ePub, eInk og eBooks er en blindgyde

Konstellationen af ebogsformatet ePub, eInk-teknologien og eBooks, dvs. ebøger som sådan er et fejlslagent projekt der i sidste ende vil få bogmarkedet til at kollapse fuldstændigt, det mener i hvert fald bloggeren Mike Cane. Kritikken går først og fremmest på at formatet er dårligt ogvil blive piratkopieret, fordi det er så tilgængeligt; eInk-formatet, som Kindle og næsten alle andre ebogslæsere er for dårligt og dyrt til at få en større udbredelse, ligesom ebogsmarkedet stadig udgør en forsvindende del af det samlede marked. Mere pirateri kombineret med dårlig kvalitet og en allerede igangsat priskrig vil til sidst få bogmarkedet til at kollapse 100%, forudser Cane, i det han sammenligner med videospils-markedet der kollapsede i 1983, fordi markedet ikke var klar til det.

Cane er nok den mest bitre og pessimistiske kommentator til ebogsmarkedet jeg længe har læst, men han har én god pointe: de nuværende ebogslæsere er for dyre og for dårlige. Jeg mener, hvorfor findes der ikke mulighed for simpel notetagning på Amazons Kindle? Der røg lige hele markedet for alle de der bruger bøger til mere end ren underholdning. Og det er jo særligt hele uddannelsessektoren, som om nogen ville kunne få ebogslæser-salget i gang. Og det er bare et eksempel. Cane peger også på en løsning: nemlig at satse på ebogslæsere der kan mere end én ting, som kunderne allerede har: dvs. PC’en (netbooks især) og hele generationen af smartphones (iPhones især).

Kilde:

http://ebooktest.wordpress.com/2009/08/06/why-eink-epub-and-ebooks-will-fail/

Det handler om ytringsfriheden

I dag afgjorde fogedretten, at Forlaget Peoples Press har ret til at udgive bogen “Jæger – i kamp med eliten”, på trods af at den afslører såkaldte “statshemmeligheder”. Begrundelsen er, at den allerede er frit tilgængelig på nettet og Dagbladet Politiken.

Forlagsredaktør Jakob Kvist runder egentlig flot sagen af med at konstatere at sagens kerne er informations- og ytringsfriheden:

“Diskussionen om ophavsretten har fyldt alt for meget. Det vigtigste, der er på spil her, er ikke kroner og øre. Det handler om en menig soldats ret til at fortælle om det, han har oplevet. Og befolkningens ret til at læse om det«, siger Jakob Kvist.”

Hvad angår ophavsret, indgår Peoples Press og Politiken formodentlig et forlig der tilgodeser begge parter. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvad det mon er værd, at Politiken tvang domstolen til at tillade trykningen i bogform hos Peoples Press. Vil det give en rabat for den åbenlyse krænkelse af ophavsretten?

Edit: I en opfølgning på Forlæggerforeningen og Forfatterforeningens opfølgning på ideen om at denne sags fokus burde være ophavsret og ikke ytringsfrihed, skriver Jakob Kvist i en kommentar i flg.Politiken 2.10.2009:

“I og med at Politiken hele tiden har signaleret, at der skulle betales for brugen, var det i bund og grund et spørgsmål om kroner og ører. Ophavsret handler i sin substans om betaling til rettighedshaver – hverken mere eller mindre. Når en aftale er indgået, og der ikke på nogen måde har været rejst en sag, er der ikke tale om en krænkelse, hvilket ordlyden i pressemeddelelsen også afspejler.”

Så kan vi vist sige at den del af sagen er lukket.

“Angrebet på ophavsretten”

I en blog på JP beskylder forfatter og anmelder Kristian Ditlev Jensen Politiken for at angribe ophavsretten med sin trykning af den pt. berømte Jægersoldat-bog. Som han skriver:

Jeg håber som almindelig civil borger – men i særdeleshed som forfatter i et nærmest mikroskopisk sprogområde, der efterlader den almindelige danske forfatter med relativt ringe levevilkår sammenlignet med kolleger i udlandet – at Politiken vil blive sagsøgt af People’s Press herfra og langt, langt, langt ind i den ophavsretlige retfærdighed.

Jeg synes det er forkert at kalde det et “angreb på ophavsretten”, som Ditlev Jensen formulerer det.  Der er ganske vist tale om et brud på ophavsretten. Og naturligvis kan eller bør Politiken efterfølgende sagsøges af Peoples Press for at have overtrådt ophavsretten. Men det er noget ganske andet end at angribe loven som sådan. Der er netop ikke tale om en klassisk piratkopieringssag, hvor personer bevidst bryder ophavsretten på en måde der skader rettighedshaveren, vel at mærke for ikke at skulle betale det vederlag der følger med brugsretten. Thøger  Seidenfaden vil formodentlig stå ved sin handling med oprejst pande og betale den bøde der måtte følge, for Politiken, som bedriver avis- og forlagsvirksomhed, er iøvrigt næppe ude på at angribe ophavsretten som sådan.

Næh, der er langt mere alvorlige ting på spil, såsom ytrings- og trykkefrihed: ingen, hverken Staten eller muslimske lærde, bør kunne begrænse hvad folk må sætte på tryk i en demokratisk retsstat. At Politiken scorer nogle points og medieomtale samt har et udsolgt oplag en enkelt dag rykker ikke ved dette.

Man kan så spørge sig selv, hvem der vil blive taberne i sådan en sag – Peoples Press, forfatteren til bogen, Politiken eller Forsvaret? Copyright-lovgivningen er i hvert fald ikke, og forekommer som et af de mindst relevante problematikker i denne sammenhæng.

Edit: Forsvaret fremstår stadigt tydeligere som den klare taber i den her sag. Uanset hvor meget de retsforfølger, så er bogen udgivet, i øvrigt også på Wikileaks og sikker flere andre steder på Internet. Forsvaret viser sig også at have haft kontakt med forfatteren lang tid før udgivelsen, hvor man valgte at ignorere dens komme. Forsøgene på at tryne de der bryder ‘tavshedens lov’ fremstår som nyttesløse stød i luften fra en gammel udtjent bokser.

Lost symbols-ebogsudgaven sælger bedre end den trykte udgave!!

Den allerstørste nyhed er ikke at bogen har solgt rekordmange trykte udgaver på førstedagen, men at ebogsudgavens salgstal faktisk har overgået den trykte. Det fremgår i hvert fald af Amazons hitlister, at ebogen sælger bedre end den trykte. I forhold til piratdiskussionen, så taler vi her om versionen med fuld kopisikring.

Formodentlig har vi at gøre med et specielt fænomen: En uhyre hypet bog har skabt så stor en forhåndsforventning at fans, fremfor at vente på den trykte bog bliver leveret med posten fra Amazon, har klikket på “Køb nu” for at få øjeblikkelig adgang til den bog de har ventet så længe på. Det er altså et unikt tilfælde vi har at gøre med. Alligevel er det revolutionerende, og i fint spænd med de eksponentielt stigende salgskurver vi længe har kunnet konstatere for ebøgerne. More to come..

Kilde: The Kindle Nation..

Lost symbols: Dan Browns nye bog piratkopieret på dag 1

lostsymbolDan Browns nye 784 sider lange bog “The lost symbol” blev allerede gjort tilgængeligt og piratkopieret på dag 1, den var ude i handlen. Det skriver Teleread i dag. Det tog således ikke de entreprenante copyrightbrydere nogen tid at bryde den kopisikring der var lagt på den ePub-fil man kunne købe online. Piraterne har samtidig været så flinke at fremstille flere udgaver i forskellige formater, så bogen kan læses på forskellige ebogslæsere.

Samme dag kunne udgiveren, Random House, annoncere at de havde solgt over en million hardcover eksemplarer af bogen worldwide. Det er rekord for voksenfiktion. Bogen ligger også på toppen for ebogssalget. Der er således ingen tegn på at piratkopieringen har nået at skade salget – det skal nok blive en bestseller, ligesom de øvrige af forfatterens værker. Forlaget har da også et første optryk på 5 millioner, som de har skyndt sig at supplere op med 600000 ekstra eksemplarer i trykken.

Det virkelige spørgsmål er således om piratkopieringen vil være til skade eller til gavn for salget bogen fremover – skillelinjen står imellem om man tror på at øget kendskab til bogen vil øge salget af den trykte bog, eller om man tror på at det tværtimod får folk til at glemme at købe den hos deres boghandler.

De 10 mest piratkopierede bøger i 2009

Ja, det skulle man tro var en række bestsellere, f.eks. Harry Potter eller Stig Larson. Men det er det langt fra. En overraskende liste fra Christian Science Monitor viser at det folk piratkopierer gennem fildelingssystemet Bittorrent overvejende er ’selvhjælpsbøger’ eller noget om sex (okay, ikke overraskende :-)

Her listen:

  1. Kamasutra
  2. Adobe Photoshop Secrets
  3. The Complete Idiot’s Guide to Amazing Sex
  4. The Lost Notebooks of Leonardo da Vinci
  5. Solar House – A Guide for the Solar Designer
  6. Before Pornography – Erotic Writing In Early Modern England
  7. Twilight – Complete Series
  8. How To Get Anyone To Say YES – The Science Of InfluenceNude Photography – The Art And The Craft
  9. Fix It – How To Do All Those Little Repair Jobs Around The Home

Som en kollega har bemærket, kombinerer Kamasutra både selvhjælp og sex i én bog :-)

Det er selvfølgelig en statistik der gælder internationalt, hvilket vil sige overvejende amerikansk, og derfor ikke nødvendigvis kan overføres på det danske marked. Det siger heller ikke noget om, hvor meget der bliver kopieret ad andre kanaler, f.eks. Docstoc eller Scribd. Det er alligevel tankevækkende at bestsellerne faktisk er tilgængelige som ebøger,  men at de næsten ikke piratkopieres.

Kilde: Christian Science Monitor, tip fra den århusianske bogiværksætter Marie Halkjær.