejdning.

Der findes mange andre programmer end lige Scrivener, som alle er fokuseret på det væsentlige i forhold til at skrive længere tekster.

Forlagsperspektivet

Og det er her, mit eget perspektiv kommer ind i billedet. For jeg sidder til dagligt og jonglerer tekster fra forfattere, som afleverer deres manuskripter i Word. Jeg har ikke selv glæden af at skulle bearbejde alle tekster, men hvis det ikke er mit problem, ja så er det en andens problem. Og jeg er ret sikker på, at arbejdet ville blive noget lettere for forlagene, hvis forfattere ikke anvendte Word. Man kan selvfølgelig kynisk sige, at dette kun er til forlagenes og eksperternes fordel, for hvis folk skrev i andet end Word, ville de også have langt lettere ved at selvpublicere deres tekster.

Til de, der siger, at det også er besværligt at lære nye programmer eller fx html at kende, svarer jeg: Sandheden er, at det aldrig er trivielt at producere en bog af god kvalitet – det handler alene om at gøre tingene lettest muligt for sig selv, i stedet for at lade sig spænde ben af den massive barriere, Word udgør.

Derfor eksisterer forlag endnu.

Derfor er Word dårligt: et kig på koden og to alternativer

I et udmærket indlæg på online-magasinet Slate giver Tom Scocca udtryk for den frustration over programmet Microsoft Word, jeg kender alt for godt selv. Som han skriver:

“A Word file is the story-fax of the early 21st century: cumbersome, inefficient, and a relic of obsolete assumptions about technology. It’s time to give up on Word.”

Word har groft sagt en “mere-er-bedre”-tilgang til funktioner, som gør det helt unødigt overlæssset for den helt almindelige bruger. Programmet kan utroligt meget, og alle muligheder er slået til som standard – det gælder for eksempel ’spor ændringer’, ‘autokorrektur’, automatisk indrykning af punktopstillinger og såkaldte “smart quotes”. Altsammen funktioner, der nok kan forekomme hjælpsomme for en person, der aldrig har skrevet før, men for en person, der arbejder seriøst med tekst, gør sig alt alt for mange antagelser om, hvordan teksten skal se ud.

Hvad værre er, for de der arbejder professionelt med at lave bøger, gør alle disse funktioner  dokumentets bagvedliggende kode unødigt kompliceret.

Tom Scocca laver således et eksperiment, hvor han ser på koden til et dokument, der ikke indeholder andet end de to ord “The Word”. Her er et kort uddrag:

<w:LsdException Locked=”false” Priority=”22″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” QFormat=”true” Name=”Strong”/>
<w:LsdException Locked=”false” Priority=”20″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” QFormat=”true” Name=”Emphasis”/>
<w:LsdException Locked=”false” Priority=”59″ SemiHidden=”false”
UnhideWhenUsed=”false” Name=”Table Grid”/>
<w:LsdException Locked=”false” UnhideWhenUsed=”false” Name=”Placeholder Text”/>

Sådan fortsætter doumentet med 8 siders kaudervælsk (sic!). Altsammen for at skrive sølle to ord. Eksemplet demonstrerer tydeligt, hvor meget historisk vraggods, Word-formatet rummer.

HTML

Til sammenligning ville et tilsvarende html-dokument for eksempel se således ud:

<html>

<body>

<p>The Word</p>

</body>
</html>

Det er lidt lettere at læse, ikke?

Medgivet, det er meget simpel kode, så hvis det skulle se lidt pænere ud, ville jeg tilføje et stylesheet, dvs. noget kode som definerer typografien i mit dokument. Det kunne se sådan ud:

<html>
<head>

<style type=”text/css”>
p {
font-family: Garamond, Serif;
font-size: 14px
}

p+p {

text-indent: 2em;

}

</style>

</head>
<body>

<p>The Word</p>

</body>
</html>

Omend det kan forekomme som sort tale for den uindviede, så er der faktisk en gennemskuelig logik i ovenstående kode. Den fortæller, at teksten skal bruge en klassisk skrifttype, hvilken størrelse den skal være og at der skal være indryk efter første afsnit. Selv med lidt typografi, fylder det hele en del mindre end 8 tætbeskrevne sider. Og det er let at lære.

Men, vil den opvakte læser sige: Man kan relativt let eksportere en Word-fil ud som html? Jo, det kan man. Men selv sådan en konvertering efterlader stadig en temmelig kluntet fil at arbejde videre med, for Word gør desværre den ‘tjeneste’, at forsøge at bevare så meget formateringsinformation som muligt i den html, der kommer ud af det. Faktisk er det oftest langt det letteste at konvertere dokumentet til ren tekst og formatere dokumentet helt forfra.

En pointe om opmarkering

Og hvis man nu var startet med at skrive i ren tekst, men gerne ville sørge for at der kom noget opmarkering med i sin tekst, så den i sidste ende kom til at se pæn ud? Den gode nyhed er, at der findes faktisk adskillige strukturelle opmarkeringssprog, der forsøger at gøre det betydeligt lettere at formatere tekst, end at sidde og rode med html-kode. De hedder navne som fountain.io, Markdown, MultiMarkdown, Textile, Tetropy og RestructuredText. De har det til fælles, at man skriver i ren tekst, for eksempel i Notepad, hvorefter man eksporterer til det slutformat, man ønsker, det være sig html, pdf eller endda Word.

I Markdown ville teksten se sådan ud inden man trykkede på én knap som ville lave samme html som ovenstående:

The Word

Kan du se pointen?

 


PS: Min pointe i indlægget er at tydeliggøre problemet. Jeg ved egentlig godt, at det for mange mennesker er uoverskueligt at forholde sig til at kode og lære opmarkeringssprog, og at mange tænker visuelt. At skrive i ren tekst gør det heller ikke lettere at overskue eller reorganisere længere tekster. Derfor anbefaler jeg ofte forfattere at finde et program, der er specialiseret til formålet.

Det kan du læse om i næste indlæg: Hvorfor jeg ikke anbefaler Word som forfatterværktøj.

PPS: tak til diverse folk på twitter (@mariebilde, @infonauten, @sorenpsorensen, @hjhansen, @haverholm, @TinaHolmboe, @Bewildergeist m.fl.) for dialog om emnet. Jeg selv hedder @tokeriis på Twitter.