DynamicBooks giver magten til lærerne på ToC

Det amerikanske forlag MacMillan har på første dag af Tools of Change-konferencen i New York lanceret DynamicBooks, som er digitale versioner af lærebøger til de amerikanske colleges. Det særlige ved de her digitale versioner er ikke, at de koster under halvdelen af de trykte udgaver, at du kan annotere digitalt og dele noter, og ikke vejer noget ekstra i tasken. Det banebrydende nye er, at de opfører sig ligesom meget andet “web 2.0” indhold på nettet: man kan redigere i materialet og tilpasse det til sin egen brug.

Det er således muligt for underviserne at logge ind på tjenesten, og så tilpasse materialet, så det passer ind i lige præcis den semesterplan, man selv arbejder med. Det er en genial ting, der for alvor gør det interessant for underviserne at bruge det digitale materiale, fordi det rent faktisk letter en pædagogisk-didaktisk proces, som enhver lærer gennemgår (eller bør gennemgå) i forbindelse med tilrettelæggelse af sin undervisning. At materialet så ovenikøbet kan tilgås gennem såkaldt “ledende” elearning-systemer er en yderligere fordel ved materialet.

I følge New York Times, så forventer forlaget at dette initiativ (og alle de andre digitale tiltag på området) vil kunne forandre måden studerende læser bøger på under deres uddannelse. Hele markedet for brugte bøger, som vi herhjemme kender fx fra pensum.dk, vil falde bort til fordel for en ordning hvor man betaler mindre for bøgerne, men til gengæld ikke vil kunne videresælge sine digitale bøger.

Jeg håber at kunne reflektere mere over nogle af de mange spændende tiltag på på Tools of Change. Indtil da kan du læse et spændende oplæg om digitale tekstbøger på konferencens website.