Replik til Vibeke Hastrup

Vibeke Hastrup har skrevet en opsang til de danske forlag, der argumenterer for at danske forlag er for dovne i forhold til at udnytte de mange muligheder, der er med ebøger. Fremfor at lægge et langt indlæg i kommentaren på Vibekes blog, har jeg valgt at skrive den her i stedet.

Kære Vibeke

For at dit indlæg ikke skal stå helt uimodsagt, så arbejder vi på forlaget Systime (som jeg arbejder på) med konceptet iBog, som netop drejer sig om at levere lærebøger, som ikke bare er kopier af den trykte bog. Så hermed lidt reklame, som jeg håber du vil læse og bære over med, inden jeg kommer til mine egentlige pointer.

Et eksempel på en ibog, jeg selv er projektleder på, er Redskabsgymnastik, som både er en traditionel teoribog uden speciel interaktivitet, men i praksisdelen er bygget op om omfattende videomateriale, der viser, hvordan man udfører gymnastiske øvelser. Og det er kvalitetsmateriale. Der findes i tusindevis af videoer med freestyle-øvelserne kaldet Parkour, som blev kendt i James Bond-filmen Quantum of Solace. Men der findes ingen der, som dem i iBogen, viser, hvordan man kan arbejde med disse øvelser i en almindelig gymnastiksal og i forhold til det danske idrætspensum.

Bogen leveres altid både i ibogsformat og trykt papirformat, så man som lærer eller elev kan vælge medie efter den kontekst, det skal bruges i. Samtidig kan iBogen anvendes på alle platforme der har en moderne browser indbygget, herunder ipad og Android-enheder.

Ibøgerne har indbygget notefunktion, søgning og andre ting man forventer af et online-materiale, men de er selvfølgelig også åbne overfor integration med 3. parts “studieredskaber” som Instapaper, Readability, Diigo eller adgangforalle.dk‘s talesyntese – det er vores opfattelse af vi skal levere indhold, som brugerne skal kunne anvende i deres egne sociale netværk.

Endelig arbejder vi meget på at indgå i dialog omkring nyudvikling og bearbejdning af vores eksisterende udgivelser. Det foregår på lab.systime.dk og andre steder.

Jeg medgiver at have en blind vinkel, men kan ikke se, at dette på nogen kvalitativ måde falder igennem i forhold til de krav, du stiller til fremtidens lærebog. Så nu til mine pointer andre, og mere konstruktive pointer.

Rum for forbedring

Det er klart at der er rum for forbedring, også for ibøgerne. Der kan gøres mere på snart sagt alle områder. Når det er sagt, så tror jeg også, at vi der arbejder med det nogle gange kan blive for optimistiske med hensyn til udviklingen.

For det første er forfatterne til fagbøger ofte ikke specielt entusiastiske overfor de nye muligheder. De tænker ofte, at de bare skal aflevere et manuskript, og så ordner forlaget resten for dem, det jeg har kaldt fire-and-forget forfattere. Sådan en indstilling er det meget svært at opbygge spændende dialoger med læserne sammen med. Der forestår altså en lang tilvænningsproces, hvor innovative forfattere og forlag må hjælpe hinanden frem.

For det andet, så er det væsentligt mere omkostningsfyldt for de traditionelle forlagsvirksomheder at begynde at producere ebogsindhold der virkelig arbejder på mediets præmisser. Man har ikke ansat de rigtige folk til det, og det er organisatorisk en ekstraydelse, som er dyr, fordi den ikke er integreret i det eksisterende workflow. De større forlag har forsøgt og mistet mange penge på “multimedie” og internet-satsninger, som er kastet ud i luften, fordi man ikke har haft en forståelse af dem som andet end eksperimenter, snarere end noget man satser sin fremtid på. Gyldendal har eksempelvis endnu ikke haft den store gevinst på onlineudgaven af encyklopædien. Samtidig bliver wikipedia fortsat udvidet og bedre og bedre, helt uden de omkostninger, Gyldendal har haft.

For det tredje er der “problemet” med læserne: er de virkeligt interesserede i at det hele bliver interaktivt, hypertekstuelt, socialt og på alle måder spændende i forhold til de kedelige fagbøger på tryk? Elements app’en tyder på det, men gør det sig også gældende for alle andre værker og fagområder? Og så har danske fagbøger et praktisk problem: de laves til det danske marked, og har dermed relativt få læsere i forhold til de flotte eksempler vi ser på iPadden i USA. Er der nok læsere til på en økonomisk måde at lave lækre apps til dem?

Der er altså flere begrænsende faktorer og åbne spørgsmål. Alligevel er jeg, som du, håbefuld og optimist. Jeg tror på at der nok skal ske noget, og vil selv arbejde for det. Gyldendal og L&R arbejder begge med de nye muligheder, og jeg ved, at der er adskillige små forlag og specialiserede online-undervisningsmaterialer på vej frem, som kan rykke hurtigt, og som vil give de eksisterende forlag kamp til stregen.

Venligst,

Toke

PS: Fik du læst Vibekes indlæg: Efterlysning af ebogsnyheder ?